V4-analyse til Klampenborg lørdag d. 12. oktober

Udarbejdet af Christina Borreby.

Statistik: Spillet 8.278 kr. Vundet 3.848 kr. TBP 46,5%. Hitrate 2/29



Printvenlig version



V4-forslag

V4-1: 3-4-6

V4-2: 4 Alberone

V4-3: 7-6-3

V4-4: Alle 10

Pris: 180kr.



V4-1

Et toårsløb der ser ud til at skulle afgøres mellem to heste, der begge kommer fra stærke indsatser i storløb. Flere er under udvikling og hvem tackler den bløde bane bedst?

A-chancer: 3-4 B-chancer: 6-5-2-7-1

3 Starlight Runner har vist gode takter gennem hele sæsonen og mødt hård modstand i storløb de sidste 3 starter. Kommer her ud på 1200m for første gang. Er blevet træt i fronten i blød bane, men med kortere distance og mildere selskab, er hoppen et stærkt vinderbud.

4 My Little Sister har også gjort det godt i hårdt selskab og er modbuddet her. Har umiddelbart tacklet blød bane lidt bedre end førnævnte og kan slutte stærkt af på de sidste meter (se løb).

6 Khal Drogo var meget velgående senest, men løb lidt tør for kræfter med 200m til mål og blev ikke redet fuldt i mål. Kan have fordel af kortere distance og har man plads til et ekstra kryds, skal han med.

Søren Jensen to deltagere 5 Mancini og 2 Totally Convinced har ikke overbevist endnu, men forbedrer sig lidt for hver gang og kan overraske.



V4-2

4 Alberone ser ud til at få et godt tilbud her på den 2800m lange distance. Et fint blankbud, men se op for staldkammeraten 3 Hongkong Honcho og en formstærk 1 Steinway.

A-chancer: 4 B-chancer: 3-1 C-chancer: 6-2

4 Alberone får et godt tilbud her. Han bliver bedre for hver en meter og er bedst inde på tallet. Den store hingst var som 3-års anden i Norsk St. Leger i blød bane og er distancesikker. Et fint blankbud her.

3 Hongkong Honcho er endnu en sejrskandidat fra Bent Olsen, men skal hente fem kilo i forhold til staldkammeraten. Var kort slået til tredje i Svensk St. Leger i sin 3-års sæson i blød bane og tackler både baneforhold og distancen. Har vist fin form denne sæson og må være med helt fremme.

1 Steinway vandt St.Leger i fjor og var anden som 3-års, så tackler distancen uden tvivl. Den bløde bane kan være et spørgsmålstegn, her hvor han også skal give vægt til de to førnævnte, og skal bære en del bly med en let rytter på. Er i stærk form og er en trio og outsiderchance.

5 Loveatfirstsight er en anden outsider. Er formstærk og vandt senest på 2400m i blød bane med høj vægt. Møder bedre heste her, og er uprøvet på den lange distance, men slapper godt af undervejs og kan have kræfter sparet til en god afslutning.

6 Aristoteles prøves med sidestykker for første gang. Har sammen med 2 Garcon et stykke vej op på tallene, men begge har distanceevner og kan være i trioen. De vil på papiret have svært ved at afgøre her.



V4-3

Et løb der ser ud til at skulle afgøres mellem to heste, der senest ramte stregen hoved ved hoved. Vinderbuddet går til 7 Stellar Jet som er to kilo bedre inde denne gang og har fordel af den kortere distance.

A-chancer: 7-6-3 B-chancer: 5-1 C-chancer: 4-2

7 Stellar Jet var med på stregen senest og er her to kilo bedre inde end 6 Mink’s Chanel. Har modsat denne fordel af den lidt kortere distance. Har toprytter Carlos Lopez i sadlen til at forvalte chancen, og bliver vinderbuddet her.

6 Mink’s Chanel gik et flot løb senest for debuterende rytter og jagter en gentagelse. Den 200m kortere distance kan være en ulempe, men hun trives i blød bane og det kan have mere at sige her. Må være med på stregen igen.

3 Gypsy Cat var kort bag de to førnævnte senest og løber med frem igen. En ulempe kan være den høje vægt i en krævende bane og den kortere distance. Har god form og udvikler sig fra løb til løb og kan være en outsider her, som dog bør være sikker i trioen.

5 Houdinithemagician kan overraske når som helst og må ikke fraskrives her. Løber med frem og tackler både baneunderlag og distancen, hvilket også gælder for 1 Peggy’s Daughter. Den sikre spiller tager begge med.



V4-4

Med en blank i V4-2 er der gjort plads til ekstra krydser i sidste afdeling, hvor man med fordel kan have alle med, selvom et par favoritter skiller sig ud. En sjov outsider kan være 6 Borodino, der er ved at finde formen.

A-chancer: 4-1-3-5-10 B-chancer: 6-8-7-9-2

4 Zahraa har længe været meldt op af træneren, og beviste senest hvorfor. Sluttede stærkt af, men fangede lige præcis ikke sin formstærke staldkammerat. Skærpes her yderligere med blinkers og på afslutningen senest, bør de 1800m ikke blive et problem.

1 Isetan gik et godt løb senest bag gode heste. Trives bedst på længere distance, men klarer også de 1800m, hvor blød bane kun er en fordel. Må være med fremme her.

3 Bergheim har gået på kortere distance i de seneste tre starter, og vil have gavn af de 1800m. Var slået kort sidst han var på denne distance og viste senest, at formen er fin med en kort slået fjerdeplads. Tackler blød bane og kan udfordre om sejren her.

5 Donatella har vist gode takter i de sidste to starter, men måtte bøje sig som favorit senest for en god hest. Var bag 4 Zahraa og 3 Bergheim der. Usikkert med de 200m længere, men jagter i alle fald en trioplacering her og må krydses på bonnen.

10 Gaia gik et hæderligt løb efter lang pause senest og fik et hårdt spor rundt svinget. Vil komme forbedret her og trives godt på de 1800m.

6 Borodino har nu flere løb i kroppen efter at være kommet sent i gang, og forbedrer sig fra løb til løb. Gik godt i Fyensløbet i hårdere selskab. Bærer høj vægt godt, men det kan koste længder i blød bane. Kan være en outsider her og må med på den sikre bon.