V5-analyse af Kim Nielsen

Tipperstatistik: Spillet for 994 kr. Vundet 8451 kr. Tilbagebetalingsprocent 850%. Hitrate: 1 af 3.

Printvenlig version

V5-forslag

11-2-5-9-8 (7-3)

4 Concorde (3-7)

1-8-6 (2-5)

12-8-4-2 (6-11)

8-4-10-9-2 (6-3)

Pris 300 kr.


V5-1 / 2. løb

Et opgør, hvor er kun findes et enkelt ettal i baneprogrammet blandt de 11 deltagere. Det er ikke de store sejrsslugere, der mødes her, men en skal jo vinde løbet. Jeg ser primært fire heste med vinderchance.

A-chancer: 11-2-5-9-8 B-chancer: 7-3 C-chancer: 10-4-1-6

11 Daniella har leveret stabile indsatser længe. Dog blev det senest til opløbsgalop, hvor den angreb sammen med den senere vinder Livi Nixon H M. Var kommet hjem i omkring 1.16,0 uden galop. Gangen før blev den også kørt afventende. Angrebet blev sat ind med 700 meter igen, og den gik til klar føring, som ganske vist skrumpede lidt op imod mål. Ligner en hest, der skal have et afventende løb, og det giver jo sig selv fra spor 11. Er eneste hest med en sejr i baneprogrammet og er en af de heste, der kan vinde. Et meget forsigtigt vinderbud.

2 Chardonnay Merci gik en 15-tid på sprint tilbage i januar bag Catch Me Will. Efterfølgende var den med flokken hjem efter at have siddet langt tilbage. Har så været i Norge, hvor det er blevet til to galopper. Marc Bæk Nielsen melder om, at den nu kommer i samme forspænding, som før Norges-udflugten. Virker bedre end resultaterne, og træneren tror på en fremtrædende chance. Det gør jeg også fra et godt startspor. Fornuftig chance, hvis galopskoene er blevet hjemme i stalden.

5 Ide Beemd leverer den ene stabile præstation efter den anden. Forrige gang sluttede den pænt af fra køen i Aarhus bag heste som Newton Tile og Drønviktormolar. Sådanne modstandere findes der ikke her. Senest i Odense blev hesten også kørt passivt fra 20 meters tillæg. Angrebet i opløbssvinget endte ude i fjerde spor, så der blev for langt frem til den førende Escape A P, som Birger Jørgensen styrede løbet med. Aylin Müller kan godt tro lidt mere på sin hest og køre lidt mere offensivt. Første sejr lurer lige om hjørnet for den trofast startende familien Müller fra Kisdorf lidt nord for Hamburg. Er dog lidt hårdt inde på pengene her.

9 Dark Gogo tog spids senest. Var førende, indtil den senere vinder Cute Face kom og overtog spidsen. Kort forinden var Dark Gogo’s ene sulkyhjul blevet påkørt bagfra. Og da dæk og slange røg af fælgen, trak Birger Jørgensen sig klogelig ud af løbet. Inden pausen var den uplaceret på Jägersro efter at have fulgt med midt i feltet undervejs. Og gangen inden gik den pænt som femte i finalen i DTC’s 3-års serie, der blev vundet af den senere Grand Circle-vinder Delicious One. Virker som en hest med en vis styrke, og det når den langt på i det her felt. Gik både 15 og 16-tider sidste år, så kan den finde den samme fart, er den med helt fremme her.

8 Desavi D startede sidste år i finalen i Dansk Avlsløb, hvor den hang pænt med nede i feltet bag Donatello Garbo og Dumbo på en 15-tid, som således er en medløbstid. Gangen efter var den helt væk i Odense, og i et lille felt i Aarhus hang den også med på afstand af vinderen D J Brogård. Træner Kaj Jensen melder om fremgang og skærpet træning. Han ser den som en top-3 kandidat og som sin bedste chance på dagen. Med René Kjær i sulkyen kommer den på kuponen på yderste mandat.

7 C Me Tinna løber stabilt hver gang til fornuftige placeringer. Har fået gode løb, men han manglet det sidste i opløbet – og det endda på sprint. Her er det fuld vej. Virker til at være ret starthurtig, så den kan sikkert få en god position fremme i feltet. Med mindre Knud Mønster har fået puttet noget mere udholdenhed i hesten, er den mest en pladschance her.

3 Dixie Downs var med i Grand Circle Consolation i Odense i november. Hang med i køen på afstand af Diamant Østervang og Dickson Shadow. I sidste start før pausen sluttede den pænt af i Skive bag Chris Højgård. Komme nu efter fire måneders pause, og skal nok lige ses an. Har en andenplads i 17 starter som bedst.

