V5-analyse til Bornholm lørdag d. 28. september

Udarbejdet af Michael Kaas Hansen

Statistik: Spillet 0kr. Vundet 0kr. TBP 0%. Hitrate 0/0.



Printvenlig version



V5-FORSLAG

V5-1: 2-7-6-4-11

V5-2: 3

V5-3: 1-2-6-7-3

V5-4: 1-3-9-2-4

V5-5: 4-8-6

Kr. 375



V5-1 / 3. LØB

V5 omgangen indledes med et stayerløb, hvor det kunne ligne en fin opgave for råstærke Timberlake. Her ligner det igen et offensivt oplæg og tidlig spidsføring. Jeg vælger dog at gardere, da det vrimler med gode alternativer, hvis favoritten løber tør for benzin de sidste meter. Blandt andet Cerosso som sidst på distancen slog netop Timberlake.

A-chancer: 2-7-6-4-11 B-chancer: 5-3-10 C-chancer: 9-8-1

2 Timberlake bliver givet kørt offensivt frem mod spidsen for derefter at holde et malende tempo, som ved starten den 18/8, hvor kusken kørte efter devisen ”fang mig hvis I kan”. Hesten kæmpede helt til målstregen og det var kun Cerosso fra samme volte, som kunne glide forbi til sidst. Senest ”fløjtede” den bare forbi en ellers så formstærk hest som Disney efter en omgangs kørsel, og siden var det ren paradekørsel. Hesten kan optræde meget overambitiøst, men det er mest i auto og især fra 1. række bag startbilen. Med tidlig føring virker det til at være hesten de andre skal slå.

7 Cerosso var som nævnt den som fangede Timberlake sidst de to heste mødtes i stayerløb. Det blev ved den lejlighed et ”safety” løb, hvor ekvipagen tabte cirka 30 meter til Timberlake den første omgang. Siden blev hesten forceret fremad og fik ryg på Timberlake og dødens sidste omgang. Sejrede kort men sikkert. Efterfølgende var hesten en tur på ”Lunden”, hvor den rejste dårligt, hvilket gør man ikke skal lægge så meget i den start. De sidste gange på hjemmebanen har der dog været ”grus i maskineriet”, og hesten virker til at have problemer ved positionsskift. I en fejlfri udgave har hesten en overflod af kapacitet og skal bestemt krydses på V5 bonen.

6 April Hydrup svømmede sig til en flot sejr den 10/9 på en bane som mest mindede om et vandland. Blev fra bagspor kørt frem til dødens efter en omgangs kørsel, hvorfra den vandt sikkert. Dødens havde den også den 30/7 hvor den knebent blev slået til 3. plads. Hesten fungerer bedst med et rygløb, som ved starten den 16/7, hvor den akkurat fangede Fendi Draviet på målstregen. Hesten har en giftig afslutning, og med de rette positioner undervejs bliver den svær at stå imod de sidste 100 meter.

4 Baunely´s Diamant er måske stadig ikke helt slebet til, men har et kæmpe talent og flair for jobbet, hvilket den i høj grad viste seneste. Gled til føring efter en omgangs kørsel og afviste både en i dødens siddende Alfred Silk og den angribende Fledder Grenwood i 3 spor. I de to forrige starter har den haft for langt frem pga. tillæg og galop, hvor den dog ved begge lejligheder har vist prøver på dens kapacitet via solide afslutninger.

11 Cleo Gammelsbæk har nu godt en håndfuld starter på dens nye hjemmebane og er også ved at vise prøver på hendes kapacitet. Ved starten den 18/8 blev angrebet sat ind med godt en omgang til mål. Det blev til både 3. og 4. spor, men holdt farten til 2. pladsen. Endnu bedre gik det den 3/9 hvor hun også angreb med godt en omgang til mål bagerst fra feltet via 3 spor, i dødens med 500 meter til mål for siden at sejre sikkert. Som med et par af de andre konkurrenter er det første gang hun prøves på 3000 meter.



