V5-analyse til Billund søndag d. 13. oktober

Udarbejdet af Kim Nielsen.

Statistik: Spillet for 8.624 kr. Vundet 10.563 kr. Tilbagebetalingsprocent 122,5%. Hitrate: 8/28.


Printvenlig version


V5-forslag (reservehest i parentes)

V5-1: 4-5-3 (7-2)

V5-2: 1 (6-12)

V5-3: 1-6-5-12 (2-11)

V5-4: 4-10-9-2-8 (11-12)

V5-5: 10-2-7-4-1 (5-8)

Pris: 300 kroner


V5-1 / 3. løb

Et opgør for de bedste heste i Liga 1, hvor Wonderboy er den nye dreng i klassen. Den har gjort det så godt, at den får vindertippet. Men jeg garderer med yderlige to heste, hvor der ikke blev plads til genopstandne Axel inden for budgettet.

A-chancer: 4-5-3 B-chancer: 7-2-6-1 chancer: 8

4 Wonderboy er virkelig vokset med opgaverne på det seneste, og den er på vej til at vokse ind i Liga 1. I derbyweekenden kom den i en fantastisk afslutning som tredje bag Slide So Easy og General Bianco, der begge har vundet gulddivisionsløb i Sverige. Gangen efter i Aalborg igen tredje til to gulddivisionsheste, hvor Pastore Bob var overlegen før Slide So Easy. Senest fik den så en velfortjent sejr foran fire af dagens modstandere. Wonderboy tog umiddelbart spids fra spor 1, men lavede en bytter med Knud Mønster og Rocky P H ud af første sving, hvor det igen blev spids ned ad første langside. Fik siden Axel op udvendigt, og de tre trak fra de øvrige i opløbet. Wonderboy forsvarede sig hele vejen ind i mål før en tapper Axel, medens Rocky P H vel ikke havde noget sparet som tredje fra vinderhullet. Her bliver det ikke bare lige spids til Steen Juuls hest med O’grady indvendigt. Spørgsmålet er så, hvordan taktikken bliver for Wonderboy, der næppe vinder fra dødens. Men der er flere kandidater til den plads, så det kunne ligne andet par udvendigt. Derfra har den topchance i et jævnbyrdigt felt.

5 Thunder Peak gør det jævnt og stabilt og følger med i alle tempi. Har et hav af placeringer, men har ikke vundet løb i 15 starter i år. Var anden fra vinderhullet i Harald Lunds Mindeløb til Tripolini V P. Derefter tredje til Slide So Easy og Tripolini V P på Lunden, men før O’grady og Rocky P H. Fik så igen vinderhullet på Jägersro bag Melby Draget, som dog blev slået af Heart Of Steel fra dødens. Thunder Peak havde ikke noget sparet ved den lejlighed. I Aalborg blev det til 3u i løbet, som Pastore Bob vandt før Tripolini V P. Kan være hurtig fra start, hvis den bliver bedt om det, men løbsafviklingen er svær at gennemskue her. Løber helt sikkert med frem igen, og hvis den skal vinde løb igen, så kunne det godt være i et løb som dette, hvor der ikke er en Slide So Easy, en Pastore Bob og en Tripolini V P. Tidligt kryds på kuponen.

3 O’grady imponerede først på sæsonen, men fik så dårlige startspor flere gange i træk. Samtidig virkede det ikke som om, at den helt holdt samme fantastiske form, som ved sejrene i foråret og først på sommeren. Havde bagspor i derbyweekenden, hvor den fra 3u blev forsøgt i sporene i sidste sving, men blev hængende og sluttede sidst. I Aalborg senest fik den et inderbaneløb nede i feltet, men der var intet at skyde med, da den fik frit frem, og den var et stykke efter Wonderboy og Thunder Peak ved den lejlighed. Iflg. træneren har halsproblemer været årsag til de manglende resultater. Har nu endelig et godt startspor, og den sidder helt sikkert i spids kort efter start. Derefter er det store spørgsmål, hvilken taktik Kasper K. Andersen lægger for dagen. Vil han prøve at køre i spids, eller bliver det spids og så slippe en forbi i håbet om at kunne spille hestens fine kortspeed ud på opløbet. Den sidste variant, tror jeg giver den største vinderchance. Men den skal præstere bedre end de seneste par starter, hvis den skal kunne vinde. Er halsen i orden, og den genfinder gejsten fra tidligere på sæsonen, kan den godt være en vinder her.

