V5-analyse til Bornholm af Kim Hansen

Tipperstatistik: Spillet for 3.450 kr. Vundet 6.941 kr. TBP 201,2%. Hitrate 6/12



Printvenlig version



V5-forslag

9-5-1-4

2

1-2-6-12

3-2-1-6

3-11-10-1-6

Kr. 320



3. LØB / V5-1

Flere sejrsvante ekvipager tørner sammen i V5 indledningen, hvor det tilrådes at gardere bredt. Corner Tiki står med en imponerende sejrsprocent på 80 og Baltic Baunely har været først over stregen i fem af årets seks starter, men diskvalificeret for galop i to af disse. De sejrsvante heste møder kvalificeret modstand, og jeg tør ikke stå alene med disse to på V5.

A-chancer: 9-5-1-4-2 B-chancer: 3-6 C-chancer: 10-7-8

9 Baltic Baunely blev taget roligt fra start fra spor otte den 18/6, men ramte andet par udvendigt efter en omgangs kørsel. Frem i dødens med omgang til mål, da den i dødens siddende Ricco K, overraskende kunne glide til spids, efter favoritten Billgate havde dirigeret. Sejrede sikkert foran Billgate der kom godt tilbage. Senest galop på første langside og ud i fjerde par udvendigt efter en kilometers kørsel. Angreb i tredje spor ned ad langsiden næstsidste gang, og havnede i dødens med en omgang til mål. Først i mål efter en saftig præstation, men blev diskvalificeret for galop. Går fra alle positioner, og tåler at gøre det grove arbejde selv.

5 Corner Tiki stod med 60 meters tillæg den 5/6. Efter en omgang fremme i andet par udvendigt på lang afstand af førende Citygirl D F der umotiveret galoperede i opløbssvinget. Sejrede meget enkelt foran Clara B. Senest placeret i tredje par udvendigt. Angreb på sidste langside og var anden over mål, men blev hejst som vinder, da Baltic Baunely blev diskvalificeret for galop. Hurtig fra start, men kan næppe tage spids fra spor fem. Finder Frank Mikkelsen en position i andet eller tredje par udvendigt, bliver ekvipagen sejrsaktuel.

1 Ricco K havnede i dødens på Billgate den 18/6, og kunne overraskende glide til spids med en omgang til mål. Måtte i opløbet slippe til Baltic Baunely og Billgate. Den 2/7 placeret i tredje par indvendigt, der blev vekslet til tredje par udvendigt på sidste langside. Angreb i fjerde spor i opløbet, og blev knebent henvist til fjerdepladsen bag Wilbur, Billgate og Rose Simoni. Her ligner det spids eller vinderhullet, og Ricco K holder absolut topform.

4 Billgate blev taget roligt fra start fra spor syv den 11/6. På en stærk sidste omgang kunne han i opløbet gå forbi den førende Global Tinghøj til en sikker sejr. Senest i dødens på Wilbur i samtlige 1600 meter. Knebent henvist til andenpladsen bag Wilbur, men foran Rose Simoni og Ricco K. Skipper finder sandsynligvis en position i andet eller tredje par udvendigt, hvorfra angrebet sættes ind over den sidste omgang. En af dem der kan vinde.

2 Reduc gled direkte til spids fra spor fire den 11/6. Sejrede sikkert foran Pegasus G K og Rocky H. Blev senest placeret i vinderhullet fra spor otte. Fik aldrig hullet og blev femte, i et løb der blev vundet af Wilbur foran Billgate og Rose Simoni. Vinderaktuel såfremt Bjarne Pedersen kan ramme spidsen.



