V5 Aalborg mandag 4/5

Af Jesper Elbæk. Spillet 13.138 kr. Vundet 4.119 kr. TBP 31%. Hitrate 10/45.



V5-1: 5-6-4 (7)

V5-2: 5-3 (8)

V5-3: 4-7 (1)

V5-4: 4-6 (3)

V5-5: 10-6-9-5-4-8-7-1-2-3 (10)

Pris: 240 kr.



V5-1, 2. løb

Tager Felix Light revanche direkte?

A-chancer: 5-6-4 B-chancer: 7-1 C-chancer: 3-2-8

5 Felix Light gik et godt prøveløb, selv om tiden 1.22,8/2000m jo ikke siger alverden. Men måden den strakte ud på i opløbet var rigtig fint at se på. Sejren i debuten kom derfor ikke overraskende. Heller ikke selv om auktionsdyringen fra 2018-auktionen, Flying Line, var blandt modstanderne. Den har sidenhen sejret helt let fra spids, men i løbet mod Felix Light havnede Flying Line i dødens undervejs. Felix Light vandt efter en god sidste halvbane foran Fønix Boy og Feba – som senest slog talentet Feyenoord – men senest blev det til galop i Billund. Det var i en hidsig åbning sammen med tyske Emoji D, og indtil andet er bevist, så glemmer vi den start. Lækker type og stor chance.

6 Gabriel Barsk blev kørt til spids senest fra indersporet, og Bo Westergaard ville ikke slippe til Birger Jørgensen med He Did It. Denne trykkede færdigt ind på lige bane, og forsvandt væk til sikker sejr, men Gabriel Barsk gjorde en fin figur, og fik ikke mindst løb i kroppen. God chance igen naturligvis.

4 Eik Again er sandsynligvis opkaldt efter Eik Hvetbo, som jo vandt enormt mange løb i 1980’erne, men det er egentlig sagen uvedkommende. Kom senest tilbage efter 9½ måneders løbspause, og gjorde det glimrende. Det var altså en spidskørt Flying Line, som Eik Again udfordrede, og det er ingen skam at tabe til dén. Kan godt vinde her med bare lidt racing luck.

7 Big Ben var med i samme løb som Flying Line og Eik Again senest. Sad i dødens undervejs, og kæmpede faktisk fint på. Svært startspor i volten her, men formen virker god. Og denne gang er det måske Big Ben, der får løbet serveret, mens de andre skal gøre grovjobbet undervejs?

1 Ejnar Gardenia kommer efter lang løbspause, men alle hestene hos Knud Mønster viser jo form for tiden, så det er sikkert også tilfældet for Ejnar Gardenia, som måske kan føre længe her. De sidste tre heste ser jeg ikke med vinderchance.

V5-2, 3. løb

En række stortalenter sætter hinanden stævne.

A-chancer: 5-3-8-1 B-chancer: 10-2-4-7 C-chancer: 9-6

5 Flower Dust har være tomgæret af store forventninger, og det giver lidt sig selv med en afstamning, der siger Love You som far og Muscle Hill-hoppen Burning Rain som mor. Burning Rain er efter hoppen Mystica Sunshine, som selv tjente 1,8 mio. dollars i karrieren. Nå, nok avlsnørderi for nu, papirerne er i orden i hvert fald! Var i prøveløb i Skive på en hverdag, hvor den løb i sin egen division, og afsluttede i 1.14-fart den sidste kilometer. Kommer den glat afsted fra dette startspor, så har den stor vinderchance.

3 Firefly Dancer er et andet stortalent. Galopperede to gange i Billund. Første galop kom i første sving, hvor det kunne se ud til, at Firefly Dancer blev forskrækket, da en hest galopperede lidt vildt foran den. Blev sat forholdsvist hurtigt, og kom i angreb med 500m til mål. Havde virkelig fart under hovene, da den så slog på en ny galop ved indgangen til lige bane. Vinderen Ferrari Rosso afsluttede i 1.13-fart de sidste 500m, og den fart matchede Firefly Dancer uden problemer. Var kommet hjem på en 1.18-tid og har stor chance her, hvis den holder sig ved jorden.

8 Frauein vandt sin debut ganske enkelt fra spids foran Filou d’Amerique, som blev holdt lukket inde, indtil det var for sent. Der var masser sparet ved målpassage så det ud til, men nu skal ”Frøkenen” give de andre 20m forspring, og klarer den så dét? Birger Jørgensen op denne gang.