7 Axel har nu tre løb inden for vesten efter det overraskende comeback. I forrige start gik den udvendigt på Wonderboy hele den sidste omgang og fulgte den helt til dørs uden at komme forbi. Senest blev det til flere mindre galopper undervejs, så der var vel egentlig ikke ny fremgang at spore. Billunds langsider vil sikkert passe den godt, og holder den sig i trav, er den en af to kandidater til at gå frem og holde tempoet oppe. Om det kan rækker til sejr, eller den behøver flere løb i kroppen er så spørgsmålet. Kusken fortæller, at der eksperimenteres med udstyret, og han tror ”kun” på en triochance, så den kommer akkurat ikke med på kuponen.

2 Rocky P H gør jævne og stabile præstationer her i den bedste klasse, men der er langt mellem sejrene i sulkyløb. Var tredje senest til Wonderboy og Axel i Aarhus fra vinderhullet. Så ikke ud til, at der var det store sparet. Inden da var den overlegen i DM i Monté Consolation, hvor den vandt med det halve opløb. Får sit snigerløb i inderbanen fra et fint startspor, og så kan den have en god afslutning gemt i ærmet. Men mere end en trioplacering, tror jeg ikke på.

6 Rapide du Pommeau får igen sin yndlingskusk i vognen. Senest Flemming Jensen sad i sulkyen blev det til en andenplads fra dødens, hvor den akkurat blev spurtbesejret af Triton Neergaard. Modstanden er skærpet til i dag, så det er svært at se den på vinderpladsen her.


V5-2 /4. løb

Her bliver 1’eren dagens største stregfavorit. Flemming Jensen har høje tanker om sit nye forvandlingsnummer, og den ligner en hest, der vil vandre op igennem klasserne. Dagens klare blankbud.

A-chancer: 1 B-chancer: 6-12-3-9-10-8-4-11-2-5 C-chancer 7

1 Billi Time har været et forvandlingsnummer hos Flemming Jensen. Den har imponeret mere og mere fra sejr til sejr i de fire starter, den har gjort i nyt regi. To gange fra dødens og to gange fra spids har den vundet helt enkelt. Sejren i derbyweekenden i dødens på Extreme på en 12-tid var helt giftig, men Flemming Jensen var inden starten helt lyrisk over for Fast Track reporter Nicole Marsing – mest, da kameraet var slukket. Senest overtog den spidsen efter 600m fra Nightingale Jaycee. I sidste sving så det lidt ud som om, at sejren var i fare. Men ind på det lige, trak den bare igen og vandt skidtlet før Nightingale Jaycee og den i dødens liggende Cutty Sark. Den er ikke så hurtig fra start, at spor 1 kan udnyttes. Men kommer Flemming Jensen ud fra indersporet hurtigt, så kører han frem til spids, og så er det løb ovre. Man har kunnet høre på udtalelserne både før og efter starterne, at Flemming Jensen spår denne her hest en stor fremtid, så der er ingen grund til at tro, at nederlaget skal komme her. Dagens helt sikre vinder.

6 Casino Royal har gjort det fremragende efter skiftet til René Feltheim. I første start blev den slået af netop Billi Time fra dødens i dens første start med Flemming Jensen. Siden spids i et amatørløb i Skive, hvor den var slået midt i opløbet af Assiniboiadowns, men slog kontra og vandt en tæt opløbskamp. I derbyweekenden sad Kasper K. Andersen i sulkyen, og her blev det spids og slut i 13,5 foran Allineedislove. Senest måtte den se en rygkørt Do It Mingus blæse forbi i opløbet. Træneren siger, at han vil forsøge at give Billi Time en match igen, og det er atter Kasper K. Andersen, der skal forvalte chancerne. Den køres sikkert fremad fra start her, men om det at give Billi Time en match betyder, at den skal køres i spids for en hver pris, er så spørgsmålet. Mon ikke Kasper K. slipper til favoritten og kører efter de 20.000, der trods alt er i andenpræmie? Det tror jeg.