V5-2 / 3. løb

Et ganske velbesat montéløb med flere gode montéspecialister, der har god form. Men en hest overstråler dem alle. Concorde med øjeblikkets succesrytter Marianne Mechlenburg ser jeg ikke tabe det her løb, så det bliver den blanke på mit V5-forslag.

A-chancer: 4 B-chancer: 3-7-5-11-8-9-1 C-chancer 6-10-2

4 Concorde virker nærmest uslåelig i montésammenhæng. Og når rytteren Marianne Mechlenburg samtidig er førende på montélisten herhjemme med fem årssejre, så er det svært at se den tabe. Virker stærk som en okse. I sæsondebuten senest sad hesten i front efter 400 meter trods 20 meters tillæg. Her løb den bare sit eget løb foran konkurrenterne, og Marianne Mechlenburg forlangte intet af sin hest på noget tidspunkt. Vandt skidtlet foran Albatros, der igen står 20 meter bagved. Jeg tøver ikke med at udnævne Concorde til dagens sikre i V5-spillet.

3 Real Love er ligesom Concorde blevet lidt af en montéspecialist. Er med fremme hver gang godt assisteret af Nicolaj Stott, der nogle gang virkelig må holde tungen lige i munden, da hesten et par gange har haft problemer med gangarten de sidste 100 meter før mål. Sidste overtog den føringen med 700 meter igen. Lignede længe vinderen, men blev fanget op kort før mål af en velgående Høwings Sydsturm. Real Love er første udfordrer til Concorde.

7 Albatros går stabile montéløb hver gang. Starter som i dag ofte fra 40 meters tillæg, og det er ikke let. Senest skulle den som i dag give 20 meter til Real Love. Og selv om denne var ved at tabe travet til slut, så nåede Albatros ikke helt frem og var tæt fjerde i kamp med bl.a. Rocky P H. Kan være lidt op og ned iflg. træneren. Den er dog yderst driftsikker, og med velridende Marie S. Andersen i sadlen, er den atter trioaktuel.

5 Dynamite Hornline gør debut i monté, så der er ikke noget at sammenligne med i den disciplin. Har gået en række fornuftige sulkyløb for Axel Jacobsen. Senest havde den sejren på gaflen, da den gik til front ud af opløbssvinget. Men det så helt mærkværdigt ud, da hesten slog med hovedet, hver gang kusken forsøgte at animere den. Stoppede halvvejs op midt i opløbet og måtte lade såvel Tiger Hill Diamant som Universale gå forbi. Som konsekvens heraf, vil træneren nu prøve den i monté for at give hesten lidt luftforandring. Får i Michelle Mønster den bedst mulige partner, så det bliver spændende at se den i monté. Burde række langt, da formen meldes fin. Men at slå Concorde bliver svært.

11 Palermo Tårs har hørt til de bedste montéhest herhjemme i flere sæsoner. Står som regel med toptillæg som her, og det er ikke nemt at give 60 meter forud. Sidst stod den fra 40 meter i det løb, som Høwings Sydsturm vandt foran Real Love. Her nåede den aldrig at blive sejrsfarlig og ebbede lidt ud til slut. Så mere end en triochance har den ikke her trods dygtige Nicole Marsing i sadlen.

8 Provst Meyer har også været en fremtrædende figur i montésammenhæng de seneste år. Men det lakker måske mod enden for den nu 12-årige vallak, der ikke har det samme bid mere. Senest var den helt væk, og træner og ejer Sabina Gammelgård sagde efter den start, at Provsten får en chance mere her i Odense. Hvis den ikke viser fremgang, bliver den pensioneret hos sin opdrætter. Er normalt hurtig fra start og vil givetvis tage nogle meter hurtigt og finde en god position fremme i feltet. Men hvor langt det rækker, er svært at sige. Den skal finde de gamle takter frem, eller er det afdansningsbal her.

V5-3 / 4. løb

Tre sejrsheste vender her tilbage efter kortere eller længere pauser. De virker et hoved højere end resten af feltet, så jeg tager de tre på mit forslag og føler, at vinder hedder enten Bazire Trøjborg, Babe From Above eller Knight Rider.

