V5-analyse til Aalborg fredag d. 31. januar

Udarbejdet af Kim Nielsen.

Statistik: Spillet for 14.000kr. Vundet 13.865kr. TBP 99.0% Hitrate 14/45.


Printvenlig version


V5-forslag (reservehest i parentes)

V5-1: 2-9-4-5-10-8 (6)

V5-2: 3-11-9 (5)

V5-3: 8 (1)

V5-4: 10-5 (2)

V5-5: 5-1-6-9-3-8-7-10-2 (8)

Pris: 324 kroner - reserveheste angivet i parantes

Spil ekspertspil direkte hos Derby25

Spil ekspertspil direkte hos Dantoto (vælg spil med Fast Track logo)


V5-1 / 2. løb

Et løb med flere formstærke heste, hvor jeg har fem A-chancer. De suppleres med en enkelt hurtig men ustabil B-chance, så med halvdelen af feltet på kuponen, forventer jeg at have indkredset vinderen.

A-chancer: 2-9-4-5-10 B-chancer: 8-6-1-7-12-11-3 chancer:

2 Joker Newport levede sidst op til de gode opmeldinger, der var på hesten fra træner Morten Juuls side. Den overtog spidsen på første langside og holdt jævn 16-fart. Var på vej mod en sikker sejr, da Cæsar P P blev en smule næsvis på open stretch. Men René Kjær animerede sin hest, der vandt kort, men sikkert. Var ikke noget lyn fra start senest fra spor 5, men omvendt skal vi langt ud på vingen for at finde de mest starthurtige heste her. Om det kan blive spids, er lidt usikkert. Tror at enten 6 eller 8 er for hurtige. Men under alle omstændigheder får Joker Newport en god position, og den er med i afgørelsen her. Vandt på en lav 16-tid senest, og det berettiger til at få vindertippet her.

9 Olga’s Avanue kommer med to friske sejre i bagagen efter pause. Først blev den kørt afventende i et lille felt, hvor den i slutfasen var helt overlegen. Senest fra spor 8 var den godt med fra start og kunne overtage føringen på første langside. Birger Jørgensen kørte bare væk på sidste hjørne, og det var en sejr med mersmag. Virker stærk, reel og travsikker. Her fra spor i anden række bliver det et rygløb, hvor den har en god ryg på Joker Newport fra start. Sidder den rigtigt til i slutfasen, vil den løbe forbi mange til slut – måske dem alle.

4 Leicesters Trophy har nu gået fejlfri to gange i træk. I forrige start på Lunden havde den 20m tillæg. Havde kontakt med de forreste med omgang tilbage og blev sendt i front med 500m igen. Øgede bare forspringet og var i mål mere end 20m før andenhesten Eagle Simoni. Senest en meget rolig start og sad sidst. Havde i opløbssvinget omkring 25m frem til førende Olga’s Avenue, men efter en forrygende afslutning var den kun 3-4 længder efter denne på stregen som anden. Vil igen blive kørt på sikkerhed fra start og kommer til at sidde langt tilbage. Men kommer der tempo på, og den holder sig fejlfri, så vil dens afslutning bide godt. Det virker som en hest på vej frem, og den er et givet kryds på kuponen.

5 Perhaps Flax gør ind imellem nogle forrygende præstationer. For fire starter siden vandt den fra spor 12, hvor den sad sidst ind på det lige, men skød overlydsfart i yderbanen og fangede akkurat førende B J’s Brogård og ligeledes godt afsluttende Bobbi Khan. Gangen efter tidlig umotiveret galop i bagfeltet. Fin fjerdeplads på Jägersro på en 15-tid, hvor den sluttede pænt af. Senest sat af i tredje spor gennem første sving. Kusken forcerede i forsøget på at komme frem og ned i andet spor, og det gav galop efter 500m. Den har vist, at den kan afslutte stærkt. Og selv om den mest har startet på sprint, så klarer den sagtens fuld vej også. En fejlfri Perhaps Perhaps Flax er en stor outsider her.

