V5-analyse af Christina Borreby

Tipperstatistik: Spillet for 2.726 kr. Vundet 0 kr. Hitrate 0/9.

Printvenlig version



V5-1: 1-8-4-7

V5-2: 4-5-2-8-3-1

V5-3: 2-10-8-5

V5-4: 1-5-11-4-10

V5-5: Queen Lilly

Pris: 480 kr.

V5-1

V5-spillet indledes med en ret så åben afdeling, hvor flere af hestene må krydses for at komme sikkert videre. Jeg forsøger med fire af dem.

A-chancer: 1-8-4-7 B-chancer: 2-5-3-6-9

1 Sunday Pearl har de foregående sæsoner været sejrsaktuel efter få starter, og viste i år allerede skarp form i sin debut. Blev generet senest, men samtidigt sænket ét kilo og står godt til her. Har vundet på distancen tidligere og trives både i hård og blød bane. Kan forsvare sit nuværende tal og hjulpet af Oliver Wilson i sadlen, har hun god vinderchance her, i et ellers åbent løb.

8 Queen of Dreams gjorde god figur i sæsondebuten i Odense bag formstærke Brocco, og en lignende præstation vil række langt her. Lå bagerst i feltet senest og viste stærk form ved at runde mange til slut, men turen frem kostede kræfter. Trives på distancen og med bedre rejse er hun også en vinderchance.

4 Lemon fandt et ekstra gear på de sidste meter, da han vandt på 1800m i Odense, efter at have ligget i ryg på den førende gennem sidste halvdel af løbet. Svarede flot op på angreb i Århus senest på 2000m. Kan han spare kræfter undervejs bør de 2300m være ok. Ser ud til at være i udvikling, men er samtidigt hævet fem kilo denne sæson. Triochance.

7 The Other Lady pullede mange kræfter væk fra start over 2200m senest og endte alligevel på en fin andenplads. Får hun mere ro på undervejs og bedre udnyttelse af kræfterne, kan hun godt blive farlig for favoritterne. En fin outsider som må krydses på de store bonner.

2 Vera Volkova fik udvendig rejse senest, men sluttede godt af og vil være forbedret her. 5 King Charles har kapacitet til at vinde, hvis han vil, mens 3 Tribute har gavn af tre kilos lærlingelettelse. Alle tre har outsiderchance, mens både 6 Redcoat og 9 Trinity, nu har to løb i kroppen efter lang tids pause, og kan vise sig trioaktuelle.

V5-2

Endnu et løb hvor flere stærke konkurrenter skal dyste, og her kan vente overraskelser fra flere. Igen må der krydses godt af.

A-chancer: 4-5-2-8 B-chancer: 3-1-6-7

4 French Warrior vil være sat frem med en veloverstået sæsondebut bag gode heste. En alsidig hest, der både har vundet på 1800m og 2400m, samt gået hækkeløb i Frankrig. Har klasse og kapacitet til at vinde her, og må være betroet af træner Bent Olsen, der kun sender denne ene hest til Odense. Bliver et forsigtigt vinderbud i et løb, hvor mange har chance.

5 Broadway var blot slået én længde i årsdebuten, og ikke 17 som anført i programmet. Marc Stotts heste har vist flot form og Broadway vil være sat frem til denne gang. Den længere distance er kun en fordel. Vinderchance.

2 Snatty Dancer vandt let på 2000m i Århus og har gået på længere distance i England, så de ekstra 300m bør ikke volde hoppen problemer. Ligner en hest i udvikling, der vil kunne forsvare de fem kilo højere tal. Er dog ude mod stærkere konkurrenter her, men har fordel af den lette vægt. Vil være med i afgørelsen.

8 Brocco har imponeret med sejre i sine første starter i år, og viste et stærkt væddeløbshoved senest. Får her gavn af fire kilos lettelse med dygtig og formstærk amatørrytter, der kender hesten. Distancen er en fordel og får han mulighed for at nå afslappet til front fra startspor 8, er der chance for hattrick til træner Sandie Kjær.

