V5-analyse til Odense fredag d. 8. november

Udarbejdet af Kim Nielsen.

Statistik: Spillet for 10.084 kr. Vundet 10.669 kr. TBP 105,8%. Hitrate: 8/33


Printvenlig version

V5-forslag (reservehest i parentes)

V5-1: 5-8 (1)

V5-2: 3-4-6-8 (9)

V5-3: 2-3-8-6-7-12 (9)

V5-4: 5 (6)

V5-5: 8-9-10-6-11-2 (5)

Pris: 288 kroner


V5-1 / 2. løb

Her mødes flere talentfulde heste, hvor to-tre af dem virker et hoved højere end de andre. Selv om det kan være farligt at udelade 1’erern, så nøjes jeg med to heste her, da der er brug for garderinger i flere af de andre afdelinger.

A-chancer: 5-8 B-chancer: 1-9-7-4-6-3-10 chancer: 2-11 (12 er udgået)

5 Eagle Merci vandt sin debut med mersmag. Tog let spids i voltestart, og siden holdt Steen Juul et jævnt tempo, der gjorde det svært for tillægshestene at komme ind i legen. Nærmest var Dee Jay Dream, der havde 40m tillæg, hvor Eagle Merci let trak fra denne i opløbet og så ud til ikke at være kørt i bund på en 17-tid i snorene. Autostart skulle ikke være noget problem iflg. træneren, men vi kender ikke starthurtigheden på hesten i auto. Den var dog hurtig i snorene. Steen Juul har rygproblemer og overlader styringen til Christian Clausen. Bold Eagle-sønnen virker som et stort talent, og den får vindertippet her.

8 Enjoy Banker har vist stor fart i to af karrierens tre starter, hvor den har været først over stregen. I debuten havnede den i 4u fra startspor i anden række. Angreb på bagerste langside, og ind på opløbet gik den uimodståelig frem og tog så fin en hest som Dreamcatcher K J ned, og havde Ella Rush bag sig, der er aktuel i Avlsløbet for Hopper i næste uge. Galop kort efter start i Billund og satte meget til. Senest rolig start. Blev trukket ud til angreb på bagerste langside, men gik for sent med, da bagvedliggende Danny Tamsen allerede var oppe på siden af Bo Westergaards hest. Pressede sig til spids og var først på stregen i omkring 1.17,0, men blev diskvalificeret for at gå for sent med. Er givet gået frem med løbet, men er ikke så starthurtig, så den havner et sted nede i feltet. Har stor fart, og kan meget vel være vinderen her på sin sædvanligt gode afslutning. Køres af jockey, da træneren er udelukket efter miseren sidst. Men han kender den fra dagligdagen og er en dygtig ung kusk, der lige har vundet finalen i Sigter mod Stjernerne.

1 Emil Lund er ubesejret efter to starter. Først vandt i 0-klassen i Odense, hvor den løb sit eget løb foran feltet. Gangen efter fik den også spids fra spor 6 i auto i Skive, hvor den tøvede lidt i travet på den første omgang, men hvor det blev bedre, da tempoet blev skruet op. Den holdt Son of Sizzling bag sig i opløbet til en sikker sejr. Er en stor lidt slasket hest, der godt kan finde hjemmefra, og den kan være spidsbuddet her. I så fald kan den føre længe, men får svært ved at holde 5 & 8 væk, vurderer jeg.

9 Euro G K har gjort to starter for Ole Bender, hvor den har præsteret 17-tider. Havde lidt halsproblemer senest, som den er behandlet for. Kan få et roligt rygløb her, og så har den en lille triochance.

7 Emma T B har vist stor fart i karrierens tre starter, som alle er endt i top-3 – dog uden at hesten har vundet. Senest stort terræntab fra start, men den gik en mesterlig ophentning efterfølgende. Bliver spændende at følge fremover, men virker for grøn til at være sejrsaktuel her.

4 Emil V P var overbevisende ved sejren i forrige start, hvor John Friis kørte løb og vandt for første gang i lang tid. Senest sad den 4i, og da der kom en temposænkning i løbet, blev det til galop. Med en lignende præstation som i forrige start, kan den være et godt triobud her.


