V65-analyse til Aalborg lørdag d. 7. marts

Udarbejdet af Jesper Elbæk.
Statistik: Spillet 11.622 kr. Vundet 4.119 kr. TBP 35,4%. Hitrate 10/40.

Printvenlig


V65-1:
6-1-4-2 (7)
V65-2: 5-6-8-3 (7)
V65-3: 1-2-7-9 (6)
V65-4: 4 Epicwildfire M T (7)
V65-5: 2 Cassiopeia (1)
V65-6: 8-7-3-2-5 (9)

Pris: 320 kr.


Spil forslag hos Derby25

Spil forslag Dantoto



V65-1, 3. løb

På trods af kun syv heste i løbet, så er der fire heste med reel vinderchance.

A-chancer: 6-1-4-2 B-chancer: 7-3-5 C-chancer: Ingen

6 Esajas kommer i forrygende form med to sejre i de tre seneste starter. Og ved starten 17/2 i Aalborg, hvor det ikke blev sejr, da galopperede Esajas en fremskudt placering væk bag Livi No Panic. Det skal siges, at konkurrencen senest på Jägersro ikke var den helt vilde. Esajas kunne overtage spidsen på første langside, og siden var der tale om spil til ét mål. Esajas så helt ubesværet ud, og løb nogle længder væk, da kusken Thomas Uhrberg bad om mere fart med 150m til mål. Svært spor i volten her, men i et lille felt løser det sig nok. Det er første gang Frederik Kragh Olsen kører hesten i løbssammenhæng, men det var FKO, der i sin tid godkendte hesten i prøveløb, og han kender jo sikkert også hesten fra hverdagen på Hovhedegård.

1 Budweiser Flamingo stabler ikke ligefrem ettaller, men udgangspositionen her bliver ikke meget bedre. Senest kom Budweiser Flamingo tilbage til løbene efter tre måneders løbspause, og havde undervejs ryg på storfavoritten Rossi Garline med Jeppe Juel. Så farlig ud med 500m til mål, men tabte så lidt fart i opløbet. Men det var først på de sidste 20m at D A D Flamingo og Leicester’s Trophy løb forbi. Trængte helt sikkert til løbet i kroppen, og Budweiser Flamingo skal på alle V65-kuponer!

4 Django Cæsar har nu to løb i kroppen efter pause. Senest på Lunden 23/2 galopperede Django Cæsar fra start, men gik godt bagefter i et løb, som Dempsey Cloc vandt. Det er en ret god hest den her, og undgår Django Cæsar galop, så skal den være med på stregen.

2 Cassano blev budt et fint løb i tredje og fjerde par udvendigt senest i Aalborg 17/2. Kunne lige knapt følge med på bageste langside, men Anders Pedersen fik den op på den store remskive ind mod første sving. Holdt farten glimrende, og gik forbi et par trætte konkurrenter i opløbet. Det var Cilas Smed, der vandt foran Badlands, så der var gode heste med. Cassano er ved at løbe sig i form, og skal også på de fleste kuponer.

7 Chakita T Hall er eneste hest meldt fra tillæg, og selv om resultatrækken er lidt pauver, så kan Chakita T Hall meget i sine lyse stunder. 3 Doubles Diva har masser af fart, men der er for mange g’er i resultatrækken og så er det spændende at se 5 Diablo Bork i nyt regi. Det er altså en hest, som var med i Jydsk 4-årings Grand Prix sidste år, så kapaciteten findes!

V65-2, 4. løb

Et særdeles svært montéløb er en del af V65-spillet denne lørdag, hvor 11 heste tørner ud fra fire forskellige volter.

A-chancer: 5-6-8-3 B-chancer: 7-4-9-2-1-11-10 C-chancer: Ingen

5 Victory Kåsgård drager stor fordel af løbsudskrivningen, hvor heste med begrænset indtjening de seneste 10 starter og uden sejre i 2019 og 2020 har fordel. Der er tale om en ret så god hest, som har været forsøgt i Frankrig i slutningen af 2019, dog uden større held. Måtte en tur omkring et prøveløb, og det skal bemærkes, at det er hestens allerførste start i monté. Kristine Raal Jensen er ubesejret i monté i år, og jeg tror hun kan holde fast i sejrsprocenten på 100% her.

