V5 Charlottenlund

Fredag 11. september. Spilstop kl. 16.07. Af Steffen Møllergård.

V5-1: 7-2-5 (6)

V5-2: 6-5 (2)

V5-3: 1-4-7 (9)

V5-4: 2-3-4 (9)

V5-5: 2-4 (5)

Pris: 108 kr. (reservehest i parentes)


Spil via Derby25



V5-1 / 2. løb

Bosse Game skuffede fælt i sin sidste start, men den kan vinde dette løb trods den sandsynligvis ender udvendigt på den førende hest. Comeback til Catch Me A Winner.

A-chancer: 7-2 B-chancer: 5-6-1 C-chancer: 3-4

7 Bosse Game. Har tjent klart flest penge i løbet, og her er jeg ikke i tvivl om at Bosse Game skal have vindertippet i løbet. Dette er trods et negativt resultat i stayerløbet på derbylørdagen. Men det kom nu ikke som den store overraskelse for mig, da Bosse Game trods den er en stærk type, endnu ikke har leveret de store resultater i de lange løb. Endte med to omgange til mål udvendigt på den førende Urgent Face. Blev afløst af Billi Time en omgang senere. Med 500 meter til målstregen kunne den ikke længere holde ryggen i andet par udvendigt. Og endte klart sidst i løbet af de fejlfrie heste. I sin forrige start viste Bosse Game endelig lidt klasse igen efter nogle kedelige resultater op til. Der var den anden i mål bag den umulige at slå Larsson. Sad i tredje par indvendigt, men endte udvendigt på den førende Larsson med 900 meter til målstregen. Holdt farten stærkt i opløbet, og forsvarede fint sin andenplads efter 2.5 måneds løbspause. Jeg forventer en helt anden Bosse Game i dette her løb, når den er meldt til start så kort efter sidste løb. Her sætter Bosse Game sandsynligvis sig udvendigt på den førende hest, og derfra kan den på styrke afgøre løbet til sejr. Casper M. Nielsen har fået en rigtig god køretur her.

2 Catch Me A Winner. Herligt gensyn med Catch Me A Winner, som vender tilbage til væddeløbene efter en lang skadespause på 14 måneder. Derfor måtte den ud et prøveløb på derbyfredagen. Der mødte den to 2-års heste, så Catch Me A Winner løb sit eget løb fremme i spidsen. Så hellækker ud på dagen, som før skadespausen, hvor den hurtigt efter flotte præstationer fik tjent 130.000 kroner i almindelige klasseløb. Det er selvfølgelig svært at forlange en sejr efter den lange pause, men klassen er høj og Team Juul starter ikke en hest som Catch Me A Winner før den er klar til at levere direkte i første start. Derfor finder den også vej til min V5 kupon. Skal dog følges tæt op til løbet i travmedierne og på Fasttrackracing udsendelsen inden løbet.

5Nightingale Jaycee. Tog spidsen direkte fra start trods startspor otte i sin sidste start på derbylørdagen. Tempoet var højt fra start med 11 fart de første 500 meter. Fik lov til at dæmpe tempoet en smule, og så frisk ud i spidsen. Den fik så efterfølgende hårdt tryk af Lisa Lisieux den sidste omgang, men Nightingale Jaycee gav sig først til allersidst i løbet, og leverede en flot indsats. I sin forrige start i Skive var den anden bag Vip Hall. Efter et løb i tredje/fjerde par indvendigt, så gik Nightingale Jaycee rigtigt gode sidste 500 meter. Angreb i open strech i opløbet, og den var meget tæt på at fange Vip Hall på målstregen. Skal være mindst en triochance i dette her løb, og jeg vælger at tage Nightingale Jaycee med på V5 kuponen, da Bosse Game skuffede i sin sidste start, og Catch Me A Winner kommer tilbage efter pause.