1 N Y Quite A Catch tørner ud fra et godt startspor. Blev godkendt for meget lang tid siden, så dét prøveløb og tiden tillægger jeg ikke den store betydning. Men Bo Westergaard har tre heste med i dette begynderløb, og vælger selv at køre den velafstammede Quite Easy U S-søn, og det er der selvfølgelig en grund til. Chefen får den bedste, og så må jockeyerne tage de andre, sådan er dét jo bare.

10 Figaro Sølvtop gik et godt løb senest, hvor det ellers så ud til at blive forkert meget længe. Figaro og Casper M. Nielsen sad i ryg på chefen Kaj Jensen, som kørte Dodo Ulkær, og der var lukket af udvendigt. Men Dodo Ulkær var træt, og hesten i dødens kørte fremad, og så kunne Casper M. Nielsen lirke Figaro Sølvtop ud i andet spor, forbi Dodo Ulkær, og ned i første spor igen. Kunne således skyde frem til kort men sikker sejr foran storebror Mads Hviid Nielsen, som kørte Flipthecoin i løbet. Flot gjort.

2 Jane Hall og 4 Katja A Boko er de andre to Bo Westergaard-heste i løbet. Og man er simpelthen tvunget til at læse trænerkommentarerne her på Fasttrackracing.dk og/eller høre efter, hvad Danmarks største træner siger i Fast Track-udsendelsen mandag eftermiddag. For Westergaard tømmer så absolut ikke sine heste i prøveløbene, og tiderne 1.22,9 og 1.24,5 siger næppe noget som helst om, hvad Jane Hall og Katja A Boko kan i løb.

7 Fox Double Trouble var hesten, som galopperede vildt i inderbanen i det løb i Billund, som 3 Firefly Dancer var med i. Det kunne på løbsfilmen ligne, at venstre sulkyhjul er oppe på inderkredsen et smut, men det er svært at se. Kusken René Kjær kan sikkert give svaret, hvis man spørger ham. Eller træner Gitte Madsen, for det skete lige ud for indkørslen til staldterrænet. Men Fox Double Trouble gik en fin ophentning efter galoppen, og skal krydses på de større V5-kuponer.

V5-3, 4. løb

Cassano fra start til mål? Eller spiller det for Walkman June trods 20m tillæg?

A-chancer: 4-7-1 B-chancer: 2 C-chancer: 5-3-6

4 Cassano var hurtig fra start senest, hvor det også gjaldt voltestart. Anders Pedersen er en dygtig spidskusk og efter 1.20,3 de første 500m og kilometeren på 1.19,2 så satte Pedersen for alvor skruen i vandet den sidste omgang, som blev afviklet i 1.14-fart. Dango Cæsar blev næsvis rundt sidste sving, men på et tidspunkt var Anders Pedersen blevet træt af selskabet, så han trykkede på speederen og sagde ”farvel og tak”. Var alene på målfotoet, og hvis formen er fastholdt, så kan den også vinde her.

7 Walkman June gjorde senest en god figur i Billund, hvor den Sabina Gammelgaard-trænede hest bare mødte en ”overhest” på dagen i form af Frances Yoda, som satte verdensrekord i et formløb. Walkman June havde dødens det meste af vejen, og selv om den var chanceløs mod Kim Madsens hest – på dagen kørt af Birger Jørgensen – så gjorde den røde Golden Globe-søn det flot og blev sikker anden. Men 1.10,6-fart de sidste 500m kunne Walkman June altså ikke matche.

1 Danny E P kom senest tilbage efter lidt pause og tre minusresultater. Blev taget roligt fra start, og havnede i andet par udvendigt efter lidt tumult i feltet. Forsøgte angreb med 4-500m til mål, men det bed ikke rigtigt, men Danny E P trængte sikkert også til løbet i kroppen. Fra et perfekt startspor kan Jeppe Juel næsten selv vælge taktikken, men mon ikke han prøver at forsvare spidsen indledningsvist, for derefter at slippe til Anders Pedersen, når han kommer fremad med Cassano?