10 Bursche W har vist flot form igennem et par måneder nu. Tre sejre og en andenplads, hvor den tre af gangen har gået i spids. Senest i spids hele vejen, hvor en rygkørt Ericano gik kort forbi til slut. Inden da spidssejr for Mike Kristensen i amatørløb på en lav 17-tid i snorene. Gangen før blev den kørt fra ryg og sejlede uden om de førende i opløbet til sejr. Fra anden række skal den komme bagfra, men den virker til at gå fra alle positioner. Har farten til at kunne blande sig her, hvis det flasker sig med positionerne.

8 Don’t Touch har vist stor hurtighed, men har også været ret ustabil. Tog en sejr for fire starter siden, hvor den som førende blev passeret af Fivie Barosso i opløbssvinget og fik galop. Blev sat i trav igen, og sluttede forrygende af og fangede de førende kort før stregen. Har galopperet to gange i starten siden. Senest fra spor 8 som her, hvor den gik en fremragende ophentning. Satte mindst 50m til, men på stregen var den kun fem længer efter Dixi og Enjoy Banker på stregen. Kan være hurtig fra start, men med to startgalopper i de sidste tre starter er det spørgsmålet, om Mønster tør satse. Har masser af fart og er en farlig outsider her, hvis den går fejlfrit.

6 Danny Tamsen ramte en formtop i efteråret, men på det seneste, har der ikke været den samme snert over hesten. Kan dog åbne fra start, og den kan være spidsaktuel her, hvis Morten Friis vil det, og så stiger chancerne for et godt resultat. Får dog svært ved at vinde her.

1 Carpark North har Flemming Jensen ikke kunne få til at fungere. Har galopperet i samtlige fire starter, og det har givet rød pil i programmet. Får sidste chance hos Flemming Jensen her, der satser ved at pille alle fire sko af denne gang. Har fin fart, men er håbløs ustabil, og jeg tror ikke på, at projektet lykkes.


V5-2 /3. løb

Et løb hvor jeg har svært ved at blive glad for ret mange af hestene. Overvejede at gardere bredt, men endte med at konkludere, at tre heste trods alt virker til lige at være et hoved højere end de andre. Så jeg tager chancen og nøjes med disse tre heste.

A-chancer: 3-11-9 B-chancer: 5-4-10-6-7-8-12 C-chancer 2-1

3 Doubletrouble T T har gradvist forbedret sig. Var fjerde i Odense på afstand af den suveræne vinder Eddie The Eagle for tre starter siden, hvor den var tøvende i starten, men fik travet sig ind. Det samme indtryk havde man i Billund gangen efter, hvor den var anden på afstand af Enzo Flame. Senest var den favorit. Var noget bedre med fra start denne gang og lå med fremme. Angreb i sidste sving og koblede grebet på den førende Dokajo Vindbjerg. Brød lidt ud i banen, og Thomas Bonde kunne ikke køre for fuldt, hvorfor den måtte se Diamond Dust E M går forbi med hoved/hals på de sidste meter. Gik en 17-tid ganske vist i Billund, men en lignende præstation her rækker langt i et åbent løb – især hvis den kan køres for fuldt hele vejen.

11 Perfekt Gehør kommer efter pause, hvor den i seneste start tilbage i november var anden på en 15-tid på sprint. Forsvarede i første omgang sit inderspor svinget rundt, men måtte afgive spidsen til en hårdt pressende Dark Angel, der så efterfølgende måtte slippe til den senere vinder Rexine. Perfekt Gehør gik de sidste 500 meter udvendigt uden ryg og holdt farten fint på afstand af Rexine. To starter forinden havde taget en sikker t sejr efter føring fra start til mål. I den efterfølgende start reparerede den en stor fejl i første sving og sluttede godt af til andenpladsen på afstand af Enjoy Banker og Danny Tamsen, hvor førstnævnte bliv disket som vinder. Flemming Jensen melder om gode træningsarbejder, og i et felt, der ikke holder ret høj klasse, kan den sagtens vinde første gang.

9 Early Morning har gået pænt de sidste par gange og har vist fremgang. Sad forrige gang i ryg på førende Equidore og var ikke stort slået til tredjepladsen af denne på 18,0. Gangen efter anden række, hvor Flemming Jensen fik givet den en god rejse i 2u. Angreb på sidste langside og pressede på førende Esau, som den til slut i opløbsstriden fik koblet et lille greb på, hvor den i ryg havde favoritten Rossi Garline, der aldrig fik angrebsplads. Birger Jørgensen skal nok få givet hesten en god rejser her fra spor 9, og den er en af tre med sejrschance her.