6 Rocky Egedal er en gammel kæmpe, som har rundet millionen i indtjening. Løber konstant gode tider, men har det hårdt i sin egen klasse i sulkyløb. Nu prøves Rocky Egedal i montéløb, og det har den gjort med pæn succes tidligere. Blandt andet i Odense 22/9, hvor den var anden i DM i Monté (Albatros vandt) i 1.14,7a/2140m. Også med Sabina Gammelgård i sadlen. Stor chance her, og formen virker god, senest dokumenteret med en 1.15-tid 22/2 i Aarhus.

8 Goin To The Limit kom fra Norge til Danmark i 2019, og startede hos Flemming Jensen, hvor den dog kun fik fem starter, før den røg videre til Christian Lindhardt. Her har den indtil videre gjort fire starter, dog uden at sejre endnu. Kommer ud i montédebut her, og qua at den ikke har tjent over 100.000 kr., så behøvede den ikke komme i montéprøveløb. Så vi ved i princippet ikke, om den fungerer i monté, men mon ikke den gør, siden Team Lindhardt melder den her. Christina Lindhardt har vundet to gange i to montéstarter, og det er dejligt at se Fru Lindhardt som aktiv igen.

3 Chelsea er en af de heste, der har gavn af lettelse via nul sejre i 2019 og 2020. Har gået masser af montéløb tidligere, og har også vundet montéløb. Karoline Henriksen har redet Chelsea en del gange, så hun kender hesten. God chance fra spids!

B-hestene er mange. 7 Tyrrell As løber konstante 1.18-tider, men står lidt hårdere inde end f.eks. Victory Kåsgård og Rocky Egedal, fordi den vandt løb i 2019. Jeg ser ikke nødvendigvis Tyrrell As med vinderchance, det kræver i hvert fald svigt fra nogle af favoritterne. 4 Triumf Kåsgård var senest ude i et montéformløb, hvor det blev for hårdt med 40m tillæg. 9 Takeabove har stor fart, men er temmelig ustabil. Kan meget i sine lyse stunder. 2 Wendy og 1 Bibs Nordal kan være sjove fiduser fra spids, mens der kan blive for langt frem for 11 Simone Speedy og 10 Chantel Trøjborg. På V65 tror jeg man kan nøjes med 5-6-8-3.

V65-3, 5. løb

Efter montéløbet fortsætter V65-spillet med et begynderløb, hvor to nordjyder fra spids umiddelbart ser ud til at have de største chancer.

A-chancer: 1-2-7-9 B-chancer: 6-8-10-3 C-chancer: 4-5

1 Thai Baratheon har ikke vundet endnu, men har gjort det godt endda. I debuten 22/11 blev den store Muscles Yankee-søn nedspeedet i sidste skridt af Bursche W. Gangen efter 13/12 i Odense startede Thai Baratheon fra 20m tillæg, og blev budt på et pænt løb af Nicklas Korfitsen. Kunne ikke fange Florida Flamingo, men var tæt ved at gå forbi Fenwick i sidste skridt. Kommer jo tilbage til løbene efter knap tre måneders løbspause, og skal lige i gang igen. Udgangspositionen er ganske god, og prikker Bo Westergaard starten, så er det ikke utænkeligt, at Thai Barathon kan føre hele løbet.

2 Dancing Dilli vandt en fin sejr i Aalborg 8/2. Efter en rolig start satte Flemming Jensen sig ud i dødens med 1300m til mål. Gik for alvor i kødet på E M Eleven Cup rundt opløbssvinget, fik krammet på denne, og kunne også svare op for angreb fra EasyComeEasyGo S i opløbet. Senest var Dancing Dilli godt med fra start, og blev smart bakket ud i andet par udvendigt. Fik en uheldig galop på i sidste sving, hvor El Clasico galopperede lige foran, og det er umuligt at se, om Dancing Dilli decideret blev generet eller om det ”bare” var en sympatigalop. Var kommet hjem på cirka 1.19,0a/2140m på en anden/tredjeplads.