2 Epoque kom senest tilbage efter tre måneders pause, og fik et roligt løb langt nede i feltet indvendigt undervejs. Det var samme løb som Danny E P i øvrigt. Sad vel lidt fast med 300-350m til mål, men det var omvendt svært at se, om Pauli Andersen bare valgte at følge med hjem, da der langt om længe blev plads til Epoque. For da var 6-7 heste foran så langt væk, at Andersen godt kunne regne ud, at det kun blev til en 600-kroneseddel uanset hvad han gjorde. Har sikkert haft gavn af løbet, og den er altså ikke så ringe den her, så se op! Jeg husker stadig, da den vandt i Derbyweekenden 2018 på trods af en udstyrfejl.

5 Pharaon d’Inverne, 3 Diablo Toft og 6 Dellis må tilskrives mindre chancer i løbet, og det vil være en reel overraskelse, hvis en af dém vinder.


V5-4, 5. løb

Gør galoptræneren det igen?

A-chancer: 4-6-3 B-chancer: 7-5-8 C-chancer: 9-2-1

4 Spicy Shot bliver førstevalget. Galoptræner John Nielsen er kommet lidt op i årene, men kan stadig sin metier, og ved sejren 20/4 i Aalborg var Spicy Shot jo nærmest helt overlegen. Anders Pedersen tog det roligt fra start, hvilket sikkert var smart, for Tristan J B havde en mission, og dét var at komme til spids, uanset hvad det kostede. 1.12-fart de første 500m, hvorefter Anders Pedersen kørte frem og kunne overtage spidsen uden sværdslag. Kilometeren efter 1.14,9 og så dæmpede Pedersen ellers tempoet nogle hundrede meter. I hvert fald indtil 500m fra mål, for der lettede Pedersen lidt på linerne, og så forsvandt Spicy Shot bare væk. Virkede flot præstation, og John Nielsens hest er en oplagt ugarderet i V5 og V4!

6 Boris Simoni er en af de flotteste heste på disse breddegrader, og derudover så kan Ready Cash-sønnen også flytte benene ret så hurtigt. Havde halsbetændelse ved starten 28/2, så den kan glemmes. Senest 20/4 i Aalborg gjorde Boris Simoni det godt, men fik aldrig chancen. Blev overspeedet fra start, hvor Jeppe Juel ikke kunne køre for fuldt med Boris Simoni, og så sørgede Cotton Eye Joes kusk Knud Mønster dygtig for, at Boris Simoni aldrig fik frit frem. Så den smukke hest med den store hvide blis sad bomfast hele vejen ind over mål, og var lige ved at kravle op over Knud Mønster til slut. De sparede kræfter kan den passende bruge i dette løb.

3 Ericano vandt et par løb rundt omkring nytår, og kom så tilbage til løbene i Billund 23/4. Var ude mod favoritterne Edward og Fly High Shadow, men de galopperede begge to, og så vandt Aida Boy i stedet for Jan Dahlgaard. Ericano sad i tredje par indvendigt undervejs, men skiftede smart ud i andet spor på vej ind i sidste sving. Kom til at sidde fast, så Kenneth Andersen måtte bagom, efter Aida Boy var drønet forbi. Kunne ikke følge denne, men afsluttede fint med tanke på løbspausen.

7 Bacardi er jo ikke den store vindertype, og gør det næppe her heller fra dette startspor. Er nok allerskrappest på sprint, og det handler for Casper M. Nielsen om at komme til inderbanen, og så få givet Bacardi det her snigerløb, som den trives så godt med. Har en giftig speed på et par hundrede meter, hvis den sidder godt til.

5 Katy Perry viser klar fremgang – som så mange af Knud Mønsters hest gør for tiden – og afsluttede godt senest fra køen, og 8 Alltherightmoves skal heller ikke glemmes. Kommer jo efter et par måneders pause, startsporet er elendigt, og det er derfor den er havnet så langt nede i min seedning.


V5-5, 6. løb

Et fantastisk godt løb afslutter V5-spillet. Lean back and enjoy!

A-chancer: 10-6-9-5-4-8 B-chancer: 7-1-2-3 C-chancer: Ingen

10 Vivaldi var senest ude mod Tycoon Conway Hall & Co. Og ”& Co.” betyder i denne sammenhæng Morten Juul-trænede Something Fishy, som sammen med Vivaldi åbnede i 1.08,2 de første 500m, før Knud Mønster gav spidsen fra sig. Fulgte godt med til slut, selv om man kunne have frygtet, at den hårde åbning ville give mælkesyre i benene, men i stedet satte den 9-årige hest ny rekord på distancen med tiden 1.13,3a/2140m. Tidligere har den gået 1.12,1 på sprint, men det er en anden sag. Fra bagspor er Knud Mønster naturligvis afhængig af, hvad de andre finder på, men stor chance er Vivaldi uanset hvad.

