V5-analyse til Odense søndag d. 22. september

Udarbejdet af Kim Nielsen.

Statistik: Spillet 7.684 kr. Vundet 10.420 kr. TBP 135,6%. Hitrate: 7/25.



Printvenlig version


V5-forslag

1 (8-6)

5-9-7-4-3 (2-1)

5-1-4-6-2 (3-7)

4-3-9 (8-6)

9-6-4-7 (8-5)

Pris 300 kr.



V5-1 / 3. løb

Vi lægger ud med dagens blanke. Efter opvisningen sidst er det svært at se, at det ikke bare skal blive en gentagelse for 1’eren her. Spids og slut for Steen Juuls hest.

A-chancer: 1-8 B-chancer: 6-7-3-4-2 C-chancer: 5

1 Estrella Sisa har vist sit store talent i alle de tre starter, den har gjort i karrieren. I debutsejren i Billund sad den i vinderhullet, hvor den blev trukket bag om de to førende og bare gik forbi uden at hilse. Daretodream H M var anden. I derbyweekenden for Thomas Uhrberg opløbsgalop kort før mål i kamp med vinderen Cassius Crown. Senest spor 1 i volten, hvor den så blændende ud inden starten. Steen Juul holdt et højt tempo, hvor Eurostone fra 20m kom frem som anden på sidste langside og afløste Euro Dream, der var blevet forceret frem fra 40m. Estrella Sisa løb sit eget løb foran de andre, hvor Eurostone blev anden på afstand og Erling fra 40m efter en kort galop på sidste langside var tredje. Med 15,9 i sin tredje start satte den en tyk streg under talentet og kapaciteten. Går den bare nogenlunde det samme her, så er der ingen fra 20m, der kommer i nærheden af Steen Juuls hest. Jeg lægger ud med en blank.

8 Dynamic Dancer har virkelig stabiliseret sig de seneste starter. Det har givet to sejre og en andenplads. Senest anden række på sprint i Billund, hvor der kom frem udvendigt på førende Calvin Ice, som blev presset over i galop nærmest på målstregen. Har her anden række fra tillæg, så det er ikke bare lige sådan at køre fremad, men den ligner bedste hest fra 20m og kan slutte nærmest Estrella Sisa.

6 Crepe Suzette havde for tre starter siden aldrig vundet i 46 starter. Så tog den lige to sejre i rap og er virkelig gået frem. Senest spor 12 til en mindre placering. Virker stabil og er en fornuftig triokandidat her.

7 Caid de la Cote har sine lyse øjeblikke, men er mest til galop. Forrige gang havde den nummer 1 i snorene i Skive, og der førte den fra start til mål, hvor den afviste Bjarne B P, der havde startet fra 20m tillæg. Når den er blandt heste, så skal der ikke meget til, før det ender i galop, og fra spor fem i volten, er der galoprisiko allerede fra start. Skulle den gå fejlfrit, så har den en vis kapacitet og kan blande sig i kampen om trioplaceringerne.

3 Lille Du løber i trioen hver gang, men det er i formløb eller anderledes selskab end her. 4 Astana har været staldskrig i Billund forrige gang, hvor den sluttede pænt af. Men jeg synes ikke, at der er meget skrig over den.



V5-2 / 4. løb

Et godt og jævnbyrdigt Liga 3-løb, der kræver lidt garderinger. Det er ikke sikkert, at Cassiopeia bare blæser banen rundt som på derbydagen, og her er distancen også 500m længere. Så en håndfuld heste kommer med på kuponen.

A-chancer: 5-9-7-4-3 B-chancer: 2-1-6 C-chancer 8-10

5 Cassiopeia stod for en af de mest spektakulære præstationer på derbydagen. Efter mellemtider på 1.05,8/500 meter og 1.09,9/1000 med pres udvendigt fra Tough Macoy, så fortsatte Nicolaj Andersen helt ind i mål og vandt på en 11-tid på sprint. Det var også kort distance senest på Jägersro, hvor den havnede i dødens på Tiger Woodland. Det blev for hårdt, da hesten var lidt for gal, men det var kun på de sidste 100m, at Hurricane River og et par stykker mere gik forbi. Er meget starthurtig og er et oplagt spidsbud her, da Pomerans Dag er udvendigt for. Så er spørgsmålet, hvor meget tryk hoppen får undervejs, for der er stærke konkurrenter med her. Det kan blive føring rundt om, men den har gået to hårde løb på det seneste, så det kan sætte sine spor. Så nogen sikker vinder, er den ikke, men den er et motiveret vindertip.