V5-2 /3. løb

Et godt og jævnbyrdigt opgør med fordel hopper. Med flere formtoppede heste og comeback til sejrshesten C You Again, så er der brug for lidt garderinger i denne afdeling.

A-chancer: 3-4-6-8 B-chancer: 9-5-2-1-7 C-chancer

3 Cadilac Shadow er en klassehest, der har vundet halvdelen af karrierens starter. Kom senest tilbage efter lang skadespause. Var hurtig fra start, men lod Thisismylife gå forbi i første omgang, for siden at overtage spidsen efter 500m. Førte uantastet hele vejen og trak fra midt i opløbet på en god måde. Attack Photo og Aayla T Dream var anden og tredje, så konkurrencen skærpes denne gang. Hvis ikke den tager spids direkte, hvor Trophygirl er den eneste konkurrent i startafgangen, så får den formentlig lov til at overtage fra Trophygirl, da den næppe skal køres i spids over fuld distance. Er givet gået frem med løbet i kroppen, men det er kun anden start efter rigtig lang pause, og de er bedre denne gang end senest, derfor garder jeg hesten.

4 Trophy Girl er en af feltets tre hopper, der har fordel i proportionen. Har haft stigende formkurve de sidste par starter, hvor den forrige gang sad 3i på Lunden med kræfter sparet i et løb, som Usain Cup vandt før Vakse Viggo. Senest bakket fra start for at lave et overraskelsesangreb med omgang til mål, hvor førende Bella Højgaard blev taget på sengen. Vel i spids holdt Trophygirl akkurat hjem på sprint, men her er det fuld distance, så der vil den givetvis trives bedst med et rygløb – formentlig i vinderhullet bag 3’eren, enten efter at have taget spids eller ved at fange ryggen på 3’eren kort efter start. Med et rygløb kan den speede til slut – også på fuld distance, og så kan den blive livsfarlig for alle her.

6 C You Again indledte sæsonen med en stribe sejre – syv af slagsen de første syv måneder. I Derbyweekenden var den ude i et 3.000m løb, hvor den var med i angreb i tredje spor hele sidste omgang. Midt i sidste sving stoppede den pludselig op og opgav fejlfri – det så mærkeligt ud. I DM for femåringer overtog den spidsen for at slippe til favoritten Champions Peak. Så ikke træt ud i vinderhullet, da den galopperede på opløbshjørnet. Den tabte aktionen og fik derefter pause. Kommer nu efter to måneders pause, hvor træningen er lagt om til en mere skånsom af slagsen. Skal vel lige i gang igen, men hvis den er tilbage i sit gamle jeg, har den vinderchance.

8 Turbo Star har nu gjort tre starter efter lang hvile. Forrige gang tredje til Stella Newmen og Tourmalet på sprint i Odense efter inderbaneløb i et lille felt. Senest vinderhullet på Benton Frisco. Fik først frit bag denne, da Tinita Tårs var gledet forbi ude i banen, men tog andenpladsen uden at den nåede at komme op i topfart. Spor 8 trækker selvfølgelig ned. Men som en af hopperne, der har fordel her i proportionerne, så matcher den de her heste. Får den et godt rygløb, så skal man se op for dens afslutning. Det er luringen i løbet.

9 Bosse Game var træneren meget op på senest, hvor den sad sidst og galopperede på opløbshjørnet. Den blev måske generet lidt, men var lidt skæv og lignede ikke en, der skulle blæse forbi de andre. Kan her få et afventende løb, hvor hvis træningsfremgangen, som blev meldt op senest er fortsat, kan den være en sjov outsider her.

5 Delicious One var inden derbyprøverne favorit til at vinde Dansk Hoppederby. Siden har det set ud som om, hoppen har mistet formen, og kredsen omkring hesten prøver at genskabe formen fra i sommers. Senest var den førende i Grand Circle Championatet for Hopper, men klappede sammen til slut. Får her sin ejer og træner Christian Clausen i sulkyen, men den fireårige hoppe møder for første gang ældre heste, og det er ofte svært. Med baggrund i de seneste præstationer er det svært at finde plads til den på V5-kuponen. Det skulle så være på gamle meritter, men jeg tror, det bliver svært her mod de mere rutinerede heste.