5 E A Gilbak blev efter andenpladsen i Skive i forrige start købt af Kim Madsen. I første start for sin nye ejer fik den et løb som tredje den første omgang, hvorefter den blev skiftet til andet spor. Lignede ikke en vinder, da Kenneth Andersen overtog kommandoen med Derudaf midt i opløbet, men på de sidste 100m fik Madsen god fart i hoppen, der nåede helt frem til sejren på de sidste meter. En 20-tid i Aarhus siger måske ikke så meget, men den er sikkert forbedret her og kan tage en fremskudt placering.

4 El Clasico er ikke noget skøntraver, og den en faldet ud af stilen nogle gange. Senest sad den ellers godt til udvendigt på Ceania Diamond, da den galoperede som anden midt i opløbssvinget. E Norway Is Me Way kom fra ryg og vandt i 20,0. Gangen inden fulgte den mest med fra bagerste position og var små 20m efter vindende Dixidore i mål. Med et godt startspor her, kan Jeppe Juel få god position, og skulle travet stemme og den undgår galop, så kan den tage en god præmie her.

10 Evita Sølvtop har gået nogle fornuftige løb, hvor den har været med fremme et par gange. Det har dog været med startspor i første række og deraf føring eller vinderhullet, da den er meget starthurtig. I den seneste start var den helt under isen og faldt fra de sidste 500m. Kommer nu efter knap to mdr.’s pause, men fuld distance og bagspor nedsætter forventningerne.

6 N B Flax kommer efter lang pause, hvor den ikke var som bedst og faldt fra mod slutningen i dens sidste start for et år siden. Frank Sørensens heste har vist god form, men efter så lang pause skal den lige ses an først.


V5-3 / 4. løb

Et rigtig godt besat løb, hvor der sagtens kunne komme en fire-fem hest på kuponen, hvis der var råd til det. Men i en rigtig svær V5-omgang er det nødvendigt at finde en ugarderet. Og jeg tager chancen her og blanker ”Årets Komet” Marita Berg med speedkuglen Fivie Barosso, der blæser dem her omkuld til slut, hvis den får et bare nogenlunde rygløb.

A-chancer: 8-1-9 B-chancer: 3-5-6-7-4-10-2-12-11 C-chancer:

8 Fivie Barosso har imponeret næsten hver gang for Marita Berg på det seneste. To gange fra tillæg blev den kørt afventende for at spille sin speed ud mod slutningen, og det resulterede i to sikre sejre før Dream Hastrup. Ved den sidste af de to sejre sad Dixidore i dødens, hvor Fivie Barosso kom bagfra og fik klart grebet på Dixidore, inden denne blev sinket lidt som følge af nopget karambolage med en modstander. Så i det indbyrdes møde, virkede Fivie Barosso klart stærkest. Gangen efter blev det helt forkert i Billund. Marita Berg brugte to gange hestens speed for at trykke sig til spids, hvor Jeppe Juel til sidst trak sig med Es Trench. Denne kom så perfekt ud i opløbet og speede til let sejr, hvor Fivie Barosso blev træt de sidste 100m. Senest fra spor 8 som her, blev den kørt afventende i 3u. Selv om der var langt frem til Destiny’s Diamond, da feltet svingede ind i opløbet, så fløj Fivis Barosso bare uden om feltet ganske let. Recepten er fundet. Et godt rygløb, så er der ikke mange, der kan modstå dens speed til slut. Med mange gode heste med her, skal der nok blive kørt undervejs, og så kan de andre se halen af ”Årets Komet” Marita Berg i opløbet. Mit forslag til en ugarderet hest i en svær omgang.

