V5 Aalborg 21/4

Af Jesper Elbæk.

Tipperstatistik: Spillet 11.622 kr. Vundet 4.119 kr. TBP 35,4%. Hitrate 10/40.

V5-1: 2 Elegant C N (4)

V5-2: 1-7-3-6-2 (10)

V5-3: 7-6-3-9-10 (5)

V5-4: 4-7-9-10 (5)

V5-5: 10-2-4 (9)

Pris: 300 kr. (Reserveheste i parentes)


Spil hos Derby25

Spil hos Dantoto



V5-1, 2. løb

Bent Svendsens Derbyhåb Elegant C N tørner ud fra et godt startspor i et jævnbyrdigt amerikanerløb.

A-chancer: 2-4-10-6 B-chancer: 3-5-7 C-chancer: 9-1-8

2 Elegant C N er en mægtig fin hest, som hårdt satsende Geert Olesen og frue nok skal få glæde af. Den manageres naturligvis mod Derbyet senere på året. Startsporet er godt, og træner Bent Svendsen melder om gode træningsarbejder. I seneste start i Aalborg afsluttede Elegant C N stærkt, men sad langt tilbage, så nåede ikke helt frem. Denne gang vil Svendsen sikkert gerne frem og præge løbet undervejs. Det skal dog bemærkes – ligesom med alle øvrige årgangsheste – at en start i et ordinært løb som dette, ikke er sæsonens vigtigste opgave.

4 Zoom Wise L trænes af Mogens Svenstrup, og Zola Boko-sønnen har gjort det flot siden ankomsten til Danmark. Fik drøje spor i seneste start i Billund, men kan godt flytte sig fra start, så det kunne ligne offensiv styring her fra René Kjær fra et perfekt startspor.

10 Elliot har ikke startet siden den meget overraskende sejr i Dansk Avlsløb for Hingste/vallakker i november. Det var et af de mindre storløb for 3-årige heste, så derfor belaster præmiesummen ikke SÅ meget endnu. Det bliver en sæson med fokus på årgangsløbene, og Gordon Dahl kører sikkert ikke ud og tømmer sin gode From Above U S-søn fra bagspor.

6 Dark Passion kan være hurtig fra start, og det samme er Anders Pedersen jo somme tider. Men startsporet er yderligt, og jeg er ikke sikker på, at ”Pop” sætter alt på ét kort her. Senest var Dark Passion ude i en rigtig hård åbning på Jägersro, slap til favoritten Feel The Rush og kunne så ikke være med i temposkiftet med 100m til mål, og blev overhalet af nogle konkurrenter udvendigt.

B-gruppen af heste består af stærke 3 Belmondo Simoni, som dog ikke ligefrem stabler ettaller, men som gør det godt og ikke mindst stabilt. 7 Design Hastrup kan også virkelig flytte sig fra start, hvis Frederik Kragh Olsen får timet det rigtigt op til startbilen – og så er 5 Freja Blåbjerg en spændende sæsondebutant. Hun skal nok markere sig i årgangsløbene på spindesiden i år, men Morten Friis er defensiv i chancevurderingen her første gang ude.

V5-2, 3. løb

Mange starthurtige heste i første række og et par heste, som vil have gavn af overpace. Løbsafviklingen bliver spændende – og afgørende.

A-chancer: 1-7-3-6 B-chancer: 2-10-9 C-chancer: 4-8-5

1 Drønviktormolar får vindertippet på bedre startspor end nogle af konkurrenterne. Ved sejren 15/1 tog Drønviktormolar spids ind i første sving, men måtte afgive den på første langside, da en konkurrent kom farende. Ingves kom flot ud i tredjesporsangreb med 300m til mål, og gik frem til let sejr i opløbet. Han kunne også bare være blevet siddende, og så speedet forbi på open stretch, som Åby jo har. Senest havde Drønviktormolar bagspor, og sad i hhv. tredje par udvendigt og indvendigt. Angreb til slut udvendigt, men kunne ikke tage det fornødne ind i en hastig afslutning. Her kører Birger Jørgensen med fra start, men der er andre hurtige startere med, så det er ikke en given ting, at Drønviktormolar bare tager spidsen.

