V5 Skive

Søndag 18. oktober

V5-1: 8-4-6-2-5 (7)

V5-2: 4-8-9 (3)

V5-3: 4-6-9 (1)

V5-4: 5-8-1-9-4 (3)

V5-5: 3-1 (9)

Pris: 450 kroner. (reservehest i parentes)



V5-1, 4. løb

V5-spillet går denne søndag fra løb 4-8. Lidt utraditionelt, men forståeligt for der er Covid19-pause mellem 2. og 3. løb, og 3. løb er et 2-årsløb med kun fem heste og en gigafavorit i Thai Brooklyn.

A-chancer: 8-4-6 B-chancer: 2-5-7-1 C-chancer: 3

8 Bosse Game er en stærk krabat, som ganske vist har trukket et dårligt startspor her, men som er rigtig fint inde på pengene. Var senest ude i montédebut, men galopperede, og er nu tilbage i sulkyløb med René Kjær. Seneste sejr skal findes helt tilbage i februar måned, men det er ikke fordi Bosse Game er en ”ikke-vinder”, den har måske bare ikke haft racing luck på sin side. Og det er klart, at den også møder rigtig gode heste, efterhånden som der tikker kroner ind på præmiekontoen. Samtidig er Bosse Game ikke specielt hurtig fra start, så den bliver ofte budt nogle hårde løb. Det betyder knap så meget her fra anden række i Aarhus, og Bosse Game vil have stor gavn af, at der bliver kørt hårdt tempo undervejs.

4 Confusion Tårs har gennemgået en stor udvikling siden den skiftede fra sin ejer og opdrætter Bjarne Sørensen til en af Danmarks førende trænere Flemming Jensen. Afsluttede godt senest på Axevalla 2/10 og var også dygtig forrige gang i Odense 13/9, hvor Trophy Catch-hoppen ikke kunne gøre noget ved Macro Star, men var lige over mål med Chap A P, som havde ført an undervejs. Jeg kunne godt mistænke Flemming Jensen for at køre offensivt her for at komme frem at bestemme.

6 Batman S H er ganske starthurtig, og tog spids fra et endnu mere yderligt startspor end dette 7/9 i Aalborg, hvor Batman S H blev nedspeedet i sidste skridt af Cutty Sark. Gangen efter 14/9 var det Batman S H selv, der speedede forbi den førende på open stretch i Skive. To 1.13-tider de seneste to starter vidner om god form, især når man bemærker, at Batman S H sad fast 2/10 i Billund bag Express A P og med Eros Zola udvendigt. Havde nok vundet dén dag med frit frem. Senest i Skive havde Batman S H ryg på Prapai R det sidste stykke vej, men kunne intet stille op med dén. Beautiful Kiss sluttede også foran efter et optimalt løb i ryg på førende Bad Boy og angreb på open stretch.

2 Dream Of Success er katapulthurtig fra start, og der er ingen som helst tvivl om, at det er Bent Svendsen, der bestemmer taktikken i dette løb. Dream Of Success har dog også tjent en del penge, og virker måske ikke helt til at have den form, som den havde for nogle måneder siden. Eller også er modstanderne bare blevet bedre.

5 Worst Nightmare var senest ude mod Bitcoin i Aalborg, en hest som på dagen ikke kunne besejres. Knud Mønster havnede i andet par udvendigt, og kom frem udvendigt på Bitcoin med 500m til mål. Kæmpede det bedste den havde lært, men kunne ikke undgå at Freddie Silvåkra blev anden fra ryggen på Bitcoin. Holdt dog Benjamin Nordal fra livet, som ellers havde fået et godt rygløb undervejs.

7 Benjamin Nordal er netop den næste chance i løbet. Havde tredje par udvendigt senest lige bagved Worst Nightmare, og burde måske have speedet frem til andenpladsen for at få helt godkendt. Er havnet langt ude på vingen, og Casper M. Nielsen har nok ikke andre muligheder end at bakke ned til tredje par udvendigt eller lignende.

