Vagns udvalgte

AARHUS LØRDAG: Den erfarne programtipper og kommentator Vagn Honum har været sine tips til lørdagens løb igennem en ekstra gang, og udvalgt dem, han har en særlig fidus til.

Et godt plads- og triobud

En hest der med sikkerhed bliver favorit i 2. løb er All Business Bi, men en hest der har ambitioner om at løbe med helt frem i anden start efter den tvungne pause er Epoque (2.løb/4). Han havde en meget dårlig udgangsposition i sidste start, men gik faktisk godt alligevel til lille præmie. Har før gået godt på Århusbanen, og i et løb, der blev indstillet pga. aflysning, udtrykte stalden tro på, at den kunne være med. Nu er sporet perfekt, og skulle den ramme en god position, bliver jeg ikke overrasket hvis Mr. P, alias Pauli Andersen, henter en helt fremskudt placering her.

Ovenpå igen efter virus

I flere starter som 3 og 4-åring virkede Darwin Ice (3. løb/1) helt uoplagt. Den har aldrig manglet fart, men det viste sig, at den døjede med sygdom og virus. Nu er han så blevet givet til Bent Svendsens piger, der begge rider montéløb, men han har altså været prøvet af for sulky i optræningsperioden efter sin lange sygdomspause. Han havde frem mod comebacket gået et godt sulkyarbejde for Bent Svendsen, og man troede på den i stalden frem mod første start i Aalborg. Her blev den skudt af på bagerste langside i toptempo, og den overtog spidsen inden sidste sving. Speeden ebbede dog lidt ud mod mål, så den blev fanget kort af to konkurrenter, men han viste 14-fart over den sidste runde. Her i klassen skal den vise samme ressourcer igen, og kan den det, er den ikke ufarlig til hverken den ene eller anden spilleform. Den har tilmed altid befundet sig godt i Århus.

Penge til gode i Århus!

I fjor i Grand Prix-weekenden var der en mand, der var ekstra skuffet efter løbene var kørt. Johnni Olsen havde nemlig 10 Askepot Macoy (4. løb/10) klar til Preben Munch Mindeløb finale, og midtvejs i løbet var den på vej til front. På det allermest kritiske tidspunkt i løbet blev den sluppet, og så kom der en fatal galop, der kostede op mod fyrre meter. Min påstand er, at var spidsen blevet indtaget med 1300m til stregen, havde den vundet de 100.000 kroner, der var til vinderen af det store hoppeløb, og den er sikkert ude på revanche i år. Denne gang kører brormand, træner Jesper Olsen, og jeg tror den er klart bedst i løbet. I årscomebacket på Fyn forleden satsede Johnni Olsen fra indersporet mod katapultstartere, og den satsning endte også i galop. Det skal ellers siges, at den har gået flotte løb på JVB før, og finder den tilbage til det momentum, kan den vinde V4-finalen.

Tør man blanke i V5-1?

Henrik Lønborg har udtalt sig positivt forud for begge de første starter med hoppen Arm Bri (5. løb/2, V5-1). Begge gange er det dog endt med galop, men sidst var det nu ikke hestens skyld. Den var kommet godt afsted i Billund, da den foranliggende galopperede, og der blev pludseligt meget lidt plads at køre på samtidigt som de urutinerede heste skulle flyttes udenom lige ved udgangen af et sving. Det endte i en stor galop, og bagefter fik den et arbejde langt efter feltet. Her afslørede den både flot fart og styrke, og løb over stregen i fuld fart opløbet ned. Nu har den for første gang et ordentligt startspor, og i fejlfri version tror jeg, den er moden til at vinde sit første travløb. Det kan være en interessant chanceblank i V5-spillet.

Nu står den godt!

Rent resultatmæssigt kan man ikke læse at Rondo Byrds (8. løb/1) skal have en god chance i 8. løb. Hesten er dog vant til at blive kørt og redet med store tillæg i sine løb, og så har den tilmed proff-assistance i vognen som følge af de midlertidige begrænsninger for amatørkuskene. Rondo Byrds plejer at være starthurtig og stabil, og der er unægtelig forskal på at skulle give 40 og 60m forud med en forholdsvis urutineret rytter og kusk, til pludselig at få føringen foræret på et sølvfad. Hvis hesten har form nok, hvilket aldrig er til at vide med de gamle drenge, kan man roligt spille en skilling i samtlige spilleformer på at 1 Rondo Byrds er med i afgørelsen.

Live