4. løb / V5-2

I en vanskelig V5 omgang vælger jeg at stå blank på Cerosso der har leveret flere imponerende præstationer i år. De seneste to starter er dog resulteret i galopper. Den første tog Skipper på sin kappe og senest blev hesten kørt ned. Jeg tror Cerosso genoptager sejrsrækken her, men ønsker man at gardere vil jeg i første omgang pege på Alfred Silk og Canavarro

A-chancer: 2-7-6 B-chancer: 10-11-4-5 C-chancer: 8-1-9-3

2 Cerosso havnede i dødens de første 600 meter den 5/6, hvorefter spidsen blev indtaget. Fik pres med det samme af Aston Martin. Med omgang til mål angreb Fortune Boko, men Cerosso trak bage mange meter fra i opløbet, og stod for en mægtig præstation. Den 11/6 rolig fra start fra spor otto, og frem i dødens efter en omgangs kørsel. Galopperede på vej ind i opløbet, hvor det så ud til at Cerosso havde grebet på den førende One Way Home. Løbet blev vundet af Alfred Silk foran Totti. Senest uforskyldt galop på første langside. Her ligner det en position i andet par udvendigt, hvorfra Skipper selv beslutter hvornår det afgørende angreb skal sættes ind.

7 Alfred Silk vandt en sikker sejr den 27/4, hvor han var placeret i vinderhullet. Hullet kom på bestilling på sidste langside, og Alfred Silk koblede grebet på førende Brad Pitt. Senest placeret i andet par udvendigt i ryg på Cerosso. Angreb i tredje spor i opløbet, hvor den i dødens siddende Cerosso galopperede. Vandt enkelt foran Totti og Alfredo. Stærk krabat der har ryg på favoritten, og er førsteudfordre såfremt Cerosso svigter.

6 Canavarro blev taget roligt fra start fra spor et den 18/6, men fandt perfekt ud i andet par udvendigt. Angreb på sidste langside, og var fremme udvendigt på førende Bornholm Nu ved indgangen til opløbssvinget. Vandt enkelt foran Daydream og Bornholm Nu. Perfekt placeret i andet par udvendigt den 25/6 og frem i dødens med en omgang til mål. Koblede enkelt grebet på den førende Born Solo i opløbet, og vandt sikkert. Løsner det sig fra spor seks, har Canavarro kapacitet til at udfordre Cerosso og Alfred Silk.

10 Coco Collection fik et hårdt løb i dødens den 18/6, hvor ekvipagen sejrede knebent foran Brad Pitt og Timberlake. I vinderhullet fra spor tre den 2/7. Perfekt ud i opløbet til sikker sejr foran Bornholm Nu og Comet Elkær. Står med tre sejre i træk, men vanskelige forudsætninger fra spor ti, hvorfra det vil være en mindre overraskelse, hvis ekvipagen på ny stryger til tops.

11 Bellwood sad i tredje par indvendigt hele løbet den 2/7, hvor han var fjerde over mål efter Coco Collection, Bornholm Nu og Comet Elkær. Vanskelige forudsætninger med tredje række bag bilen, og det skal virkelig flaske sig med positionerne hvis Bellwood skal sejre i dette løb.



5.LØB / V5-3

Ikke mindre end tre banedebutanter gør det udfordrende for spillerne i V5-3. Af disse har jeg størst tiltro til Playboy Face der så sent som i maj måned sejrede på Lunden. Imidlertid kan det blive vanskeligt at give fyrre meter til de to spidsheste, der sandsynligvis render omkring 20,5 på distancen.

A-chancer: 1-2-6-12 B-chancer: 4-9-5-7-10 C-chancer: 8-11-3

1 Watergate var meget hurtig fra start fra tyve meters tillæg den 18/6, og blev placeret i tredje par indvendigt. Frem i dødens med ca. 1000 meter til mål og stred hele vejen til andenpladsen, men kunne intet stille op overfor Baunely’s Diamant. Den 2/7 perfekt igennem til andet par udvendigt fra spor otte. Til spids efter en omgangs kørsel, og blev fanget på selve målstregen af Baunely’s Diamant. Meget hurtig fra start i voltestart, og vil føre længe – måske hele vejen?