A-chancer: 1-8-6 B-chancer: 2-5-4-3 C-chancer: 7

1 Bazire Trøjborg er en stærk type, der bestemt ikke har haft løbsheldet og sporlodtrækningen på sin side på det seneste. Forrige gang fik den fra spor 12 en karruseltur i tredje spor igennem sving to og tre, inden den fik presset sig til spids med 800 meter igen. Var forståelig træt de sidst 100 meter og måtte se Johan Untersteiner med Mystery Tile snuppe sejren. Klar godkendt præstation. Senest havde den så trukket spor 8 i et V86-løb på Jägersro. Fra fjerde par udvendigt angreb Ole Bender på sidste langside, men der var for langt frem. Hæderfuld fjerdeplads bag Kjolgjinis Franklin Face, men før dansktrænede Cannon Flame. Nu har Ole Benders hest trukket spor 1, som den ganske vist ikke kan udnytte med starthurtige heste udvendigt. Men kommer Bazire Trøjborg hurtigt ud i andet spor, har den styrken til at være med på stregen her.

8 Babe From Above tog syv sejre i 12 starter sidste år. Kommer nu i årsdebut, som den sidste år vandt på en 13-tid i Charlottenlund med Bjarke Christensen selv i sulkyen. Sikrede sig titlen som årets hest i Billund i sidste start før vinterpausen efter en uhyre sikker start til mål sejr. Er starthurtig, men spor 8 trækker ned. Kan måske blive sluppet til spids af Amanda B P, der tager fronten her. Babe From Above har jo fået sin opdragelse på Fyens Væddeløbsbane, og Bjarke Christensen har fortalt, at den ofte tænder til, når den kommer på banen i Odense. Derfor har han helt bevist starten den udenbys hele sidste sæson. I et arbejde for nylig viste hoppen lidt af de gamle tendenser, så det blev til et roligt banearbejde efter 1.25 i stedet for den udblæsning, som han havde påtænkt. Men nu prøves den i Odense for første gang i over et år, og uden uheld vil den være med i afgørelsen.

6 Knight Rider kommer også efter pause. Startede karrieren i Danmark sidste forår med otte sejre i træk. De efterfølgende otte starter gav ”kun” to andenpladser som bedst. Den ene var i sidste start nytårsaftensdag. Her galopperede den fra start og satte mange meter til. Gik en forrygende ophentning og var anden på afstand til P S Confess. Siden har hesten været slettet to gange i tiltænkte starter, men nu skulle den så være klar igen efter en sygdomspause. Med løbet i slutningen af december på nethinden, viste hesten noget af, som den viste ved alle sejrene. Er den i samme forfatning denne gang, vil den tale med om sejren. Træner Morten Juul melder om en hest i fin kondition, men han tror ikke, at den bare går ud og vinder første gang. Farlig outsider.

2 Carl Lewis er for nylig skiftet til Axel Jacobsen. Gik godkendt i første start efter fire måneders pause efter et defensivt oplæg fra 20 meters tillæg. Sluttede pænt af til andenpladsen bag A Flying Drummer, der styrede løbet i spids hele vejen. Er givetvis gået frem med løbet i kroppen, og træneren melder også om fremgang i træningen. Vil igen blive kørt lidt forsigtigt, siger Axel Jacobsen, så der er noget at skyde med til slut. En god pladschance bag de tre favoritter.

5 Travis har det med at overraske ind imellem. Har før vundet på Fyn efter et løb i vinderhullet og sen angrebsplads. De seneste præstationer vidner ikke om en hest i topform. Forrige gang blev den kørt frem udvendigt efter omgang. Overtog spidsen med 600 meter igen, men gik pivkold i opløbet, hvor seks heste løb forbi. Senest et roligt løb i tredje par indvendigt. Kunne ikke hænge på de tre forreste til slut i et løb, som Fresh Fiona M E vandt sikkert. Højest en pladschance her, hvis formen er blevet skærpet.

4 Amanda B P er pivhurtig fra start og er født i spids. Senest slap Mads Petersen til Justina. Hang bedre på end længe og var fjerde på afstand til Ceton Simoni. Slipper sikkert også her til en af favoritterne, men trods fremgangen senest er den næppe vinderaktuel.

V5-4 / 5. løb

Et løb med flere klasseheste, hvoraf de to mest hotte har meget dårlige startspor. Klassen på Charming Kiss og Askepot Macoy er dog så høj, at den der får det bedste løb, meget vel kan være vinderen her. Sejrsslugeren Cool Winner kommer efter lang pause, og så finder I dagens luring her. Fire krydser på kuponen rækker her.

