Trænerkommentarer til Charlottenlund søndag d. 15. marts

Indhentet af Carsten Bundgaard.



1. løb / V4-1

4 Akrobat
Laver jeg om på til løbet. Åbent hovedlag, uden vat i ørerne og uden check. Han er god til at løbe med, og skal være en god pladschance (Ken Ecce).

6 Destiny S
Har gået tre gode løb i træk. Jeg var ellers tæt på at give op. Jeg tror hun er med helt fremme, hvis hun holder sig i trav. Galoprisikoen er der stadigvæk. Uændret udstyr / balance (Steen Juul).

8 Jammerbugten
Var syg ved seneste start og deraf den dårlige indsats. Jeg er lidt usikker på formen, men jeg håber på en præmie. Uændret udstyr / balance (Liv-Jorunn Lund).

2. løb / V4-2

1 Another Dream
Kommer med almindelige forsko og jernsko bag. Plejer at gå med jernsko for så det burde give lidt ekstra. Har trænet fint i pausen. Vi har lagt træningen lidt om, da han er kommet op i en hård klasse. Formen er nogenlunde, men ikke i topform. I sidste start i Aalborg hoppede han bare uden forklaring. Der gik han uden forsko, men det burde ikke betyde noget. Havde håbet på lettere konkurrencen, men sådan blev det ikke. Jeg håber han kan tage spids og blive der helt til mål. Pladschance (Steffen Ris).

2 Babymoney
Har ikke levet op til forventningerne for mig. Det gælder først og fremmest om at få penge med hjem. Jeg har ikke planer om ændring med udstyret. Ken Ecce, som kører ham, har kørt den i løb tidligere, og vil han ændre på noget er det helt okay (Flemming Jensen).

3 Speedy Sus
Er i god form, men møder nu væsentlig hårdere konkurrence i forhold til et stykke tid. Jeg har slet ingen sejrsforhåbning. Er fuldt tilfreds med en præmie. Uændret udstyr / balance (Axel Jacobsen).

4 Victory Island
Fik en gaffelbåndsskade i fjor. Han har fået tiden til at komme tilbage og har trænet godt igennem længere tid. Det er bare at håbe det holder. Møder nogle gode heste, men jeg tror godt han kan være med dem. Uændret udstyr / balance (Steen Juul).

5 Come On Hugo
Var jeg meget tilfreds med i rutineløbet i Aalborg. Helst havde jeg åbnet sæsonen med ham på hjemmebanen, men det fandtes ingen passende opgave. Jeg tror han kan få en god sæson i stayerløbene, så distancen passer fint. Victory Island 20 meter foran er en god hest. Det er min klart bedste chance i løbet. Uændret udstyr / balance (Flemming Jensen).


3. løb / V4-3 / LD-1

3 Dixidore
Er meget op og ned. I glimtvis har den gjort det flot, men der er også dage, hvor den giver op. Den gik uden sko sidst og det gik ikke, så jeg kører den med sko på søndag. På en god dag er den sikkert i Top4 (Flemming Jensen).

6 Estrella Sisa
Gik godt sidst i Aarhus efter galop. Fejlen skyldes hun blev for ivrig. Hun er nogle gange for ambitiøs og så kan en fejl komme. Hun er med helt fremme uden galop. Er i mine øjne mest en outsiderchance. Uændret udstyr / balance (Steen Juul).

7 Belittlebigjoe
Skulle jeg med facit i hånden have meldt i amatørløbet i stedet. Han møder fem-seks heste her som han normalt set ikke kan slå. Formen er fin. Jeg håber at få en af de sidste præmier. Uændret udstyr / balance (Thomas Fischer).

8 Badlands
Er inde i en god udvikling, men vi har jo tabt lodtrækningen. Det bliver svært at vinde herfra. Jeg er fuldt tilfreds med hesten. Uændret udstyr / balance (Jeppe Juel).

9 Gerko Steenwijk
Var syg sidst. Virker forbedret i træningen, så jeg tror på den får en præmie med sig hjem. Uændret udstyr / balance (Ken Ecce).


4. løb / V4-4 / LD-2

1 Ambra Godiva
Har holdt lidt løbsfri. Hun kommer uden sko, hvis baneforhold tillader det. Formen er fin. Hun fulgte gode heste helt til dørs i sidste start. Pladsfidus (Allan Bo Rasmussen).

2 Daisy Cash
Har fået en god start på sæsonen med to andenpladser, og jeg tror også hun er med fremme på søndag. Bedre udgangsposition nu i forhold til Odense. Uændret udstyr / balance (Flemming Jensen).

