V5 Odense fredag 1. maj

Af Kim Nielsen

Statistik: Spillet for 16.756kr. Vundet 15.236 kr. TBP 91%. Hitrate 17/54

Printvenlig version



V5-1: 2 (7)

V5-2: 5-1-6-2-7 (4)

V5-3: 9-7-6 (3)

V5-4: 6-9-2-3 (5)

V5-5: 4-1-5-2-7-8 (6)

Pris: 360 kroner


V5-1 / 2. løb

V5 starter med Flemming Jensens største chance på dagen. Træneren har proklameret, at han kører i spids her, så jeg tror på ”spids og slut” for Confusion Tårs. Dagens blanke.

A-chancer: 2 B-chancer: 7-6-3-1-9-8-4-5 chancer:

2 Confusion Tårs har gjort det fremragende, efter den kom i professional træning hos Flemming Jensen. Fem sejre i ti starter og godt 100.000 kr. på kontoen, hvor den har gået de fleste starter i Sverige. Forrige gang galopperede den 10 m før stregen i en hård kamp med Princess Kloster i forsøget på at gå forbi denne. Senest godt med fra start til 2i, som blev til 3i. Det var gode heste, og der blev kørt vældig stærkt. Hoppen hang bare med til en lille præmie, men satte trods alt ny rekord på 12,8. Iflg. træneren brugte den for mange kræfter undervejs. Her har den et drømmespor, og fra spor 2 kender kusken kun en vej, og det er til spids. Det her bliver spids og slut for, og jeg tøver ikke med at stå ugarderet på Flemming Jensens hest.

7 Denimcowboy vandt forrige gang sin montédebut med det halve opløb. Senest drog den derudaf i Aalborg, hvor den løb sit eget løb foran feltet. Man kunne frygte, at det hårde udgangstempo ville hævne sig, men det gjorde det ikke, og Cowboy-hesten klarede sig i mål før en hastigt afsluttende Bringmeupfront. Er meget starthurtig, men det store spørgsmål er, om den kan tage en længde på de indvendige? Hvis ikke - hvor havner den så? Det kunne godt blive dødens, og så mindskes chancerne. Men formen er fin, og får den et godt løb – evt. i ryg på favoritten, er den med til at kæmpe om pladserne bag Confusion Tårs.

6 Enjoy The Coktail blev forrige gang kørt til spids, hvor den undervejs fik Spicy Shot op udvendigt. De to var et hoved højere end resten af feltet, men Christian Lindhardt havde hele tiden en længde på konkurrenten, og sejren blev sikker. Senest afvist i spidskampen og blev trukket ned i vinderhullet bag Oscar L.A., som bare var helt overlegen. Enjoy The Coktail kunne ikke holde ryggen i sidste sving, men det der lignede en sikker andenplads, blev til en tredjeplads, da Johan Untersteiner og Victorious Wine akkurat nåede forbi kort før mål. Det var i januar, som hesten kommer tilbage efter pause. Har vel ikke fordel af sprint, og der er flere starthurtige hest med, så det blev nok en rejse nede i køen. Overpace ville være en fordel, men det kommer der næppe, hvis 2’eren får front og respekten for Jensen er for stor. Solid triochance.

3 Do It Mingus blev sidste sæson ”Årets Hest” på Fyn, hvor den fik pause, da året var omme. Kom forleden i comeback i Billund, hvor den kom godt fra start, men fik en lidt uforklarlig galop på i første sving, hvor den ellers havde fanget ryggen på førende Nightingale Jaycee. Den havde set godt ud under opvarmningen, og formen er fin iflg. træner Ole Bender, der tror på en triochance. Men et godt løb, har den kapacitet til at kæmpe med om trioplaceringerne her.

1 Babe From Above var meget hurtigt ude fra spor 1 i sin sæsondebut i Billund, hvor en starthurtig hest som Cody blev afvist. Slap efter 800 m til Darlington. Hang pænt med, men måtte slippe taget de sidste 100 m, hvor Don Pedro vandt og Darlington i den hårde sejrskamp fik målgalop. Hoppen har dog tidligere været ret galoplysten i Odense, men har ikke haft de samme problemer i Billund. Får den prikket starten og måske endda kan få ryg på 2’eren, så kan den med løb i koppen godt overraske til en trioplacering.