A-chancer: 12-8-4-2 B-chancer: 6-11-7-10-5 C-chancer: 3-1-9

12 Charming Kiss deltog sidste år i Dansk Trav Derby. Har indledt sæsonen helt forrygende efter en lang vinterpause. Efter en rolig første start fik den lukket hovedlag på i anden start på sprint. Fløj til spids og løb foran feltet i 11/12-fart. Vandt helt overlegen på en 13-tid. Gangen efter var konceptet anderledes med norsk hovedlag. Igen fik den til spids, men denne gang bestemte kusken farten undervejs. Vandt helt efter behag, hvor der ikke blev trukket i nogle af snorene. Nu er forudsætninger helt anderledes med spor 12. På formen skal den være et motiveret vindertip, men spor 12 er nu en gang spor 12. Der skal held til på vejen, men selvfølgelig kan Mads Hjortsballe tage en trippel med sin øjesten.

8 Askepot Macoy har med en sejrsprocent på 33% vist, at den kender vejen til målstregen. Har mægtig kapacitet, men har ikke været specielt heldig med løbsafviklingen i de to starter, den har gjort efter vinterpausen. Forrige gang havde hesten anden række over 2.640 meter. Sad 3u og angreb i tredje spor i ryg på en konkurrent på sidste langside. Da den foranliggende fik lidt problemer, måtte Johnni Olsen ud i fjerde spor opløbssvinget rundt, og den holdt fantastisk med. Var kun fjerde i mål, men det var en halv længde efter Neo og Hiawatha River, så formen er fin. Sidst sluttede kusken ikke helt op bag bilen fra spor 1, og det blev derfor til en position som fjerde hest i inderbanen. På opløbshjørnet galopperede hoppen af friskhed i 13/14-fart, og træneren mener, at formkurven er yderligere på vej op. Spor 8 er ikke nemt, men der er nærmest ingen startraketter indvendigt, så jeg bliver ikke forbavset, hvis Askepot Macoy sidder i spids efter 500 meter. Var lettet i balancen senest, og den kommer sådan igen. Kusken melder op, at han ikke vil lurepasse. Det kan sagtens blive denne gang, at sejr nummer 10 i karrieren kommer.

4 Cool Winner tjente knap 100.000 sidste sæson efter syv sejre i 11 starter. Fungerede ikke i travet i sidste start før vinterpausen, men havde inden da vist sin store kapacitet flere gange. Kronen på værket var sejren i næste sidste start, hvor den vandt finalen i Liga 5 på hjemmebanen foran heste som Aqua Photo og Henbianco Boko. Sådanne heste ville have været favoritter i et løb som dette. Cool Winner kommer tilbage efter vinterpause, og den har gået et enkelt fornuftigt banejob efter 22. Normalt foregår al træning hjemme hos Bjarke Christensen, der mener, at hesten lige skal vænne sig til sin nye klasse og derfor ikke er et oplagt vinderbud her første gang. Men den har i modsætning til de to værste modbud et fornuftigt startspor, så måske fortsætter den langbenede The Liquidator-søn fremgangen.

2 Watch Me Tycoon holder træner og kusk Per Juul meget højt. Og den har da også tidligere vist meget høj kapacitet. Har nu to starter inden for vesten efter et års skadespause. Har begge gange mest løbet med, men jeg bliver ikke forbavset, hvis vi ser en noget forbedret Watch Me Tycoon her. Det er dagens luring herfra, og den får et kryds på kuponen.

6 Amazone Shadow går jævne og stabile løb. Har været i ret hård konkurrence de senest par starter, men har selv lige manglet det sidste. Senest fik den et meget roligt løb i inderbanen. Gik med i angreb i løbet, hvor Askepot Macoy havnede ude i fjerde spor. Fik et noget blidere løb end Askepot Macoy, men kunne ikke holde ryggen på denne i opløbet og var 3 længder efter i mål. Inden da hang den med på afstand i et løb, som Celine D vandt. Gik bedst i tredjesidste start, hvor den sluttede godt af til andenpladsen i Billund bag Excuse Me N L, men det var også et blidere selskab. På stabiliteten når den et stykke vej her.

11 Birte Mile blev årets hest i Odense sidste år. Går bedst med et rygløb, og det får den også her fra spor 11. Har haft lang vinterpause og løb 19,8 med kort galop for et par uger siden i et rutineløb, hvor den så tom ud. Den skal have et par løb i kroppen, før den er aktuel. Og det er træner og kusk Søren Demant Andersen også enig i.

7 Belle Ami Butcher var ude i samme rutineløb som Birte Mile og sluttede lige før denne. Den har det med at overraske, når man mindst venter det, men det ser svært ud her. Har gjort det godt i monté i vinters, og det er nok dér, den skal slå sin folder fremover.