V5-2 / 4. LØB

Anden afdeling virker Comet Elkær vel ikke bedømt ud fra resultatrækken som det oplagte blankbud. Men hesten er en rigtig ”frontrunner” og fra perfekt startsted og distance tror jeg godt Frank Mikkelsen kan gøre en blomstervase klar. Spids og slut.

A-chancer: 3 B-chance: 2-10-7-6-4 C-chancer: 1-5-8-9

3 Comet Elkær fungerer ifølge træneren klart bedst i spids. Det havde hesten den 27/8, hvor den fra yderspor bombede direkte til spids. Efter total kontrol skuffede hesten reelt de sidste meter, hvor den kastede anker, og måtte tage til takke med 3. pladsen. Hesten var dog syg på dagen. Senest sad den fast i 3 indvendigt og fik først sen angrebsplads, men viste alt vel med formen via afslutningen til 4. plads. Har flere gange tidligere vist sin starthurtighed her på banen og de 3 ud af 4 sejre sidste sæson kom fra spids. Har i år ikke på samme måde haft lodtrækningsheld og med den lidt brogede resultatrække kan den have fin værdi som blank i stregspillet.

2 Watergate er hesten der skal forsøge at svare spidsen op, da hesten også er hurtig bag startbilens vinger. Det så vi ved starten den 3/9, hvor den vandt sikkert efter spids hele vejen. Her tror jeg det bliver til vinderhullet i et taktisk afviklet løb, hvor den kan få svært ved at tage de afgørende længder til sidst. Havnede langt nede i feltet senest i et løb der blev afviklet i hårdt tempo, hvor den aldrig kom rigtig ind i løbet.

10 Billgate har stablet 2 pladser i år og den lille kriger fortjener vel snart noget mere. Går altid en stærk sidste omgang, hvilket den har gjort til alle de 2-taller i resultatrækken. Blandt andet som ved starten den 10/9, hvor den lige akkurat ikke fangede Coco Collection, som var stukket afsted. Kommer der tempo på så kan den runde disse konkurrenter trods det dårlige startspor.

7 Coco Collection og 6 Catja Mosebo er begge to kompetente hopper som kan meget på de gode dage. Førstnævnte tog en fin sejr senest efter flot taktisk kørsel og bemærk kuskeskiftet på Catja. Ekvipagen har sejret 4 gange sammen tidligere.



V5-3 / 5.LØB

Tredje afdeling bliver min favorit Jetset Onion – men bliver den fanget i inderbanen? Sky Line er det sikre spidsbud, men også Wonderful Ice kan ”flække vind” i startmomentet. Derudover er der flere formstærke heste, som med rette løbsafvikling sagtens kan melde sig på arenaen i slutmomentet.

A-chancer: 1-2-6-7-3 B-chancer: 8-5 C-chancer: 4-10

1 Jetset Onion vandt den 18/8 efter et løb i vinderhullet på den førende Hazard Sund. Blev trukket ud til angreb i opløbet og afgjorde løbet til sin fordel efter en forrygende opløbskamp. Et lignende løb kan sagtens tænkes her. Den 10/9 tog den også en sejr, dette dog efter dødt løb med Shadow Tinghøj. Kom til at sidde fast i 2. udvendigt og det var kun lige den nåede frem til den delte vinderbuket. Sidst løb den på en godkendt tid, men virkede noget tung undervejs. Fik en perfekt rejse og skulle vel have vundet for at få godkendt. Er den tilbage med den normale ”gnist”, så er det hesten med bedst kapacitet i feltet.

2 Sky Line var sidst ude i supersprint og tog som forventet spids. Men i en tung bane slap kræfterne op de sidste 150 meter. Hesten går kun fra spidsen, som resultatrækken også lidt indikerer. Dette bliver det højst sandsynligt igen, og som ved starten den 7/8 kan det meget vel resultere i en ny sejr, hvis det ”gode humør” er med på dagen.