6 Blackbird. De danske travspillere er efterhånden helt klar over, hvordan Blackbird skal køres optimalt for, at den løber med helt frem i sine løb. Blackbird er lynhurtig fra start, og er klart bedst med et rygløb undervejs. Så Ken Ecce har taktikken helt klar. Tag spidsen i direkte kamp med Nightingale Jaycee, og derefter slippe spidsen til enten Catch Me A Winner eller kan Ken Ecce sandsynligvis også være interesseret i en ryg på Nightingale Jaycee. Lykkedes denne mission så er Blackbird en god triochance, og hvis hullet opstår midt på opløbet, så kan den speede frem til sejr. I sin forrige start var den ude i DM for hopper på Fyn, hvor den viste god indsats. I sin sidste start på Lunden var den ude i et sprinterløb. Der fik den ryg på den førende Delicious One. Det blev til ”fældehullet” i opløbet, da Delicious One var træt og den aldrig fik hullet i slutfasen. De sparede kræfter kan den så bruge i dette løb. Blackbird er i absolut topform, men den skal have racingluck og løbet serveret før den løber først over målstregen. Derfor kommer Blackbird ikke med på min V5 bon. God triochance skal den have.

1 Carlos Stephanie. Er meldt ret hårdt ind i dette løb, og skal normalt kun være en lille triochance i dette løb trods kun syv heste meldt til start. Startede sidste gang på derbylørdagen, hvor den var ude i et løb, hvor man måtte have tjent 250.000 kroner. Fik der et løb i fjerde par udvendigt af Ken Ecce. Angreb i tredje spor med 500 meter til mål, men den kom ikke rigtigt fremad. Så Carlos Stephanie måtte nøjes med en lille præmie. 3 Casino Brick skal normalt være bedre end en ”c-chance” i dette her løb. Men det fungerer ikke for Casino Brick for tiden. Og er blevet lidt ustabil, så der må være lidt der trykker den.

V5-2 / 3. løb

I et løb uden den store klasse og med mange spørgsmålstegn satser jeg en smule, og nøjes med Funny Boy og Every Day på V5-kuponen.

A-chancer: 6-5 B-chancer: 2-3-1 C-chancer: 4

6 Funny Boy. Har tjent klart flest penge, og Funny Boy har været i trioen i alle sine seks starter. På den baggrund er jeg ikke i tvivl om, at Funny Boy skal have vindertippet i dette her løb. For tre starter siden vandt den på Lunden selvom den endte i store trafikproblemer ind på opløbet. Så der gik den gik et topløb efter en god afslutning. I sin forrige start på Falster var den anden bag Final Countdown som Funny Boy skulle give 20 meters tillæg. Endte udvendigt på den førende Final Countdown næsten hele løbet, og på den baggrund gik den et topløb selvom den var slået med 7 længder. I sin sidste start på derbysøndagen var den anden bag Felix Trøjborg. Fik et perfekt løb i andet par udvendigt. Angreb ind på opløbet og kom tættere og tættere på Felix Trøjborg hen imod målstregen. Men Felix Trøjborg var umulig at slå på dagen. Her i dette løb går Funny Boy kraftigt ned i modstand, og Funny Boy kan være et godt emne som V5 blank.

5 Every Day. Vidste man at Every Day var fejlfri i dette løb, så burde man have en sikker V5 blank i dette løb. Max Nielsen troede at han skulle have en årgangshest i Every Day efter sejren for tre starter siden, hvor den vandt efter en fantomafslutning i opløbet. Sad som sidste hest ind på opløbet, men Every Day kunne akkurat vinde løbet. Men har i de to efterfølgende starter været væk med galop tidligt i dens løb. Man kan ikke spille en V5 bon uden Every Day, hvis den da fejlfri runder hele feltet uden de store problemer.

2 Chasing Shadow. Er en stabil hest, og det rækker langt i dette løb uden den store klasse. I sin sidste start på Fyn var den ude i et lille felt med seks heste til start, og de to var tidligt væk fra løbet med galop. Skød en fin fart i opløbet, og man troede den skulle gå forbi Haut Doctor kort før mål, men Chasing Shadow stoppede lidt op og måtte nøjes med en tredjeplads i et meget tæt opløb. Her ligner det et løb i ryg på Corniglia, og kommer hullet ind på opløbet, så er den ikke uden chance for at løbe med helt frem. Men jeg tror ikke på sejr, da den ikke ”ville” vinde sidst på Fyn. Men der var klar fremgang i forhold til de sidste starter op til. Chasing Shadow virker i bedre form end Irma's Cash og Corniglia, og bliver derfor seedet over disse heste.