7 Livi Obaunehøj var med i samme løb som Dancing Dilli senest, og sad undervejs i tredje par indvendigt. Kom indenom galopperne for El Clasico og Dancing Dilli rundt sidste sving, og kunne så køres ud i banen til angreb mod slutningen af løbet. Speedede rigtig godt, men var chanceløs for at indhente Enzo Victory. Gik godt og blev skrevet i min ”spilles næste gang”-bog med det samme. Om det så bliver hér, ja det er spørgsmålet, for den har 20m frem til ret gode heste.

9 Livi Option leverede et stort skrald i et ellers svagt besat lunchløb i Skive 3/2. Men Livi Option kom til start uden resultater, og det afspejlede sig altså i et odds på 53 gange pengene. Starten efter 15/2 var den anden til så fin en hest som Joker Newport, og senest fik den så en ny andenplads, denne gang til Skive-hesten Ebay Holmsminde. Fik et hårdt løb udvendigt på Dark Gogo, som den med god moral gik forbi i opløbet. Men indvendigt gik Ebay Holmsminde på open stretch, og den havde Livi Option ingen chance for at se. Om den havde bidt tænderne sammen nok til at løbe lige op med Ebay Holmsminde, det får vi aldrig svar på, men Livi Option gik et topløb, og har også chance for at løbe med palmerne her.

B-gruppen består af en god flok heste, men jeg tror vinderen ér nævnt i de fire ovenstående. 6 B J’s Brogård kommer tilbage efter lang løbspause, men var for nylig ude i et rutineløb, hvor den gik fint for Dennis Kristiansen. 8 C My Dream går ind imellem nogle feberløb. I resultatrækken kan man se to negative resultater for den aktuelle kusk Johnni Olsen, men han har også været anden med hesten tidligere. 10 Enjoy Lollipop har været staldskrig et par gange, og var jo sidste år ude i hård konkurrence flere gange. Kan Enjoy Lollipop finde noget af dét frem den viste 20/1 i Aalborg, hvor den var tredje til Cherokee Heaven og Expo Lane, så kan den godt overraske hér. 3 Dorthea Rush startede senest første gang i Anders Pedersens regi i Billund 1. marts. Havnede i dødens det første stykke vej, og galopperede da Pedersen ville flytte Dorthea Rush ned i ryg på den førende med 1100m til mål. Nu kender Anders Pedersen nok hesten bedre i løbssammenhæng, og Dorthea Rush skal med på de helt store V65-kuponer.



V65-4, 6. løb

Et lille felt er samlet I V65-4, hvor de modige måske står blank på Jeppe Rask med Epicwildfire M T.

A-chancer: 4-7-6 B-chancer: 3 C-chancer: 1-2-5

4 Epicwildfire M T får uden tøven vindertippet. De seneste to starter har den tørnet ud fra startspor 12 og 8 i autostart, men alligevel har gjort det fremragende. I Aarhus 25/1 sad Epicwildfire M T i fjerde par udvendigt. Det blev til tredje par udvendigt, da Danny E P galopperede i det skarpe staldsving med en kilometer hjem. Med 250-300m til mål var der stadig et stykke arbejde at gøre færdig, men Jeppe Rask sad nogenlunde stille med Epicwildfire M T, for han havde målt det ind. Speedede forbi Black Magic (som senere blev deklasseret for en forseelse) og Enok. Seneste start var i Aarhus 14/2, hvor det med det samme skal siges, at startspor 8 i Aarhus jo ikke er det værste i og med at der kun er syv heste bag startbilen. Edorado med Morten Juul førte an undervejs, men Jeppe Rask ville have mere fart på, så han kørte frem i dødens med Epicwildfire M T med en omgang til mål. Kunne ikke slå Eldorado, men svarede fint op for angreb fra Cinxia ned gennem opløbet. Topform på denne hest!

7 Caid de la Côte er en stærk krabat, som er lidt uens i dens præstationer. Eller meget uens faktisk. Enhver spillers mareridt, og det gør det jo ikke bedre, at det er Flemming Jensen, der træner og kører. Forstået på dén måde, at man nærmest altid skal have Jensens heste på kuponerne, især når de starter på hjemmebanen i Aalborg. Men lad os tage udgangspunkt i Caid de la Côtes seneste start 28/2 i netop Aalborg. Jensen gav sin hest en meget rolig start, og sad dermed et stykke nede i feltet undervejs. Havde en smule trafikproblemer rundt sidste sving, men afsluttede bedst af alle i opløbet. Kunne dog ikke fange Holland og Callum.

