V75-analyse til Charlottenlund søndag d. 25. august

Udarbejdet af Kim Nielsen.

Tipperstatistik: Spillet 6.148 kr. Vundet 9.423 kr. TBP 153,3%. Hitrate: 4/21.


Printvenlig version



V75-forslag

V75-1: 5 (6-8)

V75-2: 10-1-3-4-5 (2-6)

V75-3: 4-5 (3-6)

V75-4: 4-5-3 (11-1)

V75-5: 3 (5-9)

V75-6: 2-4-9-8-10 (3-5)

V75-7: 7-5-6-8-10-1-3-9 (4-2)

Pris 600 kr.- (1200 rækker)



V5-forslag

V5-1: 4-5 (3-6)

V5-2: 4-5-3-11 (1-9)

V5-3: 3 (5-9)

V5-4: 2-4-9-8-10 (3-5)

V5-5: 7-5-6-8-10-1-3-9 (4-2)

Pris 320 kr.-



V75-1 / 6. løb

Stayerløbene på disse storløbsdage er altid omgæret med stor spænding. Her mener jeg dog, at Flemming Jensen med sin seneste V75-sejr med André Ward har feltet bedste hest. Så jeg lægger ud med at blanke ”Ismanden”.

A-chancer: 5-6-8 B-chancer: 10-7-11-9-2 C-chancer: 1-4-3

5 Andre Ward har virkelig fundet melodien her på det seneste, efter den havde lidt problemer, da den gjorde comeback efter pause. For tre starter siden var den ude over 3.160m på Jägersro, men her blev alt forkert. To gange tidligt i løbet forsøgte Flemming Jensen at presse sig til front, men begge gang blev han afvist. Måtte så sætte sig i 2i bag Stålebos King, som Stefan Persson ikke ville afgive spidsen med. Den blev ikke uventet træt i opløbet, og så sad Andre Ward stinkende fast bagved og gik over mål med masser af kræfter i behold og var som minimum blevet anden til vinderen Juan med frit løb. Forrige start i Aarhus overtog Andre Ward spidsen midtvejs i løbet, og siden var det spil til et mål i jævn 15-fart over de 2.300m. Raket Brodde fra 2i og Speedy Højlund var de nærmeste vidner. Derefter gik turen til Rättvik i et V75-løb. Fra 3u angreb Jensen med knap en omgang tilbage. Kom ned i andet spor udvendigt på den nu førende Harvey, men allerede på opløbshjørnet kiggede Flemming Jensen bagud. Andre Ward koblede hurtigt grebet på den førende, og på ”ismands manér” vandt den med den nødvendige længde. Er stærk og får ingen problemer med distancen. Jeg ser Flemming Jensen køre tidligt fremad her, og der en næppe nogen fra spidsvolten, der ønsker at svare Andre Ward. Det bliver en af weekendens vindere fra Stald Jensen, og jeg blanker uden tøven.

6 Panamera er en heste, der ynder de lange distancer. For tre starter siden sad den i ryg på Dekanen K på Halmstad. Måtte bagom midt i opløbet og sluttede stærkt af, men nåede akkurat ikke forbi Dekanen K. Var en stor galop fra start gangen efter, og senest blev det til en umotiveret galop i første sving, som kostede 30m. Gik en fremragende ophentning og havde kræfter til en slutspurt, hvor den var lige efter Studd Muffin i mål som fjerde. Har vist lidt usikkerhed, men går den glat er den værste modbud til favoritten. Træneren tror meget på sin hest og regner med vinderchance.

8 Something Fishy vandt otte gange sidste år. I år er det kun blevet til en enkelt sejr tilbage i marts. Har ikke hest vist det samme overskud som sidste år. Forrige gang anden række i Billund, hvor den ikke kunne holde ryg i 3u, da den senere vinder Machiavelli angreb i opløbssvinget. Kom dog lidt tilbage på lige bane og sluttede pænt af til fjerdepladsen. Senest endte den i 3i for Dennis Kristiansen, da Wham Bam Boo blev kørt tidligt frem til spidsen. Sad med masser af kræfter sparet, og med frit frem kunne den have sikret sig andenpladsen og dermed en plads i finalen til K.G. Bertmarks på den svenske Derbydag. Har før gjort det godt på lange løb, hvis den kan gemmes og spille sin speed ud i den afsluttende fase af løbet. Kan meget vel være med helt fremme her.

10 Come On Hugo har vel ikke fordel af den lange distance, men klarer den sikkert endda. Har aldrig været ude over dagens distance på nær i Derbyet, hvor den jo galopperede fra start og var væk. Vandt for fire starter siden i Aarhus efter tidlig spids foran Machiavelli og Sun Esterel. Har været ude i monté med Jensen selv, hvor det blev til sejr i det første forsøg, men opløbsgalop i finalen – begge gange på sprint. Selv om 20m betyder mindre på den her distance, så bliver det svært at give forud til Andre Ward, som er trænerens eget valg. Har dog klasse og kan godt dukke op, hvor de gode penge skal fordeles.

7 Molliere er en stærk krabat, men pengene begynder efterhånden at trykke lidt. Vandt et Sigter mod Stjernene løb i Aarhus i beskeden konkurrence, og på Falster blev Global Strategi akkurat besejret efter et rygløb på denne over dagens distance. Senest fik den 2u i udtagelsen til K.G. Bertmarks, hvor den angreb på sidste omgang. Blev dog hængende i sporene og viste sin begrænsning der. Distancen er en fordel, men jeg tror, den kæmper med om placeringerne fra tre og nedefter.

11 Rapdi Du Pommeau viser stigende formkurve og elsker disse lange løb. På Falster kunne den ikke give 40 meter forud til Molliere, og det er samme konditioner denne gang. Fandt dog ikke så godt rundt på Falster iflg. træneren. Senest udvendigt på Stickittothem i Billund, hvor den koblede grebet med blev fotobesejret af Triton Neergaard. Står hver en meter trods sine 11 år, men er også mest en triokandidat her.