3 Cointreau
Sad længe fast senest, og da hullet kom, var de andre over alle bjerge. Formen er god, men da der er gode heste imod, er en trioplacering vel optimalt udbytte. Uændret udstyr / balance (Lillian Uglebjerg).

6 Passion Flame
Gik egentlig et OK løb senest. Det var ingen fordel for ham at tempoet blev taget helt ud af løbet. Han virker godt tilpas i træningen. Uændret udstyr / balance (Christian Nissen).

7 Super Mento
Har haft en hovbyld siden seneste start og har derfor stået et arbejde over. Formen er fin og på samme niveau som de seneste starter. Er maksimalt en præmiechance mod gode konkurrenter og med yderligst startspor med flere starthurtige heste indvendigt (Nikoline Nikolajsen).

8 Rally Sven
Gør første start i længere tid. Jeg håber at finde en anstændig position og køre på chancen. Uændret udstyr / balance (Anna Rogell).

10 Chap A P
Kan man godt glemme sidste start med. I følge René (Kjær – red.) blev det forkert for Chap senest. Han kommer med nye kræfter i samme balance. Har trænet godt og vi samt René Kjær tror igen på vinderchance (Jan Thrue).


5. løb / V5-1

2 Otiz
Er relativ ny i vores regi. Vi kender ikke dens styrker eller svagheder. Skulle have været i rutineløb, men Ken Ecce var optaget der. Starter derfor i stedet. Har aldrig startet i auto. Træner fint. Vi håber på god opførsel og en præmie (Gitte Hansen).

3 Honey Bee
Blev desværre lidt uheldigt påkørt i seneste start og det var med en topplacering på gaflen. Hun viste fin form. Er hurtig bag startvognen og har en dygtig kusk, så jeg tror hun er med helt fremme. Uændret udstyr / balance (Nicolai Olsen).

6 Outlook
Har trænet på de sidste 10 måneder. Han viste god form i et rutineløb for et par uger siden. Hesten har høj grundkapacitet, så vi håber på en god præstation, men han kan jo mangle et løb eller to i kroppen. Uændret udstyr / balance (Torben Nygaard).

7 Iniesta Bros
Galopperede fra start senest, da den ikke forstod det danske voltesystem. Det betød også at vi ikke blev klogere på forspænding eller noget. Birger i vognen er altid et plus, men jeg ligger lavt med hensyn til forventningerne. Birger og jeg bestemmer i samråd udrustningen efter opvarmning (Lillian Uglebjerg).


6. løb / V5-2

1 Aladdin Bit
Kommer tilbage efter vinterferie. Har trænet fint op til starten og virker til have humør igen. Kommer muligvis med vatudtræk og norsk, men det bestemmes på dagen efter varmningen (Katrine Pedersen).

3 Atmosfær Hornline
Står fornuftigt i løbet. Jeg vil ikke afskrive muligheden for en trioplacering. Uændret udstyr / balance (Sebastian Nielsen).

7 Sir Independent
Skal i gang efter vinterpause, og vi har ikke de store chancer med 40 meters tillæg. Uændret udstyr / balance (Henrik Hartington).

9 Rad Hanover
Gik godt sidst efter positionsproblemer på sidste langside. Samme oplæg på søndag. Rygløb og så med en god afslutning. Stemmer det undervejs har Rad Hanover igen Top3 chance (Kenneth Nielsen).

10 Ups Annbirchador
Gik OK sidst, men kom i trafikproblemer ind mod sidste sving og havnede næsten sidst, men sluttede rigtig fint af på afstand. Det ser på forhånd lidt sværere ud her, men vi må se. Holder rigtig fin form og er godt tilpas. Lille pladschance. Uændret udstyr / balance (Johnny Jensen).

11 Greve Montechristo
Bestemmer vejr og baneguderne om jeg starter ”Greven” med eller uden sko. Jeg krydser finger for at jeg kan tage dem af. Træningen har været god, og han har taget sin sidste start godt. Det var jo hans første efter vinterferien. Han er jo en gammel kriger, som passer på sig selv, men han har jo fået Nicolai (Olsen – red.) i sulkyen, så jeg er optimistisk (Erik Michael Drewsen).

12 Tarzan Gardenia
Kommer i sædvanlig forspænding dog med en murphyblænder på venstre side. Hesten træner ikke så meget mere, men starter på. Har OK form og gør altid sit bedste. Starter i Odense fredag fra 80 meters tillæg. Her er det 60 meter og det giver tro på en triochance (Kim Madsen).

13 Tax Free
Har haft lidt pause, da han har stået med et lidt hævet bagben. Alt er dog vel nu. For et par starter siden var han anden ligeledes fra 80 meters tillæg, i et lignende løb. Dog er formen måske lidt mere tvivlsom nu. Jeg forventer alligevel at han gør det fint og ser ham som tredje-, fjerde-, femtechance. Uændret udstyr / balance (Alex Haagensen).