3 Irma's Cash. Har ikke imponeret det store i sine fem starter, men den har da løbet gode medløbstider i det svenske, som rækker et stykke i dette løb. I sin forrige start hvor den var tredje var der kun seks heste med i løbet. De to galopperede fra start, og Irma's Cash sad i fjerde position. Gik gode sidste 500 meter, og kunne tage en ok tredjeplads. I sin sidste start på Halmstad var den langsom fra start, og sad klart som sidste hest i feltet. Kom aldrig ind i løbet, og den endte langt efter de andre heste i mål. Kommer til denne start efter en løbspause på mere end to måneder, og selv med en god kusk i Kasper K. Andersen så er det svært at tro på, at han kan forbedre den så kraftigt at den vinder dette løb.

1 Corniglia. Har Ken Ecce haft i træning siden slut juli måned. Corniglia må bedømmes på tidligere meritter i sine to starter på Jægersro, da Ken Ecce næppe har nået at ændre meget på den korte periode. I sin sidste start endte den i fjerde par indvendigt, og hejste nødsignalet totalt med 500 meter til målstregen. De to starter før er endt på samme måde, hvor den har været meget træt med 500 meter til mål, og har vist en meget dunkel form. Har et perfekt startspor, og kan sidde i spids fra start. Men mon ikke Ken Ecce hurtigt slipper spidsen til den første hest af favoritterne, som kommer og trykker på?

V5-3 / 4. løb

3-års løb med flere spændende talenter. Frodo Cash gives vindertippet trods den reelt kun har 1,5 løb bag sig.

A-chancer: 1-4 B-chancer: 7-9-8-5-2-3-6

1 Frodo Cash. Har flere meget kapable søskende i Bella Mont, Dinard og Carl Lewis. Har startet to gange på Jægersro, hvor en andenplads i sin sidste start er bedste resultat. Der fik Frodo Cash et godt løb i tredje par udvendigt. Angreb i tredje spor med 500 meter til målstregen. Det bed godt for Frodo Cash men den kunne ikke nå helt frem til vinderen Velten Swarovski, som førte løbet hele vejen rundt fra sit springspor. Dog var den markant forbedret i forhold til sin debut for et halvt år siden. Der galopperede den efter 800 meter af løbet, og endte udplaceret. Frodo Cash leverede et topløb for en uge siden som giver den vindertippet i dette her løb. Fra et perfekt startspor satser Ken Ecce sandsynligvis alt på spidsen. Derfra bliver det hesten der skal slåes i løbet trods den mangler rutine i forhold til resten af feltet.

4 Funny Money. Efter de to første starter, hvor den var væk med galop, så har Funny Money været anderledes bedre i sine to sidste starter. I sin forrige start i Skive var den fjerde i et løb, hvor Gann du Saptel førte løbet hele vejen rundt med et forspring på 70-80 meter. Sad i fjerde position og holdt denne hele vejen rundt i en godkendt præstation. I sin sidste start i Ålborg viste den for alvor, at den kunne leve op til de store forventninger. Endte udvendigt på den førende Marilyn, og holdt hele tiden farten oppe i et jævnt 17 tempo. Pressede sig til front med 500 meter til målstregen, og forsvandt væk til en overlegen sejr på 20 meter ned til Fidusen Kåsgård. En præstation som bliver endnu større af, når den efter løbet stod med en rød hals og bronkitis. Det er den ovre nu, og skal på den sidste præstation i Ålborg regnes meget tidligt i dette løb. Da Funny Money galopperede i sin anden start direkte ud af volten, så satser Jeppe Rask næppe hele butikken på spidsen i dette snorestartsløb. Men Funny Money viste sidst, at den har en fremragende styrke. God vinderchance i et løb selvom den har fået et dårligt startspor i volten.