9 Dekadent K er sikker nok på distancen, hvis den kan gemmes lidt undervejs. Er også en præmiekandidat her. De fire i forreste volte 2 Bjarne B P, 1 Amerian, 4 Cmynewlollipop og 3 Camble Flame er alle gode stayere, men hestene fra tillæg har mere hård på brystet, så de forreste er heller ikke aktuelle i stregspillene her.



V75-2 / 7. løb

Et ret åbent Derby Consolation løb, hvor et par heste med normalt højeste kapacitet er meget svingende i præstationerne. Ingen tvivl om, at 4’eren tager front, men jeg tror det kommer til at knibe de sidste 200m. Og hvem det så er, der kommer og går forbi til sejr, mener jeg at have indkredset til fire heste, der kommer med op kuponen sammen med Double Up, hvis den skulle holde hele vejen hjem.

A-chancer: 10-1-3-4 B-chancer: 5-2-6-8-9 C-chancer 7

10 D J Okay har vist sig som en fin Consolationshest, der lige knap rækker blandt de allerbedste. Vandt GP Consolationsløbet i Aarhus fra vinderhullet, hvor bl.a. de to derbydeltagere Denimcowboy og Damien Shadow var i det slagne felt. I Derbyprøven tog den spids og slap herefter til Donatello Garbo. Midtvejs skulle kusken tage en beslutning om at blive i 3i med risiko for at blive lukket inde, og så satte han sig ud i dødens. Det stod hesten ikke for, og der var også noget sygdom med i spillet, viste det sig efterfølgende. Det er den nu behandlet for. Mellem de to starter var den godkendt fjerde i Derbyoptakten i Odense. Efter et defensivt inderbaneløb afsluttede på en 13-tid den godt bag Dontpaytheferryman, Dream of Succes og Diamant Østervang – men før de to derbydeltagere Denimcowboy og Diamond Is Rough. Kan ikke udnytte sin starthurtighed her, men har også en giftig speed med rygløb. Der er ingen tvivl om, at Bondemandens hest har klassen til at vinde endnu et Consolationsløb. Så er hesten sund og rask på dagen, og den har det fornødne racing luck, så kan den vinde her.

1 Don Pedro har forbedret sig en del efter skiftet til Flemming Jensen. For tre starter siden roligt løb på Jägersro, hvor den blev forsøgt i sporene over den sidste omgang. Blev lidt hængende og så ikke alt for fin ud i stilen bag Glamrock og de to danske heste Volleyball og Exit To Heaven. Stilen var straks bedre gangen efter under Tripple Travet på Axevalla. Her kørte Jensen til spids efter 500 meter og Don Pedro vandt afstoppet. I derbyprøven blev det helt forkert, da tempoet pludselig blev sat op, da hesten forsøgte et angreb i tredje spor. Blev således hængt til tørre i en omgang i tredje spor og blev bakket tilbage i køen. Fuldførte dog i en 15-tid, hvilket bekræfter formfremgangen. Kan næppe være med i spidskampen her, men kommer Jensen ud fra indersporet, så må den have vinderchance her.

3 Deliciousstone har også en formkurve med pil opad. Har ikke gjort meget væsen af sig først på sæsonen, men forrige start var der klar fremgang at spore. Ramte 3i bag Eenymeenyminymoe, der åbnede 12-fart på kilometeren. Anders Pedersen sendte Deliciousstone frem udvendigt på den førende, men i opløbssvinget trak Flemming Jensen bare fra konkurrenterne. Deliciousstone tabte lidt i svinget, men kom tilbage i opløbet og var ikke langt fra tredjepladsen. I sin derbyprøve viste den pæn starthurtighed og endte i 3i bag Diamondwind og Double Up. Da sidstnævnte blev træt på sidste langside, blev Deliciousstone skovlet ned som sidste hest. Kom ud i ryg på Diamond Is Rough, som den ikke helt kunne holde ryg på i opløbssvinget. Som i Aalborg gik det igen bedre på lige bane, og den sluttede flot af til fjerdepladsen kun en længde bag Dontpaytheferryman i den prøve, som Dortmund vandt. Med en 14-tid over de 2.500m har den sat ny rekord de sidste to starter. Den er et kæmpe OBS værd, og hvis Anders Pedersen kan få den til at trave lidt bedre i svingende, så bliver den livsfarlig i opløbet. Storluring.

4 Double Up har sine lyse øjeblikke – især når den kan få lov til at bestemme i spids på ikke alt for lange løb. Blev meget træt i sin Derbyprøve og var næsten 3 sek. i mål efter vinderen Dortmund. Gangen før var det 1.800m i Aarhus, og det passede bedre, både hvad angik distance og modstand. Kunne ikke tage en længde på Cash Sali i starten, men pressede sig til spids efter 500m. Holdt hele vejen hjem før Bringmeupfront. Var tilbage i maj fjerde i Sprintermesteren bl.a. før Dontpaytheferryman, men det var også på ultra kort løb. Tager spids her, og så vil Mr. P. forsøge at føre løbet fra start til mål. Den vil sikkert føre længe, men holder den helt til mål på en derbydag?

5 Davinci Peak var før sæsonen regnet som et hedt derbyemne efter sejren i Jydsk 3-Årings GP sidste år. Men den har skuffet kolossalt i år. Som bedst tredje i GP-prøven bag Dortmund og Dickson Shadow. Blev bakket sidst i GP’et, og tog intet ind på feltet i opløbet. På Jägersro fik den et roligt løb i 3i, men faldt bare fra mod slutningen og galopperede i opløbet. Og i Derbyprøven havde den flere galopper på undervejs. Det virker som om, at der er noget, der trykker hesten. Skulle Team Juul have fundet nøglen i de sidste par uger, har den kapacitet til at være med i afgørelsen her. Men på baggrund af de seneste resultater og præstationer er det svært at tro helhjertet på hesten. Men den er blevet behandlet flere steder siden sidst og virker forbedret i træningen, lyder det fra Team Juul. Hvis den er tilbage i bedste skik, kan den vinde løbet, og den kommer derfor med på kuponen på mistanken.

