Odense 15. oktober

Den erfarne programtipper og kommentator Vagn Honum har udvalgt sine bedste spiltips til torsdagens løb. Beløbene i de enkelte spil kan ses som en vejledning i, hvor risikofyldt spillet er.

1. løb

Kan vinde fjerde sejr i år.

Michael Lønborg fik i foråret pludselig tilgang fra en tidligere svensk kunde, der gerne ville have flere startheste i træning hos ham her i Danmark. De tre heste der ankom fra GleBer Communication AB har startet pr. dags dato 13 gange inden torsdagens løb, og de har vundet syv sejre, så det har været en god investering i en dansk træner som den svenske ejer har gjort indtil nu. 8 Baywatch har stået for tre af sejrene, og den starter nu på Fyn med yderste startspor i første række. Han har dog vist sig starthurtig fra indersporet bag bilen sidst i Århus, og herude fra spor otte er der god fart på vingen når bilen slipper, og det er ikke utænkeligt at den flotte røde hest med de store skridt er med fremme ret tidligt i løbet. Han viste i forrige start at den også kan vinde selv om den skulle gøre grovjobbet i dødens, og det er lidt spændende at se taktikken fra ”Unge Lønborg’s” hånd. Han melder om fortsat bedring og fremgang i træningen, og han tror på hesten, så hvorfor skulle jeg ikke også gå med på den vogn. Jeg anbefaler 200 kr. vinder på 8 Baywatch i 1. løb.

2. løb

Går den glat denne gang?

En hest som har givet mange grå hår i hovedet på spillerne er 8 No Soup For You. Han starter i 2. løb med en miserabel resultatrække. Faktum er at hesten har gået nogle af sine bedste løb på Fyn, og at den vandt her på banen før Dandit inden Coronaen’s indmarch i DK i februar. Knud Mønster fortæller om aldeles topform, og at han var ærgerlig over at den hoppede sidst ud af næstsidste sving på Billundbanen på deres Sprintermesterdag. Han fortæller også om at den har fordel af Odenses docerede bane med de brede sving, og at han tror den fejlfrit kan være helt oppe i afgørelsen denne gang. Han bestemmer på dagen om han kører den uden sko eller ej, men han er tilfreds med startspor otte til hesten, så der er lidt fart på vingen i ydersporet ved tilkørsel inden startstedet. Jeg havde held til at anbefale hesten på denne plads ved sidste sejr, og efter at have talt med træneren og set ophentningen efter i sømmene fra sidste start, figurerer den altså igen på denne plads. Jeg prøver at anbefale 100 kr. vinder på 8 No Soup For You i 2. løb, og forventer at det kan blive honoreret godt i totalisatoren.

8. løb

Sikker pladshest.

Efter at have stået på jorden i over 10 måneder gjorde den fynske amatørkusk Allan B Madsen comeback i løbene med den tidligere klassetraver 7 Womanizer sidste løbsdag. Hesten gik et flot løb og kusken kørte roligt rundt med den i bagenden af feltet, og havde ryg på den sikre vinder af løbet Frances Yoda, da de skulle køre op til de foranliggende. Her fra 80m tillæg siger det sig selv at den igen skal have en ryg fremad i feltet, men bliver den ryg god, er den fin til at følge med bagved, og så har den en god kortspeed. Det er ikke sikkert hesten vinder, men den har en virkelig god chance for at løbe forbi nogle stykker på klassehestens maner, og jeg tror den er et sikkert pladsspil i 8. løb. Kusken er så rutineret, at han forivrer sig ikke, fordi han kan se at der er fyrre meter frem til den førende og går afsted for tidligt. Han kender sin hest og kan køre et løb på chancen, og derfor løber den blandt de tre. Min anbefaling vil være 100 kr. plads på 7 Womanizer i 8. løb.








---

Live