V4-analyse til Nykøbing torsdag d. 21. november

Udarbejdet af Steffen Møllergård.

Statistik: Spillet 7.638kr. Vundet 7.197kr. TBP 93,72%. Hitrate 12/38.​

Printvenlig version



V4-forslag (reservehest i parentes)

V4-1: 4-5-2 (1)

V4-2: 6 A Secret Word. (7)

V4-3: 7-8-9-5 (4)

V4-4: 8-6-7-4-3 (10)

Pris: 120 Kroner. (60 kombinationer)



V4-1 / 1 løb. 2140 M. Autostart

Et løb, som trods kun seks heste til start har givet lidt hovedbrud. De to topchancer i løbet kommer til start efter lange løbspauser.

Chancevurdering

A-chancer: 4-5 B-chancer: 2-1-3 C-chancer: 6

4 C’est Peak. Den havde en flot periode for Jan Dahlgaard fra september måned sidste år frem til januar måned i år, som bød på seks sejre i syv starter. Leverede mange toppræstationer i disse starter. Sidste start ligger tilbage til marts måned, hvor det endte med en startgalop. Derefter blev den i sommers købt af Sune Hansen, hvor den helt sikkert er gjort grundigt klar til denne her start. Dog er der nogle spørgsmålstegn for C’est Peak i om den mangler løbet i kroppen, og om den klarer de flade sving på Falster. Med brødre som derbyvinderen Bvlgari Peak og Explosive Peak har den helt sikkert en masse ugjort på væddeløbsbanerne. Den får helt klart vindertippet i løbet. Men jeg synes p.g.a. løbspausen, at man skal gardere C’est Peak.

5 Dirty Dancing. Har slet ikke haft den forventede 4-års sæson efter den sidste år hvor den indledte karrieren sidste år med tre flotte sejre. Grunden til dette er, at den har været sat tilbage af forskellige sygdomsperioder og diverse problemer, så alt har bare drillet. Dirty Dancing har kun en start bag sig i denne her sæson, hvor den på hjemmebanen d. 1. juni fejlede direkte ind i første sving. Har derefter med tålmodighed fra ejerne trænet frem imod den næste start. Gik sidste løbsdag på Falster et rutineløb for Birger Jørgensen, hvor den viste at den er klar til denne her opgave efter en stor føring hele vejen rundt. Skal på kapaciteten ses med en klar vinderchance i dette løb.

2 Gerko Steenwijk. Der er måske lidt ”luksuskryds” over at tage Gerko Steenwijk med på V4 kuponen. For normalt slår den aldrig de to ovennævnte heste i løbet. Men de kommer begge efter lange pauser. Og fejlfrit er Gerko Steenwijk i form til at slå til, hvis favoritterne svigter. Skal alle dage i ugen kunne slå programnummer 1, 3 og 6 uden de store problemer. Så derfor nøjes jeg med de tre heste på mit V4 forslag. Gerko Steenwijk fejlede op til startbilen i sin sidste start, og den satte mange meter til. Men den leverede en fin ophentning, og den kunne tage en præmie.

1 Vellegrino S og 3 Bombay Laser. Har normalt ikke haft de store sejrschancer, når de har startet det sidste lange stykke tid. Og det er længe siden de har vist de store. Men løbet her er noget lurrigt, da de to/tre heste med mest kapacitet i løbet ikke er 100% pålidelige. Så jeg forstår godt de spillere, som trykker på ”alleknappen” i dette løb og håber på et favoritsvigt. Jeg satser dog på, at programnummer 4,5 og 2 får mig sikkert igennem første afdeling af V4.

6 One Way Hill. Gjorde comeback sidste løbsdag på Falster efter hele syv års løbspause i et puljeløb 1:20. Sad med det samme på spidsen, og førte an i en klar føring. Galopperede med 800 meter til mål. Så spillerne fik ingen indikation om formen på One Wal Hill. Vejret var også ret dårligt denne dag, og der lå masser af vand på banen der hvor galoppen kom. Så læg ikke det store i galoppen der. Der er pt. rigtig god staldform på Martin Jahn´s heste. Men den starter nok mest i dette løb for at det kan gennemføres. Med få heste til start er en præmie bestemt også mulig. Men den burde nok sportsligt set have været meldt i et formløb.