2 Do It Mingus har taget en del sejre primært i Aarhus i anderledes konkurrence først på sæsonen. Skuffede vel lidt i sin Derbyprøve, hvor den faldt fra mod afslutningen. Senest kunne den ikke give 20m til 6 Dirocco i Billund, men er nu fra lige start. Dirocco er hurtig fra start, men også usikker, og den møder væsentlig bedre modstand her, end den plejer. 8 Donato Hyrdehøj løber som regel med, men når sjældent med helt frem, og fra spor 8 ser det svært ud her.



V75-3 / V5-1 / 8. løb

Et spændende Rex The great-løb venter, hvor der bliver knald på fra start i dette sprinteropgør. Uanset om 3 eller 6 får spidsen direkte, så vil de begge slippe og have rygløb. Så det ligner et scenarium, hvor Peter Untersteiner kommer til at blive sluppet til spids, og så er der kun en position tilbage til Slide So Easy, og det er udvendigt på denne. Sidst tog den Tripolini V P ned udvendigt fra. Nummer tre fra Copenhagen Cup Generaal Bianco virker lige en cru højere, så der venter en forrygende tvekamp.

A-chancer: 4-5 B-chancer: 3-6-7-1-2 C-chancer: 8-9

4 Generaal Bianco var jo tredje i Copenhagen Cup til Handsome Bread fra vinderhullet. Gangen efter sad den uhjælpelig fast i 3i i et af forsøgene til Sweden Cup. Mødet derefter Slide So Easy i Kalmersundspokalen. Her blev det helt forkert, da Untersteiner måtte bakke sidst på sprint. Ledte efter plads i opløbet, men fandt aldrig hullet, hvor Slide So Easy gik frem i yderbanen og vandt med tre længder foran Generaal Bianco. Tog forrige gang spids i Gulddivision og forsvarede sig før Montdore. Senest ude i et stayerløb med dobbelt tillæg på 3.000m. Var med i ryg på On Track Piraten i tredje spor sidste omgang og så sejrsfarlig ud på opløbshjørnet. Men stummede til de sidste 100m, hvor Captain Morgan vandt løbet. 3 km var for meget for Generaalen, men her på sprint er det helt andre forudsætninger. Har det gode spor 4 på sprint med Slide So Easy udvendigt for sig, så Peter Untersteiner vil utvivlsomt se det som sin fornemste opgave, at holde Flemming Jensen væk fra fadet. Får han efter startrusningen lov til at overtage spidsen fra den lynhurtige staldkammerat Justice ÅS, så bliver det svært at tage Generaalen ned.

5 Slide So Easy vandt for tre starter siden Kalmarsundspokalen fra 3u. Jensen angreb i opløbet og vandt kort men sikkert før Cocktail Fortuna og Baron Gift i ny rekord 1.10,3. Besejrede ved den lejlighed Generaal Bianco, der dog fik et helt forkert løb, som beskrevet under den. I den hjemlige konkurrence har Slide So Easy været overlegen – senest udvendigt på Tripolini V P. Vi ved, at Slide kan åbne fra start, og spor 5 er et godt spor på sprint. Men den har de to Untersteinerheste indvendigt og lynstarteren XLNT Chili Tripel udvendigt, og senest på Lunden var den ikke i nærheden af at kunne være med i spidskampen mod Tripolini V P og O’grady. Meget afhænger af det taktiske i det her løb, og hvis VM-drømmene for fam. Clemmensen skal holdes i live, så skal der nok en sejr til her. Hvad gør Flemming Jensen? Det ligner unægtelig et løb udvendigt på Generaal Bianco, og de to heste virker et hoved højere end resten her. Mon ikke det bliver sådan, at vi får en tvekamp mellem Untersteiner og Jensen i opløbet. Begge skal med på kuponen.

3 Justice Ås er lynhurtig fra start og trives nærmest udelukkende på sprint. Vandt samme løb sidste år fra spids. For tre starter siden 2i bag Spartan Kronos, som den ikke udfordrede i spidskampen. Han siden med bag denne uden noget sparet. Montdore gik forbi til slut. Gangen efter umotiveret galop midtvejs i løbet. Tog let spids senest, men slap omgående til Cocktail Fortuna. Sad 2i undervejs, men kunne ikke holde ryg med 500m igen. Faldt noget fra ind på det lige, og det virker ikke som en hest i topform, og moralen ser også tvivlsom ud. Tager spids her uden at hilse, og så slipper Ingves utvivlsomt til staldkammeraten Generaal Bianco. Får ikke plads på min V75-kupon, da virker over the hill.

6 XLNT Chili Tripel er en topsprinter, der kan finde fra start, hvis kusken ønsker det. Var med i 640m speedrace på Solvalla i Elitloppsweekenden, så det siger noget om starthurtigheden på hesten. Begge de to gange den har haft første række inden for de seneste starter, har den taget spids for omgående at slippe. Har så haft bagspor de sidste par gange. Først på Halmstad, hvor den aldrig fik frit frem i opløbet, men så fin ud. Gangen efter 2i bag Untersteiners Heart Of Steel, der vandt på Copenhagen Cup-dagen. Fik først hul 75m før stregen, men kunne ikke tage noget ind og måtte lade Cockstile gå forbi. Hvad gør Fredrik Persson her? Vil han fyre fra start og forsøge at nå spidsen med fare for, at blive svaret op af Ingves med Justice Ås, hvorefter det kan blive dødens? Svært at spå om, men uanset hvad, går den lidt op i klasse her og har trods gode tidsnoteringer ikke vundet i to år.

7 O’grady har jo henrykket flere gange i foråret med sejr på Copenhagen Cup-dagen, hvor Slide So Easy ikke nåede frem fra spor 10 på sprint. Vandt to sejre efterfølgende, men siden to fjerdepladser, hvor løbsafviklingen ikke har været til dens fordel. Senest 2i bag Tripolini V P, hvorfra den aldrig så dagens lys. Her er det spor 7, hvorfra den ikke kan udnytte sin starthurtighed. Sidder bag de to Jeppe Juel-heste fra start, og der kører toget nok udvendigt for disse. Men når røgen har lagt sig, så kan det måske blive til andet par udvendigt, og så får den chancen til slut. Men se den besejre de to favoritter er lidt svært.