V5-2 /3. løb

Et løb for de bedste hopper, hvor der er gensyn med hoppederbyvinderen Commit Boom Bay. Den har dog ikke startet i et halvt år, så jeg garderer lidt bredt her-

A-chancer: 5-1-6-2 B-chancer: 7-4-3-8 C-chancer

5 Commit Boom Bay har været en tur i Frankrig, hvor Erik Bondo skulle træne hasten med henblik på starter i det franske. Det blev aldrig til noget, og den kom i sidste uge retur til Danmark, hvor den gik i træning hos Sten Juul. Han har kun kørt et enkelt arbejde med hopper og har således ikke han kunne nå at udrette det store. Sidste start var tilbage i oktober i Charlottenlund, hvor den galopperede på vej op til startbilen og aldrig kom rigtigt ind i løbet. Inden da havde den startet i EM for 5-åringer, hvor det også blev til galop. Seneste sejr var tilbage i september i Aalborg, hvor den var overlegen på en 11-tid foran Stella Newmen og Tourmalet. Er den tilbage i samme skik, så har den klar vinderchance her. Men det er op til bevis, og det er svært at spå om en hest, der ikke har startet i et halvt år.

1 Tourmalet Har nu startet tre gange efter skiftet til Christian Lindhardt. Forrige gang hurtigt ude, men kunne ikke tage en længde på Balotelli og krøb ned i ryg på denne. Sad i vinderhullet hele vejen, hvor Obi angreb i sporene og gik frem til sejr før Copymade. Christian Lindhardt kom ud i andet spor midt i opløbet og klarede akkurat at gå frem til tredjepladsen. Senest var den kommet godt fra start, da den galopperede helt umotiveret på første langside og var væk. Er hurtig fra start og kan fra spor 1 få sit ønskeløb i ryg på den førende, som meget vel kan være 5’eren. Herfra vil den være med i afgørelsen, nu hvor det ikke er drengene, den skal kæmpe med.

6 Frances Yoda stjal overskrifterne i sidste uge, hvor en satte verdensrekord for ældre hopper over normaldistancen på en bane mellem 1.000 m og 1.600 m. Fra 2u trak Birger Jørgensen i højre line med 600 m til mål, og den fløj bare frem og afsluttede i 10-fart, hvor den kom hjem i 13,3 i snorene. Forrige start var den ude i en voldsom åbning i 11-fart, hvor den afviste Trophy Spring. Det hævnede sig, for allerede i opløbssvinget var hoppen træt, hvor Something Fishy og Andre Ward gik forbi med sidstnævnte som vinder. Hoppen er efter min mening klart bedst fra ryg, så kan Birger Jørgensen gemme den undervejs og spille dens speed ud til slut, så runder den mange. Farlig outsider her.

2 Cash Flow har været noget svingende i præstationerne. Forrige gang sad den sidst, men den sluttede godt af i sporene for Johnny Jørgensen og var tredje til Andre Ward og Something Fishy, men før 6’eren her. Senest fejlede den kort efter start, og så var den dag ødelagt. Træneren mener ikke, at det er så dårlig en hest, og den vil have fordel af overpace. Er en stærk type, der i fejlfri udgave godt kan være med helt fremme her.

7 Stella Newmen har det svært i løbene i øjeblikket. Senest blev det helt forkert, hvor den endte med at blive bakket sidst efter at være blevet sat af i sporene fra start. Endte i det slagne felt 20 m bag de to danske heste Wonderboy og Come On Hugo, der var tredje og fjerde. Gangen inden igen langt nede undervejs. Sluttede faktisk godt af på afstand, og gik bl.a. forbi danske Obi i opløbet. Har tidligere gået godt i Odense, men det er lang tid siden, og træneren taler om manglende motivation. Med Johnny Jørgensens roligt hånd vil den sikkert blive kørt afventende, og i et felt på otte kan den godt være overraskelsen, der kommer og blander sig til slut.


V5-3 / 4. løb

Et godt besat stayerløb, hvor vinderen skal findes blandt baghestene. De har ganske vist 60 m, men i et lille felt på ni skal de ikke uden om så mange hest. Det rækker med tre af de fire bagerste på kuponen.

A-chancer: 9-7-6 B-chancer: 3-8-1-5-4 C-chancer: 2

9 Onceforall Face slog sine folder i Frankrig sidste efterår i træning hos Jean-Michel Bazire, for hvem den tog tre sejre og tjente en halv million. I comebacket på Jägersro primo april galopperede den i inderbanen kort før opløbsvinget, hvor der var der en lille kædereaktion i inderbanen. Men hesten så stadig frisk ud, og Jeppe Juel så ud til at have en del sparet. Senest var der helt andre boller på suppen i et løb over 3.180 m samme sted. Fik et godt løb i andet par udvendigt, hvor Jeppe Juel angreb i opløbssvinget. Førende Ferrari Sisu galopperede, men fra vinderhullet kom Quite E. Wood med Lugauer ud, og det stod længe og vejede mellem de to, inden den svenske hest fik overtaget. Den vil elske hver en meter af det her løb, og jeg forventer, at den runder alt og alle her til slut. Mit førstevalg i et godt besat løb.

