V4-analyse til Charlottenlund søndag d. 8. marts

Udarbejdet af Kim Nielsen.
Statistik: Spillet for 16.096kr. Vundet 14.388kr. TBP 89,4%. Hitrate 16/52


Printvenlig version


V4-1:
6 (1)

V4-2: 4-5 (6)

V4-3: 6-2-8-5 (3)

V4-4: 2-10-4 (3)

Pris: 24 rækker spilles for 10 kr. pr. række - i alt 240 kroner . (Reserveheste i parantes)


Spil forslag via Derby25

Spil forslag hos Dantoto



LD-forslag

6-2-8

2-10

seks kombinationer


V4-1 / 1. løb

Jeg lægger ud med en ugarderet i en favoritpræget Lunch V4, hvor der er lagt op til at spille en gangekupon. Steen Juul har fået stabiliseret Destiny S, og den er feltets bedste hest og vinder det her uanset løbsafviklingen.

A-chancer: 6 B-chancer: 1-4-5-2-8-3-7 chancer:

6 Destiny S har Steen Juul efterhånden med lidt udstyrsændringer fået sat skik på hoppen efter de to første håbløse galopper efter lang pause. Var godkendt anden fra dødens i Aarhus for tre starter siden, hvor Bravur Torkdahl smuttede forbi til slut. Gangen efter 2i i et sprinterløb på Lunden som her. Kom ud i andet spor i opløbssvinget og spurtede forbi førende Ipomea på de sidste meter i en sej bane. Senest i Odense bød den Highyield Draviet op til dans i en hidsig spidskamp i 12-fart. Nåede kun trekvart længde forbi og trak følehornene til sig efter 500 m. Trods den hårde åbning, så var det Destiny S, der havde en polet ekstra i opløbet, hvor den nedkæmpede Phil Taylor, der havde fået krammet på Highyield Draviet. Fra spor 6 på sprint har Steen Juul en fordel i forhold til meget starthurtige Aronia, som starter fra spor 1. Med tanke på det sidste løb, tror jeg, at Steen Juul kan tage spidsen her, og så er det svært at se den tabe. Men vi så også sidst, at den kan vinde fra andre positioner, så jeg tøver ikke med at blanke Destiny S her.

1 Aronia er pivhurtig fra start. Senest tog den spids begunstiget af spor 6 på sprint. Fik favoritten Belissa Gry op udvendigt undervejs. Forsvarede sig dog hele vejen og havde en marginal på en lille længde til andenhesten på stregen. Kenneth Nielsen vil sikkert gøre alt for at komme til spids her, da hesten trives bedst dér. Men spor 1 på sprint på Lunden er en udfordring, da de yderste heste har mere fart på, når bilen slipper. Skulle den ramme spidsen, så stiger chancerne. Jeg regner dog Steen Juuls hest for den bedste i feltet, så Aronia er blot det bedste bud på andenpladsen her.

4 Akrobat er ikke den store sejrssluger, men er god til at løbe med. Er i præmierækken hver gang. Senest forsvarede den spor 1, indtil Steen Juul kom og overtog med Baronessen. Det var over fuld distance, og i opløbssvinget kunne Akrobat ikke holde ryggen længere. På de sidste 100 m blev den passeret af flere heste, og den er nok bedst på sprint. Er pænt starthurtig og kan få god position fremme i feltet her. Kan være trioaktuel, men ikke noget for stregspillerne.

5 Magna Carta gør det jævnt og stabilt og er som regel i præmierækken. Var tredje på Lunden for nogle starter siden til Don Cash og A Secret Word, hvor den var tæt på sidstnævnte over mål og før Eurydike Hornline i mål. Senest umotiveret galop på midtvejs i løbet, og den fulgte siden med på afstand af vinderen Dempsey Cloc. Jeppe Juel skal nok få givet hesten et godt rygløb, og så er den en af flere triokandidater her.