1 Eik Hindø har ofte vist, at den har et talent, der rækker et stykke vej, men har også desværre galopperet ind imellem. Det skete senest, hvor den kom i et godt angreb i opløbssvinget, som lignede, at hesten var på vej mod sejren, som nu gik til Dixi foran Enjoy Banker. Det var efter pause, hvor den inden pausen var i finalen i Dansk Avlsløb, men galopperede med 500m igen, da vattet blev trukket. Det lignede ikke, at den skulle få med udfaldet at gøre i sæsonens sidste årgangsløb, som Elliot vandt for Emoji. Seneste sejr var tilbage i oktober i et løb, hvor Erik var kæmpe favorit, men galopperede tidligt, hvor Eik Hindø så vandt fra 2i efter at have nedkæmpet Swingit i opløbet. Har et godt startspor og taget i fejlfri udgave en fremskudt placering her.

9 Badlands står med tre sejre i streg. Først tidligt spids på Lunden, hvor de to favoritter galopperede indledningsvis. Vandt sikkert før Cille Gardenia og Indi di Quattro efter startgalop. Gangen efter kørt defensivt. Fra 4i kom Badlands med 500m igen ud i ryg på Countdown, der havde haft 20m tillæg. Fulgte Countdown hele vejen og stred sig forbi til sejr på de sidste meter. I Skive igen kørt fra ryg. Tog spids i førte sving, men slap til Dixen Cloc. Sad på hug til open stretch, hvorfra den speede inden om Dixen Cloc til sikker sejr. Blive i sagens natur igen kørt i ryg herfra. Sidder den rigtig til, har den en giftig afslutning, der kan bringe den langt frem.

3 Dixidore sejrede for tre starter siden på sprint, hvor den overtog spidsen ud af første sving. Svarede siden angreb fra Danny E P over den sidste halve omgang. Gangen efter dødens, hvor Fivie Barosso gik forbi i sidste sving, og hvor Dixidore havde lidt karambolage med en konkurrent og satte lidt til. Var fjerde i mål et stykke efter Fivie Barosso. Senest lille felt på Lunden. Sad som tredje og angreb i sidst sving i ryg på Elbow, som den koblede grebet på og samtid svarede for sent angreb fra svenske Princes Lavec. Kan være spidsaktuel her, og nås spidsen stiger chancerne. Men træneren siger, den er tyndt trænet efter behandling, så det blev et forsigtigt løb, og han ligger lavt.

5 Eldorado havde gået stabilt længe indtil senest, hvor det blev til galop kort efter start. Gangen inden kørt i inderbanen i Aarhus, hvor den duellerede med Enter Hyrdehøj til slut og måtte se denne gå kort forbi til slut. Inden da tre starter i Aarhus med to sejre og en fjerdeplads. Går den fejlfri her, så er det en god triochance.

6 Cilas Smed har god styrke og har leveret et par pæne afslutninger på det seneste. Forrige gang midt i feltet, hvor den sluttede godt af til tredjepladsen bag førende Design Hastrup og den bagfra kommende Vigan H S. Senest lidt det samme scenarie. Sad langt nede, men blev forsøgt i sporene i opløbssvinget. Tog en del meter ind på de forreste, hvor den på stregen kun var to længder efter vinderen Chanel Simoni og en længde efter andenhesten Design Hastrup. Er havnet lidt langt ude og er ikke så hurtig fra start. Så det ligner en rejse nede i køen igen, hvor den atter kan tage en fornuftig præmie og måske den sidste trioplads.

7Blueberry Avenue kommer efter lang pause. Fra et yderligt startspor skal den lige ses an her første gang. Frank Sørensens andre heste viser fin form.


V5-4 / 5. løb

Her skinner to hest i øjnene. Dream Kåsgård har virkelig gået to gode løb, og med ryg på den hest, der tager spids, så er bagsporet på sprint måske ikke så stort et handicap, og jeg tror ikke, den er ringere end nummer to her. Norske Broad Vision er en klassehest. Er den i orden, kan den som den eneste matche Flemming Jensen hest. Det bliver et lås på 5 & 10.

