V5 Odense

Fredag 13. november. Spilstop kl. 16.07.

V5-1: 8-2-10-1-4-3 (6)

V5-2: 2 Frontrunner Shadow (8)

V5-3: 7-6 (10)

V5-4: 7-6 (3)

V5-5: 6-5 (8)

Pris: 240 kr. (48 rækker - Spilles for 5 kr. pr. række)

Printvenlig


V5-1, 2. løb

Der lægges for med et sprinterløb for klassen under 250.000 kr. Løbet er blevet åbnet op ved at forhåndsfavoritten har trukket startspor længst ude på startbilens vinge.

A-chancer: 8-2 B-chancer: 10-1-3-4 C-chancer: 7-6-5-9

8 Billi Time har været blandet ind i en dopingsag pga. noget foder. Det er egentlig ikke noget nogen kan gøre for, og Billi Time er klar til start igen, men er blevet frataget sejren 7. august her i Odense, hvor den ellers viste en stærk præstation, og vandt på en 1.11-tid foran Enjoy Banker og Cointreau. Billi Time har naturligvis trænet på kontinuerligt, og er sikkert helt klar til dagens opgave. Startspor otte på sprint er jo alt andet end godt, og Flemming Jensen har vel ikke rigtig andre muligheder end bare at køre fremad. Så vil det vise sig, om spidshesten slipper – eller om Billi Time må gøre arbejdet færdigt fra dødens.

2 Harley Boko er sikkert hesten, der sidder i spids direkte. I hvert fald, hvis 1 Benjamin Nordal er interesseret i et rygløb, som jeg tror den er. Senest i Skive havde Harley Boko også spids, men den blev slået på open stretch af Cointreau. Fik dog et plus i min karakterbog alligevel, og er hesten, der skal slås i dette løb.

10 Catch Me A Winner var senest til start på Lunden på dagen, hvor der blev kørt Opdrætningsløb. Og det var ikke nogen let opgave, som Catch Me A Winner var ude på, for Bitcoin havde et straffespark uden målmand fra sit inderspor, og den førte da også hele vejen. Steen Juul kørte fremad med en omgang til mål, og havnede udvendigt på Bitcoin. Catch Me A Winner stred godt fra dødens i 1.13-fart de sidste 500m, og bagsporet her behøver ikke være så ringe endda.

1 Benjamin Nordal er rigtig hurtig fra start, men har vel ikke helt den formtop, som den havde for nogle måneder siden. Med resultatrækken 7-4-4-0-0, så tror jeg, at Casper M. Nielsen er interesseret i at give Benjamin Nordal en god oplevelse, og mon ikke taktikken bliver at køre lidt med fra start, slippe Harley Boko ned foran sig, og så få vinderhullet hele vejen? Jeg tror det.

4 Worst Nightmare gjorde det fint i seneste start 26/10 i Skive, hvor den havde dødens på Harley Boko undervejs i dét løb, som Cointreau endte med at vinde. Worst Nightmare var ikke mere end et par længder efter i mål. Har gået 1.13,4 på sprint, og skal vel også derned omkring igen for at have triochance hér.

3 Charming Kiss er også en dygtig sprinter. Sidste gang den var ude på sprint, var netop her i Odense, hvor Charming Kiss ramte ryggen på gode Don Anton, og fulgte ok med denne hele vejen ind i mål. Men det kan se svært ud at komme forbi en fejlfri Harley Boko fra start.

Der er også gode heste i C-gruppen, men stregen skal jo sættes et sted. 7 Torden er en stor regulær hest, hvor sejrene dog ikke kommer i stimer længere. Kan dog sagtens tage en god præmie, hvis det flasker sig. 6 Atletico afsluttede fint bag Bitcoin og Catch Me A Winner senest på Lunden 1/11, og er ved at løbe sig i form igen.



V5-2, 3. løb

Første kvalifikationsløb til Dansk Avlsløb for Hopper. Vinderen af Grand Circle 3-års Hoppechampionat undgår ikke at blive storfavorit.