V4-2 / 2 løb. 2140 M. Autostart

A Secret Word har her fået et godt tilbud, som den bør udnytte til sejr. Den bliver mit blankbud i dagens V4-spil.

Chancevurdering.

A-chancer: 6 B-chancer: 7-3-4-5 C-chancer: 2-1-8

6 A Secret Word. Har haft et fantastisk år med knap 92.000 kroner indtjent. Den startede to gange på Falster i marts/april måned, hvor den ikke gik sine bedste løb. Den har dog derefter med kuske som Knud Mønster, Jürgen Sjunnesson og ikke mindst dagens kusk Birger Jørgensen udviklet sig kolossalt i hård konkurrence. A Secret Word er helt klart klassehesten i løbet, og den bliver min blanke i dagens V4 spil. For fire starter siden overtog den spidsen efter 500 meter, og derfra vandt den en let sejr. Derefter har den startet i hård konkurrence, hvor den i alle tre starter er havnet i dødens spor. Derfra har den ikke kunne vinde dens løb, men den bør vinde dette løb let næsten uanset, hvor den ender undervejs.

7 Guts For Glory. Den vandt sin sidste start efter en lang løbspause, hvor den akkurat på målstregen fangede Fernando N L efter en fantomafslutning de sidste 150 meter af løbet. På den sidste løbsdag på Falster blev den derefter slettet en tiltænkt start pga. den var under dyrlæge behandling. Det har næppe været noget alvorligt siden den er meldt til start i dette løb kort efter. Får den det rigtige rygløb undervejs, så kan den speede frem til en god placering trods den er havnet lidt langt ude på vingen. Køres af unge Anders R. Jensen, som viser fint flair for det at køre væddeløb. Værste modbud til min blanke A Secret Word.

3 Jammerbugten. Efter en fin sejr på hjemmebanen for tre starter siden, så har den startet to gange på Lunden. I sin forrige start endte den i femte par indvendigt. Viste ikke det store i afslutningen, men sad for langt tilbage i feltet undervejs til at løbet kunne køres til dens fordel. I sin sidste start endte den i fjerde par indvendigt, og ind på opløbet sad den fast bag en træt Thunderstruck, så den måtte nøjes med en lille præmie. Skal tilbage på hjemmebanen være en god triochance. Men jeg ser den ikke kunne slå A Secret Word i et normalt afviklet løb.

4 Fernando N L. Den har jeg vindertippet i dens to sidste starter. Og i dens forrige start hvor kusken Nicolaj Andersen gjorde alt rigtigt i løbet, og alligevel sejrede Fernando N L ikke. Den fik et perfekt løb i andet par udvendigt med 1300 meter til mål. Rundt sidste sving blev Arn Kronos holdt perfekt lukket inde, og den kunne gå frem til det der lignede en sejr med en mule på tv-billederne. Men målfotoet viste (utroligt nok) en sejr til Guts For Glory med det mindst mulige. I sin sidste start endte den i spidsen, men slap denne med en omgang til mål til Captain Coke. Ind på opløbet brød Captain Coke lidt ud, og Nikolaj Andersen søgte indvendigt for denne, men de hægtede hjul og det endte med galop for Fernando N L. Med det rigtige rygløb indtil opløbet ser jeg Fernando N L løbe med en god triochance i løbet.

5 Arn Kronos. Har taget tre tredjepladser i træk. Ved sine starter d. 11. oktober og 24. oktober har den siddet bomfast i slutfasen af løbet med alle kræfter sparet. Ved sin sidste start viste den fin moral i opløbet bag Next Is Now og Besplatno Tiki, hvor en tredjeplads var maksimalt udbytte på dagen. Efter en indvendig start kom i den ud i andet par udvendigt med en omgang til mål. Kæmpede fint og forsvarede sin position i slutningen af løbet. Programnummer 7,3,4 og 5 er meget tætte og positionerne undervejs er helt afgørende for, hvem der løber med A Secret Word i trioen.

2 Gent Quattro. Som det kan ses af resultatrækken, så har det ikke fungeret for Gent Quattro i væddeløb i en længere periode. Den indeholder stor fart, men har været meget svær at køre fejlfrit rundt. Den bliver derfor seedet som en ”C-chance” trods den er bedre end resultatrækken. 1 Jetmoon Heart. Er i fin form, men konkurrencen er for hård til at den søger mere end en præmie i dette løb. Vandt for to starter siden et handicapløb på Lunden, hvilket så betød at starten efter havde den toptillæg i dens næste handicapløb. Hvor så en niendeplads på dagen var maksimalt udbytte.

