V5 Aarhus

Fredag 16. oktober

V5-1: 3-4-2 (6)

V5-2: 6-2-4-1 (7)

V5-3: 7 Beachglade (1)

V5-4: 2-3-5-11-7-1-6 (12)

V5-5: 1-10-6-11-7 (9)

Pris: 420 kr. (reservehest i parentes)


V5-1, 2. løb

Aarhus-specialisten Leading Tile har vundet 10 af de seneste 12 gange den har startet i Aarhus, hvor man jo kører ”den modsatte vej” rundt.

A-chancer: 3-4-2 B-chancer: 6-5 C-chancer: 1-7

3 Leading Tile tabte senest, men blev også budt et hårdt løb. Åbnede i kamp med Dream Of Success og afviklede de første 500m efter 1.11,4. Michael Lønborg fik dæmpet en smule til 1.13,0 den første kilometer, og rundt sidste sving lignede den kommende ”årets hest” i Aarhus stadig vinderen. Men fra tredje par udvendigt havde René Kjær fået fyret godt op under Charlie Game, som fløj forbi til slut. Leading Tile kom hjem i ny rekord 1.13,2 og så er det jo svært at forlange ret meget mere. Her er startsporet perfekt, og det ligner en offensiv styring endnu engang. Men modstanderne er gode.

4 Tiger Hill Diamant er efterhånden blevet jockey Hussein Kassirs faste kørehest, og sammen har parret også gjort det godt. I Derbyweekenden gik Tiger Hill Diamant en 1.12-tid fra bagspor, hvor den på dagen mødte en uslåelig Raket Brodde. Senest 2/10 i Billund sad Tiger Hill Diamant i andet par udvendigt, mens favoritten Larsson førte an i spids. Men Kassir blev siddende, da de andre angreb bagfra, og det blev skæbnesvangert. For ned gennem opløbet og ind over mål sad Tiger Hill Diamant bomfast. Så glem den start, Tiger Hill Diamant er klart bedre end resutaterne.

2 C You Again er en mægtig fin hest, som kom tilbage til løbene efter fire måneders løbspause senest i Aarhus 4. oktober. Det var samme løb som Leading Tile og Charlie Game, og C You Again var godt med fra start, selv om den havde bagspor. Kom frem udvendigt på Leading Tile på første langside, og Knud Mønster havde sikkert planer om at komme ned i vinderhullet bag denne. Men Dream Of Succes fik svaret op, og så måtte C You Again gå i dødens hele løbet. Gav sig først på de sidste 100m, men stred godkendt og blev femte bag på en god tidsnotering. Knud Mønster sidder igen i sulkyen, og denne gang er startsporet markant bedre end senest, så måske kører Mønster til for så enten at køre spids hele vejen, eller slippe til favoritten Leading Tile.

6 Asger Molar har haft galopskoene på et par gange på det seneste, og det er der altså ikke tid til i denne klasse. 22/8 i Billund galopperede Asger Molar, men kom virkelig godt tilbage, og var tredje til Larsson og Bosse Game på en 1.13-tid. 7/9 i Aalborg prøvede Asger Molar at tage spids fra Earl Variera, men dennes kusk ville kun slippe til Casino Gardenia, som da også endte med at vinde løbet. Asger Molar måtte ned i tredje par indvendigt, og så ud igen med 600m hjem. Kunne ikke indhente Casino Gardenia og Aros Line, men gik godt endda. Senest 2/10 i Billund galopperede Asger Molar før startbilen havde sluppet feltet afsted, så den start kan glemmes i det store billede.

5 Diamant Østervang har været staldskrig et par gange på det seneste. Senest var Diamant Østervang ude i DM for 5-årige Hingste/vallakker, hvor Dortmund jo vandt suverænt. Det blev til et løb et stykke nede i feltet, inden Kenneth Andersen smart fik lokket Gordon Dahl ud med Dumbo, så det blev til andet par udvendigt. Havde alle muligheder for at køre ligeud og fremad, men det lignede, at der var tomt på tanken i en meget hurtig afslutning.

1 Gogo Di Quattro og 7 Høwings Sydsturm er begge gode heste, men det vil alligevel overraske mig en del, hvis en af dem vinder dette løb.