10 Sax Winner viste fremgang sidst som anden til Arc Va Tout, men det var i formløb.

V5-5 / 6. løb

Igen et lidt åbent løb, hvor nogle af favoritterne atter har svære startspor. Jeg tror, at V5-spillerne er dækket ind med en håndfuld heste her.

A-chancer: 8-4-10-9-2 B-chancer: 6-3-5-7 C-chancer: 1

8 Hocus Pocus fik brudt sejrsrækken senest. Havnede udvendigt på førende Double Up, og det blev for hårdt. Måtte lade flere heste gå kort forbi på de sidste meter – heriblandt Bølle Gardenia, der også starter her. De to foregående starter blev begge vundet sikkert efter devisen spids og slut. Forrige gang havde den ikke problemer med at tage spids selv fra spor 7, hvor den holdt stærke No Soup For You fra livet. Så trods sporet yderst på vingen har træner Morten Juul dikteret offensiv styring her. Bliver den sluppet til spids, så er meget vundet. Kommer måske for første gang uden forsko, og træneren er optimist.

4 Haha Ha kom tilbage sidst efter pause og ejerskifte. Overraskede stor fra vinderhullet, og er givet gået frem med løbet. John K. melder op, at han vil give hoppen et pænt løb igen. Har hurtighed nok til at tage spids her, men det kan så betyde, at han slipper til René Kjær, når denne formentlig kommer med Hocus Pocus. Sidst var det Caviar’s La Marc, den udfordrede kraftigt. Så måske kan John Køhler slå til på en kort speed, hvis hullet kommer til slut.

10 Do It Mingus har haft et stærkt første kvartal med tre sejre i årets første tre starter. Først to sejre i Aarhus efterfulgt af endnu en sejr på hjemmebanen. Her fik den et afventende løb og slog til på en god afslutning, hvor den havde slået kløerne i førende Bellucci, inden denne galopperede midt i opløbet. Senest blev det til startgalop, hvor hesten gik en forrygende ophentning til tredjepladsen bag Check It Out og D J Okay, så formen en intakt. Spor 10 i anden række er ingen højder på sprint iflg. træneren. Men på klassen har hesten vinderchance, hvis det flasker sig undervejs.

9 Conrad Shadow udviklede sig fint sidste år og gjorde flere fine præstationer. Sluttede sæsonen med en stærk præstation. Havnede efterhånden i dødens og trykkede sig til front på sidste langside. Fik Charlie Game over sig, og selv om Kenneth Nielsens hest forsvarede sig tappert, måtte den til slut lade Charlie Game gå forbi. Men ingen skam at tabe til den. I sæsondebuten gav Kenneth Nielsen som proklameret hesten et roligt inderbaneløb. Blev efterhånden skovlet ned som sidste hest, og havde en mur af heste foran sig i opløbet. Blev trukket helt på tværs, men fik først frit frem så sent, at vindende California Bond og flere andre var i mål. Er utvivlsomt gået frem med løbet, og det er en stor luring her. Med lidt held på vejen, kan den ende helt fremme her.

2 Classico viste fine takter sidste år og er ikke afhængig af positionerne undervejs. Kommer her efter lang skadespause, hvor den som bedst har gået et arbejde efter 1.19. Ole Bender vil bygge hesten op igen, og derfor signalere han defensivt oplæg her. Men hesten går som nævnt også godt bagfra, så helt uden chance er den ikke trods lang pause.

6 Santadi leder lidt efter formen og hænger mest med i løbene. Træneren synes der var fremgang at spore på 16-tiden på Jägersro i tirsdags. Han mener, at den kan være en 3-4 chance her. Det er jeg til dels enig i – vinderaktuel er den næppe.

3 Bølle Gardenia gør det pænt og stabilt hver gang og var faktisk foran vindertippet Hocus Pocus for tre starter siden. Men det var efter et smygerløb, hvor Hocus Pocus fik et hårdt løb i dødens. Var senest anden i et amatørløb bag V M Viking Cup, men startede 40 meter foran denne. En ny god præmie venter her.

5 Crepe Suzette gik hæderligt i sæsondebuten, hvor den efter et inderbaneløb var nogle længder efter vindende Vertigo Lux. Har dog aldrig vundet i 37 starter, og er mest noget for triospillerne her.

7 Coco Line viste lidt takter for et års tid siden, men faldt lidt ud af stilen. Kommer her efter lang pause, og skal ses an først.