8 Væsterbo Peak har det normalt meget svært i klassen på Falster, og den søger en præmie i dette løb.



V4-3 / 3 løb. 2140 M. Snorestart

Et løb, hvor jeg forventer at vinderen skal findes fra tillægsvolten. Eddie Murphy gives vindertippet efter flere gode præstationer de sidste starter.

Chancevurdering

A-chancer: 7-8-9 B-chancer: 5-4-2 C-chancer: 3-6-1

7 Eddie Murphy. For tre starter siden var den meget tæt på Ecco Elholm på en andenplads. Tog spidsen fra start, men slap denne til Ecco Elholm efter 500 meter. Ind på opløbet kom den tættere på, og den var meget kort slået. Starten efter endte den i en blød dødens nede i feltet. Kom frem til den førende Eagle Merci, men galopperede meget umotiveret med 800 meter til mål. Det var et rodet løb med mange galopperende heste, så den kunne komme tilbage i løbet til en præmie. I sin sidste start mødte den klart forbedret modstand, og jeg synes den gik et topløb. Efter 500 meter gik den frem udvendigt til den førende Endless Love. Holdt hele tempoet oppe undervejs. Kunne slå Endless Love og måtte lade Dinard gå forbi sig til sidst i løbet. Men den holdt farten stærkt i slutfasen med tanke på det hårde løb den blev budt. Stærk krabat, som tåler at lave noget undervejs. Den sidste klart godkendte præstation kan veksles til sejr i dette løb. Da den startede på Falster d. 26. september, fejlede Eddie Murphy ind i første sving i spidskampen med Ebay Holmsminde. Men den har også udviklet sig efter denne start. Udgangshesten i et åbent løb.

8 Deserts Machoman. Startede tre gange som 3-års. Men den virkede ikke helt klar på det tidspunkt. Og starterne var mest nok for at få de 12.000 kroner fra unghestesatsningen man får efter to starter. Derefter holdt den næsten et helt års løbspause. Men den var helt klar til denne start. Sad tidligt i spidsen, og fik lov til at bestemme tempoet undervejs i 26-28 tempo. Så der var masser af kræfter tilbage de sidste 500 meter. Og den kunne vinde en stensikker sejr. Nicolaj Andersen har her fået en god køretur. Og den skal selvfølgelig med på V4 kuponen.

9 Ecco Elholm. Den var en fin debutvinder i et noget billigt 3-års løb på Lunden. Den overtog spidsen efter 500 meter. Den så fin ud undervejs, og selvom den stoppede noget op de sidste 100 meter, så forsvarede den sig hjem til en sejr. Sejren gav 15.000 kroner, så den starter med tillæg i dette løb. Gives ikke vindertippet, da den mangler lidt løbsrutine i forhold til konkurrenterne med kun en start bag sig, og den har fået startspor fem i volten. Men den skal absolut med på V4 kuponen i et åbent løb.

5 Drunken Butterfly. Efter en længere løbspause fik den et løb i kroppen den 24. oktober, hvor den ikke gik det store, og den endte klart sidst i mål for Line Pedersen. Men i sin sidste start var den markant forbedret. Sad undervejs nede i fjerde par indvendigt. På den sidste langside gik den ud i andet spor og optog forfølgelsen af Deserts Machoman. Men trods gode sidste 500 meter, så var den uden chance for sejr. Men på dens sidste præstation skal den regnes med vinderchance i løbet. Og den finder vej til min V4 kupon, da den sandsynligvis er gået frem i form med det sidste løb i kroppen.

4 Easy Winner. Den har ikke vist det store i sine to første starter. I debuten på Lunden sad den undervejs i tredje par indvendigt. Den var meget træt med 500 meter til mål, og galopperede kort efter da en anden hest galopperede foran den, og den skulle korrigeres udenom. Starten efter på Falster sad den også i tredje par indvendigt. Gik ud i andet par udvendigt med 500 meter til mål. Men holdt mest farten på afstand af Deserts Machoman og Drunken Butterfly. Lille triochance trods den har 20 meters forspring til de ovennævnte fire heste.

