Nykøbing 14. oktober

Den erfarne programtipper og kommentator Vagn Honum har udvalgt sine bedste spiltips til onsdagens løb. Beløbene i de enkelte spil kan ses som en vejledning i, hvor risikofyldt spillet er.

4. løb

God luring.

Det er jo helt klart at en hest der ikke har vundet et normalt travløb i denne sæson, kan man ikke udråbe til en sikker vinderchance, men siden 4 Captain Coke fik lov til at vinde et monteløb på Lunden i august måned foran Super Mento, har hesten udstrålet en øget lyst til at løbe travløb. Det har dog ikke flasket sig for hesten endnu i de efterfølgende løb, så resultatrækken er miserabel. I sidste start sad den ude i sporene en længere strækning inden den fandt et hul i andet spor og komme ned i, og afslutningen var alligevel ret fin. Jeg syntes at have set så meget form i denne hest at den godt kan stryge til tops i et åbent løb, hvis alting pludselig falder i hak. Jeg tror heller ikke det bliver en hest som alle spiller, og derfor kan der godt forventes et nogenlunde odds. Min anbefaling er 100 kr. vinder og 100 kr. plads på 4 Captain Coke i 4. løb.

5. løb

Dagens holdepunkt.

Jan Kramer og Anita Laustsen har i 8 Evoque et rigtigt løfte for fremtiden. Ifølge mine oplysninger har den altid haft et stort talent, men har bare pådraget sig alle mulige sygdomsforløb og småskader, og derfor er den blevet fire år inden den er kommet i gang med væddeløbskarrieren. Han er jo lillebror til fine hopper som Hoppederbyvinderen Sunbeam, som blev millionær og Covini med 14 sejre hidtil, og med en mor som selv vandt Hoppederbyet i Lexus, er det klart at den har fået lidt længere snor med tålmodighed end andre heste ville have fået, hvis der havde været et tidspunkt hvor man har spurgt efter effektiviteten. Han har vundet legende let de første to gange og udstrålet kapacitet og styrke til at gå langt op i klassen i løbet af de kommende sæsoner hvis den forskånes for flere uheld. Han har tillæg denne gang, men det betyder intet, da den er meget hurtigere og stærkere end sine konkurrenter. Han er det bedste blankbud der findes til V5-spillet, og han ledsages af en anbefaling om vinderspil på 200 kroner på 8 Evoque i 5. løb.

8. løb

Tid til sejr.

Maria Hansen er en dygtig amatørkusk, der tidligere har arbejdet i Professionelt regi hos Steen Juul, og så er hun samtidigt medhjælpende træner på årgangshestene Exclusive Laser og Eye In The Sky, som har tjent mange penge de sidste åringer, og vundet flere årgangsløb. I sidste løb kører hun den 12-årige Frække Frederik-søn 7 Relado Enemærket, og selvom den har dobbelt tillæg over den korte distance kan den måske godt nå helt frem og dyste om sejren denne løbsdag. Han gik godt sidst med fuld fart over målstregen, så formen er til at den kan tage sin første årssejr og hestens sejr nummer 10 i start nummer 72. Jeg prøver lidt forsigtigt her til slut at anbefale 50 kr. vinder og 100 kr. plads på 7 Relado Enemærket i 8. løb.








---

Live