V5-analyse til Billund fredag d. 27. september

Udarbejdet af Jesper Elbæk.

Statistik: Spillet 6.638 kr. Vundet 2.532kr. TBP 38,1%. Hitrate 8/24.



Printvenlig version



V5-forslag

V5-1: 2-6

V5-2: 3-10-6

V5-3: 14-9-12-15

V5-4: 1 Dirocco

V5-5: 4-6-1-10-11-5-3-2-7-14-9

Pris: 264 kr.



V5-1 / 2. løb

V5-prologen ligner et tohestes opgør mellem amatørkørte Charming Kiss og Greek F Boko med den levende legende Steen Juul i sulkyen.

Chancevurdering

A-chancer: 2-6 B-chancer: 3-7 C-chancer: 5-8-4-1

2 Charming Kiss var “udsat” for lidt af en drømmestyring senest af Mads Hjortsballe. Billund-amatøren gik ikke med i spidskampen, hvor Livi Love med Jens Arne Hansen bombede direkte fra start. I stedet tog Hjortsballe ryg på Livi Love, og så løste det sig perfekt med 400m hjem, hvor Charming Kiss kunne gå perfekt ud i ryg på Thisismylife, og så speede forbi denne ned igennem opløbet. Her kan det ligne mere offensiv styring, og erobres spidsen direkte, så må vinderchancen være stor.

6 Greek F Boko skal man se lidt op for. I Aarhus 8/9 sad hesten i ryg på Benton Frisco, men der sad heste i både andet og tredje spor, så Steen Juul kunne ikke rigtig komme nogen steder. Først med 100m til mål kom Greek F Boko fri, men da var de to forreste nærmest allerede i mål. Senest i Odense sad Greek F Boko i tredje par indvendigt, og kom til at sidde bomfast, da Pomerans Dag blev træt. Er klart bedre end resultaterne denne hest, se op!

3 Atletico vinder ikke så ofte længere, men sejren kan snart komme. Senest blev Atletico taget roligt fra start, og havnede efter lidt tumult uheldigt til i dødens på Created Face. Derfra kunne Atletico ikke gøre det færdigt og måtte også slippe taget i Livi Love, så sluttede tredje. Med det rette rygløb, så har Atletico en lille vinderchance, men plads er det sikre spil.

7 Sir Mosebo er fornuftigt inde i dette løb. Vinder heller ikke sejre på samlebånd ligefrem, men seneste start i Billund gav sejr. Det var dog i et løb i kuskematchen EM for Damer, hvor konkurrencen var noget mildere end her.



V5-2 / 3. løb

Slår den flyvende Elephant til igen? Eller vinder Danmarks største travhest mon?

Chancevurdering

A-chancer: 3-10-6 B-chancer: 2-4-7 C-chancer: 5-1-8-9

3 Elephant vandt sin debut ganske let. Det foregik på hjemmebanen Charlottenlund, hvor Elephant blev taget lidt roligt fra start. Blev flyttet ud i dødens på førende Dunst med en omgang til mål, og Juul trykkede for alvor på speederen med 400m hjem, netop som den værste konkurrent Diesel måtte bakkes bagom et par konkurrenter. Der blev kørt rigtig stærkt ned gennem opløbet, men Elephant forsvarede sig hele vejen ind i mål, og gik 1.16,8 den sidste kilometer. Er sikkert yderligere forbedret her.

10 Blueberry Macoy er stor som et hus (et legehus i hvert fald), og tager nogle enorme skridt. Skal nu køres bagfra, og det har Johnni Olsens hest vel ikke prøvet siden prøveløbet tilbage i 2018. Står perfekt inde på grundlaget, og får Blueberry Macoy først travet sig ind, så får konkurrenterne noget at se til over den sidste omgang, hvor Timberland-sønnen kommer trampende.

6 Cherokee Heaven sejrede på flotte 1.16,4a/1900m i sin blot anden start, men man skal samtidig bemærke, at der altså er tale om en 5-årig hest og således en ret sen start på karrieren. Det skal dog absolut ikke tage noget af æren fra sejren, for Cherokee Heaven gik godt. Havde ryg på førende E M Eleven Cup, men kom uden om denne, da den blev træt, og nåede frem til Diego Di Kask, som i mellemtiden havde overtaget spidsen. Gik forbi 50m før mål, og svarede også op for udvendigt kommende Elmer Shadow.

2 Echo Renka var ikke alt for fin i travet senest, men den nye Stald Billundshesten-hest klarede sig hjem uden at galoppere. Det var nok primært kusken René Kjærs fortjeneste, og Echo Renka er sikkert bedre til denne gang.