7 Don Pedro er en af de heste for hvem Corona-pausen kom temmelig ubelejligt. For formen var i zenit på den Niels Peder Toft-trænede hest. I seneste start i Billund måtte Don Pedro selv gøre grovjobbet. Blev kørt frem i dødens på Darlington, og de to gav hinanden en fantastisk duel i opløbet. Kort før mål galopperede Darlington, og det var faktisk ikke let at vurdere, om Don Pedro var gået forbi alligevel. Mon ikke Toft har holdt formen på hesten, som må finde sig i at have et dårligt startspor her. Alligevel kalder Morten Friis hesten for ”sin bedste chance på dagen”, så Don Pedro skal selvfølgelig krydses som en af de første.

3 Denimcowboy var med i Derbyet sidste år, og er i bund og grund en rigtig god hest. Har vundet et par gange for Michelle Mønster, og nu er det op til bevis for farmand Knud. Denimcowboy er hurtig fra start, men kan den tage en længde på de to indvendige, som også er kvikke på de første meter? Formen virker helt på top, og på Team Mønsters facebookside virker man i hvert fald tilfreds med hesten.

6 Dazzle Nock og Christian Lindhardt har nok også læst løbet sådan, at det bliver umuligt at komme forbi især 1, 2 og 3 fra start – og selv om vi bedst kender Dazzle Nock for nogle flotte afslutninger, så kan den også godt gå fra start. Det viste den f.eks. 3. februar i Skive, hvor den bare speedede væk i opløbet.

B-gruppen føres an af 2 Arkibal Tamsen, som Bent Svendsen næsten med sikkerhed sender afsted fra start. Første opgave er at komme forbi den indvendige Drønviktormolar, og derefter kigger Svendsen lidt udad for at se, om Denimcowboy og måske Dazzle Nock mener business eller hvad. Senest i Skive tog Arkibal Tamsen spids og kilometeren gik i lavt tempo 1.19,8. Så det blev et speedopgør, hvor storfavoritten Bravur Torkdahl galopperede fra start. Ud af det blå kom Freddie Silvåkra, og leverede en af de hurtigste 100m-speeder jeg nogensinde har set på Skive Trav. 10 Orval indeholder jo kæmpe fartressourcer, men har også tit galopskoene på. 9 Bringmeupfront har jeg været efter nogle gange. Dejlig hest som kan skyde til, hvis der bliver overpace på løbet. Og det kunne der sagtens blive.



V5-3, 4. løb

Flemming Jensen-trænede Daisy Cash samler på andenpladser, men med bare lidt racing luck, så kan Ready Cash-datteren vinde her.

A-chancer: 7-6-3 B-chancer: 9-10-5-4-2 C-chancer: 1-8

7 Daisy Cash kunne endda have stået med fem andenpladser i træk, for den galopperede andenpladsen væk på Axevalla nytårsaftensdag. Senest på Lunden kom Daisy Cash ud til angreb på Delicious One, gik også forbi den, men kunne så ikke svare Lillian Uglebjerg-trænede Cointreau, som kom i et godt angreb. Ser ikke altid ud til at kunne køres for fuldt til slut i løbene, men ”Ismanden” har sikkert repareret lidt på den gode hoppe i Corona-pausen. Stor chance.

6 Dream Kåsgård kunne vinde de fleste skønhedskonkurrencer den deltog i, men den sorte Ens Snspshot-hingst kan også løbe stærkt, hvilket den har bevist ved flere lejligheder. Blandt andet da den i en Grand Prix-prøve sidste år plukkede den senere derbyvinder Dumbo ned. Seneste start og sejr var i et linjestartsløb i Aalborg. Dream Kåsgård blev kørt fremad på første langside, og Johnni Olsen med Tough Macoy skulle ikke nyde noget af at svare op. Kilometeren gik efter 1.16,7 og sejren blev til slut sikker, selv om Flemming Jensen lige skulle være lidt efter sin hest med 50-75m til mål.

3 Cutty Sark har også gjort det fint. Var anden i Ligafinalen på Lunden 29/12 til Harley Boko, som fik lov at bestemme i spids. I Odense 7. februar tabte Cutty Sark halvanden længde på René Jonassens Cody S rundt sidste sving, og selv om Cutty Sark kom flyvende i opløbet, så kunne den ikke nå frem. En god afslutning fra en position som sidste hest blev det også til på Åby starten efter fra bagspor. Nu er startsporet godt, og selv om det er et stykke tid siden Cutty Sark har vist nogen særlig starthurtighed, så får Mads Hviids hest med stor sandsynlighed et godt løb her, og så skal de øvrige være vågne til slut.