9 Bimse Cloc vinder løb inden længe. Den har anden og tredjepladser i de sidste fire starter, hvor den gik forrygende i derbyweekenden fra anden række på sprint i løbet, som Cassiopeia vandt. Var knap 20m efter den på stregen, men Bimse satte ny rekord med 12,0 og var lige efter andenhesten Apollo Sisa i mål. Spor 9 er fint her, da hesten kræver et rygløb. Stemmer det med positionerne, så kan det blive her, at den får en velfortjent sejr. Den er langt fremme her.

7 Babymoney kørte Flemming Jensen i derbyweekenden med køb for øje. Det blev til startgalop og siden et arbejde efter feltet. Er nu købt af Clemmensen dynastiet og gået i træning hos Flemming Jensen. I de to foregående starter inden derbyweekenden var den anden til Vaske Viggo på afstand på sprint i Nykøbing. Og gangen efter femte i langløbet på Harald Lund-dagen et stykke efter Moliere og Global Strategy. Har jo tidligere i karrieren vist pæne takter, men har ikke vundet i to år. Den kommer dog med på kuponen, for kun en tåbe frygter ikke Flemming Jensen med en ny hest. Se bare på forvandlingsnummeret Billi Time.

4 Greek F Boko gør jævne og stabile præstationer, uden at det er prangende. Var femte i Cassiopeia-løbet i derbyweekenden og senest 18 for 10 favorit i Aarhus. Her sad den længe lukket inde i vinderhullet bag Benton Frisco og fik aldrig helt angrebsplads. Sluttede dog godt af og var tredje bag Tinita Tårs, der vandt fra dødens. Er pænt hurtig fra start, så det kan blive vinderhullet bag Cassiopeia her. Den er en solid triochance med en lille vinderchance, hvis det hele flasker sig.

3 Bosse Game har mest mindre placeringer på det seneste. Havnede i dødes på lillebror Charlie Game for tre starter siden. Det blev for hårdt, hvor bl.a. Solo gik forbi til slut. Gangen efter angreb fra køen i Aarhus, hvor den ebbede lidt ud. Og senest fulgte den med i ryg på Tinita Tårs, hvor den holdt farten bag denne og gik over mål samtidig med Greek F. Boko. Kan ikke gå en 6-700m speed mere og gør ikke bare grovjobbet selv. Men får den løbet og bliver gemt lidt væk, så har den stadig en giftig speed, der kan fælde mange.

2 Solo vandt senest et stayerløb i Odense efter en god afslutning foran Bowie, som den gav 40m. Inden da fremragende afslutning i Billund, hvor den gik forbi Bosse Game og var anden til Charlie Game. Formen er fin og startsporet godt, men konkurrencen er også skærpet siden sidst.



V5-3 / 5. løb

Et godt og jævnbyrdigt Liga 2-løb, hvor positionerne undervejs nok bliver afgørende. Der er to heste, som i min bog ikke kan vinde løbet. Derfor kommer de fem andre på kuponen.