2 Triton Neergård vandt sit comeback senest efter foto mod Rapide du Pommeau, og Jeppe Juul forventer, at stalden andens hest 1 Amour du Coglais kan være en bedre chance efter hjemkomsten fra Frankrig. Det ligner de mindre præmier til Team Juel.



V75-4 / V5-2 / 9. løb

Et fantastisk løb hvor de treårige talenter står i kø. Med gode startspor til de to storløbsvindere E Type Cash og Erling samt Tomas Malmqvist-trænede Empire, finder dette danske trekløver vej til min kupon. Det kan være en fejl ikke at tage Paul Hagoorts ubesejrede Maya Turbo med, så gør det, hvis pengepungen rækker dertil. Den er med på V5-forslaget.

A-chancer: 4-5-3 B-chancer: 11-1-9-7-2-10-6-12 C-chancer: 8

4 E Type Cash er trods sine kun seks starter i karrieren på vej til at etablere sig som stjernen i en årgang med rigtig mange fine talenter. Flemming Jensen blev engageret som kusk for tre starter siden, hvor den løb en 15-tid i snorene i Billund, men ikke kunne give 20m forud til Elektra Henley. Tiden var dog uofficiel dansk rekord. I Grand Prix-prøven var den godt med fra start, og på første langside kørte Flemming Jensen fremad. Blev afvist af førende Eastboundanddown og trukket ned i ryg. Efter omgang havde Encore Cloc overtaget spidsen, og så blev E Type Cash sendt frem udvendigt på den førende. I opløbet koblede den grebet, og det var her, at udtrykket ”på ismandsk manér” blev opfundet af speaker Palle Vennekilde, da Flemming Jensen bare sad helt stille bag sin hest, der vandt med den fornødne længde. I selve Grand Prix’et gentog indledningen sig. E Type Cash blev forsøgt fremad på første langside, men blev afvist af Ecco CN. Flemming Jensen bakkede af og blev afløst af Empire som første hest i andet spor. I opløbssvinget blev E Type Cash sendt i angreb, og denne gang måtte Flemming Jensen animere sin hest gennem opløbet. Den var dog stærkest og vandt knebent med sikkert foran Empire og en hastigt afsluttende Eric The Eel. Gordon Dahl har udtalt, at den kan blive den nye Rudolf Le Ann, og han har kun lovord tilovers før denne start. Det er en kommende tophest og staldens bedste chance, lyder det fra træneren.

5 Empire har også etableret sig i årgangstoppen trods kun fem starter. Efter to sejre og en andenplads i det svenske, vandt den sin Grand Prix-prøve før Eddie Cook og Epicwildfire M T. I finalen blev den taget lidt forsigtigt fra start. Blev sendt frem i dødens efter 7-800 meter og holdt storartet til andenpladsen bag E Type Cash. Kan åbne, hvis kusken ønsker det, så det kan være, at vi ser en offensiv Ken Ecce denne gang i modsætning til i Aarhus. Men der er flere starthurtige heste indvendigt, så det er svært at spå om, hvem der tager spidsen. Den har vist, at den går fra alle positioner, og Empire vil være med på stregen her.

3 Erling har vist sit store talent flere gange. Sidste år satte den verdensrekord som toårig, og i Grand Circle i Skive viste den sig bedst trods startspor i anden række. Fra 5u angreb den over de sidste 6-700m, og i opløbet sejlede den forbi Eastboundanddown, der ellers havde koblet grebet. I Grand Prix-prøven blev det til galop i et lovende fremstød hen imod sidste sving, så det blev til startspor 11 i finalen. Sad 4u i finalen, hvor den afsluttede godkendt til sjettepladsen, hvor der var for langt frem til de forreste. Med dette gode startspor kan Erling få en god position fremme i feltet, og den har vist, at den på sine gode dage hører til blandt de allerbedste i årgangen. Kan ende langt fremme her.

11 Maya Turbo kommer Paul Hagoort sikkert ikke med til Danmark for sjov. Er ubesejret i fire starter på Mons-banen i Belgien. Der findes ikke videomateriale, men den har vundet de to sidste gange på 14-tider over 2.300m, hvilket aftvinger respekt. Men i så stærkt et felt som dette, så bliver det ikke let fra spor 11. Så det er løbets dark horse, der skal med, hvis man tager 4-5 heste med på sin V75-kupon.

1 Eastboundanddown har hørt til årgangstoppen lige fra toårs sæsonen. Åbnede sæsonen med sejr i Aalborg i et lille felt. Var anden i Grand Circle bag Erling trods spor 12. I Grand Prix prøven tog den spids, og afviste E Type Cash på første langside. Måtte senere afgive spidsen til Encore Cloc, og hang pænt på til tredjepladsen bag denne og vinderen E Type Cash. I selve Grand Prixet havde den anden række og sad i ryg på E Type Cash undervejs i 3u. Sluttede pænt af, men kunne ikke holde ryggen på den senere vinder og endte lige uden for pengene. Her kan den udbytte sin starthurtighed til at sidde med femme undervejs, og den tager sikkert en fornuftig præmie igen.

9 Andromeda Font er Paul Hagoorts anden hest i løbet. Har gået pæne 14-tider hjemme på Wolwega, hvor den næst senest sad 3i undervejs. Forsøgte angreb i sidste sving i ryg på den senere vinder Arcana As, men kunne ikke true denne og måtte til slut nøjes med tredjepladsen. På Jägersro på Hugo Åbergs-dagen sad den 4i i et Breeders Course-løb. Sluttede pænt af og var tæt på fjerdepladsen bag den italienske storfavorit Acciaio. Hoppen gik en 12-tid på sprint, så den kan godt flytte benene. Men den stadig uden sejr i seks starter, så den virker som andenviolinen af Paul Hagoorts to heste.

