Vinder- og tvillingspil til Bornholm tirsdag 4. august

Af Michael Holm

Printvenlig version

Løb 1 og 3

To spidsbud med vinderchance

Spidspositionen er ofte meget afgørende på Bornholm, og hvis man har fundet et spidsbud i god form, er det bare med at sende noget vinderspil afsted. Twix Delight (1.løb/nr.1) tog senest spids fra samme spor og startsted og viste derefter god form ved at vinde en sikker sejr. Hvis hesten er i samme forfatning til denne start, kan den blive svær at løbe forbi. 100 kr. vinder på Twix Delight.

Nick Sisu (3.løb/nr.3) har vist topform i længere tid og har denne gang et optimalt spor, som den starthurtige hest kan udnytte til at tage spids og vinde en start til mål sejr. 100 kr. vinder på Nick Sisu.

Løb 2

Capana Østervang - et holdepunkt i tvilling-spillet

Tolv heste stiller til start i V4-2, og der er dermed mulighed for et ganske fornuftigt tvillingodds. Capana Østervang (2.løb/nr.4) gør det solidt og stabilt og sad senest fast i vinderhullet bag No Go og Disney. Den møder her et felt, som den har gode muligheder for at besejre, og den ligner dermed også det bedste holdepunkt til tvillingspillerne. Hovedmodstanderen kan være Yanni Knick (nr.2), der vandt så sent som i lørdags fra spids, men også velgående, men sejrsløse Got Grit (nr.6) og banedebuterende Livi No Panic (nr.9) ligner gode kombinationsheste. I jagten på overraskelser kan man også inkludere Werard Top II (nr.3), Faith Hornline (nr.7) og Bornholm Nu (nr.11) på kuponen, der derved får følgende udformning: 4/2-3-6-7-9-11 til 10 kr. pr. kombination

Løb 4

Attention! Her kommer Morgan!

Attention Morgan har efter et halvtrist 2019 virkelig fundet tilbage til den form, der sikrede den fire sejre i 2018-sæsonen. I de sidste tre starter har den vist rigtig gode præstationer, og selv om den møder kompetent modstand fra meget stærke, men meget ustabile Cerosso (nr.9) og måske også fra en spidskørt Betel Nordal (nr.1) så skal Betina Lunds hest være et godt vinderbud i V4-afslutningen. 100 kr. vinder på Attention Morgan.

Løb 6

Elia (6.løb/nr.2) har vist rigtig gode evner i år, og den reparerede fejlen i fireårsmesterskabet på bedste vis, da den afsluttede stærkt ude i banen som anden over mål (men blev efter løbet diskvalificeret). På den baggrund har jeg valgt den som mit blankbud til V5-spillet. Elia er dog fortsat urutineret, hvilket den bl.a. har vist et par gange ved at bryde ud i banen, og derfor er det fristende at lave et tvilling-kombinationsspil med 1 Diva T C, 2 Elia, 3 Donerailrose og 4 Delikates til 10 kr. pr. kombination. Diva T C har mest vist sig som en habil medløber i år, men mistanken er, at den godt kan bide fra sig, hvis Niels-Peter Steinlein, med seks sejre i tretten starter i år, ønsker at udnytte spor 1 til at køre i spids. Hvis han derimod foretrækker rygløbet, kan den blive anden til Elia.

Hvad siger de aktive? Gå til trænerkommentarer

Live