2 Clayton. Efter nogle lidt kedelige starter på Bornholm, så gik den et fint løb på Falster den 24 oktober. Efter en langsom start sad den som sidste hest indvendigt. Med 500 meter til mål gik den ud i andet spor, og holdt farten ok på klar afstand af vinderen Diamond Merci. Men den tog da længder ind på triohestene i opløbet. Men den viste ikke det er en udpræget vinderhest. Så jeg ser den med en lille triochance i løbet. Var dog klart foran Drunken Butterfly i mål denne start.

3 Desperatehousewife. Gjorde sin debut i juli måned, hvor den galopperede kort efter starten. Havde også galopperet i afcantringen inden løbet. Der var også næsten et år fra prøveløbet til dens debut. Kort efter dens debut blev den solgt videre til en ejer på Falster, som også står for træningen af denne. Skal selvfølgelig ses an i nyt regi. Men den skal være markant forbedret før den er aktuel for spillerne her. Søger i første omgang et fejlfrit løb og en præmie. 6 Bel Air Klintholm har ikke startet siden maj måned 2018. Var derfor i prøveløb den 1. juni, hvor den mest hang med. 1 Bad Shadow. Den har haft det meget svært på Bornholm, og selvom løbet her ikke indeholder den store klasse, så har jeg svært ved at se den med fremme trods en perfekt udgangsposition.



V4-4 / 4 løb. 1640 M. Snorestart

De på papiret bedste chancer i løbet, har alle fået dårlige startspor i volten. Det åbner løbet noget op, og jeg tager min luring Raket Hill Street med på V4 -forslaget.

Chancevurdering

A-chancer: 8-6-7-4 B-chancer: 3-10-9-5 C-chancer: 2-1

8 Alonso Cæsar. Jeg ser klart Alonso Cæsar som den bedste hest i spidsvolten. Den løber jo normalt i langt stærkere konkurrence end der er i dette løb. Men den har vel ikke fordel af sprint, og anden række i volten. Så det er i mine øjne ikke noget blankbud. Den var for tre starter siden anden på Lunden bag Muscle Lane. I sin forrige start sad den i tredje par indvendigt fra start. Med en omgang til mål gik den udvendigt på den førende Muscle Lane. Og trods den måtte lade Offshore Man og Moliere gå forbi sig i opløbet, så gik den et fint løb, hvor positionerne undervejs blev afgørende for, at den måtte nøjes med en præmie. I sin sidste start på Jægersro tabte den travet umotiveret på sidste langside, hvor den lå i fjerde par udvendigt. På klassen gives den vindertippet i et åbent sprinterløb.

6 Vakse Viggo. Har gået tre fine starter i oktober måned, og stiller til denne her start op i absolut topform. Først på Lunden hvor Anders F. Jensen kørte offensivt fra start. Sad i ryg på den førende Usain Cup hele løbet. Fik hullet kort før målstregen, men kunne ikke nå frem til sejr. Men tog en klart godkendt andenplads. Havde måske vundet løbet, hvis hullet var kommet lidt tidligere. I sin forrige start afsluttede den stærkt i opløbet efter at have fået perfekt trækhjælp af Torpedo W F de sidste 300 meter af løbet. I sin sidste start sad den indvendigt i fjerde par undervejs. I løbet skete der ikke det store før sidste sving, hvor Vakse Viggo gik frem til en enkelt og let sejr. Trods lukket spor i volten skal den ses med absolut vinderchance i løbet.

7 Torpedo W F. Har de sidste to starter været anden til Vakse Viggo i mål. Begge gange har den været kørt lidt afventende undervejs. Hvor den så har afsluttet stærkt de sidste 300-400 meter af løbet. Har også absolut topform hvilket tiderne også viser de to sidste starter. Det er i mine øjne en hest, som kan vinde løb når som helst det flasker sig med positionerne undervejs. Her kan det godt ligne, at andre heste gør det grove job, så den kan afslutte stærkt i slutfasen. Og den har måske i forhold til Alonso Cæsar, Vakse Viggo og Attention Bøgedal fordel af sprint. Derfor må man ikke glemme Torpedo W F på V4 kuponen.