A-chancer: 2-8 B-chancer: 10-5-3-4-7 C-chancer: 1-9-6

2 Frontrunner Shadow har efterhånden udviklet sig til at være en af årgangens bedste hopper, og da Fascination ikke er meldt i Dansk Avlsløb – eller rettere; dens far Maharajah er ikke anmeldt i løbet – så øjner kredsen omkring hesten en ny storløbssejr. Ejer er jo Skive-træner Morten Juuls søn Nikolaj, som ikke var til stedet, da Frontrunner Shadow vandt Grand Circle i Odense 30/10. Her speedede Frontrunner Shadow til sikker sejr, og mon ikke kusken Birger Jørgensen gerne tidligt vil frem at styre dette løb i spids? Uanset hvem der sidder der, så bør der blive sluppet til Frontrunner Shadow, hvis Jørgensen kører frem med lidt pondus.

8 Friday er lillesøster til bl.a. Evita, Angelina og Barolo, og har gjort det fint i både Mads Hviids regi og nu her hos Flemming Jensen, for hvem Friday har startet tre gange. Senest var Friday dog totalt umulig, og havde ikke til sinds at løbe travløb dén dag. De to forrige starter var i hhv. Kriteriums-prøven og Dansk Hoppe Kriterium, hvor Friday sad lidt fast begge gange, og man fik ikke helt det rigtige indtryk af, hvor god Ens Snapshot-datteren egentlig er. Uheldigt startspor denne gang, men i det mindste er der kun heste på den ene side, og det er måske ligefrem en lille fordel for Friday.

10 Feba gik et godt løb i Grand Circle 30/10. Åbnede ved den lejlighed hastigt, men har nu anden række, så starthurtigheden kan Feba ikke rigtig udnytte. Så skal det da være fordi kusken Jeppe Rask spotter en åbning mellem heste, så han kører frem tidligt for at sidde i en god position. Men omvendt går der seks heste videre til finalen fra hver af prøverne, så der er måske ingen grund til at chance for meget, når det kommer til stykket. Uanset hvad, så bør Feba tage sig problemfrit videre til finalen 29/11, også her i Odense.

5 Farinelli Hastrup fik sig en lidt heldig sejr senest, hvor Eddie Murphy galopperede en sikker sejr væk. Men i travløb skal man jo trave, og det klarede Great Challenger-datteren som den hurtigste dén dag. Går stadig meget tungt balanceret og med fast ørehætte, og bliver spændende at følge til næste år.

3 Faststone er jo ”Aalborg-hesten”, men der har ikke været så meget at råbe hurra for eller fejre for de flere hundrede ejere på det seneste. Men startsporene har godt nok også været sløje for Faststone, som de seneste fem starter har haft nummer 9-9-6-8-12. Var senest første hest uden for pengene i Grand Circle-finalen, og nu er startsporet meget bedre. Aalborg-træner Anders Pedersens heste virker generelt til at være godt gående, men decideret vinderchance ser jeg ikke ligefrem Faststone som. En sjov hest at bruge som anden og tredje i Trio-spillet til alle. Det koster 324 kr. i alt at spille Alle/3/Alle og Alle/Alle/3.

4 Fanta har sådan skiftevis været til salg og ikke til salg, alt efter hvordan det gik i løbene 😊 Aktuel status kender jeg ikke, men der står i hvert fald stadig Team Juel som ejere. Vandt tidligere på året på Harald Lunds Mindeløbsdag på Falster, men siden er det blevet til nogle galopper, men Fanta har også været i prøveløb et par gange. Senest på Åby gik Fanta godt, især fordi løbet blev lidt forkert for dens del. Men den efterlod et godt indtryk overordnet set, og Fanta bør ikke få problemer med at være mellem de seks første her. Men det kræver nok, at Zola Boko-datteren lader galopskoene blive hjemme i stalden.

7 Freja Blåbjerg var meget tidligt klar som 2-års, og nappede også en god portion af præmiepengene sidste år. I år har der været lidt længere mellem jubelpræstationerne for Stald Blåbjergs hest, men den er hurtig fra start, og Morten Friis kører sikkert til for at sikre sig en god position undervejs, og dermed en mulig kvalifikation til finalen.


V5-3, 4. løb

Første kvalifikationsløb til Dansk Avlsløb for hingste og vallakker får en favorit i en hest, som de seneste to årgangsløb har været tredje til Fossa og First Blood.