1 Can Tab var senest ude på stayerdistancen på Lunden, hvor der kun deltog fem heste. Can Tab sad sidst undervejs, indtil en omgang fra mål, hvor Mønster kørte fremad. Cmynewlollipop gik ud foran, så Can Tab fik andet par udvendigt. Cadiz vandt fra spids, mens Elephant blev anden fra vinderhullet og Can Tab speedede forbi Cmynewlollipop i allersidste skridt. 1.17,8 over 2990m voltestart er ikke dårligt, og en fin formbesked før denne opgave i hvert fald.

3 Recon havner som eneste C-chancer her. Resultaterne i programmet er jo isoleret set fremragende, men der ér altså forskel på at være anden til Aayla T Dream i et amatørløb i Skive 23/9 og vinde et formløb 1.18 7/9 i Aalborg – og så til at møde Bosse Game, Confusion Tårs, Batman S H & Co.

V5-2, 5. løb

Hjemmebane-træneren Jan Dahlgaard har ikke ret mange startheste på træningslisten, men de startheste der ér, de er til gengæld gode.

A-chancer: 4-8-9 B-chancer: 3-6 C-chancer: 2-1-7-5

4 Son Of Sizzling var senest ude i et løb, hvor Come On Scully tog spids i en 1.12-åbning. Dennes kusk slap dog til Cadiz med Flemming Jensen efter 800m og kilometeren blev dæmpet til 1.16,2. Son Of Sizzling med Jan Dahlgaard sad i tredje par udvendigt, og kom i angreb med 700m til mål. Fik Think New And Big med Bo Westergaard ud foran sig, og selv om Son Of Sizzling kom i et godt angreb til slut, så kunne den ikke nå frem til hverken Cadiz eller Think New And Big. Bekræftede dog sin fine form, men det går selvfølgelig ikke at tabe så meget fra start, som Muscle Mass-sønnen somme tider har gjort.

8 Cassiopeia B F gik et stort løb senest i Aalborg, hvor man vel troede den var ude på ”mission impossible” mod Ima Cheerleader, som havde fået lov til at bestemme ALT i spids. Cassiopeia B F havnede i dødens, men den kom nærmere og nærmere ind mod målstregen, og Bent Svendsen bag Ima Cheerleader måtte ud i fuld længde for at holde Henriette & Benny Friis-trænede Cassiopeia B F fra livet. Og den vandt altså kun med en mulespids! Topform på denne Cassiopeia B F og er tilmed godt inde på pengene. Startsporet er dog pivringe.

9 Fivie Barosso har gået en række gode løb. Bombede til spids senest, men kusken René Kjær lå nærmest vandret for at komme til at slippe til en af de andre gode i løbet. Det blev til Morten Friis og Enzo Victory, men denne galopperede i spids med 500m til mål, netop som Fivie Barosso gik i flæsket på den. Bagfra kom Burning Love E P drønende og var til slut overlegen, og på de sidste meter speedede også Eurostone forbi Fivie Barosso. Med det rette rygløb her, så speeder Fivie Barosso rundt om mange til slut, og træneren Lindhardt Jensen har jo haft god form på sine heste længe nu.

3 Come On Scully tog som nævnt spids senest i Odense 27/9 i samme løb, som Son Of Sizzling var ude. Slap til Cadiz efter 800m og slap først Son Of Sizzling forbi på de sidste 75m. Gangen før, altså 14/9 i Skive, havde Michael Lønborg ryg med Come On Scully bag farmand Henrik Lønborg med Bentley Bratajka, og speedede faktisk ret let forbi i opløbet. Fin form på Come On Scully, og det er jo bestemt ikke uænkeligt, at Lønborg forsøger at køre til spids igen, for så at forsøge at slå til på open stretch.

6 Daydream Beliver har en pauver resultatrække, der hedder diskg-4-5-4g-diskg, men det er en klart bedre hest end som så. Men Jeppe Rasks familiehest skal lige vise det igen, men Navy Seal-hoppen skal med på de lidt større V5-kuponer.

V5-3, 6. løb

Så er det blevet tid til Grand Circle 4-års Championat Consolation, altså ”trøstløbet” for de næstbedste heste i årgangen. Og er man næstbedst i E-årgangen, så er man GOD!