V5-2, 3. løb

Der er amerikanerløb på programmet denne fredag i Aarhus, og der skal nok garderes en del, hvis man skal være sikker på at komme videre fra anden afdeling.

A-chancer: 6-2-4 B-chancer: 1-7-9-8-5-3 C-chancer: Ingen

6 Encru Cloc vandt senest i Aalborg. Galopperede kort fra start, og satte selvfølgelig en god position over styr. Kom frem i dødens med en omgang til mål, og overtog kort derefter spidsen. Vandt helt uden problemer, og kapaciteten er kæmpestor. Det så man f.eks. 4/9, da Encru Cloc trods to galopper alligevel var anden i mål – men var disket pga. galop. Kan vinde her, men har nok ikke tid til at galoppere.

2 Freja Lund var ganske hurtig fra start i sin debut, og havde undervejs andet og tredje par indvendigt undervejs. Tog sig fremad de sidste 600m mod den førende Encru Cloc, men kunne ikke komme helt i infight. Har bedre startspor her, og Ens Snapshot-datteren skal nok tjene gode penge igen.

4 Bacchus er en Hans Chr. Sørensen-hest, som nu er havnet hos Aalborg-amatøren Holck Søndergaard. Det gør den store hest efter en længere periode hos både ejeren selv – H.C. Sørensen – men også Flemming Jensen, som Bacchus har været i træning hos i fem forskellige perioder. Bacchus’ mor Fleur New er søster til en af Danmarks allerbedste heste gennem tiderne, Local Conch, som vandt Sweden Cup helt overlegent for Flemming Jensen i 1.10,0a/1609m. Holck Søndergaard har overtaget Bacchus for nylig, og det er spændende, hvad han har fået ud af hesten på så kort tid. Bemærk ekstrem lang løbspause!

1 Little Patrick burde man vel næsten have tippet som vinder med Frank Kjelde – Team World Wide Trot – som ejer og Skive-træner Morten Juul som træner. Det er en Father Patrick-søn, som ikke helt har sluppet sig endnu. Har ikke vundet endnu, men har altså også haft startspor 6, 8, 7 og 9 i sine første fire karrierestarter. Det har været meget lavt doterede løb i Gelsenkirchen, og faktisk også i Berlin, hvor Little Patrick – som faktisk ikke er så lille endda og som har en flot stor blis – viste sig ganske hurtig fra start. Lavede en bytter med spidshesten på første langside, men sad lidt fast til slut. Kunne være gået udvendigt, men det var aldrig blevet til mere end fjerdepladsen uanset hvad. Morten Juul har kun haft hesten en uges tid, så det er nok begrænset, hvad han har kunnet nå at gøre.

7 Even More Coktail er lynhurtig, men også særdeles ustabil. Har aldrig vundet endnu i 18 starter, men sejren kommer nærmere. Men det kræver altså, at Even More Coktail går fejlfrit. 9 Cato Kjærgården har i glimt vist stor kapacitet og det samme gjorde 8 Ellen faktisk 18/9, da den var anden i Aarhus med Kaj Jensen.

V5-3, 4. løb

Et yderst åbent Amerikanerløb fortsætter V5-spillet, og det er samtidig starten på V4. Det anbefales at tage så mange heste på V-bonerne, som man har råd til.

A-chancer: 7-1 B-chancer: 10-2-12-3-5-4-9-6 C-chancer: 11-8

7 Beachglade bliver min favorit i en utrolig åben afdeling. Havde Andover Andover-hoppen haft startspor 1-5, så havde den været et blankbud, men nu er Michael Lønborgs hest havnet yderst på vingen, og så bliver jeg lidt mere urolig. Beachglade vandt sine to første starter for Lønborg Junior, men har så dels haft lidt ”racing unluck” de seneste to gange. Først i Aarhus 16/8, hvor Beachglade var med i noget sammenkørsel/karambolage ind mod første sving, og senest på Lunden, hvor den var ude i en hård åbning for at tage spids, og sidenhen ikke kunne svare mere meriterede konkurrenter ind på lige bane. Det skal hun ikke undskylde for, og hvis Michael Lønborg får sin hest til føring uden for megen kamp, så har den absolut stor vinderchance. En chanceblank, hvis man er dén type spiller, der blanker en ”semifavorit” og prøver at fælde de helt store.