7 Apapmand er en klassehest, der kommer efter lang skadespause. Inden da, vandt den et forsøg i sølvdivisionen på Årjäng, inden den var stor i nederlaget fra dødens, hvor den var fjerde i V75-finalen på Åby. Her trådte den desværre forkert og blev skadet. Har trænet på siden årsskiftet og har faktisk været klar et stykke tid. Har kun gået et enkelt banejob på en fin måde, og træneren forventer, at den kan være med helt fremme her. Sidste år ved denne tid vandt den også sit comeback netop her i Odense for sin nye træner Jeppe Rask. Det var på sprint, men den vil i år blive forsøgt på de lidt længere distancer. Om den kan sejre allerede første gang, er måske for meget forlangt. Men den skal med på alle seriøse kuponer.

6 Come On Hugo gjorde sæsondebut på Charlottenlund på den sidste løbsdag inden corona-pausen. På et løb over dagens distance gik den frem som første hest i andet spor på den sidste omgang, og i opløbet koblede den grebet på førende Victory Island, som først blev tredje, da Another Dream akkurat snuppede andenpladsen. Senest i Halmstad blev der åbnet i 10-fart, hvor Flemming Jensen sendte sin hest af sted fra 4u efter 500 m. Fik tredje spor et stykke vej, men kom frem til føringen med 1.300 m igen. Derefter kom J.J. frem udvendigt, og den koblede grebet midt på opløbet og trak to længder fri af Come On Hugo, der på stregen blev henvist til fjerdepladsen af en godt afsluttende Wonderboy. Hvis den får økonomiseret rigtigt med kræfterne undervejs, kan den gå en hurtig sidste omgang, og træneren regner den som en af sine to bedste chancer denne løbsdag. Skal med på kuponen her, hvor den får Johnny Jørgensen i sulkyen, medens Jensen selv har valgt at køre Caid de la Cote, der står 60 m foran.

3 Billie Jean er en jernhoppe, der let står distancen her. For tre starter siden blev den kørt til spids efter 500 m i et løb i Odense, hvor den tog imod Daisy Cash over de sidste 500 m, men forsvarede sig helt til mål. Gangen efter i Billund samme scenarium med at overtage spidsen efter 500 m, men denne gang måtte den afgive spidsen til Beautiful Kiss midt på bagerste langside. Kom dog igen i opløbet og var kun en længde efter Beautiful Kiss i mål, der på stregen blev slået af en rygkørt Tiger Hill Diamant. Senest galopperede den i et fremstød i sidste sving, og det ligner ikke den normalt så stabile hoppe. Der er 40 m ned til favoritterne her, og får Bent Svendsen givet den et snigerløb, så kan den godt dukke op i trioen. God trioluring.

8 Donatello Garbo havde jo en fremragende sæson sidste år, selv om den blev målfotobesejret af Dumbo i derbyet. Blev forsøgt internationalt også med en andenplads på Solvalla i forsøget til UET 4-års mesterskab, hvor den desværre var syg i finalen i Finland. Var derefter tæt fjerde til Dumbo i et fireårsløb i Skive, inden den tog et par mindre placeringer i den hårde svenske konkurrence. Skal nu i gang igen, og træner Lindhardt Jensen melder, at hesten ikke har samme form som i derbyet. Løbet er lidt for at komme i gang, og den har jo bevist i derbyet, at den kan stå distancen. Ser den ikke som en vinderchance her mod disse ældre heste.

1 Caid de la Cote er Flemming Jensens lidt overraskende valg her. Gik et fint løb under lignende forudsætninger som tredje til Something Fishy på Charlottenlund i slutningen af sidste år. Træneren betragter den som en sjov outsider her, men den bør ret beset ikke kunne stå imod, når de stærke heste kommer buldrende over den sidste omgang. Var senest anden til Spicy Shot efter en godkendt afslutning.


V5-4 / 5. løb

Et Liga 3-løb, hvor tre-fire hest skiller sig lidt ud. En Charlie Game i topform kan være vinderen, men Flemming Jensen har to gode kort på hånden her. På mistanken kommer 3’eren også med, så fire krydser burde række her.