12 Chakita T Hall har været imponerende de to sidste gange. Først fra dødens efter kort galop undervejs, hvor Design Of Porsche blev kort nedkæmpet på en 15-tid. Og gangen efter skyllede den uden om hele feltet med flere af dagens modstandere på den sidste kvartbane på en lav 16-tid. Spor 12 er vanskeligt, men som den rundede konkurrenterne senest, så kan den runde mange her i Billunds lange opløb, hvis den bare sidder nogenlunde til. Ser den ikke true favoritten, men er en god triochance.

3 Allineedislove gjorde det fremragende i derbyweekenden. Efter et godt løb gik den forbi Erik Clausen i opløbet og sluttede anden bag Casino Royal på en 14-tid. Senest andet par udvendigt, hvor den tog en præmie bag Bette Nock, Shaggy Millpond og Coutinho. Viste ikke helt det samme overskud som på Lunden. Har dog godt startspor her og kan få et godt løb, og den har før gået godt i Billund, hvor den for tre starter siden blev slået på stregen af Amarone Dry. Tager en god præmie her og kan være trioaktuel.

9 Butterscotch overraskede sidst ved at gå forbi 10 Checkpoint S H efter ryg på denne. Begge kan være i spil til trioplaceringerne her. Det samme kan 8 Master of Disaster, 4 Katy Perry og 11 No Soup For You, hvis den er fejlfri. Sidstnævnte får denne gang Birger Jørgensen i sulkyen, og han har tidligere vundet med den galoplystne hest.


V5-3 / 5. løb

Her bliver 1’eren favorit efter fire sejre på stribe. De tre sidste er taget fra spids på sprint, men der er flere stærke heste med i feltet, som kan have fordel af Billund lange opløb og måske fælde favoritten på de sidste meter. Fire heste kommer på kuponen, men et par stykker mere skal med på de større boner.

A-chancer: 1-6-5-12 B-chancer: 2-11-7-10-8 C-chancer: 3-4-9

1 Highyield Dravet kommer med fire sejre på stribe. De tre sidste taget fra spids på sprint. Senest på Lunden, hvor den holdt en godt angribende Sempre Avanti fra livet. Birger Jørgensen havde dog stadig vattet i behold, fortæller træneren, der tror på en ny triumf. Er født i spids, men så er det spøgsmålet, hvor meget fred den får i front. Skulle den få noget tryk, kan det bane vej for en overraskelse. Men den er svær at tippe udenom og er førstevalget, men skal garderes.

6 Don Cash gik et par rigtig gode løb i sommers, inden den gik til derbyprøverne i Norge, hvor den kvalificerede sig til Derbyet. Her endte den i det slagne felt efter et godt løb. Efterfølgende har træneren fortalt, at det skyldes halsproblemer, og den har haft lidt pause. Er derfor ikke oppe på 100%, men den har så meget klasse, at den godt kan være vinderaktuel her.

5 Cutty Sark leverer lidt svingende præstationer. I derbyweekenden havde den tidligt fejl på. Kom så flyvende, men hoppede igen i mål som tredje bag Billi Time og Extreme. Gangen efter fra spor 12 blev den sendt frem i dødens på Billi Time i Aalborg. Holdt strålende ved til tredjepladsen. Senest var den helt under isen i Aarhus, men der fandt den ikke rundt, og starten skal bare glemmes, melder træneren. Har tidligere vundet i Billund for Flemming Jensen, og viser den form som for to og tre starter siden, er den livsfarlig her med et løb på smækken. Skal med på kuponen.