2 Timberlake blev placeret i tredje par udvendigt fra spor ti den 18/6. Gik med i tredjespors angreb på sidste langside og måtte helt ud i fjerde spor i opløbet. Havde bedst fart af alle, og sluttede tredje bag Coco Collection og Brad Pitt. Galopperede i første sving senest, og sad herefter i tredje spor, inden en ny galop i sidste sving spolerede dagen. Kan få et perfekt løb i vinderhullet, og så kan det bestemt ikke udelukkes at hesten får sin første sejr på Bornholm, hvis hullet kommer i tide.

6 Attention Morgan har endnu ikke været i trioen i årets første seks starter. Senest førte hesten en anonym tilværelse sidst i feltet, men angreb i fjerde spor i opløbet, og gik over mål som sjette med fuld fart. Er hurtig fra start i voltestart, men har lukket spor. Kan såfremt det løsner sig hurtigt have fat i de to fra spidsvolten. Kan overraske i et åbent opgør.

12 Playboy Face sejrede på Lunden den 11/5 efter et perfekt løb i vinderhullet. Kom perfekt til i opløbet og vandt knebent foran Cheri De Vie og Cash Flow. Stor hest der skal følges i afkantringen. Møder normalt langt hårdere modstand, og finder hesten rundt på verdens mindste travbane, er han sejrsaktuel i første start.

4 Fledder Greenwood startede på Charlottenlund den 12/5, hvor den fra spor otte blev sat af i tredje spor for at nå frem i dødens på første langside. Sad i dødens hele vejen, og endte som første hest uden for præmierækken i et løb vundet af French Quick foran Hocus Pocus og Anders And. Virker hurtig fra start, men vanskelig at sætte ind i dette løb. Se op!



6.LØB / V5-4

Flere starthurtige heste i første række, og den af Toxido og Nick Sisu der rammer spidsen, må stå med en god vinderchance.

A-chancer: 3-2-1-6 B-chancer: 8-7-4 C-chancer: 10-5-9

3 Nick Sisu vandt en flot sejr den 10/5 efter et løb i dødens på Spot On La Marc i samtlige 1600 meter. Var anden over mål, men Spot On La Marc blev diskvalificeret for trængning. Havnede i andet par udvendigt i ryg på Toxido den 5/6. Angreb ned ad langsiden sidste gang og nåede andenpladsen bag Toxido. Blev sendt direkte til spids fra spor tre den 2/7, og førte til kort før mål, hvor den blev fanget af Igor Times. Vinderbud hvis det lykkes at tage en længde på Toxido i starten.

2 Toxido var hurtig fra start fra spor fem den 5/6, men blev svaret op af Blæsa Hornline, og placeret i dødens. Stred flot og sejrede fra dødens foran Nick Sisu og Sarah B J. Kunne ikke svare Final Delivery i spidskampen den 25/6, men overtog spidsen efter ca. 5oo meters kørsel. Holdt indtil nogle få meter før mål, hvor Igor Times gik forbi til kneben sejr. Indtages spidsen fra start, må Toxido stå med en god vinderchance.

1 Aston Martin blev placeret i andet par udvendigt fra spor fem den 4/5. Angreb på langsiden næstsidste gang og til spids med 800 meter til mål. Lagde afstand til feltet, men Fendi Draviet optog forfølgelsen, og den gik sikkert forbi i opløbet. Førte en anonym tilværelse i femte par indvendigt den 25/6. Kom fri af inderbanen og angreb i fjerde spor i opløbet. Nåede femtepladsen i et løb vundet af Igor Times før Toxido. Kan Niels Kristian Hansen fange vinderhullet, har Aston Martin en god slut speed.

6 Strong Shadow sad bagerst i feltet med en omgang til mål den 11/6, men på en god sidste omgang nåede ekvipagen tredjepladsen bag Igor Times og Waterjet. Blev senest placeret i fjerde par indvendigt, hvorfra han afsluttede godt til fjerdepladsen bag Igor Times, Toxido og Gayla Fortuna. Med det rigtig rygløb har Strong Shadow kapacitet til at løbe helt frem i dette felt.