7. løb / V5-3

1 Falula
Har Bjarke Haagensen og jeg haft sammen siden auktionen. Hun var ikke så fin i debuten i Halmstad, men føles meget bedre nu og sporet er godt. Hun kan være usikker i første sving. En stærk hoppe med pladschance (René Jonassen).

3 Gambler Cash
Træner fint hjemme, men er lidt nervøs for startvognen på væddeløbsbanen. Vi håber det bedste. Uændret udstyr / balance (Eduard Bolshakov).

5 Chilli Fine
Virker til at udvikle sig fra start til start. Senest tøvede hun lidt og tabte en længde til bilen, da vingen kom tilbage mod hende, men åbnede endda i høj fart. Efterfølgende blev løbet helt forkert for vores del. Uændret udstyr / balance (Christian Nissen).

8 Maggan Håleryd
Træner godt, men det har indtil videre drillet i løbene. Jeg er sikker på det nok skal komme til at fungere også i løbene, men om det sker på søndag er jeg ikke sikker på. Den har farten til at være med fremme. Outsider. Uændret udstyr / balance (Axel Jacobsen).

11 Fasten Daugbjerg
Hoppede ud af volten i debuten i Aarhus. Kom stærkt tilbage efter galoppen. Jeg tror den er bedre med startbilen og venstre rundt, men startsporet er skidt. Slår næppe Kolbergs (Staro Obrigado – red.). Uændret udstyr / balance (Jeppe Juel).


8. løb / V5-4

1 Uffe L L
Er ny i vores regi, så vi har ikke det store kendskab til ham i løbssammenhæng. Har trænet fint. Kommer i lukket hovedlag og med sko på. Jeg håber på en glad kusk, en glad hest og en lille præmie (Tobias N. Jonassen).

2 Art Detective
Er blevet behandlet for mavesår og andre småskavanker. Har trænet fint, men er meldt lidt op. Vi er tilfreds, hvis han går fejlfri i første omgang. Kommer til at gå med sko og gammel forspænding (Karina Rindom).

4 Beauty Ami Salløv
Blev kørt ned senest. Står vel OK til her. Hvis hun er heldig med positionerne undervejs, bør hun få en god præmie. Triochance. Uændret udstyr / balance (Liv-Jorunn Lund).

6 Enzo Brogård
Er ude i sæsondebut. Har passet sin træning over vinteren, som det nu har været muligt. Skal nu ud mod klasseheste og det kan være svært at vurdere han i denne sammenhæng. Kusken mangler også noget rutine (Gitte Hansen).

10 Gent Quattro
Fik en dum galop på senest i kamp om spidsen, men gik helt fantastisk bagefter. Formen er fin og Lisbeth (Nøhr – red.) har rigtig gode kørehænder, så jeg bliver ikke overrasket, hvis han er med fremme blandt de tre. Uændret udstyr / balance (Nicolai Olsen).


9. løb / V5-5

2 Drunken Butterfly
Gik OK senest, men har stadig meget at lære. Kommer muligvis med trækhætte, men det ser vi på efter varmningen. Ikke noget for spillerne (Line Pedersen).

3 Athene P P
Kommer med lidt tungere balance end sidst. Træner OK. Hvis alt går vel, kan hun måske godt nappe den sidste trioplacering (Bjarke Haagensen).​

4 Mojo’s Star
Kommer muligvis helt barbenet. Har gået med sko og gamacher. Hvis banen er i top kører jeg uden. Det kan give den lidt mere fart. Træner bare let, da den startede i Billund søndag, hvor den ikke imponerede på en fjerdeplads. Der er plads til forbedring i dette løb. Den er travsikker og hurtig hjemmefra, men har ingen fordel af venstre rundt. Det ligner en triochance. Der er en enkelt god hest, men resten virker på det jævne (Kim Madsen).

6 Anno Boom Bay
Har haft noget i klemme i ryggen, men har trænet stille og roligt efter at det er blevet rettet. Vi håber han går fejlfri og tager en præmie. Uændret udstyr / balance (Karina Rindom).

8 Catch The Day
Gik et stærkt løb senest uden at have fået et skærpende arbejde. Han vandt på sin ærlighed og jeg tror helt bestemt at løbet senest har skærpet ham. Han har egentlig bare hygget sig siden starten og har taget løbet godt. I morgen tager jeg selv turen med ham. Det er længe siden jeg har kørt et sulkyløb, men jeg kender ham fra træningen og han behøver, som man så senest, ikke et sniger-løb for at kunne afgøre. Har ingen planer om taktikken, det tror jeg Catch selv bestemmer (Nicole Marsing).