12 Double Up har en formkurve, der peger gevaldigt opad efter tre sejre i træk. Var helt overlegen fra spids i Consolationsløbet i Aalborg næsten 20m før andenhesten Darlington. Derefter spids og slut i Aarhus på en 15-tid i et lille felt foran Do It Mingus og 20m før Diamant Østervang, der dog havde en mindre fejl på. Senest til spids efter en halv omgang på Lunden. Tog imod A Secret Word hele sidste omgang uden problemer. Træneren er meget optimistisk og tror på fortsat fremgang. Den har overlydsfart, når den fyres af. Så selv om langt de fleste af sejrene er taget fra spids, så kan det være den, der kommer flyvende i opløbet, hvis den har det fornødne held undervejs og sidder rigtigt til i slutfasen. Får det sidste kryds.

2 Hocus Pokus samler mest på placeringer i øjeblikket. Har flere fine af slagsen som tredjepladsen bag Billi Time og Extreme i derbyweekenden. I Aalborg 3i bag Billi Time og Nightingale Jaycee, der kom i mål i nævnte rækkefølge med Cutty Sark som tredje fra dødens. Senest 20m tillæg til Dirocco, som ikke lod sig indfange. Faldt ud af stilen til slut og måtte se Shaggy Millpond snuppe andenpladsen. Mangler lige det sidste, og selv om det ligner vinderhullet igen, så bliver der ikke plads til den på min kupon.

11 Nightingale Jaycee leverer gode præstationer næsten hver gang, men startsporet nedsætter chancerne for den starthurtige hoppe. Var anden i derbyweekenden til Cash Flow, der gav den 20m. I Aalborg tog den spids og slap til Billi Time og liftede med i ryg på denne til andenpladsen. Senest forlod Jeppe Rask 3i for at gå i dødens den sidste omgang på Super Mento. Det blev for hårdt, og den var kun fjerde, hvor Charlie Game og Gogo di Quattro gik forbi til slut. Får her et afventende løb og med lidt held på vejen, kan den ende fremme i trioen. Fra et bedre startspor havde den fået et kryds på kuponen.


V5-4 / 6. løb

En fantastisk velbesat Liga 3-finale, hvor ingen heste i princippet kan udelukkes. Løbsafviklingen vil være meget afgørende her, hvor det er spørgsmålet, om nogen er i stand til at gå forbi længe førende Raket Brodde. Jeg garderer favoritten med yderligere fire heste, men det er slet ikke sikkert, at det er nok, hvis ikke bare favoritten spidser løbet hjem.

A-chancer: 4-10-9-2-8 B-chancer: 11-12-5-1-3-6-7 C-chancer:

4 Raket Brodde har imponeret på det seneste. Efter at have vundet på en 11-tid på sprint i Aalborg før Vivaldi, var den ude i hårdt selskab på Store Pris-dagen. Var her fjerde bag Andre Ward, Barolo og Alpha Peak. Senest let spids i Skive, hvor den bare lænsede 25m væk fra feltet i opløbet. Aros Line var anden. Er lynhurtig ude og født i spids. Sejrene er taget på sprint, og her er det 300m længere. Men med det overskud, hesten har vist, klarer den nok også dette, hvis den ikke får for meget tryk undervejs. Naturligt vinderbud.

10 Cassiopeia har ligeledes pangform. Gav opvisning på derbydagen, hvor den tordnede banen rundt på 11,4 på sprint. Fik gangen efter dødens på Tiger Woodland på Jägersro, hvor den gik i nærkamp og pressede på igennem sidste sving. Holdt ved til 100m før mål, hvor Hurricane River kom sejlende. På de allersidste meter måtte den lade endnu et par konkurrenter gå forbi, men den var stor i nederlaget. I Odense overtog den spidsen efter 400m, men fik besøg af Baby Money og Flemming Jensen undervejs. Den blev dog efterladt, da Nicolaj Andersen bare trak fra ind på det lige, hvor Another Dream i sidste skridt nåede andenpladsen på afstand. Anderledes her med bagspor, men den kan også fra ryg. Formen er helt i top, og har den det nødvendige racing luck, kan den godt dukke op og udfordre favoritten i opløbet.