8 Rad Hanover gik i dødens hele vejen i banedebuten den 18/6, hvorfra den blev tredje efter Jetset Onion og Waterjet. Senest perfekt igennem til andet par udvendigt fra spor ni. Angreb i tredje spor i opløbet men kunne ikke fange Andriesswagerman og Sabber Klinteby. Har gået godt i begge bornholmerstarter, hvor det begge gange er blevet til tredjepladser. Er handicappet af startspor i anden række, hvorfra det skal løsne sig for at nå helt til tops.



7.løb / V5-5

Hoppemesterskabet ligner en åben affære, men på tidligere meritter peger jeg på Cleo Gammelsbæk, der i modsætning til flere af de værste konkurrenter er begunstiget af første række bag startbilen.

A-chancer: 3-11-10-4 B-chancer: 2-1-8-5-6-9 C-chancer: 7-12

3 Cleo Gammelsbæk var slettet fra en tiltænkt banedebut den 5/6. Debuterede på Bornholms Brand Park den 25/6, hvor det blev til galop på vej ind i staldsvinget første gang. Tabte mange meter, og sås aldrig med chance. Efter fejlen fandt hoppen fint rundt på banen, og hun er givet gået frem med løbet i kroppen. Fra perfekt udgangsposition kan Ole Møller måske ramme spidsen, og få lov at dirigere begivenhederne. Distancen kan vise sig at være i overkanten i hoppens blot anden start på fem måneder.

11 Save Our Souls havde den 5/6 60 meters tillæg fra spor femten. Hurtigt ude af volten og placeret i en lang tredje-par-udvendigt, det blev vekslet til andet par udvendigt, da Catja Mosebo galopperede. Optog forfølgelsen af den førende Aura, og fangede denne med halvtreds meter til mål, til den første sejr på Bornholm. Senest ude med galop i landevejssvinget første gang, i et løb vundet af Wonderful Ice. Med startplads i tredje række bag bilen, skal der held til med positionerne, men hoppen starter normalt i hurtigklassen, og er således vandt til hårdere modstand.

10 Gayla Fortuna viste for Jeppe Juel den 5/6 at hun kan begå sig på Bornholm. Fik ved den lejlighed en rumler på efter en omgang, hvilket betød en placering bagerst i feltet. Kom flot tilbage, og var ikke langt efter vindende Save Our Souls og Aura. Rolig indledning senest og placeret som fjerde udvendigt, der blev vekslet til tredje par udvendigt da Sir William fejlede. Med Igor Times i angreb i tredje spor på sidste langside, og sluttede godkendt af på tredjepladsen på afstand af Igor Times og Toxido. Har i modsætning til flere af konkurrenterne fordel af dagens lange distance, og får Jeppe Juel held med positionerne undervejs, er Gayla Fortuna vinderaktuel.

1 Champ Olympic debuterede på Bornholms Brand Park med sejr den 18/6, hvor ekvipagen sad i andet par udvendigt indtil opløbet, hvor angrebet blev sat ind i tredje spor. Sejrede enkelt foran Bear Les Cordons og Sioux Sølvtop. Senest galop i første sving og igen i landevejssvinget første gang, i et løb der blev vundet af Wonderful Ice. Hurtig fra start og det naturlige spidsbud. Kan John Gommans få lov at dæmpe tempoet, kan ekvipagen måske føre fra start til mål.

6 Wonderful Ice sad i vinderhullet bag førende Streetwice den 18/6. Blev forsøgt i tredjespors angreb i opløbet, men kunne ikke tage meter på Streetwice og Spirit Laser. Var godkendt tredje. Senest overlegen sejr efter at have siddet i spidsen hele løbet. Vandt foran Streetwice go Zeb Lie Star. Kan få det optimale løb i vinderhullet, hvorfra ekvipagen bliver farlig, hvis hullet kommer i tide.