4 Attention Bøgedal. Startede i fredags på Lunden, hvor den kort efter starten havnede udvendigt på den førende Cheri De Vie. Tempoet var roligt undervejs, så det var en smule skuffede at den rejste nødsignalet med 300-400 meter til mål, og endte syvende i mål. I det hele taget har den ikke gået godt de sidste tre starter. For tre starter siden endte den også i dødsens spor på Falster. Og selvom den fik et hårdt løb, så var det alligevel skuffende, at den måtte nøjes med en præmie. I sin forrige start var den ude i et stort tillæg, og den kom aldrig ind i løbet. Men Attention Bøgedal bør altid være en vinderchance på Falster, så jeg tager den på kuponen. Før de sidste tre starter imponerede den stort på derbysøndagen og de efterfølgende to løb, hvor den begge gange slog Covini. Kæmper om at blive årets sejrshest på Falster, så sikkert derfor er Nikolaj Andersen hyret ind som kusk til dagens start. Kan afslutte giftigt de sidste 300 meter af løbet.

3 Raket Hill Street. Har efter en periode med tætte starter fået en måneds løbspause. Den kan fra et godt startspor i volten være løbets helt store luring. Det er nemlig ret sandsynligt, at Raket Hill Street sidder tidligt på spidsen. Vælger Jens Arne Hansen at køre der så længe der er benzin på tanken, så er det spændende i slutfasen at se hvor langt formen rækker. Da jeg ikke kan udelukke, at den holder hele vejen hjem kommer den med på V4 kuponen. I sin sidste start på Lunden endte den i fjerde par indvendigt fra start. I slutfasen fik den aldrig frit løb, og løb over målstregen med kræfter i behold.

10 Nok Én Frækkert. Hædershest som her gør en af dens sidste starter i karrieren inden den falder for aldersgrænsen på 14 år. Har startet sparsomt de sidste måneder, og jeg tænker at denne her start er opbygning af formen til en fin afslutning af dens karriere med nogle starter i december måned. Den var ude i et lignede løb på Falster i sin sidste start, hvor den sad som sidste hest i et lille felt med fem heste til start. NokÉn Frækkert kunne i slutfasen ikke tage længder ind på Global Strategy, Aqua De Vie og Vakse Viggo. Det samme er sandsynligt i dette løb. Og jeg ser den løbe med en lille triochance i løbet.

9 Finish Future. 20 meters tillæg på sprint er aldrig let. Den taber sandsynligvis lidt fra start, så det kan ligne et løb som sidste hest i feltet undervejs. Virker dog til at være i fin form pt. Den vandt for tre starter siden på en god afslutning et pulje løb 17.5 på Lunden. Har derefter startet to gange på Jægersro. Først d. 18. september, hvor den fra startspor tolv endte i fjerde par udvendigt. Ind på opløbet afsluttede den måske bedst af alle i opløbet til en femteplads. I sin sidste start galopperede den direkte, da startbilen slap feltet. Det ligner en lille triochance i løbet trods fin form pt.

5 Remus Tiki har gået tre fine løb efter en lang løbspause for Nikolaj Andersen. Hvor den i nævnte rækkefølge var anden til Vakse Viggo. Derefter var den fjerde efter et løb spids, hvor den ikke var langt efter bla. Vakse Viggo og Torpedo W F i en tæt afgørelse. I sin sidste start galopperede Remus Tiki, da den efter 500 meter af løbet blev sat i andet par indvendigt. Blev hurtigt sat i trav, og sad som sidste hest i feltet. Den fik tredjepladsen i løbet, da Nicolaj Andersen gik smart frem indvendigt i slutfasen, og stjal mange længder på dette. Startspor fem i volten og denne gang amatørkørt, gør det til en mindre pladschance i løbet. Men den har fin form pt. som resten af Martin Jahn´s heste.

2 Viktor Flirt. Den er lige handlet til nye ejere på Falster. Har de sidste mange starter i regi René Kjær ikke vist det store. Måske den liver lidt op hos Liv-Jorunn Lund, men den skal være markant forbedret før den er noget for spillerne her. Er også sammen med 1 Ullala Ami Salløv meget hårdt inde i løbet på deres præmiesum. Og det er sandsynligt, at begge heste søger et indvendigt løb, og derfra blive trukket med til en præmie.