A-chancer: 7-6-10 B-chancer: 2-3-8-9 C-chancer: 5-1-4

7 Felix tørner ud for René Jonassen, som har gang i en af sine bedste sæsoner nogensinde, i hvert fald i mange år. En af de primære årsager til dette er Ens Snapshot-sønnen Felix, som med stormskridt er ved at manifestere sit navn i den absolutte årgangstop. Felix vandt jo tidligere på sæsonen Jydsk 3-årings Grand Prix Consolation, men har sidenhen taget skridtet op i eliten. Forrige start var således i Dansk Trav Kriterium, hvor Felix var tredje til First Blood og Fossa, og senest i Grand Circle 3-års Championat var Felix også tredje til de samme to heste, bare i omvendt indløbsrækkefølge. Den er skrap den her, men det er ikke liv om at gøre, at Felix absolut skal vinde sin prøve, for den virker uøm over for positionerne undervejs.

6 Frank Jr Bounce kan meget vel være vinderen af løbet med den sidste sætning på Felix i tankerne. Frank Jr Bounce var fjerde i Dansk Trav Kriterium bag First Blood, Fossa og Felix, og senest i Grand Circle-finalen lavede den en umotiveret galop i ryg på First Blood. Frank Jr Bounce tog spids, men slap til First Blood inden første sving. Men med 6-700 meter til mål, så slog Frank Jr Bounce på en galop, og det kostede selvfølgelig en topplacering. Wishing Stone-sønnen er hurtig fra start, og jeg er slet ikke fremmed for, at Frank Jr Bounce fører hele løbet.

10 Felix Trøjborg er også en plusvariant i F-årgangen. Vandt en rigtig fin sejr i Derbyweekenden, men siden er det blevet til to galopper, og det er der bare ikke tid til, hvis man vil være med i årgangstoppen. Senest i Kriterium Consolation galopperede Felix Trøjborg fra start, men gik en god ophentning, og fik trods alt en fjerdeplads. Fra bagspor så ser Jeppe Juel situationen an, og Felix Trøjborg bliver uden tvivl blandt de seks heste, der går til finalen, og havnede også som min sidste A-chance i løbet.

2 First One Diamond vandt en flot sejr i Grand Circle Consolation, hvor den gik i dødens en stor del af løbet. Gav Nykøbing Falster-træner Jens Arne Hansen en sjælden, men flot, sejr i et årgangsløb. Startsporet er igen rigtig godt her, og Aalborg-kusken Kasper K. Andersen så ud til at have et godt tag på Ens Snapshot-sønnen.

3 Fætter Filur er en sjov chance i løbet. Den imponerede mig faktisk reelt, da den vandt i Aalborg 7/9, hvor den fra spids afviste så god en hest som Cadiz. Sidenhen er det blevet til uheldige løb i dødens, inden den senest blev bakket af fra start, men afsluttede forrygende. Det kunne godt se ud til, at formen er i orden på Fætter Filur.

8 Flintstone og 9 Frede Bork bliver de sidste to heste i min B-gruppe. Startsporene er jo ikke det vilde sus, men begge heste kan sagtens tage sig videre til finalen med bare en smule racing luck. Uanset hvad, så tror jeg Tvilling-spillet i løbet kommer til at handle om 7 Felix og 6 Frank Jr Bounce, og så må de andre slås om krummerne fra de riges bord.


V5-4, 5. løb

Fiore eller Flora? Det er spørgsmålet i fjerde afdeling af V5.

A-chancer: 7-6 B-chancer: 3-8-2 C-chancer: 4-10-5-9-1

7 Fiore viste en fantastisk flot præstation i sin Kriteriums-prøve, hvor Great Challenger-datteren speedede uimodståeligt frem til sejr. I selve Hoppe Kriteriet blev Fiore anden til uslåelige Fascination. Max udbytte og således troede man, at Fiore skulle være en stor vinderchance i Grand Circle, hvor Fascination ikke var med. Men det blev til galop fra start efter noget uro, primært forårsaget af Friday, og så var dén dag spoleret. Fiore har vist sig at være en rigtig fin hest, og den får vindertippet i hård kamp med…

…6 Flora, som senest afsluttede sylhvast i Grand Circle 3-års Hoppechampionat. Med angrebsplads bare lidt tidligere, så er Flora nok anden til Frontrunner Shadow. Vandt sidste år Jydsk 2-årings Grand Prix og var anden til Fossa i Dansk Opdrætningsløb, så det er absolut en af årgangens bedste hopper vi her får at se. Flora blev solgt på Aalborg Store Pris-dagen 6. november, men det er aftalt mellem køber og sælger, at Flora bliver i Gordon Dahls træning indtil finalen i Dansk Avlsløb er kørt 29/11. Hurtig fra start, og har sporfordel i forhold til den værste konkurrent.