6 Adrian’s Fight gjorde det virkelig flot i første start for Flemming Jensen efter meget lang pause. Trak sig fra start, mens Bella Højgård fløj til spids. Jensen kørte fremad på første langside, og kunne overtage spidsen efter 700m kørsel. Lignede en rund million hele vejen rundt, og sejren var aldrig i fare. Jensen sad stille og kiggede bare over højre skulder et par gange. Men der kom aldrig nogen, og Adrian’s Fight afsluttede de sidste 500m i 1.13-fart. Flemming Jensen overlader køreturen til Aalborg-kollegaen Jeppe Juel, mens han selv tager 1 Belladore. Det er der sikkert en forklaring på, jeg har den bare ikke lige.

9 Asger Molar går gode løb hver eneste gang. Forrige gang i Sverige 12/2 åbnede den i 1.09-tempo, men det går jo ikke fra dette lukkede startspor. Havde egentlig forventet mere offensiv styring senest, men omvendt er det jo svært, når Vivaldi og Something Fishy åbner de første 500m i 1.08-fart. Så Birger Jørgensen er så absolut undskyldt for at trække sig ned i tredje par indvendigt undervejs. Jørgensen måtte være lidt efter den rundt sidste sving, men bag 5-tallet i resultatrækken gemmer sig altså kanonheste som Something Fishy, Tycoon Conway Hall, Vivaldi og Machiavelli.

5 Raket Brodde kommer i sæsondebut her. Havde en rigtig flot sæson i fjor med 139.716 kr. indløbet og rekord 1.11,6. Distancen er måske lige til den gode side, men omvendt skal Raket Brodde jo næppe brændes af her første gang. Rigtig god hest, som alle dage har stor triochance og lille vinderchance. Det sidste kræver nok, at Kasper K. Andersen får bombet hesten til spids, og de andre ikke rigtig kan finde ud af, hvem der skal trykke på.

4 Wham Bam Boo har ikke startet siden sejren på V75-dagen på Lunden 29/12, hvor den speedede til flot sejr. Vi kender alle Wham Bam Boos kapacitet, og dens yngre søskende Daydream Believer og Endless Love gør det jo også glimrende. Men ligesom med Raket Brodde, så skal Jeppe Rask næppe ud for at tømme sin hest i første start efter fire måneders løbspause.

8 Goldstile er en hest, som jeg rigtig godt kan lide. Nu Pagadi-sønnen har temperament en masse, og er ikke let at køre fejlfri. Den lignede en rund million i prøveløbet på Åby Travet i den periode, hvor der var Corona-lukket i Danmark, og i seneste start mistænker jeg Team Bo Westergaard for at have Goldstile meget tungt balanceret, fordi ”nu skulle den bare gå fejlfri i løb!”. Jeg kan tage fejl, men jeg tror det ikke. Der var i hvert fald ikke det samme ”punch” i hesten på trods af et perfekt løb, men det kan være, at Bo Westergaard nu tør lette Goldstile lidt igen. Kæmpeoutsider her!

7 Bella Højgård har igen-igen startspor langt ude på vingen. Senest bombede Morten Friis til spids fra 8’eren, og slap til Adrian’s Fight efter 700m. Nu er der bare flere starthurtige indenfor, så kan taktikken gentages? 1 Belladore er Flemming Jensens valg i løbet. Det kan stadig være lidt svært at forstå, så hold øje med forklaringen i trænerkommentarerne eller i Fast Track-udsendelsen. 2 Fabriz Boko har jo tidligere gjort det godt i Danmark, hvor både René Kjær og Kasper K. Andersen har vundet med hesten. Har i sommeren og efteråret gjort en række starter i monté i Frankrig i Tomas Malmqvists regi med udmærkede resultater til følge. Nu er den havnet hos Aarhus-amatøren Kamilla Kristiansen, som ifølge trav.dk har haft hesten i træning siden 2. marts. Spændende! Og at jeg rangerer 3 Greyhound Boko sidst i dette felt, selv om den har lavet fine resultater siden ankomsten, ja det siger alt om løbets høje kvalitet.

Live