A-chancer: 5-1-4-6-2 B-chancer: 3-7 C-chancer:

5 Baxo Epice har trods dårlige startspor præsteret pænt på det seneste. I finalen i Super Trot Cup i Hamburg var den femte og dermed bedste af de tre danskere efter at have siddet langt nede undervejs. På derbydagen kom den godt igennem fra spor 10 til 3u. Den position forlod Jeppe Juel efter 700m, og han kørte frem til den førende Barolo og lidt overraskende også forbi. Flemming Jensen gik op udvendigt med Barolo på sidste langside, og i opløbet koblede han grebet på Baxo Epice og vandt med en lille længde. På Jägersro senest blev det vinderhullet bag Marcello Wib. På vej mod i opløbssvinget kunne Jeppe Juel trække ud i 2u, og man ventede kun på angrebet fra Baco Epice. Midt i svinget fik den pludselig tusind ben, og det endte i galop. Det så mærkeligt ud, men efterfølgende har Jeppe Juel forklaret, at hesten blev hovøm, og at den får et par lette sko på til denne start. I normal forfatning så har Baxo Epice topchance i det her felt, og måske kan han få lov til at overtage fra lynstarteren Ahsoka T Dream, og så er meget vundet.

1 Trophy Spring kom tilbage senest efter tre måneders pause. Tog spids, men slap på første langside til Flemming Jensen. Sad således i vinderhullet bag Offshore Man, som Flemming Jensen så ud til at have kontrol på løbet med. På de sidste meter stoppede Offshore Man dog lidt op, og det benyttede Birger Jørgensen sig at sende Trophy Spring forbi til sejr. Fra spor 1 her vil den være med i spidskampen, men spørgsmålet er, om den kan svare Ahsoka T Dream. Under alle omstændigheder er den sikret en god rejse fra spor et, og den er sikkert gået frem med løbet. God vinderchance her.

4 Cheri de Vie tager placeringer hver gang, men det er lang tid siden, den har sejret. Senest udvendigt på staldkammeraten Champions Peak, som lignede en klar vinder i opløbet. Her kom Charlie Game dog i en hvislende afslutning og snuppede sejren, hvor Cheri de Vie hang pænt på som tredje. Flasker det sig, kan man ikke udelukke den fra at have vinderchance. Men det mest sandsynlige er, at den taget endnu en trioplacering. Skal dog med på kuponen.

6 Sun Esterel svinger lidt i præstationerne. For tre starter siden storfin for Jeppe Rask i Skive, hvor den efter et godt løb spurtbesejrede Mr Shorty, Come On Hugo og V M Viking Cup. Gangen efter var Flemming Jensen på vej til spids, men hægtede kort hjul med den førende. Det benyttede staldkammeraten Come On Hugo sig af, og så kørte den til front og vandt løbet, hvor Sun Esterel måtte trave udvendigt. Det er ikke lige dens kop te. I derbyweekenden forlod Jeppe Rask 3i og satte sig ud i andet spor, da han forventede at angribende Baxo Epice ville lande i dødens. Men den kørte frem til spids, og så blev det dødens. Det stod Sun Esterel ikke for, og den takkede af i opløbssvinget og gik helt i stå og var sidst. I normal forfatning og med et godt rygløb, så kan den være med i afgørelsen her. Med Jensen som kusk, skal den med på kuponen.

2 Vivaldi er mægtig i slaget efter skiftet til Knud Mønster. Var anden til Raket Brodde på sprint i første start efter trænerskiftet. Gangen efter sikker sejr i Billund efter føring fra start til mål foran Twigs Briard. Senest på Store Pris-dagen blev den bakket sidst og endte i 4u. Kunne ikke taget noget som helst ind i den hurtige afslutning og var et stykke efter Andre Ward og Barolo. Kan åbne, men det kan flere af de andre her også, så det er svært at forudsige, hvor den havner. Mødte bedre heste seneste end ved sejren i Billund, og det er nogenlunde samme klasse som sidst i det her løb. Kommer med på bonen på sidste mandat.



V5-4 / 6. løb

Et sprinterløb, som ligner et tohestes opgør mellem 3 og 4, hvor 4’eren ligner spidshesten og derfor får vindertippet. Tager dog også 9’eren med, da det er Flemming Jensen, og man ved aldrig, om han pludselig har fundet et gear på hesten.