6 Callum er netop hesten vi kommer til nu. Sad i tredje par udvendigt, men blev kørt frem i dødens på Holland med godt en omgang til mål, da tempoet var sat ned til ingenting. Fik en lille puster i ryg på Holland rundt opløbssvinget, men kunne ikke plukke Holland ned, og var slået med en god længde. Viste fin form, og burde måske være rangeret foran Caid de la Côte. Men dennes speed i opløbet gjorde, at det blev omvendt.

3 Bella Princess vinder næppe løbet, men formen er på vej i den rigtige retning i hvert fald. Senest blev Bella Princess kørt afventende, og kom egentlig ok til, men der var ikke rigtig nogen afslutning gemt alligevel (Tour Eiffel vandt). Kan sagtens tage en god præmie her. De sidste tre heste kan jeg ikke rigtig se med chance.



V65-5, 7. løb

Cassiopeia i første start for Flemming Jensen! Spids og slut.

A-chancer: 2 B-chancer: 1 - 4 - 5 C-chancer: 6 -3 - 7 - 8

2 Cassiopeia kommer i første start for Aalborg-træner Flemming Jensen. Ifølge sportssystemet fik Jensen den kapacitetsfulde hoppe i træning 16. januar, så godt halvanden måned har Jensen haft til at forbedre hoppen, som viste mange flotte præstationer for sin tidligere træner Nicolaj Andersen. Ikke mindst i Derbyweekenden, hvor Cassiopeia modstod tryk fra en meget offensivt indstillet konkurrent, men alligevel vandt på en 1.11-tid. Spids og slut lyder den korte analyse, idet Cassiopeia er særdeles hurtig på fødderne bagved startbilen. Flemming Jensen er godt tilfreds med hesten i træningen, så den er klar første gang!

1 Uno Baunehøj har alle muligheder for at få et perfekt løb herfra. Mathias Jensen skal ”bare” sørge for at køre med fra start, og så slippe spidsen til Cassiopeia, så ligner det en topplacering. Det skal dog bemærkes, at Uno Baunehøj ikke har startet siden 28. oktober, men så er det jo også den helt optimale måde at komme i gang på med et godt rygløb. Og sidder Cassiopeia først i spids, så kan jeg ikke rigtig få øje på, hvem af disse konkurrenter, som i givet fald vil køre frem for at presse tempoet op.

5 Eastern Promise er en mægtig fin hest, som dog ikke har startet i tre måneder. Skive-amatøren Torben Hovgaard købte hesten på en svensk internetauktion 28. januar, og jeg tænker, at Hovgaard har været inde at se nogle løb med hesten inden købet. For Eastern Promise gik et decideret kanonløb, da den vandt 14/11 på Åby Travet. Galopperede fra start, og var helt ude af billedet. Satte efter feltet, og kom op til dem, selv om der blev kørt 1.11,2 de første 500m. Kom i angreb med 500m til mål, og speedede ganske let forbi Made In Sweden i en bane, som absolut ikke var god på dagen. Seneste start gav også plusser, for Eastern Promise sad længe fast bag en mur af heste, og kusken måtte til slut bare finde sig i ikke at kunne nå mere end femtepladsen.

4 Belladore er langt bedre end resultatrækken disk-0-disk-0-0 fortæller. Ved starten 8/2 i Aalborg blev Belladore sendt afsted i tredje spor med 1300m til mål. Men frem til dødens kom den aldrig, og tredje spor blev det således resten af vejen mod Don Cash, Bosse Game & Co. Ved indgangen til opløbet lignede det stadig en tredjeplads, men så kom der en sværm af heste og løb forbi udvendigt. Det havde mange spillere naturligvis set, så ved seneste start 1. marts i Billund var Belladore spillet hårdt igen. Var godt med fra start, men galopperede på vej ind i første sving, da Kasper K. Andersen var ved at trække ud i andet par udvendigt. Stor fidus her!