6 Igor Times har fuld form, hvilket den viste senest. Blev forceret fra et svært spor 10 i startmomentet til 2 par udvendigt, hvorfra ”Skipper” satte angrebet ind med en omgang til mål. Vandt sikkert og så fin ud. Den 3/9 overtog han spidsen efter en halv omgang fra Final Delivery og siden kørte de andre om 2 pladsen. Den 10/9 kom hesten aldrig rigtig ”ind i kampen” i den regntunge bane. Hægtede også hjul med en konkurrent på sidste langside. Sikret godt rygløb herfra og skal bestemt ikke undervurderes.

7 Speedy Globe var en imponerende anden senest på Lunden efter en rejse i vinderhullet hele vejen. Den 27/8 blev den forsøgt forceret frem til spids midtvejs i løbet i et overraskelsesangreb. Dette mislykkedes men fik til gengæld løbet i vinderhullet. Hang fint på til sidst og fik 3. pladsen. Er en af de mange formstærke heste som skal krydses tidligt.

3 Wonderful Ice kan næppe tage en længde på Sky Line i startmomentet, men kan måske få løbet i vinderhullet. Hoppen har en god slutspeed og kan overraske.



V5-4 / 6.LØB

4 afdeling er klassen op til de 150.000 og traditionen tro bliver startspor og positioner altafgørende. Sejrsmaskinen Waterjet skal forsøge at nedkæmpe den formodede spidshest Troika Ulvholm, som ellers aldrig giver sig fra den position. Men løbet er langt fra et ”to-hestes opgør”. Global Tinghøj kommer i topform og hvad kan den tidligere startkatapult Chilli T fra dette perfekte startspor? Derudover gør kapable Von Gladiator comeback efter pause.

A-chancer: 1-3-9-2-4 B-chancer: 10-8-12-5-6 C-chancer: 7-11

1 Global Tinghøj har en herlig sæson med 4 sejre indtil videre. Måtte ”nøjes” med andenpladsen den 18/8, hvor den fra spor 6 havnede som sidste hest. Angreb i 3 spor sidste omgang og fik Waterjet ud foran sig. Kunne ikke gå forbi denne til sidst selv om det blev tæt. Blev kørt på safety den 3/9 og hang i 3 spor første sving. Blev siden forceret fremad og til spids efter godt en omgang og vandt sikkert. Var senest meldt lidt op, men viste alt vel med formen. Sad 3 indvendigt og fik først sen angrebsplads. Havde fuld fart over mål og det bliver spændende at se kuskens taktik i dette løb. Hesten virker komplet og kan gå fra alle positioner.

3 Troika Ulvholm kom tilbage med bravour efter skadespause den 7/8. Fløj til spids og vandt nemt. På Lunden den 25/8 blev den forceret til spids efter 500 meter, men oplægget blev for hårdt og hesten endte uden for pengene som klart slået. Senest blev det svært i den tunge bane og holdt mest sin position i 3 udvendigt. Går sine bedste løb fra spids og skal bestemt regnes her, hvis denne position bliver indtaget.

9 Waterjet har med en blanding af ”sukkerstyringer”, held og overpace på løbene fået maksimalt udbytte af en ellers elendig omgang startspor de sidste mange starter. Kom til 2 udvendigt i løbene både den 7 og 18/8 og vandt sikkert begge gange via angreb med 500 meter hjem. Samme position blev det til på sprint den 3/9, men kunne ikke gå forbi en spidskørt Igor Times. Blev lukket inde senest og kusken ledte forgæves efter angrebsplads med 1 omgang til mål. Da pladsen kom, var det for sent, men havde fuld fart over målstregen og formen er intakt. En klassehest der altid skal regnes.

