Borrebys bedste bud

KLAMPENBORG LØRDAG: Tipper Christina Borreby har udvalgt sine bedste spiltips til lørdagens løb på Klampenborg Galopbane. Beløbets størrelse skal ses som en vejledning i, hvor risikofyldt spillet er (max indsats 200kr. )

Dagens outsider i V4-1

6 Springtime Carlras imponerede med en flot og let sejr i sidste uge, hvor 3-åringen slog ældre heste i et handicap fra topvægten 66.5 kilo i blød bane, hvilket siger lidt om hestens kapacitet. Har i den grad ventet på noget at træde i, og har været ude i storløb de sidste mange starter uden at have det. Derfor har vi næppe set det bedste fra hesten endnu, og han har før vist meget over sit tal under rette forhold. Blev hævet hele 11 kilo efter den flotte præstation som 2’er i Jydsk Derby og senest 5 kilo for at vinde let. Fik et perfekt afventende ridt senest og havde masser af overskud i behold på de 2200m, så distancen bør ikke volde problemer. Er plusset tre kilo, hvilket kan blive dyrt i hårdere selskab og er ikke den oplagte vinder på papiret, men helt klart en hest, der skal regnes i top tre her.

Vi spiller 50kr vinder og 50 kr. plads på 6 Springtime Carlras i 1. løb.

Favorit i fare i V4-3

Tolv toåringer skal dyste i Vinterfavoritternes Ærespræmie og spillerne bliver nu hjulpet lidt på vej, da flere har fået formtal. På papiret er favoritten derfor talentfulde 3 Palm Springs, og det må være hesten at slå. Har dog ikke løbet siden starten af september, og det kan måske koste lidt på formen. Et spændende modbud her er derfor formstærke 5 Handyman Carlras, der gik forrygende senest, kun slået 1,5 længde i Auktionsløbet. Fik udvendig rejse i svinget og satte lidt til på det, men kom med stærkt angreb igennem opløbet. En stor hest, der rummer meget udvikling og klart vil have fordel af den længere distance. Er efter Reliable Man, der avler gode blødbane heste, så bliver der mere at træde i end senest, har han blot yderligere fordel.

Vi spiller 50kr vinder og 50 kr. plads på 5 Handyman Carlras i 3. løb.

Dagens fidus i V4-4 & V5-1

Et bud på en outsider finder vi i 4. løb, som er et velbesat handicap for klasse 3 hestene. Sidste uge duellerede 8 Gold Devisor og 11 Dragons’ Den til stregen, og et lignende scenarie kan gentage sig. En overraskelse kan dog komme fra den fynske gæst 7 Cornelia, der præsterer godt på Klampenborg og før har løbet op på de 1600m, selvom det er til den korte side. Bliver der høj pace undervejs, kan hun dog udnytte sin styrke og holde sit høje grundtempo til stregen.

Hun har stor fordel af lidt at træde i, men gik alligevel godt sidst i let bane. Sidste start på Klampenborg var i Fawzia Stakes, hvor hun mødte hoppeeliten fra svære vægtbetingelser, så se bort fra det resultat i denne sammenhæng.

Vi spiller 30kr vinder og 30 kr. plads på 7 Cornelia i 4. løb.

Dagens sikre vinder i V5-3

3 Gold Tyranny ligner dagens mest sikre vinderbud og får et rigtig godt tilbud her i Skandinavisk Grand Prix. Trods distancen er lige det korteste, er han en klasse for sig selv, hvilket understreges af at han står 10 kilo bedre til end de nærmeste konkurrenter. Bør vinde på klassen, hvis løbet flasker sig, og i en efterårsbane til den bløde side bør distancen ikke være et problem. Odds mæssigt bliver der nok ikke meget at hente, medmindre man tør satse en høj indsats.

Vi spiller 200kr. Vinder på 3 Gold Tyranny i 6. løb.






---

Live