A-chancer: 4-6-9 B-chancer: 1-5-8-10-11-12-3 C-chancer: 7-2

4 Erling er med I trøstløbet, og det er altså en hest, som tidligere har gjort det godt netop i Skive. Her vandt hesten Grand Circle 3-års Championat i 2019 med Knud Mønster i sulkyen. Det var med Nykøbing Falster-træner Henrik Thomsen som ankermand, men siden da er Erling skiftet til den levende Lunden-legende Steen Juul. Her havde man måske håbet på en reel opblomstring efter en periode med skuffende resultater – sammenholdt med ambitionerne altså, for isoleret set var resultaterne jo ikke så ringe endda – men bortset fra en rigtig flot Derbyprøve 14/8 som tredje til Enjoy The Game og Eric The Eel, så har Erling vel ikke blomstret helt endnu. Men den har heller ikke blomstret af endnu, og her har Great Challenger-sønnen et perfekt startspor til at tage spids og styre slagets gang her i Consolations-løbet.

6 Eros Zola var med i Dansk Trav Derby, men galopperede flere gange for gæstekusk Björn Goop, og blev diskvalificeret. Uden galoppen på bageste langside med 500m til mål, så havde Eros Zola været med i præmierækken på en tid omkring 1.15,0a/3000m. Der var vel ikke det helt store skud i Eros Zola 9/9 på Åby, og senest kørte kusken ret tydeligt på den forkerte hest. Sådan så det i hvert fald ud, men i spids havde Express A P mere at køre med, og så nåede Flemming Jensen ikke at sadle om, og så Eros Zola overtalt til at gå i kødet på denne. Rigtig god hest, denne her, og Zola Boko-sønnen er naturligvis et hedt vinderbud hér.

9 Enzo har gået to rigtig gode løb på det seneste. Først galopperede den på Lunden, men afsluttede alligevel stærkt bag gode heste som Emoji, Ecco C N og Enjoy The Game – men var klart foran mit vindertip Erling og Derbyhesten Elegant C N. Senest var Enzo ude i Sprintermesteren i Billund, hvor den imponerede reelt som tredje i toptiden 1.12,2 bag Usain Tøll og Derbyvinderen Extreme. Er i dokumenteret topform, men har trukket startspor i anden række, og det trækker ned i min bog. Er tippet vinder i Fast Track-programmet, og det kan sagtens forsvares.

B-hestene udgår en stor gruppe heste. 1 Eightdaysaweek imponerede kæmpestort, da den vandt Jydsk 4-årings Grand Prix Consolation i første start for Skive-amatøren Frank Kjelde, som havde hyret Kasper K. Andersen til opgaven. Afsluttede som et spyd, og har bekræftet formen flere gange siden, som bedst var tredjepladsen i Dansk Trav Derby Consolation. 5 Epos Østervang var med i Derbyet, hvor den ikke rakte til, men er en god hest i normal konkurrence som her. Var senest ude mod Elegant C N og Caviar, og var ikke stort slået af de to. 8 Escape A P løber og tjener gode penge hele tiden, men kommer nu ud fra et helt umuligt startspor. Træner Morten Juul svinger sig i sulkyen, og sidste gang han gjorde det på Escape A P, ja da vandt hesten, og det var i Skive som i dag! 10 Eddie Cook tog en præmie i Jydsk 4-årings Grand Prix med gæstekusk Morten Friis, men blev kørt bort i en Derbyprøve og stod ikke distancen i Derbyet, hvor hesten kom med på point. Senest var det Sprintermesteren fra bagspor, så dén start kan man bare glemme. Eddie Cook er katapulthurtig fra start, og har ryg på 3 Eistee Bakkely, som også er rigtig hurtig fra start, så helt dumt behøver det ikke blive. De sidste to B-chancer er 11 Endless Dreams og 12 Epic, som begge er gode heste, som ikke har indfriet de store forventninger kredsene omkring de to heste har haft til dem i Derbysæsonen. Fra disse iskolde startspor skal der held til for at Endless Dreams eller Epic skal vinde.

V5-4, 7. løb

En spændende løbsudskrivning med Liga 2 vs. Liga 4 med tre Liga 4-heste fra 2000m, mens de seks Liga 2-heste har 20m tillæg. Kattenes leg med musene eller musenes leg med kattene?