A-chancer: 10-5 B-chancer: 2-6-8-3-4-9-11 C-chancer: 1-12-7

10 Dream Kåsgård ser det endelig ud til, at Flemming Jensen har fundet melodien med den her hest. Forrige gang blev den kørt til spids tidligt i løbet, men kunne ikke helt stå imod Billie Jean de sidste meter. Senest direkte til spids for Jeppe Juel. Holdt god fart hele vejen og satte gradvist tempoet op de sidste 500m. Fik rygkørte C You Again op udvendigt, hvor denne koblede grebet kort, men hvor Dream Kåsgård var tæt på at slå kontra. To tætte opløb har givet to andenpladser. Har ryg på meget starthurtige Benjamin Nordal, og måske kan Flemming Jensen benytte dette til at komme godt igennem fra anden række og måske overtage spidsen tidligt. I så fald bliver den svær at bide skeer med. Selv om den nok havde foretrukket fuld distance, så er den her igen blandt de to første, forventer jeg. Der er kun en fejlfri Broad Vision imod.

5 Broad Vision kommer for første gang i Bo Westergaards regi – og det med Tom Erik Solberg i sulkyen. Var i august anden i en derbyprøve efter den senere derbyvinder Max Brady. I selve derbyet var den nr. 8 lidt før Jeppe Juels Don Cash, som dog var syg på dagen. Står med to gange disket for galop i programmet. Næstsenest galopperede den udvendigt på den førende i opløbssvinget som slået. Senest umotiveret galop tidligt i løbet. Den har ikke set specielt starthurtig ud, men den har tre gange sprintet på 12-tider i sommers – den ene gang som vinder i 12,3 på Jarlsberg. Den virker til at have klassen, men indtrykket fra især den sidste start var ikke særlig positivt. Spændende hvilken forfatning Bo Westergaard har fået heste i. På tidligere meritter skal den gøre op om sejren her.

2 Nu Love SS har vist pæn fremgang, hvor den forrige gang sad i ryg på Don Cash og fulgte den ned igennem opløbet til andenpladsen. Senest var den favorit og sad i fjerde par udvendigt i ryg på den senere vinder Bravur Torkdahl. Fulgte den op gennem opløbet, men kunne ikke gå i nærkamp kom heller ikke forbi de to indvendige heste, så det blev kun til en fjerdeplads. Har perfekt startspor her, men den har ikke vist sig speciel starthurtig, så den vil næppe være med i spidskampen. Kommer der tempo på, vil det gavne dens chancer, og på vej op i form er den en god chance blandt de tre her.

6 Cointreau og 8 Hocus Pocus mødtes 31.12 i løbet, som C You Again vandt før Dream Kåsgård. Var 20m efter Dream Kåsgård i mål med Hocus Pocus som den bedste af de to. Har yderlige startspor, men de kan begge være trioaktuelle, hvis de har held med løbsafviklingen.

3 Algol har gået mange gode løb, men får ofte tunge løb. Holdt godt ved i dødens forrige gang bag Leading Tile. Senest sent angrebsplads, men sluttede godt af lidt på afstand af Don Cash og Nu Love S S. Er ikke så hurtig fra start, og det er dens problem. Kan godt være trioaktuel med held i løbsafviklingen.

4 Benjamin Nordal tager ofte placeringer fra tre til fem. Er lynhurtig fra start, men skal have rygløb. Tager spids her og slipper så, til den første der kommer. Hvis den får lov til at sidde i vinderhullet hele vejen, kan den godt snuppe den sidste trioplads.


V5-5 / 6. løb

Et sprinteropgør, hvor kun en hest kan udelukkes som vinder. Rigtig meget afhænger af positionerne og tempoet undervejs. Det kan lige så godt blive en dreng som en pige, og jeg maler på med den brede pensel og udelader kun min ene C-hest.

A-chancer: 5-1-6-9 B-chancer: 3-8-7-10-2 C-chancer: 4

5 Bella Højgård er qua sin starthurtighed et godt spidsbud her. Forrige gang fjerde til Ofelia O E i V75 på Winter Burst-dagen, hvor den ikke kunne tage en hel længde på Frances Yoda i starten og derfor endte i 3i. Var kun 3 længder efter de to Untersteinerheste i mål. Senest hurtig fra spor 7 på Jägersro, hvor den fra vinderhullet var anden i 13,1 til Aha, der førte rundt om. Hestene indvendigt for, kan ikke svare hoppen, men om Morten Friis vælger at køre spids eller slipper til en, det er svært at vurdere. Under alle omstændigheder er hoppen i topform. Det kan vinde både fra spids og fra vinderhullet, og den er med i afgørelsen i et meget åbent løb.