A-chancer: 6-9-2 B-chancer: 3-5-1-7 C-chancer: 4-8

6 Charlie Game havde jo en forrygende sæson sidste år med bl.a. sejr i DM for 5-årige hingste/vallakker. I sæsondebuten primo marts fik den et fint løb i andet par udvendigt, som blev til først hest i andet spor, da Beautiful Kiss gik til spids på sidst langside. Ud af opløbssvinget blev det pludselig til galop for Charlie Game, men den har ikke Billund som sin bedste bane. Har derimod gået flere fine løb i Odense. Var fin i et arbejde for nylig, melder René Kjær, og den vil have fordel af tempo på løbet. Så vil den løbe forbi mange til slut – måske dem alle.

9 Dream Kåsgård fandt melodien i slutning af 2019, og har to andenpladser og to sejre i de sidste fire starter. I forrige start overtog den spidsen efter 500 m. Holdt hele vejen til mål før Cmynewlollipop og Batman S H. Senest med Jeppe Juel i sulkyen blev det til spids allerede i første sving. I opløbssvinget tog den lige et hjælpetag eller to, men ind på det lige kunne Jeppe Juel køre for fuldt igen, og den vandt sikkert foran Batman S H, hvor staldveninden Daisy Cash var femte fra sidste position undervejs. Virker bedst fra spids, så startsporet i anden række er ingen fordel. Men formkurven har pil opad, så hvis den temperamentsfulde hingst holder sig fejlfri, kan den godt dukke op helt fremme.

2 Daisy Cash har ikke vundet siden sejren i Hoppechampionatet i Store Prisweekenden og et efterfølgende 4-års hoppeløb, hvor nogle af de bedste i årgangen også var med. Otte starter derefter har givet fem andenpladser. For tre starter siden var den på vej til at koble grebet på Billie Jean, men denne slog kontra. I forrige start blev det overspurtet af en smygkørt Cointreau. Senest sad den sidst, og selv om den sluttede godt af, kunne den ikke tage det store ind i en hurtig afslutning, hvor Dream Kåsgård vandt fra spids. Johnny Jørgensen har før kørt hoppen, og udgangspositionen er perfekt med spor 2. Men den er ikke så hurtig fra start, og den har savnet den sidste skarphed længe. Men en solid triochance med en vis vinderchance har den.

3 Vores Wozniacki har Steen Juul før kørt med succes, men vi skal dog tilbage til 2017 for at finde parrets seneste sejr sammen. I hestens forrige sendte Steen Juul hoppen til front, men efter 400 m slap han til favoritten Unstoppable. Kunne ikke holde ryggen til slut og var tredje 20 m efter vindende Unstoppable. Senest sad Birger Jørgensen i vognen, og igen tog den starthurtigt hoppe spids for så at slippe til Cody S efter 500 m. Sad igen i vinderhullet hele rejsen, hvor Bosse Game var stærkest og tog Cody S ned, medens Vores Wozniacki holdt tredjepladsen tre-fire længder efter. Er meget starthurtig og kan tage spids her. Om den skal køres i spids denne gang, eller om den slipper som de seneste gange, får vi se. Men Steen Juul har som sagt vundet flere løb fra spids med hoppen for år tilbage, så hvis han vælger at køre spids, kan den føre løbet længe.

5 Larsson har startet enkelte gang I Danmark. Senest i oktober 2018, hvor den var fjerde til Prado Snapshot. Udviklede sig sidste år til en sejrshest i Tyskland med 10 sejre i 19 starter. Seneste starter var i november, hvor den i to starter i Hamburg begge gang måtte gå udvendigt uden ryg den sidste omgang. Viste dog ikke det helt store overskud og tog en par mindre placeringer i to løb uden dansk relaterede heste. Trods de mange sejre sidste år, så mener jeg, at modstanden her er for hård for Heiner Christiansens hest.

1 Askepot Macoy har ikke startet siden september. Vandt i forrige start amatørløbet i derbyweekenden trods 40 m tillæg, hvor den tidligt blev kørt frem udvendigt på den førende Next Is Now. De to gav hinanden en dyst, hvor Askepot Macoy var stærkest til slut. I sin senest start var den oppe mod overmagten i et hoppeløb i Store Pris-weekenden, hvor den var fjerde til Commit Boom Bay, Stella Newmen og Tourmalet – 1,3 sek. efter vinderen. Siden har den holdt pause. Johnni Olsens heste plejer ofte at skulle bruge et løb eller to på at komme helt op i omdrejninger, og mod flere kapable hest i løbsform bliver det svært at vinde her.


V5-5 / 6. løb

Et godt besat Liga 2-løb, hvor de fleste heste kommer i løbsform. Det burde række med mine fire A-chancer, men hestene er så jævnbyrdige i den her klasse, at der somme tider sker overraskelser netop i Liga 2, så jeg tager to longshot med, der vil kunne rejse gevinsten betydeligt, hvis de skulle vinde.