4 Dream Hastrup tager mester Kaj Jensen selv denne gang. Jeg tænker, at han lige skal vise René Kjær, Jeppe Juel og hvem der ellers har galopperet med hesten, hvordan man gør… Var fin at se til i prøveløbet, men tempoet var jo heller ikke alverden. Skal på de større V5-kuponer.

7 Eros Sisa kom senest tilbage til løbene efter et par måneders løbspause. Kom ned i ryg på førende Pleasureground på første langside. Fik dermed det perfekte rygløb, og angreb via open stretch til slut. Lignede en overgang vinderen, men Pleasureground strakte på sig, og vandt kort men sikkert. Eros Sisa er nok gået frem med det løb i kroppen, men startsporet trækker ned.



V5-3 / 4. løb

Føj for en rebus, der venter i denne afdeling. 15 heste i Duvils Amatørserie over to volter.

Chancevurdering

A-chancer: 14-9-12-15 B-chancer: 7-3-8-10-11-4-6-1-2-13-5 C-chancer: Ingen

14 Birte Mile er ved at samle sammen til en sejr, men er selvfølgelig havnet skidt til med 20m og startspor fem i volten. Forrige start 31/8 i Odense sad Birte Mile i fjerde par indvendigt undervejs i et løb, som blev ført an af Chap A P. Kom med i ryg på Orval med 800m hjem, og blev en smule generet, da denne galopperede i sidste sving. Kæmpede sig til andenpladsen kort foran Thunderstruck. Senest 12/9 også i Odense sad Birte Mile i tredje par indvendigt undervejs, søgte med ud da Charming Kiss fandt hul til angreb, men kom først for alvor fri til angreb med 100m til mål. Speedede godt og var tæt på Thisismylife i kampen om andenpladsen. Med det rette rygløb og godt tempo fremme i spids, så runder Birte Mile mange – alle? – til slut.

9 Wild Fire Bell vandt en let sejr senest i Skive, hvor Dennis Kristiansen bombede direkte til spids med den Marc Bæk Nielsen-trænede hest. Fik Charlie L M med Mike Kristensen over sig med 400m til mål, men ”Smeden fra Skive” havde på det tidspunkt stadig masser at køre med, og Charlie L M var chanceløs for at komme helt i infight. Svært startspor her, men formen er på top.

12 Amazone Shadow kommer til start med velkørende Martin Andreasen, som er i gang med sin bedste sæson siden 2015. Har en pladsprocent på uhyggelige 45%, og med Amazone Shadow kan endnu en trioplacering være inden for rækkevidde. Går altid godt i Billund, og glem bare seneste start, for det var i ekstrem hård konkurrence.

15 Excuse Me N L var med i samme løb, og var faktisk rigtig flot fjerde til gode heste som Vivaldi, Twigs Briard og Winston Laser. Så formen er helt i zenit, men nu er det ejeren Per Bang Pedersen i sulkyen og lukket startspor fra 20m tillæg – samt et helt felt at runde. Det er ikke let, men den hollandske hest kommer med i A-gruppen alligevel.

Resten af feltet sættes ind som B-chancer. 7 Gonato Fortuna har altid chance, og bliver som regel spillet ganske hårdt. Ser ud til at være lidt svær at køre, selv for rutinerede Bøje Laursen, og her kommer den ud fra lukket startspor. 3 Cult er bedre end resultaterne, og har haft dårlige startspor mod gode heste de seneste par gange. Kan afslutte stærkt med det rette rygløb. 8 Kiss Me Quick blev taget ekstremt roligt fra start senest, og blev sendt i angreb med 750m til mål. Blev hængende ude i sporene (den noterede galop så jeg aldrig), men nu er konkurrencen mildere. Hvis nogen af resten af feltet vinder, så er vi ude i en temmelig stor overraskelse.



V5-4 / 5. løb

Spids og slut for Marc Bæk Nielsen og Dirocco? Så simpelt kan dette løb egentlig dissekeres.

Chancevurdering

A-chancer: 1 B-chancer: 9-10-8-3-6-4-5 C-chancer: 7-2

1 Dirocco vandt et lignende løb 15/8 her i Billund. Dirocco sprang til spids, kørte 1.17,5 den første kilometer, og lukkede så den sidste kilometer i 1.13-fart. Det var nok til at gøre de øvrige chanceløse for at nå frem, og den unge Aalborg-træner satser nok på dacapo hér. Der er ikke nogen af de to øvrige heste fra spidsvolten, som burde kunne – eller har interesse i – udfordre om spidsen. Min ugarderede på dagen!

9 Hocus Pocus har mødt Billi Time to gange i træk. Først fra bagspor på Derbydagen, hvor den gik godt, og senest fra et perfekt startspor et for den starthurtige hest i Aalborg, hvor Hocus Pocus dog kom til at sidde en tak længere tilbage undervejs, end man havde forventet. Lukket startspor fra 20m, men formen på hesten er god.