3 Fanny Østervang er hurtig fra start, og kan havne i ryg på Flora undervejs. Har ikke vundet løb i 15 starter, og gør det nok heller ikke her. Har dog klasse og form nok til at tage sig til finalen.

8 Fighter K K havde jeg vindertippet senest i Fast Track-programmet, og det gik da heldigvis også ligesom præsten prædiker. Føring fra start til mål i en afdeling af DM for Travkuske. Nu er konkurrencen skærpet og startsporet er ringe, så Fighter K K må nøjes med at være en outsider.

2 Frøken A P er også ganske hurtig fra start, men har ikke den store rutine eller meritliste endnu. Hvis jeg har læst løbet rigtigt, så havner Frøken A P i tredje par indvendigt bag Flora og Fanny Østervang, og derfra kan den godt løbe i trioen.


V5-5, 6. løb

Fossa er årgangens konge. Og det bliver der næppe pillet ved i dette løb, selv om Frederik er skrap uden galop.

A-chancer: 6-5 B-chancer: 8-2 C-chancer: 1-3-4-7-9

6 Fossa vandt Grand Circle-finalen i Billund efter en vanvittig flot præstation. Fra start blev Fossa ”til overs”, og måtte finde sig i en position i tredje par indvendigt bag First Blood og Frank Jr Bounce. Sidstnævnte galopperer med 6-700m til mål, og generer klart Fossa bagved. Fossa må trækkes bagom, hvilket naturligvis koster fart og dermed et par længder frem til den førende First Blood. Steen Juul opgav dog ikke ævred, selv om det så svært ud at nå frem midt i sidste sving. Fossa afsluttede som lyn og torden, og med 25m til målstregen, så kunne Steen Juul knytte næven i triumf ud mod tilskuerpladserne – og mon ikke næven var tiltænkt ejeren Keld Gregersen/Stutteri Disney og træner Gordon Dahl? Fossa er efterfølgende nemlig solgt til Stald Rita v/Jørgen Jensen, som dermed har en af de store favoritter til Dansk Trav Derby næste år.

5 Frederik er rigtig skrap, især når den lader være med sine narrestreger med at galoppere. Det kostede f.eks. en rigtig god præmie i Dansk Trav Kriterium, hvor Frederik galopperede i en rygposition, og tabte rigtig meget terræn. Faktisk så meget, at dommerne diskvalificerede den for galoppen, men det ændrer ikke på, at Frederik var med feltet hjem, og faktisk var femte over mål. I trav. Senest i Grand Circle speedede First Blood og Fossa for stærkt i opløbet, så der kunne Ens Snapshot-sønnen ikke følge med, det blev dog til en fin fjerdeplads. Frederik kan rigtig meget de dage, hvor klaveret spiller i mol hele tiden.

8 Filibuster H blev sendt op til Flemming Jensen her i efteråret, og jeg skal ikke kunne sige, om ejeren har været tilfreds nok med udviklingen. Men det er i hvert fald blevet til femtepræmier i såvel Dansk Trav Kriterium og Grand Circle, hvilket jo har givet gode skillinger. Startspor otte mod to af de allerbedste i årgangen er aldrig let, så det må være tredjepladsen, som Jensen & Melin kører efter. Eller hvad?

2 Fasten Daugbjerg kommer til eksamen her. Søgte og søgte og søgte efter plads indvendigt i Grand Circle Consolation senest, men der kom aldrig et helt hul. I stedet fik kusken Jeppe Juel en bøde for at køre ind, hvor der ikke var plads. Gangen før var Fasten Daugbjerg fin anden til Fang Gu Bakkely i Kriterium Consolation, så Maharajah-sønnen står og banker på døren ind til de allerbedste i årgangen. Har aldrig vundet endnu, og første sejr kommer næppe heller hér mod Fossa, Frederik og Filibuster H.

De sidste fem heste er jo hver for sig rigtig fine heste. Men mod de allerede nævnte heste, så har jeg svært ved at se, at de for alvor skal kunne gøre sig gældende. Så bliver der i hvert fald god udbetaling i V5 og V4.

Jesper Elbæk
Spillet 15.988 kr. Vundet 4.498 kr. TBP 28%. Hitrate 11/52.
Live