7 First One Diamond. Den har tidligere på Falster været en smule ustabil, og har galopperet i tre ud af fem starter. Gik sit klart bedst løb på derbyfredagen for 14 dage siden. Fra sit tillæg kom den hurtigt op til de forreste heste, og med en omgang til mål kunne den sidde i ryg på den førende og vinderen Wild Nature. Kunne ikke true denne i opløbet, og First One Diamond beholdt sin andenplads da det endte med en opløbsgalop for Mister B. I sin forrige start på Falster var den anden bag den umulige Jørgen Lorentzen hest Staro Next Move. Galopperede på den sidste langside i ryg på denne. Men det var måske mere den våde banens skyld. Startsporet i anden række i volten trækker ned, men alligevel kommer First One Diamond med på V5 bonnen. Hvis den er yderligere forbedret til denne her start, så er den sejrsfarlig i dette her løb.

9 Frank Jr Bounce. 40 meters tillæg er aldrig en let opgave på normaldistacen, og denne opgave er nok mest en del af opbygningen af formen frem imod prøverne til Dansk Travkriterum om 14 dage. Ikke mindst fordi Frank Jr Bounce ikke har startet i tre måneder. Har vist klar fremgang i sine sidste tre starter. For tre starter siden var den fjerde i 3-års eliten på Copenhagen Cup søndagen, hvor den mødte de italienske topheste Banderas Bi og Babirussa Jet. Starten efter i Skive var den tredje i Pay Dirts Mindeløb. René Kjær kørte et helt optimalt løb i tredje par indvendigt, og da hullet kom midt på opløbet speedede den frem til en fin tredjeplads bag Kilimanjaro og Fossa. I sin sidste start i Billund sad den undervejs som sidste hest i feltet. Rundt sidste sving kom den i et stærkt fremstød, og i opløbet havde den ikke problemer med at speede forbi Filibuster H. Jeg tager ikke Frank Jr Bounce med på V5 kuponen, da jeg forventer et roligt oplæg og en god afslutning de sidste 500 meter af løbet. Men en god triochance er den bestemt.

8 Filly. Choksejrede i sin forrige start på Fyn efter et helt optimalt kørt løb af Casper M. Nielsen. Sad i tredje par indvendigt, og da hullet kom ind på opløbet kunne den speede forbi hele feltet på en rigtig god afslutning. På derbyfredagen var den ude i et løb, hvor den store favorit Gann du Saptel vandt løbet let, og løb i sin egen konkurrence. Sad undervejs nede i fjerde/femte par indvendigt, og da den blev bakket fri rundt sidste sving speede den stærkt frem i opløbet til en godkendt fjerdeplads. Casper M. Nielsen kunne måske have kørt et mere offensivt løb, men Filly ligner også typen som skal have ryg, ryg og ryg frem til opløbet. Dog blev det også et meget lærerigt løb for Filly som langsomt bliver bedre og bedre. Kommer ikke på min V5 bon, men den løber med en god triochance i dette her løb.

5 Formidable Vincent. Var sin sidste start tredje i mål på afstand af Enzo Flame og Dodo Laser. Det skete efter et optimalt kørt løb af Casper M. Nielsen, hvor Formidable Vincent undervejs sad i ryg på disse, og på den måde blev trukket med hjem i mål. I sin forrige start endte det umotiveret med en galop efter en lille omgang, og den var væk fra løbet. For tre starter siden var den anden bag Frezze i Ålborg efter et løb i tredje par indvendigt. Tog let andenpladsen bag Frezze. Mest fordi næsten resten af feltet var væk med galop eller havde en dunkel form. Startspor fem i volten trækker ned, og derfor kommer Formidable Vincent heller ikke med på V5 kuponen

2 Fikus Simoni bliver seedet et stykke nede selvom den nok ikke ender der. Fikus Simoni har manglet lidt løbsheld, men har heller ikke været tæt på at sejre endnu. Henrik Thomsen var optimist inden den sidste start på Lunden, hvor han forventede Fikus Simoni kunne løbe en 15.5-16 tid. I løbet var Birger Jørgensen meget målrettet på spidsen, og han pressede (alt for) længe på den førende Freddy Boy. Det kostede en galop på den første langside. Gik sit bedste løb for fire starter siden på Falster, hvor den efter et løb i ryg på den førende Fasten Daugbjerg var anden i mål bag Frisk. 3 Fang Gu Bakkely vandt et noget billigt løb i sin debut på Fyn. Var klart godkendt anden starten efter bag Black Mission. I sin forrige start kostede det nok en trioplacering at Rene Jonassen ikke kørte ud i tredje spor med 500 meter til mål. Men han har vurderet, at den ikke havde meget mere på tanken denne dag. I sin sidste start galopperede den efter en omgang og igen med 600 meter til mål, og var ikke som bedst på dagen. 6 Fit For Fight efter en fin indledning de første starter, så har den ikke vist noget nævneværdigt i sine sidste tre starter. I sin sidste start på Åby viste den en meget dunkel form ved at give helt op med 500-600 meter til målstregen.