2 Eurydike Hornline har mest gjort det i monté på det seneste. Vandt forrige start foran Palermo Tårs, der ikke kunne give 60 m forud. Senest forsøgte den at give Rocky P H (40 m tillæg) en match på Fyn, men den var for stærk i afslutningen. Formen er således fin, men det er helt andre forudsætninger her med sprint og sulkyløb. På sin gode form er den en af triokandidaterne her.


V4-2 /2. løb

Herligt med comeback til flere klasseheste i dette lille felt. Steen Juul bliver utvivlsomt favorit, men jeg undlader ikke Flemming Jensen på kuponen, da Victory Island trods alt kommer fra en skadespause på knap ni måneder.

A-chancer: 4-5 B-chancer: 6-2-1-3 C-chancer

4 Victory Island kommer tilbage efter lang skadespause. Havde jo en forrygende sæson de første 6-7 måneder sidste år, hvor det blev til fem sejre og to andenpladser i ni starter. V75-sejr på Jägersro og andenplads i STL-finalen i Elitloppsweekenden. Seneste start vandt den kvalifikationsløbet til Super Trot Cup på Jägersro, men fik så desværre en gaffelbåndsskade forud for finalen i Berlin. Ejeren fortæller, at den har fået bygget flere muskler på via svømmetræning i pausen. Har aldrig tabt et fejlfrit løb på Charlottenlund, og da den har 20 m forspring til den formodede værste konkurrent, så tænker jeg, at Steen Juul i et lille felt tidligt kører til spids og tager farten ud af løbet for at give hesten så forsigtig en opstart som mulig. Den har før vundet over 3 km, så distancen klarer den. Det er en klassehest, som sikkert genoptager sejrsrækken her.

5 Come On Hugo kommer også tilbage efter pause. I sin seneste start tilbage i september var den også ude over 3 km. Sad langt tilbage undervejs, og på sidste langside var der 40 m frem til førende Molliere og Something Fishy, da Flemming Jensen indledte jagten. Nærmede sig hele tiden, og den manglede stadig 15-20 m, da feltet svingede ind i opløbet, hvor der var kraftig modvind. På trætte ben nåede den akkurat at fange de to første, men udvendigt gik Chablis kort forbi til sejr. Klart godkendt præstation af Come On Hugo, som Flemming Jensen spår en fremtid på de lange distancer, som her. Var i sidste uge ude i et rutineløb i Aalborg, hvor den førte fra start til mål på en 17-tid og afsluttede i topfart de sidste 3-400 m før Onceforall Face og Pingus Vang. Er modbuddet til Victory Island her.

6 Pingus Vang er en hædershest, der nu er blevet 13 år. Har ikke startet i næsten et år, hvor den senest galopperede på Klosterskogen. Gangen før fik den 2u i Aalborg, hvor den afsluttede godt som tredje til Slide So Easy og Stand And Deliver. Var med i rutineløbet i Aalborg i sidste uge, hvor den hang fint med bag Come On Hugo og Onceforall Face. Skal her give 40m til Victory Island og 20m til Come On Hugo, og det ser svært ud, selv om tillæg ikke betyder helt det samme på 3 km. Spændende at se denne gamle kriger i aktion igen, hvor den er en klar triokandidat her.

2 Babymoney er det ikke lykkedes Flemming Jensen at få gang i trods mange forsøg. Har gået et godt løb som tredje i Odense i eftersommeren. Derefter tre galoper i streg. Senest tilbage efter pause, hvor den blev kørt på sikkerhed. Sad 3u, men kunne intet og var allerede træt i opløbssvinget. Kom i mål som sidste fejlfrie hest 20 m efter feltet. Når Flemming Jensen starter den igen, så har man jo ikke fundet fejl på hesten. På langt løb, hvor tempoet næppe bliver højt fra start til mål, så kan den måske gøre en bedre figur her. Men den skal vise noget, før den bliver aktuel for spillerne.