A-chancer: 5-8-1 B-chancer: 9-4-3-2-7-6 C-chancer: Ingen

5 Aros Line gør sin tredje start for Aalborg-træner Flemming Jensen efter skiftet fra Skive-træner Morten Juul, og nu tror jeg det er tid til første sejr for den starthurtige hest. Voltestart har Aros Line ikke for vane at starte i, men den har vundet i voltestart i Billund sidste år, endda fra lukket startspor i volten. Senest på Halmstad tog Flemming Jensen vel en lille flyvestart, og bombede i hvert fald til spids fra indersporet, idet 1’eren var udgået. 500m gik efter 1.09,8 hvorefter Jensen mere eller mindre frivilligt slap til Quick Lane med Johan Untersteiner. Denne endte da også med at vinde, og Aros Line kunne ikke veksle tempo lige så hurtigt som Quick Lane. Slap Gambit Brodde og Hurricane River forbi også, begge afsluttede godt ude i banen. Jeg tror Jensen vinder med Aros Line her.

8 VM Viking Cup er kommet tilbage efter en meget lang skadespause. Gik et godt prøveløb 10/9 i Billund på en 1.15-tid, og kom meget forsigtigt i gang med løbene igen 2/10 på Sprintermester-dagen, hvor den sad fast hele vejen ind over mål i løbet, som Larsson vandt foran Wham Bam Boo og Zaffiro Jet. VM Viking Cup står med 570.000 kr. på kontoen, men havde tjent væsentligt mere, hvis den ikke havde døjet med skader i flere omgange. Svært startspor i volten, men det klarer Gordon Dahl nok.

1 Chato Salløv har også været væk med en skade meget længe, og gik ligeledes et rigtig godt prøveløb. Det var 28/9 i Aalborg, og nu er Chato (udtales ”Château”, altså det franske ord for ”slot”) Salløv altså klar til start. Den store, flotte Love You-søn kan føre længe her, hvis Morten Friis prikker starten.

Resten af feltet sættes som B-chancer, for jeg udelukker ikke, at de kan vinde løbet med max racing luck. Men det vil alligevel komme som en overraskelse for mig, hvis ikke én af 5-8-1 står øverst på resultattavlen på inderkredsen, når løbet er kørt. 9 Night Hall er en spændende Muscle Hill-hingst, som senest startede i Sprintermesteren i Billund. Det har ikke helt løst sig for den Steen Juul-trænede hest i Danmark endnu, men måske kommer det her. 4 Baxo Epice viste klar fremgang i Odense 13/9, hvor den var tredje på en fin 1.13-tid til gode heste som Something Fishy og Quality Fighter. Begge disse ville nok blive tippet vinder i dette løb. 3 Express Bork afsluttede som lyn og torden senest i Billund, og var ikke langt fra at fange storfavoritten Explosive Peak op mod mål på Billund Travs lange opløb. 2 Ericano tjener gode penge hver gang, men der er langt mellem ettallerne, og det kommer vel heller ikke hér? 7 Victor Rush virker ikke til helt at holde samme hysteriske formtop, som vi tidligere har set, men den kan speede stærkt med det rette rygløb, og som rosinen i pølseenden har vi 6 Earl Variera, som har rekorden 1.09,9 til at stå og blinke. Er ved at vænne sig til farten i Liga 2, men vinder næppe her.

V5-5, 8. løb

Syv af de ni startende i Grand Circle 4-års Championat var også med i Dansk Trav Derby, og der mangler vel kun Empire og Eric The Eel fra præmierækken, de seks andre er der.

A-chancer: 3-1 B-chancer: 9-8-2-4 C-chancer: 5-6-7

3 Extreme har været heldig med lodtrækningsmaskinen endnu en gang. Selvfølgelig har nogle af starterne i år været i finaler, hvor Extreme har vundet en prøve, og dermed selv sørget for et godt startspor. Men på danske baner har Extreme i otte starter en enkelt gang haft startspor 7, men ellers ikke længere ude på vingen end startspor 4. Og efter denne start venter Aalborg Store Pris fra startspor 1. Men det skal nu ikke tage nok fra Derbyvinderen Extreme, som har været stort set enerådende i årgangen i år, og rundede millionen i sæsonindtjening, da den senest blev anden til Usain Tøll i Sprintermesteren i Billund. Extreme har selvfølgelig topchance her. Juul trykker pedalen i bund fra start, og mon ikke Birger Jørgensen i indersporet bag E Type Cash er godt nok tilfreds med et løb i ryg på Derbyvinderen?

