V5-analyse til Aarhus fredag d. 30. august

Udarbejdet af Jesper Elbæk.

Tipperstatistik: Spillet 5.881 kr. Vundet 1.560kr. TBP 26,5%. Hitrate 7/21.



Printvenlig version



V5-forslag

7-3-5-4

1-9

8-6-7-4-3-5-1

1-3-8-10-12

5 Dream Of Success

Pris: 280 Kr.



V5-1 / 2. løb

ATAK er et vældig prestigefyldt amatørløb at vinde i Aarhus, og med heste fra fire volter, så er kortene rigtig godt blandet.

Chancevurdering

A-chancer: 7-3-5-4 B-chancer: 1-8 C-chancer: 6-2

7 Uno Gardenia vandt forrige gang et Sigter Mod Stjernerne løb i Odense med Hussein Kassir i sulkyen. Det blev til et godt rygløb i andet par udvendigt undervejs, og så trak Kassir i højre line med 500m hjem, og ned gennem opløbet trampede Uno Gardenia bare forbi Silas Østervang. Senest i Skive var også et SMS-løb, hvor Mads Henriksen var chauffør. Men efter et perfekt løb i andet par udvendigt, så var der ikke rigtig nogen afslutning i Uno Gardenia. Emil Mæhlisen har sikkert Uno Gardenia klar til opgaven, og hesten er jo forsvarende ATAK-vinder.

3 Cabo Suroeste blev kørt vældig offensivt senest af Michael Lønborg, og holdt ikke til strabadserne. Gangen forinden vandt Cabo Suroeste med Mads Petersen efter et løb i ryg på Master Of Disaster undervejs. Fik hullet perfekt med 250m til mål, og Cabo Suroeste fløj frem til sikker sejr. Heidi Vægter Lønborg kører gode løb, så Cabo Suroeste skal krydses på alle kuponer.

5 Cash Sali var senest ude mod rigtig gode heste i Aarhus, og går en klasse ned her. Highyeld Draviet vandt løbet foran Enzio og Cerveza, og det siger lidt om kvaliteten. Sad undervejs i tredje par indvendigt, men kunne ikke køres for fuldt i opløbet. Kim Madsen har kørt hesten tidligere med pæn succes. Topchance.

4 Giorgio Boko er langt bedre end resultaterne. Indeholder kæmpefart, men har lidt for ofte galopskoene på. Især i Odense 19. juli så Giorgio Boko farlig ud i slutfasen af løbet, da den tacklede over i galop. Senest var den ude mod Billi Time, og havde den været med i dette løb, så havde den været 10:10 favorit.

1 Coco Højgård står alene fra spids og fører længe, og i den anden ende af løbet finder vi 8 Attack Photo, som viste fin form i Derbyweekend i et langt løb.



V5-2 / 3. løb

Det har ikke ligefrem været gode startspor, som Katy Perry har tørnet ud fra på det seneste. Men nu ser det perfekt ud for Knud Mønsters hest.

Chancevurdering

A-chancer: 1-9-4 B-chancer: 2-3-5-6 C-chancer: 7-8

1 Katy Perry har i dens ni starter i Danmark haft startsporene 5-12-5-6-7-10-8-10-9 (samt startspor 7 en dag, hvor den udgik), så den har ikke just haft held med lodtrækningsmaskinen. En del af løbene kan dog have været amerikanerløb, hvor hesten med lavest præmiesum starter fra startspor 1 osv. Ligesom dagens løb i øvrigt. Senest hun startede i Aarhus gik hun godt som anden til Cabo Suroeste. Angreb med 6-700m til mål, og kom godt ude i banen. Jeg tænker, at det bliver offensiv styring fra Knud Mønster.

9 Cashmir var tæt på sejren i Skive 22. juli. Lignede en klar vinder i opløbet, men bremsede lidt til, og Casino Royal slog kontra i inderbanen for René Feltheim. Senest på Lunden var Cashmir til start i en indledende afdeling af Amatør Elite Cup. Blev sendt afsted fra start, og kunne krybe ned i ryg på spidshesten Livi Giggs ind igennem første sving. Og det viste sig at blive skæbnesvangert, for Livi Giggs blev træt midt på opløbet, og så sad Cashmir fast med alle kræfter sparet. Se op!