V5-3 / 4. løb

Flere gode hest er med her, hvor jockeykørte heste har fordel. Længe gik overvejelserne på at stå ugarderet på 2’eren, men med flere ubekendte faktorer i løbet, så garderer jeg mit vindertip.

A-chancer: 2-3-8 B-chancer: 6-7-12-9-11-10-4 C-chancer: 5-1

2 Do It Mingus har gjort de godt med seks sejre i denne sæson. Har været forsøgt i fireårsløbene, hvor den ikke er faldet igennem i Consolationssammenhæng. Senest var den ude i Grand Circle Consolation i Billund, hvor Ole Bender sad med en helt ubrugt hest, der desværre ramte en konkurrent, der blev trukket ud foran dhesten. Den havde iflg. træneren været med helt fremme – nok som anden til vinderen Damien Shadow. Gangen inden vandt den skidtlet på Fyn, hvor den efter at have siddet i ryg på Casino Royal vandt lige så let, som storken snapper en frø. Er hurtig fra start, men dem er der flere af, så Birger Jørgensen har flere muligheder at vælge imellem, da den både går fra spids og fra ryg. Jeg tænker, han lader de to andre starthurtige Coutinho og Cash Sali duellere om spidsen og tager et rygløb for så at spille speeden ud til sidst. Rammer den 2u, så har den stor vinderchance, hvilket den også har fra spids, hvis det blive taktik, der vælges.

3 Coutinho stabler ikke længere sejrene som først på året, så det har mest været anden og tredjepladser på det seneste. Gik pænt for tre starter siden bag staldveninden Chloe, hvor Jeppe Juel først forsøgte angreb sent. Sidst på Lunden overtog den spidsen efter 600m for straks at slippe til Don Anton. Fulgte med i ryg på denne ind i mål uden at kunne true den. Men det er ingen skam at tabe til Don Anton, som den er gående. Vil blive forsøgt mod spidsen her, og kommer den til spids, køres den der, siger Jeppe Juel, som forventer, at den er med på målfotoet. Det forventer jeg også, så den skal med på kuponen.

8 Sempre Avanti køres her af jockey Jens De Roche og har derfor fordel iflg. proportionerne. Møder således ikke helt samme modstand, som normalt. Vandt fra spids på sprint her i Odense for tre starter siden før Harley Boko. Gangen efter gav den førende Highyield Draviet en match på Lunden, men senest var den underlig bleg på Jägersro, hvor den bare lå langt nede i feltet og sluttede sidst, uden at den på noget tidspunkt rigtigt gik fremad. Er den tilbage som i starterne inden, kan den være livsfarlig her, hvis kusken, der har vundet med den på Falster, får løst udfordringen med spor 8.

6 Cash Sali fik en sjælden startgalop på senest og kunne således ikke udfordre Estrella Sisa som forventet. Inden da førte den længe i Aarhus, men blev slået på stregen af en rygkørt Cody. For tre starter siden var den anden fra vinderhullet bag Bette Nock her i Odense, så formen er fin på hesten. Er meget starthurtig og vil givet være med i spidskampen, men der er et par hurtige indvendigt i 2 og 3, så meget afgøres i starten. Får den en god position, kan den godt være aktuel her – også, hvis det bliver til et godt rygløb.

7 No Soup For You er meget uens i præstationerne, men er en stærk hest. Senest galop i første sving i en trang situation. Forrige gang fin i Odense, hvor den blev kørt frem midtvejs til spidsen. Måtte lade en rygkørt Dynamic Dancer gå forbi til slut, men kom hjem på en 14-tid, hvilket rækker et stykke er. Vil blive taget roligt fra start, men undgår den galop, kommer den sikkert tidligt fremad her. Helt afskrive den her, kan man ikke, selv om den er meldt lidt hårdt ind her.