1 Eddie er for nylig trænerskiftet til Flemming Jensen, for hvem den gjorde første start 27/9 i Odense. Gik et godt løb med en hård indledning i tredje spor, men kom ned i andet par udvendigt ud af første sving. Da hesten i dødens trykkede sig til spids, så besluttede Flemming Jensen selv at svare dødens op, så ”Ismanden” må have troet på sin hest. Eddie lignede da også vinderen ved indgangen til opløbet, men Royal Blue strakte på sig, og selv om Flemming Jensen var lidt efter Eddie midt på opløbet, så kunne den ikke gå forbi Christian Lindhardts hest. Men absolut positivt indtryk, og har Beachglade bare det mindste utur, så har Eddie kæmpe vinderchance.

Der er rigtig mange heste i B-gruppen, og igen skal der opfordres til at gardere bredt i denne afdeling, hvis man ikke vil chanceblanke 7 Beachglade eller prøve at lave et ”lås” med 7-1. 10 Diva De Meaux er en tidligere Kenneth/Pauli Andersen-hest, som nu tørner ud i Torben Hovgaards regi. Gør det godt, men er lidt ujævn i præstationerne. 2 Dubai er solgt fra Stald Rita til Charlotte Lohmann. Gik et fint prøveløb 31/8 i Skive, men det blev lidt for hårdt i første rigtige start 18/9 i Aarhus fra bagspor. Har nu fint spor, og kan godt stille til med en overraskelse. 12 Diana Winner er lidt en Aarhus-specialist, men er ikke sådan fuldstændig let at have med at gøre. Således løb den løbsk efter sejren 16/8 i Aarhus, hvor den pløjede det meste af JVB’s galoprails op. 3 Echezeaux har aldrig været hverken første eller anden i sine 20 karrierestarter. Men det er en hest med god kapacitet, som ikke må undervurderes. Især ikke da løbet åbner op for overraskelser. Hvis man skal gardere yderligere, så kan det være med hestene 5 Dream Box og 4 Livi Ohio H M, som begge er hurtige fra start.

V5-4, 5. løb

Endnu en garderingskrævende afdeling. Vindertippet har galopperet de seneste to starter og anden- og tredjetippet har aldrig vundet løb. Så ved man hvor man står.

A-chancer: 2-3-5-11-7-1-6 B-chancer: 12-9-8-4-10 C-chancer: Ingen

2 Mister B kommer fra Morten Juuls træningskvarter og har Team World Wide Trot som ejer. Altså Frank Kjelde. Og han har vel vundet omkring 80 løb som hesteejer i 2019-20. Og nummer ”81” kan sagtens komme her. S J’s Photo-sønnen Mister B vandt let højre rundt i Aarhus 16/8, og den kan sagtens vinde her igen, hvis Morten Juul har fået fixet de problemer, som har givet galop de sidste to gange.

3 Frede Bork har ikke vundet endnu i karrierens fem starter. Men med resultatrækken 8-3-3-2-2, så kommer 1-tallet naturligvis tættere og tættere på. Senest var Frede Bork fin anden til Eminentstone efter et godt angreb, og starten forinden var Frede Bork slået på målfoto. Det er ikke utænkeligt, at Frede Bork kan tage spids her, og så er den absolut hesten at slå.

5 Fønix Boy kommer fra ”bageren” Lindy Holms træningskvarter, og så ved man, at der er tale om gode heste. Men Fønix Boy har utroligt nok ikke vundet endnu, og jeg ved, at der har været store bud på hesten. Startsporet er godt her, men det skal naturligvis bemærkes, at Fønix Boy ikke har startet højre rundt i Aarhus tidligere.

11 Emil L gik rigtig godt i Billund 10/9, hvor Exotic Photo vandt fra spids for Kaj Jensen. Emil L fik hullet som på bestilling for Henrik Lønborg, og Lindy Lane-sønnen speedede fint, men det var akkurat ikke nok. Var senest ude mod Ellie Said That, og havnede ved den lejlighed i tredje par indvendigt. Kom ud i andet spor rundt sidste sving, men sad lidt fast, så man skal bestemt holde et vågent øje med Emil L.