9 Apollo Sisa har høj sejrsprocent, men seneste sejr var i Aalborg for tre starter siden. Fra en position som sidste hest rundede den hele feltet og fangede førende Wham Bam Boo kort før mål efter en raket spurt. Nåede ikke frem i løbet i derbyweekenden, som Cassiopeia vandt, og senest blev det til opløbsgalop, netop som slutstødet skulle sættes ind. Iflg. træneren var det sejren, der røg, hvor Armani Hyrdehøj kom ud fra vinderhullet og byttede førende Uno Baunehøj. Bliver der godt med tempo på, så vil Apollo Sisas velkendte slutspurt bide godt på Billunds lange opløb. Det er lidt vind eller forsvind for hesten med en sejrsprocent på 44. Jensen krydser man i en Liga-finale, hvor han plejer at have hestene klar.

2 Cherie de Vie har startet hyppigt og taget en del gode placeringer. Næst senest tredje fra dødens i DM for 5-årige hest, hvor Charlie Game vandt foran Champions Peak. Senest var den halvsvag i Odense som kun femte bag Trophy Spring og Vivaldi. Fik derfor lidt pause og er frisket op, og træneren lyder lidt optimistisk i trænerkommentarerne. Lyder lidt som om han tror mere på den end sin egen køretur med Muscle Lane, så den kommer med på kuponen.

8 Muscle Lane fik sejrsrækken brudt senest. Efter tre sejre i træk på hjemmebanen gik den til Solvalla som favorit fra 20m tillæg. Satte ny snorestartsrekord med 13,9, men kunne ikke klare spidskørte Happy Romeo fra første volte i et herrens vejr. Har døjet lidt med forkølelse efter den start, og spor 8 er ingen højder. Den har dog gået så godt, at det er svært at udelade den på kuponen, selv om træneren lyder mere optimistisk med hans anden deltager i løbet Cherie de Vie.

11 Vip Hall og 12 Guy Pomponne har trukket nitterne i sporlodtrækningen. Normalt ville de have chance, men i et jævnbyrdigt felt bliver det svært at nå helt frem. Har begge fin form og skal med på de større boner.

5 Wham Bam Boo viser ikke samme form som for et par måneder siden. Pullede sig ihjel senest, så glem den start. Taber fra start, og derfor bliver det svært at runde så mange gode heste, der er med i den her fine finale.


V5-5 / 7. løb

Derbyhestene mødes for tredje gang på halvanden måned. Det er meget åbent, hvor positionerne og løbsafviklingen bliver meget afgørende. Der er ikke en eller to heste, der ”bare” er bedre end andre i den her årgang. Fem heste finder vej til min kupon, hvor Dortmund får vindertippet, hvis den denne gang har lidt racing luck, som den i hvert fald ikke har haft hverken i Derbyet eller i Store Pris.

A-chancer: 10-2-7-4-1 B-chancer: 5-8-3-11-6-9 C-chancer 12

10 Dortmund har leveret det ene topløb efter det andet, men har ikke haft startspor og løbsafvikling på sin side i de to store løb. Var helt overlegen i Derbyprøven fra netop spor 10 som her. I selve Derbyet endte den tidligt som første hest i andet spor uden ryg. Overtog spidsen med 700m igen, da førende Daytona fejlede. Men efter over to omgang i dødens, måtte den se Dumbo og Donatello Garbo gå forbi med en lille længde. I Aalborg Store Pris blev den sat af fra spor 7 og blev bakket ned som næstsidst. Med i angreb på sidste langside i tredje spor. Eget angreb i fjerde spor med 400m igen og tog sig hastigt frem. Igen kom de to rygkørte Donatello Garbo og Dumbo ud efter et noget mere behageligt løb, og Dortmund endte bag disse som fjerde, hvor Daytona holdt hjem fra spids. Spor 10 er bag 3 eller 4 fra start. Mon ikke Marc Bæk placerer sig bag starthurtige 4 Dickson Shadow i håbet om at kunne køre lidt med bag denne og finde en god position i andet spor. Rammer Dortmund bare 3u, og Marc Bæk Nielsen måske kan vente til de sidste 600m, så kan den runde mange ned gennem Billunds lange opløb – måske dem alle.