12 Donovan Hall er ny i træning hos René Kjær. Vandt i september et P22-løb fra spids på Åby for Conrad Lugauer. Var anden efter et løb i dødens på vindende Felix A M. Senest kørte Kjær den i Odense, hvor den havnede i 4i. Kom ud i andet spor på sidste langside. Fik meget sent angrebsplads og sluttede rigtig godt af i et løb med mange heste på målfoto, hvor Cmynewlollipop var først foran Harley Boko. Spor 12 er svært, men den kan måske være en luring her, og træneren forventer, at den vinder løb inden længe.


V5-4 / 5. løb

Bo Westergaard har fremvist flere heste de seneste par uger, som var klar første gang. Macro Star har tidligere vist stor fart og talent for jobbet. Og når træneren melder den op som staldens bedste chance på dagen, så forventer jeg, at den fører løbet fra start til mål. Dagens blankbud.

A-chancer: 5 B-chancer: 6-1-11-7-2-9-10-12-4-8-3 C-chancer:

5 Macro Star var tilbage i 2017 i træning hos Flemming Jensen, hvor den tog tre sejre og altid var spillet langt ned i toto’en. Den sidste sejr var i august 2017, hvor den store hest tog spids og løb 20-30m foran feltet en del af vejen. Vandt på en 14-tid, så fart og talent har hesten. Bo Westergaard melder, at det er en meget velforberedt hest, der kommer efter en længere skadespause, og at de 17,5, den blev godkendt på i prøveløbet for tre uger siden, ikke er et udtryk for hestens kapacitet – den kan noget bedre. Blandt seks fine heste fra Team Westergaard denne løbsdag, så udnævner han den som deres bedste chance. Det tager jeg for pålydende og står ugarderet på hesten. Vi har set på det seneste, at når hans heste kommer tilbage efter pause, så er klar første gang. Det satser jeg på, at Macro Star også er her, hvor den køres af dygtige Nicklas Korfitsen, som nok skal få en buket eller to med hjem til det nordjyske denne løbsdag.

6 Deep Purple har gjort det pænt længe. Vandt for tre starter siden karrierens hidtil eneste sejr på hjemmebanen i et lidt billigt selskab. Gangen efter gav den Next Is Now en match på Falster, og senest var den fjerde i Grand Circle Consolation i Billund på afstand af Damien Shadow. Virker stærk og stabil, og jeg ser den som første udfordrer til mit vinderbud her.

1 Bi Quito har fire andenpladser at henvise til i år. Det er ikke fordi, den ikke vil vinde, men den har bare lige mødt en hest, der var bedre på dagen. Forrige start var det Holland, som den blev nedkæmpet af i opløbet. Senest var det Caid de la Cote, der fangede den på stregen. Begge gange har Bi Quito efter en rolig start overtaget spidsen tidligt. Det bliver nok svært her, hvis Macro Star sidder i spids, men styrke har hesten, og det kan række et godt stykke her.

11 Livi Nixon H M har samlet på lidt mindre placeringer efter sejren i derbyweekenden. Den har nu for fjerde gang i fem start fået bagspor, hvilket ikke har gjort det lettere. Eneste gang med første række var for tre starter siden, og der havnede den i dødens og stred det bedste, den havde lært til fjerdepladsen bag sejrshesten Draco. Senest uheldig med positionerne flere gange, hvor den heller ikke virkede som bedst. Er således behandlet efter seneste start, så får den for den gang skyld lidt held med positionerne, så kan den godt tage en fremskudt placering her.

2 Beauty From Above og 7 Chardonnay er starthurtige hopper, der skal søge inderbaneløb, men højest kan være triochancer her.

9 Beauty Trøjborg, 10 Falm og 12 Diablo Bork er med startspor i anden række afhængige af, hvad de andre gør, så det er ligeledes også kun triochancer, for den eller dem, det flasker sig for.


V5-5 / 6. løb

Et herligt stayerløb over 3.000m, hvor Chablis bliver klar favorit. Den har dog fået 100.000 på kontoen i løbet af godt tre mdr., så modstanden bliver hele tiden bedre. Selv om den har vundet fire gange, har det ikke været med det halve opløb nogen af gangene. Jeg garderer i håbet om at ramme en overraskelse her.