A-chancer: 4-3 B-chancer: 9-6-8-7-2-1-5-11-10 C-chancer:

4 Harley Boko har Henrik Lund fået i fin form. For tre starter siden let spidssejr før Cody. På Nykøbing var den med i kuskematchen for Christoffer Eriksson. Fra startspor 11 kom den godt igennem og havde pludselig i dødens. Gik hele løbet udvendigt på Arn Kronos, som den nedkæmpede til slut. Stærk præstation. På derbydagen med i løbet, hvor Extreme og Billi Time løb deres eget løb foran feltet. Sad faktisk i en slags 2u i starten, men kunne ikke følge med i det opskruede tempo, og mod slutningen dalede den bare ned gennem feltet. Her er det sprint, og med et godt startspor til den starthurtige hest, så ligner det tidligt spids. Måske kan den holde hele vejen ind i mål til sejr, hvis den en frisk igen efter seneste nedtur. Træneren har ikke fundet fejl på hesten.

3 Sempre Avanti går konstant gode præstationer efter skiftet til Steen Juul. Vandt for Jens De Roche på Falster foran Captain Coke, der ellers vart kort forbi på et tidspunkt i opløbet. Gangen efter spor 8 i Summer Meeting Copenhagen, hvor den sluttede godt af fra køen for Thomas Uhrberg til fjerdepladsen bag Knud Mønsters norske gæstetur Tahiti Lady og med Chato Salløv på tredjepladsen. Senest var den ude på sprint, som i dag, og det er ikke den optimale distance for den ret entaktede hest. Sad sidst, men angreb på bagerste langside og kom frem udvendigt på Bienvenu. Nedkæmpede denne og svarede et sent angreb fra Baronessen til sin tredje sejr efter trænerskiftet. Kan ikke udnytte spor 3 på sprint her og havner nok et stykke ned i feltet. Skal derfor gå den tunge vej igen. Den møder også bedre modstand denne gang, så sejr nummer fire ligger er ikke bare en selvfølge. Men med derfremme er den bornholmske ejede hest uden tvivl.

9 Bravur Torkdahl gør meget uens præstationen og har været vanskelig ind imellem. Forrige gang vandt den trods tidlig galop foran Aero H og Lisa Marie E P. Senest som favorit på Lunden blev den bakket sidst. Kom op udvendigt på førende Nightingale Jaycee med omgang tilbage, men var slået allerede i opløbssvinget. Hang med på afstand på fjerdepladsen. Har den en af sine plus dage, så kan den godt være med her, men den er som sagt noget svingende.

8 V I P Holmsminde har ikke fået det store ud af det med dårlige startspor længe. Senest tog den spids fra spor 7, hvorefter kusken havde sit hyr med at dæmpe den. Fik dog sluppet til favoritten A Secret Word, som den fulgte med i ryg på resten af vejen. Fik chancen i opløbet, men var tredje en længde efter A Secret Word, som er en god hest. Der var klar fremgang at spore, og her bliver den nok kørt fremad igen. Er perfekt inde i løbet og kan være en lille luring her, selv om det bliver svært ligefrem at vinde.

6 Sioux Vicious har ikke fået det store ud af det længe. For tre starter siden sluttede den godt af på Lunden i ny rekord 1.13,4 på sprint bag Casino Brick og Akrobat. Gangen efter blev den kørt bort ved EM for Damer, hvor kusken kørte op i den foranliggende ud på sidste omgang. Så storfin ud på dagen og var sluttet langt fremme uden galop. Senest umuligt spor 12 i Billund i Amatør Elite Cup kval. for Søren Demant Andersen. Ramte 4u og forsøgte angreb på sidste langside. Blev hængende i sporene og blev træt til slut, hvor Hiawatha River vandt foran Amazone Shadow. Er hurtig fra start, så jeg tror, at John K. kører med og forsøger at ramme vinderhullet bag Harley Boko her. Så vil den være med helt fremme til slut.

7 Bellis Tulsbjerg blev for tændt sidst og galopperede fra start. Den har før vist, at den har en god afslutning, hvis den får sit rigtige rygløb. Det er dog efterhånden et stykke tid siden, da den ikke har været blandt de tre i årets 10 starter. Træneren melder om godt humør på hesten, og at den er lige om hjørnet til en god præstation, men sprint og spor syv trækker ned. Den er perfekt inde i løbet på pengene og kan godt tage en fornuftig præmie her uden at være vinderaktuel.