2 Chilli T var ude i et 5 års løb den 30/7 hvor den blev kørt til inderbanen med det samme og havde aldrig med udfaldet at gøre. Var efterfølgende forbi en kiropraktor, hvilket ifølge stalden gjorde underværker. Var også forbedret den 27/8, hvor den holdt godt ved fra dødens til 3 plads. Senest blev den taget meget roligt fra start i den regnvåde bane. Blev forsøgt i 3. spor sidste omgang uden rigtig at tage meter ind. Kan bedre i en normal bane og man skal ikke glemme hestens starthurtighed. Første gang på Bornholm med godt startspor og jeg tror ekvipagen kan overraske i startmomentet – og måske helt til mål.

4 Von Gladiator har god kapacitet og er ligeledes starthurtig. Kan dog næppe tage en længde på de indvendige herfra. Kommer tilbage efter skadespause og skal vel i første omgang have et løb i kroppen. Kusken kender hesten rigtig godt og bliver der ”tur” med positionerne kan hesten måske overraske.



V5-5 / 7.løb

V5 afsluttes med Golden league finalen med 12 heste til start. Jeg tror sejren går til endnu en ”front runner” fra Frank Mikkelsen stalden, nemlig Any Given Monday. Bornholmsmesteren Solon får igen brug for heldet når tingene skal afgøres, da spor 6 nemt kan ende med at blive et ”Alcatraz” for den ellers sejrsvante ekvipage. Fortune Boko fik endelig en sejr senest i BM-revanchen og viste hvorfor den var manges BM favorit. Får hesten 3-4 udvendigt tror jeg ikke der er nogle som kan finde modsvar når Kim Hjort trækker i højre line.

A-chancer: 4-8-6 B-chancer: 10-9-7 C-chancer: 3-1-11-12-2-5

4 Any Given Monday fik nemt spids i BM-testen den 7/8, men fik hårdt pres af Wega Vang den første omgang. Kæmpede bravt fra fronten, men måtte lade Solon glide forbi til sidst. I selve BM-løbet hed det 2 række og en tilbagetrukket tilværelse nede i feltet, hvor hesten aldrig går sine bedste løb. Efterfølgende har hesten været ude i et monteløb, hvor den ikke kunne gå forbi en Mccabe, som blev redet i spidsen hele vejen. Senest stod den på supersprint, hvor hesten fra det dårligste spor var godkendt anden. Sigtekornet er rettet mod spids og med Frank Mikkelsen som dirigent tror jeg hesten vinder fra spids.

8 Fortune Boko fik efter meget uheld over sæson 2019 sin anden årssejr senest. Blev taget roligt fra start, men midtvejs i løbet kørt frem til dødens, hvorfra den nemt nedkæmpede den spidskørte Fernandinho B R. Fra spor 6 i BM-løbet galopperede den fra start og tabte 50 meter til feltet. Afsluttede som sædvanligt helt ude ved rækværket til en imponerende 3 plads. Formen er på top og med lidt tur i løbspositionerne fra dette startspor, så kan den afgøre til sidst.

6 Solon står med imponerende 5 sejre på stribe og har igen haft en ”jubel sæson” med BM-trofæet den 18/8 som absolutte klimaks. Fik perfekt angrebsplads i opløbssvinget da den i dødens siddende Playboy Face galopperede. I BM-testen den 7/8 fik hesten et perfekt løb, og fra 2 par udvendigt blev den sendt afsted i angreb ud på sidste omgang, og kunne akkurat snige sig forbi den spidskørte Any Given Monday. Den 23/7 stod den på spids hele vejen, hvor hesten var helt overlegen. Ekvipagen har tidligere søgt og fået heldet når tingene skulle afgøres, og byder Kenneth Nielsen på endnu et sukkerløb, så er hesten med på stregen.

10 Fernandinho B R er vel banens hurtigste bag bilens vinger, hvorfor startsporet trækker gevaldigt ned. Har nemt taget spids de sidste to starter og har dirigeret løbene. Begge gange har den dog trukket det korteste strå når vinderbuketten skulle finde sin ejer. I BM gled Solon forbi og senest Fortune Boko og en rygkørt Hazard Sund. Kan med sin starthurtighed måske søge en god placering undervejs i løbet, hvorfra det optimalt kan blive til en trioplacering.