Den sidste halvdel af feltet, er bestemt ikke novicer, men jeg tror vinderen er nævnt blandt de seks første. Tyske 7 Orkan von Haithabu har vi set både på Musketerdagen og Copenhagen Cup-dagen, hvor den lige knap rakte til. Har en del galopper på det seneste. 2 Livi Oxford H var forbedret sidst efter pause, hvor den slog 10 Enforalle P, som ikke virkede helt fri i travet og får det svært fra anden række. 6 Ecco C N er hurtig fra start og kan komme til at sidde fremme i feltet, men har ikke været sejrsaktuel trods placeringer i de flest løb i år. 12 Encore Cloc og 8 Espress Bork har fået de to dårligste startspor, hvilket nedsætter der muligheder betragteligt.



V75-5 / V5-3 / 10. løb

Her er det en eller mange. Igen et godt spilleløb, men da jeg så trænerkommentaren fra Team Juul, blev jeg bekræftet i, at jeg her skulle blanke 3 Extreme. Men et godt og spillevenligt Liga 4-løb.

A-chancer: 3-5-9 B-chancer: 7-6-2-1-10-8 C-chancer 12-11-4

3 Extreme har ikke gjort meget forkert på det seneste, hvor den primært har imponeret i det svenske. Ved starterne på Jägersro og på Kalmar kørte Steen Juul bare til spids begge gange. Havde styr på alt og kunne bare sidde og læse Aftonbladet ned gennem det lige begge gange. Galoppen ind imellem de to starter var et snorestartsløb på Lunden med omstart, som den ikke stod for. På Halmstad havde den spor 7, og der blev det først til spids efter 500 meter i 10-fart. Kunne ikke modstå favoritten Guzz Mearas med Johan Untersteiner i opløbet, men var stor i nederlaget og gik en 13-tid, som den også gjorde på Jägersro i april. Startede ”kun” i Consolationsløbet til Grand Prix’et i Aarhus, som den vandt efter en giftig præstation, hvor den var ude i en 1.09-åbning, men alligevel havde kræfter til at afvise alle angreb og vandt på en 16-tid i Aarhus, hvilket er en god tid for en treåring. Har vist stor starthurtighed – også mere end programmets vindertips Billi Time, så jeg forventer, at dette bliver et af de løb, hvor Thomas Uhrberg sørger for en vinderbuket til Team Steen Juul. Blank på V75.

5 Billi Time har vist klar fremgang efter skiftet til Flemming Jensen. Har vundet to overbevisende sejre. Først fra dødens på Casino Royal, som den gik forbi på de sidste meter. Og på Lunden hoppede den værste konkurrent Newton Tile i klar føring i første sving, og så kunne Jensen køre frem til spids og vinde ganske let før Vidar og Oliver Eson. Uden at forklejne de to Falster-heste, der var anden og tredje, så var modstanden noget blidere den dag for Billi Time. Den går pænt op i klasse her, og jeg tror ikke, den kan tage en Extreme i spids ned. Men er et bud efter denne for dem, der garderer her.

9 Caviar har Jeppe Juel altid haft høje tanker om, hvilket otte sejre i ti starter vidner om. Kom senest tilbage efter 10 mdr.’s pause, hvor den i sidste start i oktober 2018 blev tredje til Chablis og Cmynewlollipop i Grand Circle Consolation. I Skive senest overtog den spidsen fra Vaya Con Dios og førte hele løbet. Jeppe Juel måtte minde sin hest om opgaven i opløbet, hvor angrebet fra Aqua Photo og Knight Rider blev afvist. Stærk præstation efter så lang pause, og træneren mener, at løbet har gavnet hesten, som han vurderer til at have vinderchance. På sit store talent er den en fremtrædende chance, men fra anden række efter så lang løbspause, kan man ikke begære sejr mod heste, der har været i løbsform længe.

7 Setauket er en fin hest fra Marcus Lindgren, der har gjort det pænt. Sejrede som 16 for 10 favorit på Kalmar for fire starter siden, hvor den tog spids fra spor 7 og akkurat holdt hjem på en 14-tid i en lidt dårlig stil. Var godkendt som anden til den hollandske favorit Giant Shadow, hvor den angreb i tredje spor de sidste 500m. Senest forsøgte den angreb i tredje spor, men blev hængende og var noget træt mod slutningen. Kan åbne fra start, så den kan komme til at sidde med fremme og er en fornuftig triochance her.

6 Harley Boko kommer med to friske sejre i bagagen. Første gang i Aalborg var det efter devisen spids og slut foran en godt afsluttende Cody og American Blue. På Falster i kuskematchen gik den hele vejen udvendigt for Arn Kronos og knækkede den til slut. Er starthurtig, men dem er der mange af i første række. Tager en god præmie her.

2 Coco Line tog pludselig tre sejre på stribe, hvor den hurtigt har fået en del penge på nakken. Især sejren i Liga-finalen i Aarhus var imponerende, hvor hele feltet blev rundet i opløbet med Hocus Pocus og Master of Disaster på de efterfølgende pladser. Senest på Falster tog Ken Ecce en rolig start. Ud på sidste omgang trykkede han på den førende Eurydike Hornline, som dog forsvarede sig. I opløbssvinget blev det pludselig til galop for Coco Line. Den kom hurtigt ned i trav igen og sluttede forrygende af til tredjepladsen bag Arn Kronos. Den kan være meget starthurtig, hvis kusken ønsker det. Og jeg kunne have Birger Jørgensen mistænkt for at ville fyre fra start og forsøge at tage spids, for så at slippe til Extreme og få vinderhullet. Herfra kan den hænge på til en placering, men konkurrencen er skærpet betydeligt efter den fik 40.000 for sejren i Aarhus.

1 Cutty Sark vandt i sin første start for Mads Hviid Nielsen, hvor den fra 2u gik forbi førende Darwin Ice på de sidste meter. Har gået godt også hos Flemming Jensen, og selv om den godt kan finde fra start, så kan den ikke forsvare indersporet her. Skulle den ramme ryggen på Extreme, så vil det øge chancerne, men kommer Coco Line også forbi, så havner den i inderbanen lidt nede i feltet, og der skal held til derfra. Den er kun en mindre chance, hvis det bliver til 3i, som jeg forventer.