V4-3 / 3. løb

Her har Steen Juul igen favoritten, men det er trods alt kun en fireårig hoppe, der møder aldre heste, og der er ikke råd til galop her som sidst. Derfor lidt garderinger på i denne afdeling – primært af to formstærke hest og så et longshot.

A-chancer: 6-2-8 B-chancer: 5-3-4-10-1 C-chancer: 9-7

6 Estrella Sisa har kredsen omkring hesten årgangsambitioner med. Gik flere fine løb som treårs, hvor det blev til fem sejre i otte starter. Kom senest tilbage efter pause, og galopperede i første sving i Aarhus. Kom dog forrygende tilbage, hvor den rundede feltet på sidst langside og holdt hele vejen hjem foran Chardonnay. Møder dog ældre og mere rutinerede heste her i Liga 5, men med tanker på seneste præstation, bliver den mit førstevalg her, men garderes skal den.

2 Cinxia er hver gang med fremme, hvor det sker. Vandt for tre starter siden i Skive på en kanon afslutning før Dixi, hvor den sad langt tilbage undervejs. Gangen efter godt rygløb i 3u, hvor den rundede feltet ind på det lige, men havde Enjoy Banker med på slæb, som den ikke kunne stå imod på de sidste meter. Senest igen 3u i Aarhus, hvor den blev sinket lidt i opløbssvinget og pludselig havde meget langt frem til førende Eldorado. Sluttede dog atter forrygende af og tog en del meter ind på Eldorado og andenhesten Epicwildfire M T, hvor den samtidig gik forbi så god en hest som Elegant C N på de sidste 100 m. Skal have sit rygløb, og har så en hvislende afslutning. Perfekt spor til dette her, og den er super farlig her og skal med på alle kuponer.

8 Badlands tog tre sejre på stribe omkring årsskiftet, hvor konkurrencen nu er blevet skærpet. Senest hurtig fra start fra spor 7, hvor den kunne ramme vinderhullet bag Eldorado i Billund. Fik chancen og forsøgte at udfordre Eldorado på de sidste 100 m, men trods en god afslutning måtte den nøjes med andenpladsen. Har igen et yderligt startspor, men mon ikke Jeppe Juel kører lidt med fra start og finder en god position midt i feltet. Er nok bedst med et rygløb, som den kan få her, og så kan den nå langt på sin gode afslutning. Skal også krydses tidligt og skal med på alle gangekuponer, som der sikkert bliver spillet nogle stykker af denne løbsdag.

5 Black Magic har jeg meldt op flere gange. Den har dog desværre for let til galop, som ofte ødelægger det for den. Har dog stor kapacitet, og der er lyspunkter ind imellem, og pludselig en dag, så vinder den. For tre starter siden gik den storartet i dødens på Enok, som den gik forbi, men blev slået af Epicwildfire M T i yderbanen. Blev dog deklasseret – derfor fjerdepladsen i resultatrækken. Senest tidlig galop som så ofte før. Godt tilbage og med i angreb i ryg på Estrella Sisa på sidste langside. Kunne dog ikke holde farten hele vejen og stummede en smule på bakken og var kun femte. Holder den sig ved jorden, kan den levere overraskelsen.

3 Dixidore gør det ofte jævnt og stabilt, men heller ikke mere. Var forrige gang tredje fra bagspor i Aalborg, hvor den afsluttede godt bag Enjoy Banker og Cinxia. Senest havnede den i dødens, hvor Eldorado førte med Badlands i ryg. Viste allerede svaghedstegn i sidste sving, da upåagtede Bartho gik en halv længde forbi i tredje spor, og ind på det lige kom galoppen så for Dixidore. Blev kørt uden sko, og det var iflg. træneren forklaringen på galoppen. Så den kommer med sko her. Tager sikkert en af de mindre præmier her, men er kun trioaktuel i det her selskab.