10 Shaggy Millpond ejes og trænes af Skive-træner Morten Friis’ bedre halvdel Tineke Borup, og gik godt i første start i sit nye regi. Endda efter en rigtig lang løbspause. Afsluttede godt bag Bette Nock med Jeppe Rask, som ikke kunne besejres på dagen, og udgangspositionen her er heller ikke for god. Omvendt er Shaggy Millpond vant til dårlige startspor og mange heste at runde. Vil nok nye Billunds lange opløb.

8 Cabo Suroeste har været ude i kval og finale i ATAKs Fødselsdagsløb de seneste to starter, og har gjort det godt med Heidi Lønborg i sulkyen. Nu er det gemalen Henrik Lønborg, der styrer linerne, men startsporet er dårligt, og så skal man måske også kigge lidt på, at Cabo Suroeste har galopperet de sidste to gange den har startet i Billund. Har dog også vundet på den 1200m lange oval.

3 Design Hastrup er en lækker type, men den galopperer for meget. Senest var der fremgang at spore i Aalborg, og jeg tænker at Design Hastrup kan ramme ryggen på Dirocco kort efter start.

6 Chaplin er en stor, stærk dieselhakker, som helst skal have et rygløb, og så komme trampende over de sidste 5-600m af løbet. Seneste sejr er 28 starter siden, og pudsigt nok i Billund.

4 Sarek er en god hest, som har tjent gode penge i Norge, men har holdt lang løbspause og 5 Smooth Ride har gjort det fint, primært på Lunden i de to starter i Amatør Elite Cup, hvor Mariann Thorup Nielsens hest først speedede til sejr i den indledende afdeling og dernæst var flot fjerde i finalen på Derbydagen.



V5-5 / 6. løb

V5-spillet afsluttes med endnu et svært og garderingskrævende løb med mange heste fra to volter.

Chancevurdering

A-chancer: 4-6-1-10-11 B-chancer: 5-3-2-7-14-9-13-8 C-chancer: 12

4 Zoom Wise As skulle kun bruge to starter for at komme på vinderpladsen i Danmark. Førte fra start til mål i Odense, men nu er det voltestart og konkurrencen har fået et nøk opad. Mogens Svenstrups nye hest virker dog i klar fremgang, og mon ikke også Svenstrup får lidt assistance og rådgivning af travtræner Morten Juul på denne hest?

6 Elvira M er en stor, lækker Varenne-hoppe, som 31/8 vandt ganske let i Odense efter føring hele vejen. Afsluttede den sidste kilometer i 1.15-fart, og den fart kendte de andre simpelthen ikke. Senest på Lunden 12/9 havde Elvira M 20m tillæg. Sad lidt på mellemhånd det meste af løbet, men kom faktisk til at sidde fast med 500m til mål. Måtte bakkes bagom, og speedede bedst af alle ned gennem opløbet. Tog meter ind på Countdown og Diesel, men måtte nøjes med tredjepladsen. Svært spor her.

1 Elvis Toft er i rigtig god form og starter jo fra et perfekt startspor. Blev taget roligt fra start senest i Odense, og havnede i tredje par udvendigt undervejs. Angreb med 350m til mål, og speedede let forbi konkurrenterne op mod målstregen. Skal med på alle V5-boner.

10 Desmond Toft er også i kanonform og satte senest ny rekord ved sejren i Aalborg. Her tog Desmond Toft spids, men slap til Catch Me Will for så igen at speede forbi denne i opløbet. Mange heste at runde her, men Desmond Toft har tidligere gået rigtig godt i Billund.

11 No Soup For You indeholder stor fart, men er jo håbløst ustabil. Får Knud Mønster kørt den fejlfri, så skal de andre se op, for kapaciteten er stor!

5 Eivo Torkdahl var senest ude i en Kriteriumsprøve og det blev for hårdt. 3 Brogård løber gode placeringer hjem, men er ikke meget for at stikken mulen først på stregen. Faktisk er det aldrig sket. 2 Ide Beemd var senest ude i heatløb på den lille Bedburg-Hau-bane, og var anden begge gange. Først til en overlegen Goah d’Isere og derefter slået på målfoto af Grizzly Greenwood. Der blev kun taget tid på vinderen, men i andet heat gik Ide Beemd omkring 1.18,5a/2000m. 7 B J’s Brogård galopperede i spids som favorit senest, men har før det vist fin form, og så svinger træner Jan Friis sig selv i sulkyen bag 14 Dior Vincent, som senest afsluttede flot i Odense 12/9.