Både 10 Hocus Pocus og 8 Chap A P er normalt meget starthurtige, men førstnævnte er havnet i anden række, hvorfra den dog godt kan løbe i pengene, hvis det flasker sig. Og Chap A P med René Kjær har med så mange starthurtige heste indvendigt virkelig trukket nitten her, hvor den med et godt startspor ellers ville have haft en god chance i et løb som dette.



V75-6 / V5-4 / 11. løb

Et af de mest åbne Derbyer i mange år, hvor de fleste taler om, at der er 5-6 heste, der kan vinde. Jeg vil vende et om og sige, at der kun er en 3 hest, hvor jeg vil blive særdeles overrasket, hvis en af dem vinder. Der blev råd til fem heste på min kupon, men de fire B-chancer kan ikke helt afskrives. Jeg ser dem bare ikke med stor chance for at vinde Derbyet i min bog.

A-chancer: 2-4-9-8-10 B-chancer: 3-5-1-11 C-chancer 6-12-7

2 Dortmund har en formkurve, der er gået støt og roligt opad gennem de seneste måneder, og den får ingen problemer med at stå distancen. Talent har hesten altid haft, og det blev bekræftet, da den på Musketerdagen vandt et Liga 5-løb over 2.550 meter i overlegen stil. Men det var for alvor i GP-prøven i Aarhus, at den trådte ind på den store scene, da den udvendigt fra besejrede Dontpaytheferryman, der kapitulerede for presset fra Dortmund med opløbsgalop, hvorefter Marc Bæk Nielsens røde Timoko-søn var overlegen før Dickson Shadow og Da Vince Peak. I finalen lignede det noget stort, da den fra 2u angreb i opløbssvinget. Det blev desværre til galop på hjørnet efter lidt karambolage med en konkurrent. I Derbyprøven havde den anden række. Fra 3u angreb den med 600m igen, og så gik det stærkt. Rundede de forreste med Dontpaytheferryman udvendigt på Diamondwind, og den gik over mål i fuld fart knap 20m før andenhesten Diamond Is Rough. Selv om de inderste spor ikke er så ideelle på 3.000m, så ligger Dortmund jo i spor 2 fra start, og så er det kun et spørgsmål om, hvilken position i andet spor, det bliver til. Det kan blive fra 2u til 4u. Herfra kan Marc Bæk Nielsen så anvende samme opskrift som i prøven, og jeg ser den afslutte lige så godt som i prøven og runde feltet på de sidste 500m. Mit førstevalg i et trods alt åbent Derby.

4 Dekanen K havde indtil medio juli aldrig vundet et travløb. Det var blevet til et par hæderlige andenpladser i det svenske, men så valgte Jan Friis en opgave over 2.640m på Halmstad, og her sejrede den efter føring fra start til mål før Panamera, der starter i stayerløbet søndag. I Derbyprøven tog den let spids, men fik så en offensiv Bent Svendsen frem udvendigt med favoritten Daytona. Ken Ecce ville gerne slippe, men det ville Dekanen K ikke i første omgang, så der blev godt med tempo på midtvejs, inden Daytona kom forbi. Med 500 igen trak Ken Ecce så i højre lige, og den fløj bare forbi Daytona og vandt helt enkelt. Med spor 4 ligner det, at Ken Ecce kører mod spidsen, men i spor 5 sidder Daytona, og måske får vi samme scenarie igen. Får Dekanen K fred i spids, kan det række langt – måske hele vejen. Og selv om den står distancen, så er det langt at føre i 3 km. Den har en stor chance her, og bør i hvert fald tage en af de bedre præmier.

9 Donatello Garbo overvintrede som et af de hotteste derbyemner. Men den har kun en sejr i år, som kom i Frosty Hanovers Mindeløb på musketerdagen. Her pressede den storfavoritten fra Paul Hagoorts stald Ids Boko over i fejl i opløbet, og så sejrede Donatello Garbo med 20m ned til Dream of Succes og Dumbo, der blev generet i opløbssvinget. Siden har Wishing Stone-sønnen ikke haft heldet på sin side, efter den var klart godkendt som femte i en 13-tid på Copenhagen Cup-dagen bag fire internationale heste med den tyske Derbyvinder Mister Daag F som overlegen vinder. I GP-prøven blev hesten lukket inde og så aldrig dagens lys. Det gav så spor 11 i finalen, hvorfra der blev alt for langt frem til de forreste trods en god afslutning. I prøven kørte René Kjær så til spids, og da Gordon Dahl kom tidligt og pressede på, kørte de to opløb midtvejs i løbet. Trods dette lignede Donatello Garbo stadig en vinder i opløbet, men på de allersidste meter, gik Diamant Østervang kort forbi. Her fra spor 9 kan den ikke undgå at få sit ønskeløb i ryg, og så har vi set mange gange, hvilken dræbende speed den har. Kan måske ikke gå 700m i sporene, men kommer den med i ryg på en anden hest, og først skal spille sin speed ud de sidste 2-300m, så bliver den livsfarlig. Jeg vil ikke udelukke, at René Kjær kan tage sin anden Derbysejr her.

8 Dumbo er kun overgået rent indtjeningsmæssigt af Dontpaytheferryman og Kriterievinderen Diamondwind. Er ofte med fremme i årgangsløbene både sidste år og i år. I GP-prøven blev den for en gang skyld kørt i spids, men måtte på de sidste meter se sig besejret af Dream Kåsgård. I finalen fik den lidt sent plads fra 3i, og den sluttede fremragende af, men fangede akkurat ikke lige førende Daytona. I Derbyprøven trak den så spor 12, og efter en omgang kørte Gordon Dahl frem og tog livtag med René Kjær og Donatello Garbo. Måtte dog trække følehornene til sig og blev bakket ned i 2i. Her sad Dumbo med masser af kræfter i behold, da foranliggende René Kjær kom til at strejfe mulen på Dumbo, der bremsede lidt op og røg i pasgang med målgalop til følge. Den stensikre tredjeplads have givet et tidligere sporvalg i finalen – nu fik Gordon Dahl slet ikke lov til at vælge, men fik som den sidste spor 8. Træneren siger, at han ikke kan gøre hesten bedre, og han er optimist, hvis det bare løser sig lidt fra spor 8, hvor han vil køre lidt med fra start. Dumbo er efter min mening farligst, hvis den kan blive gemt lidt at vejen og dukke op til sidst. Lykkedes det her, kan den meget vel dukke op i slutstriden og tage endnu en god præmie.