1 Armani Hyrdehøj har vundet et par flotte sejre efter gode afslutninger. På Jägersro vandt den fra 2u, og næst seneste start i Odense gav sejr efter en flot afslutning i kamp med Damien Shadow, som den holdt bag sig. I seneste start sad den 3i, men gav op med 500m igen. Den må have været syg, for det ligner ikke den. Har nu haft en måneds pause til at lade batterierne op, så klapper det med positionerne, er den langt fremme her.

6 Aros Line er lynhurtig fra start. Senest spids i Aalborg, hvor I D Entity blev nærgående til slut. Men Morten Juul holdt hele vejen til mål. Her er det et spørgsmål om, hvad Morten Friis gør, hvis Morten Juul kører efter spidsen. Hvis Friis slipper, så øger det chancerne for Aros Line. Men i det her gode felt og med tanker på, at den var lidt i knibe sidst, så er jeg ikke sikker på, om det holder hele vejen. Den skal dog naturligvis krydses på kuponen, da den også går fra ryg.

9 Vivaldi er i topform. Efter en halvbillig sejr i Aalborg fra tillæg, var det en jætte præstation den gjorde i Billund næst senest. Sad 2i bag Frances Yoda den første omgang. Gik ud i andet spor og udvendigt på førerhesten de sidste 5-600m, hvor den gik forbi denne førende kort før mål med så gode heste som Twigs Briard, Tourmalet, Trophy Spring og Asger Molar på de efterfølgende pladser. Senest i ligefinalen 29/12 havde den spor 11. Fra 4u angreb den som første hest i tredje spor med 700, igen. Kom frem udvendigt på førende Trophy Spring og Barolo. Holdt farten rigtig flot bag disse to, hvor Twigs Briard nåede forbi til andenpladsen. Får Vivaldi en nogenlunde rejse her, så er den med helt på stregen.

3 I D Entity var stor i nederlaget forrige gang, hvor den udfordrede førende Aros Line til slut og var anden i samme tid som denne. Senest galop tidligt i løbet i Aarhus fra bagspor. Har her et godt spor til god position. Har dog aldrig vundet løb, men sejren kommer nærmere og nærmere. Med tanker på præstationen forrige start, er den en stor outsider her.

8 Asger Molar får det ene dårlige startspor efter hinanden. Vandt forrige gang trods spor 10 i Aarhus efter dødens hele vejen, hvor Peakadilly og Armani S blev afvist til slut. Senest Åby fra spor 10. Sad midt i feltet undervejs og sluttede pænt af. Var første hest uden for pengene i et løb, hvor That’s Art og Giznmo de Veluwe løb dødt løb. Her fra spor 8 skal Birger Jørgensen forsøge at finde ned og få en position i andet spor. Lykkedes det, kan den også være med fremme her.

7 Goldstile har startet en gang for Team Bo Westergaard. Det var på Fyn, hvor den blev forceret til spids efter 500 og overtog fra Aros Line, som senere endte med at sidde fast bag Goldstile. Den endte som fjerde bag Armani Hyrdehøj, men har nu fået løbet i kroppen. Får Tom Erik Solberg i sulkyen, og da det er en hest med en høj sejrsprocent, skal den ikke overses her.

10 Close To Heaven var i forrige start en godkendt fjerde bag Charlie Game og Champions Peak i DM for 5-årige tilbage i september. Holdt pause i 3 mdr. og galopperede så for ejeren i en start i december. Nu kommer den igen, og selv om sprint og spor 10 ikke er optimalt, så har den så høj klasse, at den kommer med på et yderligt mandat.

2 Quality Fighter har ikke startet siden august. Tilbage i juli sprintede den 12,9 som vinder i Odense før Champions Peak og Bella Højgård. Var uplaceret i derbyweekenden i løbet, som Barolo vandt. Havde her spor 11 og sad bare langt tilbage undervejs. Nu har den spor 2, og kan få god position. Bliver nok svært efter lang pause, men kan den finde takterne fra Odense, hvor den slog Championspeak, så kan den godt overraske her.