V5-4 / 5. løb

Her mødes ti heste, som sjældent løber over målstregen først. Jeg føler mig dog ret sikker på, at vinderen er fundet med tre heste på V5-kuponen.

A-chancer: 2-3-4 B-chancer: 9-6-8 C-chancer: 7-10-1-5

2 Urgent Face I for tre starter siden på Falster havde jeg blanket Urgent Face i min ekspertanalyse på denne dag. Men da den endte udvendigt på denne førende hest, og da modbuddet Diadem lige havde det ekstra racingluck, så måtte den nøjes med en godkendt andenplads kort slået. I sin forrige start galopperede den tidligt i løbet. Men i stayerløbet på derbylørdagen havde den en anderledes god dag. Med lidt mere end to omgange til mål kunne den overtage spidsen. Derfra holdt den farten rigtigt godt, og måtte kun se sig slået af Unstoppable og Magic Heart der kom i en god afslutning. Urgent Face har længe samlet sammen til en sejr, og er bedre end de viste resultater. Jeg føler, at årets først sejr ikke er langt væk. Og på den baggrund giver jeg Urgent Face vindertippet i løbet.

3 Guidetti Sisu. Vandt en spidssejr på Derby søndagen i fjor, og vandt en ny sejr starten efter på Axevalla til 50.000 skr. Så den fik hurtigt mange penge på nakken, og kom hurtigt op i en hårdere klasse. Løber konstante gode tider, og er fejlfrit en god hest for klassen. I sin sidste start på Lunden endte den udvendigt på den førende Riley S W. Havde undervejs lidt problemer med aktionen, og galoppen ind på opløbet kom ikke overraskende. I sin forrige start på Åby endte den i fjerde par udvendigt. Galopperende rundt sidste sving, da den hang på en lidt træt konkurrent. Så denne galop var lidt uforskyldt. For tre starter siden var den anderledes bedre på Halmstad. Tog spidsen fra start, men slap den tidligt på første langside. Hang fint med i ryg, og kunne efter optimal kørsel tage en fin andenplads. Guidetti Sisu er en farlig outsider til sejren og seeder den højere end resultatrækken måske fortjener. Derfor kommer Guidetti Sisu også med på min V5 bon.

4 Falm. Har jeg altid synes, at den leverer lidt svingende præstationer. De tre sejre i år er taget i to svenske breddeløb og en sejr på Falster. Har tidligere også galoppereret et par sejre væk, så Falm er en fin hest, hvis den er som bedst på dagen. I sin forrige start i Billund sad den for langt tilbage undervejs til at det kunne blive til mere end en mindre præmie trods en ok afslutning. I sin sidste start på Halmstad var den ude i et sprinterløb, hvor vinderen vandt på 12,1, og Falm var sjette på 14.3. Christian Clausen gav Falm et hårdt løb. Forlod efter 500 meter tredje par udvendigt, og endte næsten resten af vejen i tredje spor. De første 1000 meter gik i 13 tempo, så på den baggrund gik den et topløb. Er hårdt inde i løbet, men Steen Juul på Lunden er svær at komme udenom, så Falm kommer med på V5 kuponen.

9 Copain d'Amerique. Seneste sejr ligger snart to år tilbage, og er vel mere end trio/præmiehest end en sejrshest. I sin forrige start på Fyn sad den indvendigt i fjerde position. Med en omgang til mål satte Axel Jacobsen sig ud i andet spor, som blev dødens på Billi Time. Det hårde løb gjorde, at den mistede mange placeringer i opløbet, og endte lige udenfor pengene. I sin sidste start på Lunden endte den perfekt i tredje par udvendigt. Angreb tidligt med 600-700 meter til mål og holdt mest bare farten i opløbet til en fjerdeplads. Kommer ikke med på V5 bonnen, men den er bestemt trioaktuel, hvis den får det rigtige rygløb frem til opløbet.