10 Dontpaytheferryman har siden sin forrygende toårs sæson har en del udfordringer. Den var ikke den overhest, som alt tegnede til. Men der har også været en del utur med i spillet. Først opløbsgalop i tvekampen mod Drotmund i prøven i Aarhus. Og i finalen i Grand Prix’et i Aarhus, fik den en uforskyldt galop på, de tempoet pludselig blev nedsat kraftigt i andet spor. Til gengæld var det lidt af den gamle ”Færgemand”, det fynske publikum fik at se i Derbyoptakten, som blev vundet er føring fra start til mål i 1.13,5 foran Dream of Succes og Diamant Østervang. I prøven gik den 2.000m udvendigt med 12-fart den først kilometer på Diamondwind, hvis kusk ikke ville slippe. I opløbssvinget fik Færgemanden så knækket den førende, men havde intet modsvar mod angrebet fra Dortmund og måtte også se Diamond Is Rough gå forbi. Der er ingen tvivl om, at hesten stadig har skyhøj kapacitet – det har Peter Rudbeck flere gange sagt til undertegnene. Vi har aldrig rigtigt set den vinde bagfra, og det skal den jo køre nu med spor 10, hvis Rudbeck igen skal vinde Dansk Trav Derby. Kan det lykkes at holde heste afslappet undervejs, så der er benzin på tanken de sidste 500 meter, så vil det ikke overraske, hvis den er med fremme, hvor det skal afgøres. Distancen er lidt et spørgsmålstegn, men den får det sidste kryds på kuponen.

3 Diamant Østervang har gjort det jævnt og stabilt og har ofte været med fremme, hvor pengene uddeles i årgangsløbene. Vandt Grand Circle Consolation i Odense i næstsidste start inden vinterpausen. Den trådte for alvor ind op scenen, da den efter et afventende løb gik frem og vandt sin Grand Prix-prøve foran Daytona – prøven, hvor Donatello Garbo sad uhjælpelig fast som femte. I finalen blev Kenneth Andersen sinket lidt af tumulten i sidste sving, hvor Dortmund galopperede. Trods en fin afslutning endte den som første heste uden for pengene 3-4 længder efter Daytona. I derbyprøven blev det igen til et afventende løb, hvor Diamant Østervang lukrerede på den voldsomme temposkærpning, som Donaltello Garbo og Dumbo lavede midtvejs i løbet. I opløbet kom den helt frem til de to førende, og på de sidste meter gik den forbi Donatello Garbo. Der er ingen tvivl om, at hesten nok skal stå distancen, men om den har klassen til ligefrem at vinde et Derby, stiller jeg spørgsmålstegn ved. Helt afvise det, kan man ikke, men der ligger sikkert en god præmie og venter på Diamant Østervang her.

5 Daytona viste stor fart her i foråret mellem galopperne, hvor den efter en sådan var anden i sin Grand Prix-prøve til Diamant Østervang. I finalen klappede alt. Steen Juul fik presset sig til spids på første langside, og siden hen holdt den hele vejen ind i mål, hvor den reddede sig i land foran Dumbo og Dickson Shadow. Der så dog ikke ud til at være mere i Daytona, og det kan godt bekymre, når den skal løbe 700m mere søndag. I Derbyprøven havde den trukket bagspor og fik Bent Svendsen i sulkyen i stedet for en sygdomsramt Steen Juul. Her kørte Svendsen frisk frem over isen tidligt i løbet, og efter en temposkærpning for at komme forbi Dekanen K, fik Svendsen spidsen. Med 500m igen gik Dekanen K dog let forbi Daytona, som holdt sin fart ind i mål til andenpladsen på afstand. Ud fra GP’et i Aarhus og Derbyprøven, så sætter jeg spørgsmålstegn ved hestens distanceevne. Og derfor er den så langt nede i rangeringen, som den er. Jeg tror ikke, at det bliver en ny derbysejr til Team Juul.

1 Diamond Is Rough sluttede godt af i sin prøve og har flere gang vist, at de ikke løber fra ham. Den kan godt dukke op i præmierækken her. Det samme kan 11 Dickson Shadow, der iflg. træneren ikke var helt frisk i sin prøve.

6 Damien Shadow har været forfulgt af skader, og den manglende kontinuerlige træning har sat sine spor. 12 Diamondwind var årgangens stjerne sidste år, men har også døjet med helbredet i lang tid. Fik 10 dages startforbud efter sin præstation i sæsondebuten, hvor den var helt under isen. Og i prøven valgte kusken Peter Zadel ganske uklogt at svare Færgemanden, og den var kold med 400m igen. Endelig kom 7 Denimcowboy lidt heldigt med som tredje, da Dumbo fejlede en sikker tredjeplads væk i prøven. Den er feltets mindste chance.



V75-7 / V5-5 / 12. løb

Et vanvittigt åbent løb hvor de bedste heste ikke har de bedste startspor. Rigtig meget afhænger af løbsafviklingen her, hvor der er mange mulige scenarier. Jeg krydser otte heste, men de sidste fire er stadig B-chancer, så har man råd, så tag alle med.

