Nykøbing 11. november

Den erfarne programtipper og kommentator Vagn Honum har udvalgt sine bedste spiltips til onsdagens løb. Beløbene i de enkelte spil kan ses som en vejledning i, hvor risikofyldt spillet er.

Kan godt gøre det igen

Det var en totalt forvandlet Early Hydrup (1. løb/7) vi så sidst starte på Falster-banen for en lille måned siden. Hesten havde i en længere periode været nærmest ugidelig og smådoven at se på, og når de andre kæmpede til sidst trak den sig ud af legen, og tog bagvejen i de fleste starter. Så havde man ændret opstaldningssted til nogle mere landlige omgivelser hos Arvid Olsens datter Linette, og så var der ”humør i drengen” til sidste start. Her tog den tidligt teten i halvhårdt vejr, og ingen i feltet var i stand til at gå frem til den, og den vandt til slut helt enkelt. Nu har han så denne opgave foran sig, og det er jo ikke helt til at vide, om den har samme kampvilje igen, men kommer den ud på banen og ser frisk og fin ud, kan den sagtens igen være en vinderchance. Den på papiret hårdeste konkurrent er 1 Staro Next Move, og han har holdt endnu længere pa7use siden den faldt igennem med sygdom i sidste start, så der er også spørgsmålstegn omkring favoritten. Derfor går mine anbefalinger på 100 kr. vinder og 100 kr. plads på 7 Early Hydrup i 1. løb.

Godt tvillingspil

En af de heste der trives som en fisk i vandet er Chap A P (4. løb/5), når den gæster Nykøbing Falster-banen. Han har en total god statistik her på denne bane, og den bliver givet klar favorit til nok en sejr. Jeg vælger at anbefale et tvillingspil lige på med en kombination, fordi 8 Vakse Viggo har sin årstid netop nu. Han har set godt ud igen de sidste starter, og tog andenpladsen bag Chap senest, og det tror jeg gentager sig her. Han er ikke voldsomt hurtig fra start, men har en god speed når den har ligget og lunet sig lidt undervejs, og hestens træner og kusk er god til at køre afventende løb med ham, og kender dens stærke sider til perfektion. Jeg tror at Chap A P tidligt tager spidsen, og så tror jeg at Vakse Viggo runder de øvrige når det er tid til det. Anbefalingen går på et tvillingespil lige på med 5 Chap A P og 8 Vakse Viggo i 4. løb for et indskud på 100 kr.

Måske mere end en pladschance

Vi har før på denne plads omtalt 74-årige Bent Hansen fra Stald Lærke som en mand der har været med i travsporten i mange år. Han er fortsat aktuel, og har lige haft en Tellus som har været helt fremme og bejle til sejren ved flere lejligheder på det sidste, men Tellus staldkammerat er Tordenskjold (8. løb/1), og den har heller ikke i år smagt sejrens sødme. Han var godt med længe i sidste start, hvor det så ud til at man have rykket skoene på den 10-årige vallak. Han var meget mere fri i stilen, og havde ikke de der voldsomme kadenceproblemer i sidste sving, som ofte har gjort at den har stoppet helt op i sidste kurve, for at redde sig igennem svinget inden målstregen. Med fire løb i kroppen i denne sæson efter lang pause skal formen være stigende, og Rene Jonassen er fortsat ”på hugget” og klarer sig overalt. Måske kan han køre i spids hele vejen med 1 Tordenskjold i sidste løb, og så håbe at der er benzin nok på tanken til at komme hjem til målstregen for at hente blomster. Jeg anbefaler 100 kr. vinder og 100 kr. plads på 1 Tordenskjold i 8. løb.

Live