2 Dumbo vandt som bekendt Derbyet efter målfoto med Donatello Garbo efter et inderbaneløb. I Aalborg sad den 3i og kom ud i andet spor på sidste langside. Perfekt hul i opløbssvinget til god afslutning, men nåede ikke helt frem til Daytona i spids og måtte lade Donatello Garbo gå kort forbi. Har igen det fine spor 2, hvorfra gæstekusk Morten Friis finder en position fremme i feltet. Skal køres på chancen, som i de to foregående storløb. Har altid en god afslutning og ender langt fremme her igen. Tidligt kryds.

7 Daytona galopperede jo i føring i Derbyet med 700m igen. I Aalborg svarede Steen Juul Dekanen K ud i første sving og kunne overtage spidsen efter 400m. Førte resten af vejen, hvor Donatello Garbo og Dumbo kom ret tæt på til slut. Denne gang bliver det svært at komme til spids helt ude fra spor 7, så hvilken taktik vælger Steen Juul denne gang? Den kan ikke tage en længde på hans anden deltager Da Vinci Peak, udtaler han til trænerkommentarerne. Men Dickson Shadow i spor fire er nok endnu hurtigere. Daytona har kapacitet til at være med i afgørelsen, så den skal med på kuponen.

4 Dickson Shadow har for første gang siden Grand Prix’et i Aarhus første række. Såvel i Derbyet som i Aalborg, hvor den havde en mindre startfejl på, sluttede den godt af til sidste præmie efter løb i inderbanen et stykke nede i feltet. Her forventer Morten Juul at køre til spids, og han kører der, så længe lampen lyser. Hvor langt det rækker, er svært at sige. Det kan godt række til en fremskudt placering blandt de tre første. Og da den ikke har fået hårde løb, har den måske lige lidt ekstra gemt til denne start. Kommer med på kuponen.

1 Da Vinci Peak havde problemer i Derbyprøven og havde ikke fungeret i flere starter op til denne. Var blevet behandlet forud for Derbyweekenden, hvor den vandt Consolationsløbet sikkert fra 3u, hvor den skyllede hen over feltet på sidste langside. Gik intet fra bagspor i Aalborg, men Steen Juul lyder lidt optimistisk forud for denne start. Melder om forbedret træning, og at den vil gøre en stærk præstation her og kan overraske. Hvis ikke den er bedre end i Aalborg, så får den ikke noget her. Men er den forbedret, som træneren indikerer, kan den godt levere en overraskelse her.

5 Dontpaytheferryman har skuffet det meste af sæsonen. Kun i Derbyoptakten i Odense viste den noget af sit sande jeg og vandt på en 13-tid. Galopperede fra start i Derbyet, og trods et fint løb i Aalborg, dalede den ned igennem feltet til slut. Rudbeck melder om fine træningsarbejder, men i løb bruger den sine kræfter forkert undervejs og kan ikke finde ud af at slappe af. Har masser af kapacitet, men selv han tvivler og vil se den gå godt i løbssammenhæng igen, før han for alvor tør tro på den igen. Skulle han og Birger Jørgensen pludselig finde nøglen til, at den kan slappe af undervejs og bruge kræfterne til at løbe væddeløb, så kan den godt være med her. Men også jeg vil se det først.

8 Dekanen K er havnet yderst. Galopperede kort efter start og fik dødens i Aalborg, hvorfra den gav op. Formen er fin iflg. træneren, men hvor havner den henne fra spor 8. Er kun en outsider.

3 Donato Hyrdehøj forsvarer Lindhardt Jensens farver, nu hvor Donatello Garbo er i Finland til Europaderbyet. Løb en 12-tid tilbage i Sprintermesteren i Billund. Har været placeret i alle starter – heraf et par Consolationsløb. I Derby Consolation sad den i dødens en del af vejen. Blev afløst efter omgang af Don Pedro, der dog gik helt kold og trak Donato tilbage i feltet som en af de sidste med 500m igen. Da den kom fri afsluttede den forrygende og nåede tredjepladsen bag Da Vinci Peak og D J O’kay. Skal ikke undervurderes fra et godt spor, men vinder ikke løbet.

11 Diamondwind har for tredje gang i træk kålspor. Men hesten viser ikke noget overskud der gør, at man kan tro på den – i hvert fald ikke til stregspillene.