A-chancer: 7-5-6-8 B-chancer: 10-1-3-9-4-2-12-11 C-chancer

7 Barolo gjorde comeback senest efter to års pause. Det var et comeback med mersmag. Gik hele vejen som første hest i andet spor. I opløbssvinget gik Flemming Jensen tættere frem til førende Victor Rush, som den gik i kødet på op ad bakken, hvor den i ryg siddende Twiligt D ikke kunne følge Barolo. Koblede grebet 75m før stregen, hvor Wonderboy kom ud fra vinderhullet og tog andenpladsen. Er sikkert gået frem med løbet og kommer igen barfodet. Med præstationen senest ligner det en hest, der ikke er afhængig af positionerne undervejs, men den er havnet langt ude på vingen, hvilket jo kan give lidt trafikproblemer. Den har vinderchance her.

5 Mr Shorty har gået forrygende ved flere lejligheder, hvor sæsonens eneste sejr kom på Musketerdagen foran Wonderboy og Sun Esterel. Har også to andenpladser her i Liga 2, hvor den for tre starter siden som sidste hest i opløbssvinget sluttede forrygende af helt ude ved rækværket, men ikke nåede helt frem til Machiavelle og Listas Manboy, som den tog 20-30m ind på de sidste 2-300m. Var forbi de to 5-10m efter stregen. Var derefter en tur i Berlin, hvor den angreb i tredje spor på sidste langside fra køposition. Tog sig hastigt frem, men måtte fortsætte i tredje spor hele opløbssvinget rundt. Holdt farten, men kunne ikke true Rainbow Diamant, der kom ud fra vinderhullet, og længe førende Desert King. Senest i Skive var den meget langsom fra start og sad langt nede. Med i angreb og måtte helt ud i fjerde spor i opløsbssvinget, og det blev for hårdt. Prøves nu med Kasper K. Andersen, og hvis den ikke sidder alt for langt tilbage og måske får en ryg og gå på, så har den en speed, hvor den kan runde rigtig mange til slut. Måske dem alle, hvis alt stemmer.

6 Machiavelli er næsten med fremme, hvor det foregår hver gang. Vandt i Billund for fire starter siden efter en fin rejse i 2u, hvor den knebent gik forbi Listas Manboy og reddede sig i land før en hastigt afsluttende Mr Shorty. Var derefter anden til Come On Hugo i et lille felt i Aarhus, og yderligere tredje til Stella Newman og Balotelli i Super Trot Cup i Skive. Senest galop i første sving i Aarhus, og så var den dag ødelagt. Har kapaciteten til at løbe helt frem i sådan et løb her, men skal have det lidt serveret. Skal krydses tidligt.

8 Balotelli var ude i en montékampagne, inden den vendte tilbage til sulkyløbene i kvalifikationen til Super Trot Cup i Skive. Fra spor 8 fyrede Anders Pedersen og lavede en bytter med Flemming Jensen og Stelle Newmen på første langside. Holdt hjem til andenpladsen bag denne fra vinderhullet. I finalen i Berlin var den helt under isen og endte uhjælpelig sidst. Den må have været syg på dagen. Den starter jo ikke her, hvis den ikke er frisk igen. Er meget starthurtig, og da det ikke vrimler med starthurtige heste her, så mistænker jeg Anders Pedersen for at bruge den samme taktik som i Skive. Sidder den enten i spids eller med helt fremme, kan den være med på stregen. Men det er trods alt spor 8.

10 Baxo Epice har holdt stabil form gennem nogle måneder, hvor den snuppede to sejre i træk på Lunden og Bjerke. Har nu for tredje start i træk trukket bagspor. Nåede kun fjerdepladsen bag Stella Newmen og Balotelli efter en god afslutning og sent hul i Skive i Super Trot Cup. Kom med i finalen i Berlin på afbud, og var bedste danske hest som femte. Fra spor 10 skal det flaske sig, men den har farten til at kunne runde mange og træneren føler sig ikke slået på forhånd.

1 Sun Esterel gør det jævnt og stabilt, men vinder ikke så tit mere. Besejrede dog flere af dagens modstandere som Mr Shorty og Machiavelli i forrige start. Senest tredje til Come On Hugo og Machiavelli i Aarhus i et lille felt. Jeppe Rask kan ikke udnytte indersporet, men løser det sig, og den sidder rigtig til mod afslutningen, kan den runde mange til slut.

3 Key Largo har holdt god form længe og har gået det ene gode løb efter det andet. Tog en flot sejr tilbage i juni i et løb, hvor Victory Island galopperede som storfavorit. Fra vinderhullet fløj Key Largo lavt i opløbet og vandt foran Global Strategy, Teodor og Baxo Epice. Var anden på Halmstad, hvor den var tæt på at knalde favoritten Shorthanded Jag fra vinderhullet. Gangen efter var der ikke noget at gøre ved Alpha Peak, og derefter for hårdt at give 40m til Jeppe Juels norske derbyhåb Don Cash. Senest fik den sen angrebsplads og nåede ikke frem til Triton Neergård og Rapide du Pommeau. Kjær melder Jackpot Club-hesten i topform, og han fyrer fra start for at få en god position. Ikke umuligt, at den får vinderhullet og kan dukke op i slutstriden igen.

9 Counterfeightr har tre 12-tider på sprint inden for de sidste tre starter. I forrige start på Kalmar tog den spids i kamp med Speedy Sus, og den sejrede med Axel Jacobsens hest klistret i ryg som tredje over målstregen. Seneste start på Oslo Grand Prix-dagen, hvor den fra spor 7 blev bakket sidst. Var med flokken hjem uden at få penge. Har ikke startet siden juni, så helt i løbsform kommer den næppe. Med al ære og respekt, så ville Speedy Sus ikke kunne matche de her, så Marcus Lindgrens hest finder kun vej til min V75-kupon på mistanken og på det sidste mandat.

4 Twilight D virker ikke til at have tidligere tiders snert i afslutningerne mere, og 2 Asger Molar er tilbage i træning hos ejeren efter en kort kampagne hos Flemming Jensen med succes. Er nok bedst på sprint og møder hårdere modstand her, end normalt.

I sådan et jævnbyrdigt felt betyder startsporene meget. Og alene derfor finder 12 Winston Laser og 11 Quality Fighter ikke vej til min kupon, hvilket de havde gjorde med bedre startspor.