A-chancer: 4-1-5-2 B-chancer: 7-8-6-3 C-chancer:

4 Aros Line er en topsprinter, der tog et par sejre fra spids omkring årsskiftet i Aalborg. Havde også føringen i Odense forrige start, hvor den på selv målstregen måtte se Barolo kæmpe sig forbi efter at have siddet udvendigt det meste af vejen. Senest forkerte forudsætninger med bagspor over normaldistancen. Sad sidst, hvor der var alt for langt frem til vindende Adrian’s Fight. Sluttede dog godt af på afstand til femtepladsen. Herfra bliver den utvivlsomt kørt mod spids, og så bliver det hesten at slå. Der er dog flere kapable modstandere, så nogen helt sikker vinder en den ikke.

1 Cherie de Vie har ramt en formtop. Efter en tredjeplads til Usain Cup på Lunden i marts, har den været i Sverige to gange med fuld gevinst. Første gang på Halmstad sad den midt i feltet, men fik 2u på sidste omgang. I opløbet spurtede den bedst af alle og tog let kommandoen på førende Franklin Face, som kun blev tredje, da Peter Ingves fra vinderhullet kom ud med Shortdream og snuppede andenpladsen. Senest så det svært ud på forhånd med spor 11 på sprint. Det blev til 4u, hvor Lutfi Kolgjini så ud til at være på vej mod sejren med førende Neelix. Den galopperede dog 100 m før mål, og bedste spurtende af resten var Cherie de Vie, der vandt sin anden sejr i træk på svensk mark til et pænt odds. Kan godt åbne fra start, så den kan meget vel få ryg på 4’eren her. Kommer den ud til slut og leverer en lignende afslutning, som de to sidste gang, kan den tage et hattrick her.

5 Trophy Spring gør det godt næsten hver gang, men stabler ikke sejre. Var dog helt overbevisende fra spids i et V75-løb på Charlottenlund 29/12. Har fjerdepladser i protokollen de sidste tre starter, hvor den forrige gang i Billund tog en dyst om spidsen med Frances Yoda, som den tabte. Det hævnede sig, men den havde dog alligevel en afslutning gemt, som gav fjerdepladsen bag Andre Ward og Something Fishy. Senest godt med fra start og ramte 3i i et V86-løb, hvor den senere vinder Randemar R.D. løb sit eger løb foran resten af feltet og vandt p en 10-tid. Trophy Spring holdt sin fart i inderbanen og kom hjem på en 11-tid, hvilket rækker langt her. Får den sit rygløb, kan den speede som få til slut. Den er også given på kuponen.

2 Dortmund havde en fin fireårs sæson sidste år med tredjepladsen i derbyet og sejr i grand circle sidst på sæsonen. I den seneste start førte den i et stayerløb i Aarhus, hvor den på de sidste meter blev fanget af Billie Jean. Kommer nu efter fem måneders pause, og sprint er næppe en fordel, da hesten ikke er specielt hurtig fra start. Skal nu forsøge at tage skridtet op blandt de ældre heste, og det bliver spændende at se Marc Bæk Nielsens øjesten her. Bliver der overpace på løbet, vil det gavne Dortmund, så den kommer selvfølgelig med på kuponen.

7 Quality Fighter kan en del på de gode dage hvis løbsafviklingen stemmer. Vandt senest i Odense, hvor den fangede udbryderen Torpwdo W F til slut og vandt på 13,0. Er havnet langt ude på vingen, så den kommer til at sidde et stykke nede i feltet. Bliver der overpace, kan den dukke op til slut og kan være et longshot her.

8 Listas Manboy blev senest kørt offensivt og forsøgte at tage spids fra Torpedo W F, og det kostede en sjælden galop i første sving. Gik strålende derefter og kom hjem på en 13-tid med galop. Træneren melder om topform, men det er klart, at startsporet trækker meget ned. Skulle der blive overpace på løbet, så har den en god afslutning, og kusken har med været med fremme i mange af løbene her i opstarten efter corona-pausen og er ofte god for en overraskelse. Sejrede med to 2-procentere forleden og sørgede for, at V5 gav hele kassen i Skive. Får det sidste kryds på mistanken, hvis det skulle blive et forkørt løb.

6 Sun Esterel kommer efter lang pause. Er nu blevet 11 år, men den får en chance mere, da den er ejet af trænerens familie. De to sidste starter i efteråret var den begge gange klart slået af Trophy Spring, som er blandt dagens modstandere. I topform matcher den de her heste, men det er den næppe og fra yderligt startspor kommer den til at sidde et stykke nede i feltet. Kan i bedste fald være et triobud her.

Live