Vinderen er nævnt nu. Men en hest som 6 Thisismylife kan åbne løbet, hvis Birger Jørgensen kunne finde på at sætte alt på ét bræt fra start med den starthurtige hest.



V65-6, 8. løb

V65-spillet afsluttes med et godt besat løb for heste op til 895.000 kr. Det er et amerikanerløb, så hestene med flest penge starter bagest.

A-chancer: 8-7-3 B-chancer: 2-5-9-6-2-4-1 C-chancer: Ingen

8 Wonderboy er en herlig gammel kæmpe, som er i god form. Seneste start på Halmstad kan bare glemmes, for Wonderboy havnede i dødens, og løbet blev vundet i 1.10,9a/1640m. Starten forinden på Jägersro startede Wonderboy fra indersporet, og det blev undervejs til vinderhullet bag Kung Edward, som afviklede 500m i 1.10-tempo. Kilometeren gik på 1.12,7 og Steen Juul formåede at bakke Wonderboy fri med 400m til mål. Men resultatet var nok blevet det samme, uanset om Wonderboy var blevet i ryg på Kung Edward. Tørner her ud fra et umuligt startspor, og jeg er spændt på at se, hvad Steen Juul gør. Kunne nok mest tænke mig, hvis han kører med fra start, for det ér trods alt sprint. Men nu er det jo ikke mig, der har kørt flere tusinde løb. Ikke et eneste faktisk, til gengæld er jeg ubesejret som rækværkskusk.

7 Obi var også med i løbet på Halmstad 24/2. Mads Henriksen fangede tredje par udvendigt i løbet, som blev afviklet i toptempo af Night Brodde hele vejen. Obi forsøgte angreb med 400m til mål, men det var umuligt at tage noget ind i en hastig afslutning. Ved starten 7/2 i Odense blev Obi kørt til spids ved udgangen af første sving, og sejren blev til slut særdeles sikker foran Flying Fortuna med Flemming Jensen.

3 Copimade har gjort to starter i Flemming Jensens regi. Ved debuten i Skive 17/11 blev Copimade taget roligt fra start, og sad sidst, mens Winston Laser havde spidsen. Kom i et godt skud ind mod sidste sving, men tacklede så over i galop, og så kom den først tilbage til løbene 24/2 på Halmstad i et stayerløb. Med 1500m til mål skaffede Flemming Jensen sig position i andet par udvendigt bag Chablis. Disse to heste var alene på banen i opløbet, og det var absolut positivt dét som Copimade viste i Halmstad!

Så er resten af feltet faktisk B-chancer. 2 Balotelli fik løb i kroppen 15/2 i Skive. Fra startspor 8 blev Balotelli bakket direkte, og havnede som sidste hest, mens Something Fishy havde spids. Sad lidt fast mellem heste ind over mål, og kan være en farlig luring her! 5 Twilight D har en masse placeringer i resutatrækken, men man skal måske ikke helt afskrive den som en ”ikke-vinder”-type. Seneste start i Aarhus gav en fin formbesked bag Thunder Peak og Trust De Luxe uden mulighed for at komme ud til angreb. Havde Twilight D fået angrebsplads, så kunne den have været en vinder på dagen. 9 Beatriz er en sej dame, som senest startede på Jägersro, hvor Bent Svendsen gav hesten et fint løb i tredje par udvendigt. Angreb med 400m til mål, men kunne ikke tage det fornødne ind. Det var altså også så fin en hest som Demolition Man F, der vandt løbet. 6 Elite B R har været i træning hos Bo Westergaard siden 12/11 og har således gjort to starter i hans regi. Ved sejren havde hesten tredje par udvendigt, og angreb med 750m til mål. Vandt til slut sikkert med en lille længde. Glem seneste start, hvor Elite B R var ude i V75 fra iskoldt startspor 12. Måtte bagom et helt felt rundt sidste sving, og blev desuden forstyrret midt på opløbet. 4 Tourmalet er en hædershoppe, som både kan være hurtig fra start og have en god speed – men vel ikke begge dele. 1 Armani Hyrdehøj har jo bevist, at den kan gå en lav 1.13-tid på distancen, men er godt nok hårdt inde på pengene i dette løb.