9 Thisismylife var med i samme løb som Dream Kåsgård 17. februar. Havnede i dødens på den og løb sig træt derfra. Senest 7. marts gjaldt det sprint mod Cassiopeia. Birger Jørgensen kørte lidt med fra start, men kunne ikke tage en længde på Cassiopeia, og da der var lukket af bag denne også, så blev det fjerde par indvendigt undervejs. Blev siddende da de kom frem i andet spor på bageste langside, men Jørgensen fandt ud i tredje par udvendigt, og angreb derfra i opløbet. Fulgte godt med Eastern Promise og var en fin tredje.

10 Bitcoin er en hurtig, men særdeles ustabil hest, som Morten Friis får chancen bag denne gang. Trænes af Flemming Jensen, som jo altså kører mit vindertip Daisy Cash. 5 Batman S H gør det godt og stabilt, og har unge Nicklas Korfitsen i vognen. Korfitsen bliver bare ved med at vinde, og ejerne af Batman S H – Nicklas’ forældre – ser ham nok gerne plette med familiens egen hest også. 4 Amerian er tilbage hos Pauli Andersen efter en periode hos Skive-træner Bent Svendsen, og på sine gode dage kan Amerian en hel masse, men den har et lidt vanskeligt temperament somme tider, især op til startbilen. 2 Can Tab fik en rolig/dårlig start senest i Odense 6. marts, og kom til at sidde sidst undervejs. Afsluttede rigtig godt, men kunne ikke fange Sarek, som afsluttede i 1.12-fart de sidste 500m trods dødens undervejs. Behøver ikke være helt væk her.



V5-4, 5. løb

Havde Aros Line haft første række, så havde dén nok fået vindertippet. Nu går det i stedet til en anden Skive-træner.

A-chancer: 4-7-9-10 B-chancer: 5-6-8-3 C-chancer: 2-1

4 Created Face får vindertippet med Bent Svendsen. Den har vist, at den klarer sig i denne klasse, og har et bedre startspor end de værste konkurrenter. Der er næppe den store tvivl om, at Bent Svendsen gerne vil frem at styre løbet med Created Face. Ved seneste start på Jägersro kom Created Face til at sidde langt nede undervejs indvendigt, og Svendsen kunne ikke rigtig komme derfra på noget tidspunkt. Først med 600m til mål kom Created Face ud i fri luft, og blev sendt i angreb direkte. Tog sig godt fremad, men dem foran havde også mere at skyde med. Fjerdepladsen var godkendt med tanke på det umulige løb.

7 Adrian’s Fight gør første start for Flemming Jensen, som har fået hesten i træning her i Corona-pausen. Der er tale om en kapacitetsfuld S J’s Caviar-søn her, og det kunne det godt ligne et løb i dødens her. En kontrolleret dødens i fri luft, hvor Jensen kan mærke, hvordan hesten er i løbssammenhæng. Som vi har set det mange gange før. Og det er slet ikke umuligt, at Adrian’s Fight er god nok til at gøre arbejdet færdigt. Ifølge trav.dk har Flemming Jensen haft hesten i træning siden 27. marts, så en lille måned altså. Se op!

9 Goldstile er en mægtig fin hest med kæmpe fartressourcer. Bortset fra starten i Odense 21. februar, hvor det på et tidspunkt faktisk så farligt ud, så har Goldstile lignet en rund million de gange jeg har set den. Var from som et lam for sin træner Bo Westergaard i prøveløbet på Åby 8. april, hvor den joggede rundt på en 1.16-tid, og arter den sig her, så kan den sagtens vinde. Men det ér måske stadig ”vind eller forsvind” for Nu Pagadi-sønnen.

10 Aros Line havde fået vindertippet med første række, så Morten Juul kunne trykke den afsted til spids. Men som træneren selv er inde på, så var Aros Line tidligere bedre fra ryg end fra spids. Uanset hvad, så er Aros Line og Morten Juul her meget afhængige af, hvordan konkurrenterne får kørt. Jo bedre tempo undervejs, jo bedre chance har Aros Line selvfølgelig.

