Skive fredag 9. oktober

Den erfarne programtipper og kommentator Vagn Honum har udvalgt sine bedste spiltips til fredagens løb. Beløbene i de enkelte spil kan ses som en vejledning i, hvor risikofyldt spillet er.

Fornuftigt vinderodds i vente

Det har været et par særdeles stærke præstationer, som hesten med det noget aparte navn Futteflagfis(1. løb/8) har leveret i dens to seneste starter efter lang pause. Første gang fik den et godt rygløb, og var ikke farligt langt efter gode heste som Franklin, som kort før mål fik overtaget på den længe førende Edels Samuraj H M. I allersidste start fik den igen et rygløb, men denne gang kunne den altså gå forbi First In Line E P og Encru Cloc de sidste meter ind mod mål, og afsluttede ved den lejlighed i bedre end 14-fart den sidste kilometer. Nu skal den sprinte for første gang, og er udstyret med et lidt tricky startspor otte, men hesten er så stærk og har så god en speed at den hurdle skal Morten Friis nok hjælpe ham henover. Jeg ser den som en stor vinderchance og håber at startsporet kan være med til at skubbe oddset lidt i vejret. Kan man håbe på 3 gange indsatsen igen? Min anbefaling går på 200 kr. vinder på 8 Futteflagfis i 1. løb.

Skivehesten kan vinde nu

Skive Trav har nu entreret med to anpartsheste, og de starter faktisk begge to denne fredag på hjemmebanen. Franklin er den nye Skive-hest, som Bent Svendsen har fået ansvaret for, og som starter som en af forgrundsfigurerne i 2. løb, og Ole G Nielsen har jo fortsat Ebay Holmsminde (3. løb/6) i hans varetægt, men den skal der jo trækkes lod om blandt de 300 anpartshavere ved udgangen af sæsonen. Træneren til Ebay har længe fortalt om, at han gerne ville prøve den på hjemmebanen med en lettere balance i forhold til den forholdsvis megen vægt, den går med til dagligt i de starter, den har gjort. Det skulle gerne være en dag på sprint og med første række, for han er helt sikker på, at den i så fald vil være meget starthurtig. Bliver den hurtigere end den tidligere har været, skal der helst ikke holde nogen i vejen for den kort efter start, for så kommer det til at gå stærkt. Når man som træner foretager sådan en ændring i hestens balance kan det jo gå begge veje. Den kan blive meget hurtigere i fodskiftet, men den kan også blive mere ustabil og have lettere til galop ikke mindst i topfart eller når den begynder at blive træt. Skulle det have den positive effekt og hesten traver derudaf, ser jeg den som en meget stor vinderchance, men det er næppe en hest man kan kaste hele sin ”søsters sommerløn” efter med tanke på den ustabilitet, der kan komme. Jeg tror pladsspillet er for dårligt betalt, så derfor går anbefalingen på 100 kr. vinder på 6 Ebay Holmsminde i 3. løb.



Meget spændende outsider i montédebut

Søren Jørgensen er en dygtig opdrætter og amatørtræner, og han har blandt andet frembragt årgangsheste med Grand Prix-sejre og stærke sejrsheste som DM-vinderen og den nybagte aarhusianske banerekordholder Charlie Game samt dennes storebror Bosse Game (10. løb/10). Sidstnævnte gør denne aften montédebut i DM for Montéryttere. Den er blevet lodtrukket til at skulle rides af Maria Andersen, som er travtræner Marc Bæk Nielsens bedre halvdel. Hesten er nærmest prototypen på en god montéhest, for den er både hurtig og samtidigt tempostærk. Det med udholdenheden kan virkeligt komme hesten til gavn i montéløbene, hvor de bedste heste i den disciplin ofte rider lidt for stærkt i åbningen af løbene, og derfor ofte er nødt til at sætte tempoet ned i slutfasen for at komme hjem over målstregen. Bosse Games styrker ligger nemlig i, at den er suverænt god til at holde farten, når den har topform, og den har jo flere gange vundet sine sulkyløb fra dødens, og netop gjort det på styrken. Jeg synes, at Maria Andersen flere gange har givet prøver på sine evner i en sadel, og hun har virket til at være en god tempobedømme. Jeg prøver at anbefale 100 kr. vinder og 100 kr. plads på 10 Bosse Game i 10. løb.




--

Live