3 Manchego blev træt i debuten, men stortrives på banen i Odense og vandt foruden Fynsløbet også dette H.C Andersen løb i fjor. Distancen passer ham fint og trods hans flotte alder, har han stadig mod på jobbet. Med udblæsningen fra sæsondebuten vil han være forbedret her og må ikke overses.

1 Gentleman Jack rides med et kilos overvægt, men det bør ikke betyde noget, når han er så langt nede i handicaptal. Har ikke rigtigt slået til i årets første to starter, hvor han ellers har været betroet som favorit. Som dobbelt Fynsløbsvinder trives han i den grad godt på banen, og selvom modstanden her er lidt hårdere, end hvad han har mødt tidligere i år, bør han kunne løbe med frem, hvis formen og lysten rammer på dagen.

6 Medicean Melody er kommet højt op i handicap efter en flot sejr i årsdebutten. Får her gavn tre kilos lærlingelettelse og kan regnes i triosammenhæng, sammen med 7 Laszlo, der kan overraske.

V5-3

Flere heste ser ud til at have chance baseret på seneste præstationer, mens andre er på vej frem og har kapacitet til sejr. Den forsigtige spiller sparer ikke på krydserne her.

A-chancer: 2-10-5-8 B-chancer: 7-1-4-11-9-3-6

2 Frankthetank har i den grad en sejr i vente, efter tre toppræstationer i år. Han må aldrig udelades af plads- og triospillerne, da han altid er meget stabil og med fremme. Det er svært at vurdere, om han trives bedst i flokken, og ikke så gerne vil sætte mulen først på stregen, men med det, at han har været helt deroppe flere gange og nu får gavn af et indvendigt startspor, samt lærling, der tager tre kilo af, er det svært ikke at give ham vindertippet.

10 Amelia Jay er endnu et godt bud på en vinder i dette opgør. Har to flotte andenpladser med sig denne sæson, og byder ind med en stærk speed til slut. Kan hun få et løb i ryg og spare på kræfterne, vil hun runde mange ind på opløbet, og vil være at finde skarpt på stregen under Sara Slot.

5 Lima var ganske godt med i debuten og sluttede på en fin tredjeplads her i Odense for Marcos Robaldo. Kommer her ud på samme distance, men med lavere vægt, og er dermed bedre inde overfor eksempelvis Rita’s Girl. Formen må række til en fremskudt placering her, hvis løbet flasker sig.

8 Rita’s Girl går gode løb på Fyn og vandt besejrede 2 Frankthetank i sin debut. Er nu hævet tre kilo og står i dette opgør dårligere til i forholde til ham. Har tidligere forsvaret nuværende formtal på 66 og har en god statistik med Jacob Johansen i sadlen. Kan vinde her lige så let som de øvrige favoritter.

7 Bright Cross har en veloverstået sæsondebut bag sig og vil være sat frem med det løb i kroppen. Går gerne bedst lidt senere på sæsonen og skal her forsvare et formtal opnået ved sejr i årets sidste start fra i fjor. Har vundet fra højere tal før, men møder stærke konkurrenter her og kan være trioaktuel.

1 Go Win Casino viste god form ved sejren i Århus under professionel jockey. Rides her af amatørrytter Stine Mikkelsen, som her gør sit livs sjette start og jagter mere rutine. Udnytter kun de to af sine fire kilos lettelse. Tog front sidst ekvipagen var til start i Odense, og det kan måske lykkes at ryste nogle af konkurrenterne med denne taktik, men svært i et felt, hvor mange har speed til slut. Lille triochance.

Spændende at se 4 Flamingo Dancer efter et års pause og med ny træner. Har været matchet hårdt på Jægersro, og har kapacitet til en god placering her, hvis formen er der. Mindre outsiderchance til 11 Devils Dust, hvor formen er i fremgang, men startsporet taler lidt imod her. Også 9 Intensity bør være forbedret med løb i kroppen, efter en hård pace i sæsondebuten. En overraskelse kan snart vente fra 3 Miss Power, der har en god speed, som ikke udnyttes optimalt i løb. Var ikke langt bag 2000 Guineas vinderen Prince Charming, og den form kan række et stykke vej, men rides her med overvægt. Kan være sjov at have med i triospillet.