7 Dolly P havde nok vundet senest med lidt mere racing luck, og gik ny rekord. Har nu igen fået yderste startspor bag bilen. 1 Excellent Prince var heller ikke for heldig med løbsafviklingen senest, hvor den fik drøje spor en stor del af løbet. Nu er udgangspositionen meget bedre, og helt afskrives vinderchance skal Excellent Prince ikke. 6 Exotic Photo nævnte jeg tidligere i analysen, hvor den 10/9 besejrede Emil L. Overtog spidsen på publikumssiden, da Even More Coktail galopperede i spids.

B-hestene har selvfølgelig også en vis chance for at løbe med palmerne. For de flestes vedkommende gælder det, at de har dårlige startspor, så det kræver en del racing luck at komme med frem i afgørelsen. Men det er en åben afdeling, som kalder på bred gardering i V5 og V4.

V5-5, 6. løb

V5-afslutningen er absolut heller ikke let, og måske er der bud efter Derby25’s ”bombe-garanti” på minimum 50.000 kr., såfremt man er alene om at ramme enten V5 eller V4.

A-chancer: 1-10-6-11-7-9 B-chancer: 2-5-8-4 C-chancer: 3

1 Deliciousstone har imponeret ved dens seneste to starter og sejre i Aarhus. Begge gange har sejrene været ganske sikre, og Deliciousstone sad gangen før sejrene fast ved starten i Derbyweekenden 29/8. Så det er en hest i absolut topform, som Kenneth Andersen kommer med her, men det skal bemærkes, at den er ganske hårdt inde på pengene!

10 Rothschild er en ny hest i Michael Lønborgs varetægt, og det skal altså bemærkes, at der står ”Muscle Hill” som far på denne hest. Det er ikke statsgaranti for, at afkommet tjener en million, men det er bedre end hvis der stod ”Søren Mælkemand”, og Rothschild er en god hest. Fik senest et løb langt nede i feltet undervejs, og sad lidt fast i opløbet.

6 Epicwildfire M T var tredje i Jydsk 4-årings Grand Prix bag Extreme og Eric The Eel senest den startede i Aarhus. Måske bedste præstation i karrieren for Ens Snapshot-sønnen. Var senest ude i Sprintermesteren på Billund Trav 2/10, hvor det blev til galop fra et ellers optimalt startspor. Epicwildfire M T indeholder stor kapacitet, men de andre skal ikke lave mange fejltrin, før Jeppe Rask og Epicwildfire slår til!

11 Carozzo har vundet for Michelle Mønster før, og har fordel i propositionen i forhold til de øvrige heste ved at være jockeykørt. Vandt 18/9 foran så gode heste som Enjoy Banker og Benton Frisco – og senest var den ude mod Charlie Game, Leading Tile, Mr Panamera, Dream Of Success og C You Again. Var nede at løbe en 1.13-tid, så helt dårligt var det ikke, og møder klart dårligere heste hér. Med løbsudskrivningen in mente, så måtte Carozzo nødvendigvis få det ringeste startspor i løbet.

7 Benton Frisco er der ikke så meget nyt at skrive om. Er katapulthurtig fra start, og kan få spidsen her, hvis kusken ønsker det. Starter lidt sparsomt, men ejerkredsen passer selvfølgelig på sin hest.

9 Atletico vinder ikke så tit længere. Gik godt senest på Lunden, hvor Atletico sad i andet par udvendigt undervejs, men kunne ikke plukke Baloo Ice ned til slut. Gik fint, men chanceartet startspor her.

B-gruppen kan måske også indeholde vinderen, men det kræver en del fantasi. 2 Sarek galopperer for tit, 5 Apache Line gør det bedst i Aarhus, men sidste gang den vandt var et forholdsvist billigt montéløb. 8 Bella Toft har som regel en god afslutning gemt, når den sidder lidt med på smækken og så er der 4 Baron Westwood, som veksler lidt mellem amatørløb/formløb og klassen.

Jesper Elbæk
Spillet 14.650 kr. Vundet 4.498 kr. TBP 31%. Hitrate 11/49.
Live