5 Greyhound var senest ude i et sprinterløb, hvor Torpedo W F åbnede i 1.09-fart de første 500m. Greyhound sad i en lang ryg på denne, og fik aldrig fat i den. Det gjorde Quality Fighter til gengæld, og Greyhound sluttede tredje et par længder efter disse to. Fin hest, der har forbedret sig fra start til start i Danmark. 6 Armani Hyrdehøj har normalt en god speed, og var senest ude mod kanoner som Obi og Copimade, uden at falde igennem i øvrigt. 8 Bella Højgård er træner Morten Friis optimistisk med på trods af startsporet. Men det bliver bare svært fra startspor 8. Enten skal Friis bruge en speed fra start, eller også skal han trække sig, og så havner den i fjerde eller femte par udvendigt. 3 Babymoney er skiftet over på en af medejernes træningsliste for ganske nylig, og den har jo lidt at leve op til med dobbeltmillionæren Ravenna i nærmeste familie. Knud Mønster skal forsøge at få den lidt vanskelige hest til at gå glat.

V5-5, 6. løb

En af Danmarks allerbedste heste i nyere tid, Tycoon Conway Hall, er tilbage. Men den tørner ud fra bagspor mod andre gode heste, og har været væk fra løbene i mere end to år.

A-chancer: 10-2-4-9-6 B-chancer: 7-8-1-5-3 C-chancer: Ingen

10 Tycoon Conway Hall behøver egentlig ikke nogen yderligere introduktion. Når man har løbet lige op med Nuncio i et sprinterløb, så siger det ligesom det hele. Tycoon så fin ud i prøveløbet 28. februar, men det var altså også ”kun” i 1.17-fart. Der er næppe nogen tvivl om, at Tycoon Conway Hall bliver favorit her i sit comeback, og den er også godt inde i løbet på pengene med 2.751.798 kr. på præmiekontoen. Til sammenligning har 1 Vivaldi tjent 398.973 kr. Taktikken er dog yderst svær at vurdere. Tidligt frem og håbe på, at spidshesten slipper i respekt for de tidligere meritter? Eller afvente og så stole på, at den tidligere elitehests speed er god nok til at runde feltet? Jeg kan faktisk ikke lure det, men det er helt sikkert, at Fast Track TV vil spørge Flemming Jensen om det på løbsdagen.

2 Asger Molar er naturligvis uprøvet mod heste af Tycoon Conway Halls kaliber, men det er en god hest, som er rigtig hurtig fra start. Tog spids senest på Åby Travet, og afviklede 500m efter 1.09,4. Var lidt for frisk undervejs, og lagde ganske enkelt for hårdt på. Total Recall og Mellby Frodo speedede forbi på de sidste 100m, men der er næppe nogen tvivl om, at Birger Jørgensen bestemmer, hvem der skal sidde i spids i dette løb.

4 Machiavelli kommer tilbage efter pause siden midt i december, så det giver ikke den store mening at begynde at bore sig ned i de seneste starter. Men man må IKKE undervurdere Machiavelli, når han kommer i sæsondebut. Det gjorde jeg selv som V4-spiller i Odense i marts 2019, hvor jeg sorterede Machiavelli væk i fem-seks heste, fordi det var sæsondebut og startspor 8 mod Wonderboy, Come On Hugo & Co. Men Machiavelli speedede fordi hele rosset i opløbet, og vandt til 12 gange pengene. V4 gav 117.000 kr. den dag. Så i dette års sæsondebut kommer jeg ikke til at spille boner uden Machiavelli. Det kan sagtens være tid til et nyt ”Mac attack”.

9 Amour du Coglais kommer tilbage efter meget lang løbspause. Har jo gjort det fantastisk i Frankrig, men mon ikke Jeppe Juel kører et pænt løb med Ganymede-sønnen her første gang ude. Startsporet er i dén kontekst ikke helt ringe, og hvis Amour du Coglais sidder med på hug i tredje par udvendigt med 400m til mål, så skal de andre ikke føle sig specielt sikre. Skal på V5 som et ”sikkerhedskryds”.

6 Something Fishy er en hædershest, som også godt kan flytte sig fra start. Vandt i hånden i Skive 15. februar på en meget hurtig afslutning, og senest i Billund 1. marts var han simpelthen bare ude mod en bedre hest i form af Andre Ward. Må ikke glemmes her, og hvis stjernerne står helt rigtigt, så kan den måske fyres af mod spidsen. Det ér jo 2140ma og mit spidsbud 2 Asger Molar er jo nok bedst på sprint på sine gamle dage.

Resten af feltet er B-chancer. Ingen kan helt afskrives chance, men jeg føler mig overbevist om, at vinderen er nævnt. Især da de næste to i min rangering, 7 Balotelli og 8 Tourmalet, har været uheldige i sportildelingen.

Held og lykke med spillet! Jeg håber ovenstående analyse kan være medvirkende til, at du får sat de rigtige krydser.

Live