A-chancer: 8-9-10-6 B-chancer: 11-2-5-7-4 C-chancer 3-1

8 Chablis har ikke sat en hov forkert efter comebacket i sommers. Fire sejre og en andenplads taler sit tydelige sprog. Det er blevet til 100.000 i indtjening, så konkurrencen skærpes hele tiden. De tre sidste sejre er alle taget efter forholdsvis tunge løb, og det får den nok også her fra 40m tillæg på den velvoksne distance på 3.000m. Står helt klart distancen og er naturligt førstevalget her. Men en eller anden dag, kan der godt være en, der løber forbi den til slut, så jeg garderer den her i håbet om at fange en overraskelse.

9 Listas Manboy har ikke sejret et stykke tid, men er i præmie- eller triorækken hver gang. Senest var den noget forbedret. Sad sidst undervejs, og var i angreb ude i fjerde spor i opløbssvinget. Sluttede forrygende af, men der var for langt frem til Obi og Something Fishy, men den byttede heste som førende Flying Fortuna og Bali ned igennem opløbet. Træneren mener ikke, at den får problemer med distancen. Den skal bare gemmes til slut, så kommer den langt på sin fine afslutning. Sidder den med på smækken af Chablis her, så skal favoritten ikke vide sig for sikker. Tidligt kryds i min bog.

10 Molliere går sjældent et dårligt løb, og er klar på distancen her. De to nuller i resultatrækken var de to afdelinger i Taroks Mindeløb. Begge gange sad Molliere fast med kræfter sparet. Især i vinderhullet bag Asger Molar i heat 2, hvor den var ved at løbe op over denne i opløbet, men pænt måtte finde sig i, at blive skovlet ned som en af de sidste heste, da modstanderne løb forbi i de andre spor. Den har således fået tanket moralkontoen op, og den har stor triochance med en vis vinderchance her.

6 Cmynewlollipop vil elske hver en meter og har mange fine resultater på de lange distancer – især på de 3.000m som her. I derbyweekenden var den tredje til Andre Ward og Panamera i stayerløbet, men foran Molliere på samme betingelser som her 20m foran denne. I forrige start her i Odense chocksejrede den, hvor Frederik B. Kristensen sejlede uden om hele feltet i opløbet. Her skal han også sidde på hug, og så vil den løbe forbi mange til slut. Luringen i løbet.

11 Ultimate Photo kommer tilbage efter rigtig lang pause på over et år. Har været hos Bo Westergaard som unghest, hvor han har ført den frem og kørte den de første fem starter. Var som fireårs tredje i Derbyet i Norge, hvor distancen er 2.600m, så den skulle kunne klare distancen, forventer træneren. Gik 17 i prøveløbet med kræfter sparet. Det er en klassehest, men den mangler iflg. træneren måske et løb eller to for at være helt oppe på den store remskive. Får et roligt rygløb her, og så skal levere en afslutning. Kommer med på bonen på klassen.

2 Holland er en stærk hest, som skal prøves på langt løb for første gang. Forrige gang nedkæmpede den Bi Quito efter en sidste omgang i tredje spor. Senest nåede den akkurat ikke frem til førende Eivo Torkdahl. Der er delte meninger i kredsen omkring hesten, om den står distancen. Det ligger dog fast, at der er noget mere rutinerede heste i volterne bagved, og jeg tror den får det svært her mod noget mere garvede modstandere. Den kommer alligevel med på mistanken, hvor den her kan få spids, hvilket den ikke har haft i nyere tid.

5 Orval har efter flere gode præstationer tidligere på sæsonen ikke fået det til at stemme på det senest. I forrige start hoppede den udvendigt på Chap A P i opløbssvinget, og i to montéstarter før og efter er den blevet disket for galop begge gange. Sidste gang kom den i et fint fremstød udvendigt på Concorde, men det gik lidt for stærkt og rytteren havde vist ikke flere kræfter til at kunne holde hesten. Nu er det sulky, hvor Thomas Bonde sikkert vil give den et afventende løb. Viste fine afslutninger tidligere på året, og kan den finde de takter frem igen, kan den godt være med lidt der fremme her.