1 E Type Cash er netop modbuddet til Extreme. Den Gordon Dahl-trænede hest havde måske været Derbyvinder, hvis ikke Eric The Eel var blevet sendt i angreb så tilpas tidligt, at Steen Juul kunne bakke fri og angribe med Extreme tids nok til at få frem til sejr en halv snes meter før målstregen. Men hvis og hvis….sådan blev det jo, men E Type Cash gik et fremragende løb som anden i Derbyet. Startede senest i Grosser Preis von Deutschland, men det blev til galop fra start, og så var turen hjem til Danmark rigtig lang. E Type Cash er ganske hurtig fra start, men som jeg er inde på under Extremes tekst, så tror jeg det bliver sådan, at Extreme sidder i spids med E Type Cash i ryg.

9 Emoji galopperede umotiveret i dødens på E Type Cash i Derbyet efter cirka en omgangs kørsel, og så var dén dag ødelagt. Tog direkte revanche ved at vinde fra start til mål på Lunden på en 1.12-tid i et 4-årsløb foran Ecco C N og Enjoy The Game, og seneste start var i Sprintermesteren i Billund, hvor Emoji havde anden række på sprint. Nej, faktisk havde den TREDJE række, for der var noget råben og palaver blandt nogle af deltagerne i anden række, idet minimum én kusk ikke kendte reglerne for, hvordan man skal placere sig i anden række på sprint i Billund. Kort historie lang, så gik det ud over Emoji, som endte med at sidde i tredje række, da starten gik. Gik sidenhen et topløb som fjerde til Usain Tøll, Extreme og Enzo – og med en retvis start, så havde Emoji nok været tredje i løbet.

8 Enjoy The Game kostede ikke mange basseører på Aalborg-auktionen for tre år siden – 30.000 kr. hvis jeg husker ret – og den Steen Juul-trænede hest har jo gjort det glimrende. Vandt en Derbyprøve og blev tredje til Extreme og E Type Cash i Derbyet. Senest var det Emoji fra spids, som Enjoy The Game ikke kunne gøre noget ved, men startsporet var også elendigt. Det er det igen her, så i første omgang jagter Ens Snapshot-sønnen en trioplacering.

2 Encore Cloc har haft galopskoene på de seneste tre starter. Den midterste var i en Derbyprøve, hvor Encore Cloc satte 70-80m til ved misæren. Reparerede dog galoppen på allerflotteste vis, og blev anden til Emoji ved den lejlighed, og kvalificerede sig til Derbyet. Her blev det dog også til galop og en mindre præmie. Encore Cloc har tidligere gået rigtig godt i Skive, hvor den sidste år vandt Grand Circle 3-års Championat Consolation foran bl.a. Explosive Peak og Enzo.

4 Ecco C N kan godt være lidt en joker i løbet pga. sin starthurtighed. Følger med på siden af Extreme fra start, og hvis absolut ALT klaffer, så ér det vel ikke helt utænkeligt, at René Kjær kan vride sin hest ned i ryg på Extreme, og altså foran E Type Cash. Kjær går i hvert fald nok forsøget. Eller også satser han hele butikken, bomber til spids, og slipper til Extreme bagefter. Man kan forestille sig mange scenarier.

C-gruppen indeholder fantastisk gode heste som 5 Eddie The Eagle, 6 Express A P og 7 Elegant C N. Alle tre har sejre i resultatrækken og er i god form, men derfor er det alligevel svært at se dem spille mere end anden- eller tredjeviolin her. Et forrygende race er i vente, når knap 400.000 kr. skal uddeles!

Jesper Elbæk
Spillet 14.650 kr. Vundet 4.498 kr. TBP 31%. Hitrate 11/49.
Live