V5-5 / 7. løb

Et DM i monté som får en klar favorit i Tack Wee. Den kan være et emne til en ugarderet, men det er trods alt et DM, og der findes tre kapable modstandere i feltet, så de kommer også med på kuponen.

A-chancer: 9-6-4-7 B-chancer: 8-5-3 C-chancer 1-2

9 Tack Wee var senest i sulkyløb, hvor den ikke leveret noget længe. Til gengæld er den en anden hest i monté, hvor den har gået 12 og 13-tiden på Åby ved to montéstarter hen over sommeren. Først vandt den en indledende afdeling af Åby Nordic Monté Trophy i Aalborg foran Den of Warlock, hvor Balotelli var tredje 20m efter. I finalen var Tack Wee tredje på Åby til montéspecialister som Ladyofthe Lake og Be Mine de Houelle. I sin forrige start fjerde i 12,6 på sprint i Åby Store Montépris. Igen bag meriterede montéheste som Star Advisor Joli, Shogun D K og Barack La Marc. Tack Wee har vundet i monté på Fyn ved en start sidste år. Så alt taler for, at den bare vinder det her, hvis den lever op til de montéstarter, den har gjort på det seneste. De svage præstationer for sulky gør, at jeg trods alt garderer og ikke blanker Tack Wee.

6 Balotelli indledte montékarrieren på Copenhagen Cup-dagen med en flot andenplads efter Paul Hagoort-trænede Versus As, som Michelle Mønster red. Derefter en tredjeplads på Jägersro, og efterfølgende var den også tredje i Aalborg bag Tack Wee og Den of Warlock. Siden har den stået på sulkyløb, hvor den bl.a. kvalificerede sig til finalen i Super Trot Cup i Berlin, hvor den dog var helt under isen. På derbydagen sad han det første stykke uden ryg i andet spor. Blev dog afløst efter 700m og fik egentlig et godt løb. Der var dog intet sparet, og den var allerede slået i sidste sving og endte langt nede i køen i et løb, som Barolo vandt. Måske kan den tænde til i monté igen. Er hurtig fra start, og træneren mener, at den måske kæmper bedre, når den sidder med fremme undervejs. Det kommer den til her, og den kan være første udfordrer til Tack Wee, hvis humøret og formen er til det.

4 White Russian er forsvarende Danmarksmester, hvor den sidste år tog titlen i sin første montéstart nogensinde. Har kun startet få gange i monté. Senest under hedebølgen på Lunden, hvor den var dehydreret. Vandt i derbyweekenden et elitehandicap for sulky, hvor der var lidt af den gamle White Russian, vi så. Sidst bare et prepareløb i Billund op til denne start. Her var den med flokken hjem efter at have siddet bagerst fra sit tillæg på 20m. Kan den få et afventende løb og tænde til som sidste år, så kan den godt overraske her og være med fremme, hvor de gode præmier fordeles.

7 Albatros er efterhånden blevet rendyrket montéhest, hvor den gør gode og stabile præstationer hver gang for Marie S. Andersen. Vandt seneste montéløb i Odense fra dobbelt tillæg, hvor dens styrke kom til sin ret. Er det stabile kort her, der helt sikkert vil være blandt de tre. Svigter favoritterne, er den klar til at slå til.

8 Rocky Egedal er ret ny i montésammenhæng. Den har en enkelt start på bagen for rytter, hvor den ikke gjorde det store væsen af sig. Er ved at være en gammel dreng, der har set sin bedste tid. Får her rutinerede Sabina Gammelgård på nakken, og det kan være, at hun kan få lidt liv i hesten.

5 Arkibal Tamsen har fået sin anden ungdom i montéløbene, hvor den har vundet flere løb i det jyske. Men det har været under andre forudsætninger, hvor den har stået bedre til end her, og hvor det er autostart mod heste, der har tjent 8-10 gange mere. Rides normalt frisk frem over isen og vi sikkert sætte sit præg på løbet i startfasen, men modstanden her er for hård til at tro på en topplacering til Arkibal.