V4-4 / 4. løb

Her kan Flemming Jensen bytte en række andenpladser ud med en sejr til Daisy Cash – især hvis den kommer tidligt til spids. Hvis den havner i dødens, så kan den måske være en favorit lidt i fare, så jeg garderer med den næstfavoritten og en svensk outsider.

A-chancer: 2-10 B-chancer: 4-3-5-1-7 C-chancer: 9-6-8

2 Daisy Cash er Flemming Jensen efterhånden ved at få op i omdrejninger. Var anden fra dødens på Jägersro til Din Lymmel, der førte fra start til mål på sprint, hvilket ikke var til fordel for den stærke Ready Cash-hoppe. Senest 3u fra spor 11. Angreb med 600m igen og kom hastigt frem til den førende Billie Jean, som den var en halv længde forbi i opløbssvinget. Indvendigt fik Bent Svendsen gang i Billie Jean igen, og den svarede Daisy Cash hele vejen, hvor Flemming Jensens hoppe viste klar fremgang og var stor i nederlaget. Har her et perfekt startspor, og mon ikke Jensen kører tidligt frem, når røgen har lagt sig. Ramme han spidsen tidligt, så bliver den svær at tage ned herfra. Oplagt vindertip.

10 Chap A P fik sejrsrækken brudt senest efter galop i første sving, hvor det gik lidt for stærkt. Fik bare et arbejde efter feltet derefter. Inden da to sejre på Lunden. Først fra ryg før Volt di Ruggero og A Secret Word. Gangen efter fra spids før Beautiful Kiss. Har nu vist et par gange, at den også kan gå fra ryg. Og hvis Daisy Cash skulle få dødens eller svigte på anden måde, så er René Kjær klar til at slå til her. Formen meldes intakt, så den er atter med helt fremme her.

4 Boduran D’inverne tog forrige gang spids på Åby og løb sit eget løb et stykke foran feltet. Lå således lidt for hårdt på, og blev let byttet i opløbet af Appriciated, men holdt godkendt hjem til andenpladsen. Senest ude i et montéløb, hvor den pullede noget i 2u. Gik stadig fremad i opløbssvinget og var oppe som anden, men så tog det imod, og den var slået, da den galopperede 150m før mål. Hvis den damper derudad, som forrige gang, kan det blive et forkørt løb, så mon ikke Wim Paal vil forsøge at give den et rygløb i håbet om, at få den til at slappe bedre af. Er lidt en outsider her, der er svær at sætte ind her. Den kommer med på mistanken.

3 Cointreau gør det jævnt og stabilt, men har ikke lige haft løbsheldet på det seneste. Sad senest 4i, og kom ud i andet spor med 500m igen. Fik dog først frit frem midt i opløbet, og der var Bosse Game og Cody S samt et par stykker mere i mål. Er ret starthurtig og kan tage god position her fremme i feltet. Måske spidsaktuel for så at slippe til Daisy Cash, hvis den kommer tidligt. Kan i så fald blive sluset med hjem til en trioplacering.

4 Delicious One var med i årgangstoppen for hopper sidste sommer, men tabte formen frem mod Hoppederbyet. Startede et par gange i efteråret, uden at den genfandt topformen fra tidligere på sæsonen. I dens sidste start inden vinterpausen på Halmstad sad den 4u. Blev forsøgt i angreb i tredje spor på sidste langside, men det ebbede ud i opløbssvinget, hvor den bare holdt farten til slut og endte som femte lidt på afstand af Very Many Legs med Peter Untersteiner. Kommer nu efter pause og skal ses an her mod ældre heste, hvor den i modsætning til jævnaldrende Daisy Cash ikke har startet i tre måneder. Skal have fundet nye kræfter i vinterpausen for at være vinderaktuel her, så jeg vil bliver overrasket, hvis den er med helt fremme her, selv om den har fordel på pengene som hoppe.