6 Euro Dream. I sin sidste start på Lunden var Euro Dream ude i et 4-års for heste, som ikke kom med i Derbyet og Derby Consolationsløbet. Euro Dream endte nede i fjerde par indvendigt. Kom fri rundt sidste sving og gik ikke det store i opløbet. I sin forrige start, som var en derbyprøve sad den langt nede i feltet i sjette par indvendigt. Gik gode sidste 500 meter, men løb ikke forbi nogen, som den ikke skulle kunne slå let. For tre starter siden starter siden i Skive galopperede den kort efter starten, og måtte nøjes med en lille præmie langt efter resten af feltet. Euro Dream har ikke vist det store siden sidste sommer i fjor, hvor den havde en hård duel med Extreme i Jydsk 3-årings Grand Prix Consolation. Jeg tror ikke på mere end en lille triochance. Derfor kommer den heller ikke med på V5 kuponen.

8 Eistee Bakkely. Efter en lang række kedelige resultater, så var Eistee Bakkely næsten som forvandlet i sin sidste start på Lunden. Det var et 4-års for heste som ikke kom med i Derbyet og Derby Consolationsløbet. Eistee Bakkely tog spidsen fra start men slap på den første langside til Earl Gray. Hullet kom midt på opløbet, og med en god slutspeed kunne den tage andenpladsen bag Epic. Er havnet helt ude på vingen, og det er noget af et handicap for den starthurtige hest. Fra et bedre startspor var den også seedet højere oppe. Er også meldt ret hårdt i dette løb, så den sidste trioplads/præmie vil være optimalt for Eistee Bakkely på forhånd.

7 Slimfit var i sin sidste start markant forbedret i forhold til starterne inden. Efter optimal kørsel af Ken Ecce endte Slimfit i ryg på den førende Sioux Vicious. Holdt farten rigtigt godt i opløbet, og tog en flot tredjeplads bag Wood Lane og Sioux Vicious. Er havnet langt ude på vingen, og i første omgang søger den en præmie i løbet trods det gode løb i dens sidste start. 10 Jammerbugten. Går gode løb på Falster, men den har det som regel anderledes svært, når den gæster Lunden. Sad i sin sidste start i tredje par indvendigt undervejs. Kom ud i andet spor med 500 meter til målstregen. Med Jammerbugten holdt mest bare farten i opløbet. Søger i første omgang en præmie sammen med 1 Fiftyshadesof Sisu som ikke virker i den bedste form pt. 5 Dynamic Raja har startet to gange i år efter en løbspause på næsten år. Den har været ude i svenske breddeløb, hvor den ikke har vist den store form. I sin første start galopperede den tidligt i løbet, og starten efter blev den forceret frem udvendigt på den førende hest med en omgang til mål. Derfra var den var den tidligt træt. Næppe noget for spillerne.

V5-5 / 6. løb

Victory Island bliver mit vindertip trods den kommer til start efter en løbspause. Christian Clausen har fortjent fået en god køretur her.

A-chancer: 2-4 B-chancer: 5-1-6-3 C-chancer: 7

2 Victory Island. Det kan virke vovet, at vindertippe Victory Island efter endnu en skadespause, men klassen er skyhøj på Victory Island. Og jeg forventer, at Team Juul har den klar på dagen til at være med om sejren i dette her løb. Har kun startet to gange i år, hvor første start var et stayerløb hvor den ikke var som bedst i et lille felt. Anden start på Jægersro galopperede den i udvendig position med 800-900 meter til målstregen ret umotiveret i et fremstød, hvor den ville frem til spidshesten. Christian Clausen er kusk på dagen uden at jeg tænker det nedsætter sejrschancen på nogen måde i dette her løb. Skal dog som Catch Me A Winner følges tæt op til løbet i travmedierne og på Fasttrackracing udsendelsen inden løbet.