V5-4

Det er svært at finde en forhåndsfavorit i dette opgør, da der ikke er meget form at gå ud fra. Ofte er rytteren afgørende for udfaldet i disse amatørløb, og der må ses på den samlede ekvipage i chancevurderingen.

V5-4: 1-5-6-11 B-chancer: 3-4-10-8-9-2-7

1 Yellowstone fik et hårdt udvendigt løb senest, og går som regel godt i Odense. Trives på distancen og har her Linda Bro i sadlen, som kender ham godt. Viste god form i årsdebuten og ligner en god chance her.

5 Minuty Prestige var betroet til sejr af sin træner senest, og formen er på vej frem. Man skal altid have respekt for dygtige Lea Olsen i disse løb, hun kender hesten og de vandt sammen sidste år, også med høj vægt. Der er heste, som har vist bedre form i løbet, men Lea skal nok finde de nødvendige gear her.

6 Elodie kom med en flot afslutning i Ålborg og var kun slået halvanden længde til tredjeplads. Vil være gået frem med den start og kommer her ud med lav vægt. Der skal rides for det ind på opløbet, men den kortere distance bør være en fordel.

11 Voguela søger gerne til front og det kan koste kræfter fra startspor 11. Sluttede godt af senest og havde startsporet været bedre, ville en sejr være tættere på. Står stadig med god chance i et knap så formstærkt felt.

3 Legial er den hest i feltet der har løbet tættest op i sine hidtidige starter, men ligner en hest, der kræver en stærk rytter på de sidste meter. Flasker det sig, har hun en fin chance.

4 Vejovis ser ud til at trives bedst med kvindelig rytter, og får her sin daglige træningspartner og ejer i bøjlerne, hvilket med garanti vil passe ham godt. Han har en stærk speed, som han vil kunne udnytte optimalt på det korte opløb. Har samtidigt gavn af fire kilos lettelse og flasker løbet sig, betror jeg ekvipagen en fremskudt placering, der måske kan række helt til sejr.

10 Aros har vist fremgang for hver start og formen kan snart sidde i skabet. Har gået godt på distancen her på banen og kan vise sig som en outsider her.

V5-5

To heste skiller sig ud på klassen, 2 Queen Lilly og 1 Princeton, der begge kommer direkte fra Breeders Cup. Skal det afgøres mellem de to, eller vil 7 Alizeti blande sig i striden?

A-chancer: 2-1 B-chancer: 7-5 C-chancer: 4-8-3-6

2 Queen Lilly viste stærk form i Breeders Trial og Breeders Cup, hvor hun var tredje begge gange bag topheste. Den form skal række til sejr her, især når træner Marc Stott bekræfter, at banen passer hende fint. Vandt Petit Prix på Århus banen fra spids i fjor, og det tilsvarende korte opløb ser ud til at være til hendes fordel. Dagens sikreste vinderbud, som må kunne stå blankt.

1 Princeton kommer direkte fra Breeders, hvor han fik langt frem til de førende ind på opløbet. Viste stærk form i debuten på hjemmebane i Odense, hvor han sluttede godt af bag Brocco, der senere har bekræftet formen på løbet ved at vinde igen. Kan blive farlig her, hvor hans speed vil komme til sin ret i det korte opløb.

7 Alizeti er en hest, der ser ud til at rumme udvikling, og vil man gardere favoritten, er hun også et godt bud. Har mødt svagere modstand indtil nu, men har viljen til at vinde. Viste sig senest stærk på 2000m også, men dagens distance bør være hendes optimale. Stresser lidt og et spørgsmål kan være, hvordan hun trives på udebane. Vil gerne have front og kan gøre det svært for de andre at nå frem, hvis hun får lov at føre for længe.

5 In The Mood var ikke langt bag Alizeti sidst, hvor angrebet kom sent. Har vist god form og er ikke straffet vægtmæssigt, så er bedre inde overfor Alizeti denne gang, på en distance der passer godt. Må regnes i triospillet.

4 Laudate Dominum kommer også med to stærke præstationer, men med stærke favoritter jagter hun vel en trioplacering, sammen med 8 E Fourteen, der er en stabil pladshest, men måske vil finde konkurrence hård her.