4 Key Largo. Er ikke en nægter selvom Key Largo mest har samlet på trioplaceringer og præmier de sidste fem starter. Dog var den for tre starter siden meget tæt på at slå Andre Ward i Århus på fantomafslutning, da den fik hullet midt på opløbet. Starten efter på Lunden kunne den tidligt overtage spidsen trods tillæg. De sidste 600 meter af løbet blev et rent speedopgør, og det var ikke til Key Largos fordel med hårdt tryk af Dumbo og Bandit Brick. I sin sidste start i Århus endte den nede i feltet som en af de sidste heste. Fik ikke den bedste ryg ind på opløbet, og måtte tidligt ud i fjerde spor. Derfra måtte den nøjes med en fjerdeplads i et løb, som blev afgjort da hestene kom i deres positioner. Key Largo kan gå både fra spids og ryg, men jeg har René Kjær mistænkt at han satser alt på spidsen med Key Largo. Skal klart med på V5 kuponen.

5 Twilight D. Var anden i sin forrige start bag Bvlgari Peak på lang afstand af denne. Sad som sidste hest i feltet med 600 meter til målstregen. Men leverede en rigtigt fin afslutning i opløbet, og kunne akkurat lige speede frem til andenpladsen for Kaj Jensen. Den gode præstation blev starten efter fuldt op med sejr i Ålborg. Twilight D var hurtigere end normalt fra start, så den endte perfekt i andet par udvendigt. Angreb i tredje spor rundt sidste sving, og kunne tage en sikker sejr i et løb, hvor Twilight D havde stor af overpace undervejs. Twilight D finder ikke vej til min V5 kupon. Den er meget afhængig af toptempo undervejs og et rygløb frem til opløbet. I et lille felt ender det nok mest med et oprullet løb, og så falder sejrschancen markant.

1 Alpha Peak. Har været lidt svært for Jeppe Rask at få i gang efter den ankom til ham efter en længere løbspause. Dog er det en klart bedre hest end resultaterne. Og med flere løb i kroppen må man forvente yderligere fremgang. I sin forrige start i Århus holdt den kun farten i opløbet, og endte klart sidst i mål. I sin sidste start var den ude et hårdt løb på derbysøndagen, som Something Fishy vandt. Sad undervejs i fjerde par udvendigt, og viste en forbedret afslutning i opløbet, men endte alligevel udenfor pengene. Fra startspor ét ligner det et indvendigt løb midt i feltet. Derfra kan den godt blive trukket med i trioen, hvis det flasker sig med positionerne undervejs.

6 Chock Nock. Var sin forrige start anden bag Something Fishy i Billund. Dog var den langt efter i mål, da Something Fishy vandt løbet på 11.8 1900 meter autostart. Sad undervejs som klart sidste hest efter en langsom start. Dog løb den dog rigtigt stærkt de sidste 500 meter af løbet, og kunne tage en klart godkendt andenplads. I stayerløbet på derbysøndagen sad den nede i feltet som sidste hest. Kom efterhånden længere frem i feltet. Men Chock Nock kunne ikke rigtigt tage meter ind i den hastige afslutning på løbet. Så den endte lige udenfor pengene. Er langsom fra start, og den ender nede som en af de heste i løbet. Derfra kan de blive svært at nå helt frem til sejr. Men kan Chock Nock leve op til starten i Billund, så kan den sagtens være en god triochance i dette løb.

3 Zorn Brick. Seeder jeg lidt lavt i dette løb selvom den på sine bedste dage er en ret kapabel hest. Starter både i amatørløb for Gitte Hansen og almindelige klasseløb, hvor Ken Ecce er den normale kusk. I sin forrige start sad den ryg på den førende Inertial. Galopperede på vej ind på opløbet, hvor den højst mistede en tredjeplads i et lille felt. I sin sidste start havde den 60 meters tillæg i et amatørløb. Fik en god ryg på Catch The Day ind på opløbet. Men viste ikke den sædvanlige giftige afslutning i opløbet. Plejer at være klart bedre med Ecce i sulkyen, da Gitte Hansen kører mere opbyggende løb. Så min seedning kan sagtens være en fejl. Men jeg har svært ved at se Zorn Brick løbe med sejren.

Hvem tror på chance? Gå til trænerkommentarer

Steffen Møllergård
Statistik: Spillet 11.483 kr. Vundet 11.333 kr. TBP 99%. Hitrate 16/55
Live