4 Chaplin er en stærk krabat, som også er bedre end resultaterne. Har været ude i hårdere konkurrence end dagens løb uden at falde igennem, og hvis det er Palle Vennekilde, der er speaker til fredagens løb, så glæder jeg mig til at høre, når Chaplin kommer ”tonsende” i opløbet.

2 Cicero Cæsar kommer tilbage efter pause, 3 Angelfromheaven går gode løb men der er langt mellem sejrene, 5 Raket Skov viste noget af det rigtige senest den startede i Aarhus og har måske JVB som favoritbane? og 6 Rapanoe Bell har før næsten snydt mig i disse ekspertanalyser. Det var 3. juni i Aarhus, hvor Rapanoe Bell var først på stregen, men korrekt blev diskvalificeret for trængning. Jeg tror dog man kommer meget langt med 1-9-4 på sin V5-kupon.



V5-3 / 4. løb

Anden indledende afdeling af ATAKs Fødselsdagsløb er yderst jævnbyrdigt. Faktisk kan godt en håndfuld heste vinde løbet med den rette løbsafvikling.

Chancevurdering

A-chancer: 8-6-7-4-3-5 B-chancer: 1-2-9 C-chancer: Ingen

8 Tarzan Gardenia tippes som vinder. Sad selvfølgelig langt tilbage undervejs i første start for Kim Madsen, men havde også 60m tillæg. Måtte helt ud i fjerde spor, da den angreb med 600m hjem, men Tarzan Gardenia gik et reelt opløb, men kunne ikke fange Simb Hacienda og Sussie Hastrup op mod mål. Nu er der færre heste at runde, og Kim Madsen og Tarzan så ud til at være et godt match.

7 Bølle Gardenia løber med skjult form, og er klart bedre end resultaterne. Senest i Aalborg testede Martin Andreasen for spidsen, men måtte kravle ned i ryg på Cortez Bounce. Forsøgte sig indenom, da Cortez Bounce brød et spor ud med 500m hjem, men Jeppe Juel lukkede hullet igen, og så måtte Andreasen den anden vej udenom. Offshore Man vandt løbet foran Victor Rush, og viste god form. Martin Andreasen kører i medvind for tiden, og har klar vinderchance her.

6 Check It Out kommer med ingen resultater i programmet, men det snyder lidt, for senest i Odense mødte den altså gode heste som Cassiopeia og Charlie Game fra lige start. Odense-trænede Ole Bender og Aarhus-amatøren Flemming Degn har de senere år haft et godt samarbejde vedr. ATAKs Fødselsdagsløb, og det er ikke utænkeligt, at Check It Out løber med frem her.

4 Brogård er ikke en udpræget vindertype – ja faktisk har den ikke vundet endnu i 14 starter – men den gik faktisk godt senest i Aarhus, hvor den havde spids undervejs. Fik lov til at køre 1.22 den første kilometer med Livi Nectar H M udvendigt. Udvendigt speedede Casino Girl forbi med Danmarksmesteren Lars Munk, men Brogård viste fin form endda.

3 Livi Nectar H M kunne den dag ikke gøre det færdigt fra dødens på Brogård, men gik godt starten forinden 7. juli på Grand Prix-dagen. Spids og slut var devisen den dag, hvor Dubai og Viola Toft sikkert blev afvist.

5 Tårnfalken A M har holdt topform i den tidlige sommer, hvor den har gjort det godt for såvel ejeren Ole B. Jensen, Hussein Kassir og René Kjær. Senest løb den dog ind i en overdådigt godt gående Eenymeenyminymoe i Aalborg, og har siden haft lidt pause. Er den klar direkte, så kan ”gul kusk” sagtens komme flyvende helt ude ved galoprails til slut.

1 Excellent Prince er en spændende Scarlet Knight-søn med Martin Hansens gode hoppe Photo Princess som mor. Kom ok afsted i debuten i Billund fra et svært startspor, og måtte frem i dødens med en omgang til mål. Kunne ikke helt følge med 5-600m hjem og kvitterede med galop rundt sidste sving. Spændende køretur her for Christina Olsson.



V5-4 / 5. løb

Et uhyggeligt vanskeligt løb venter V5-spillerne her, og man er vel kun nogenlunde sikker på at komme videre, hvis man tager ni heste på kuponen.

Chancevurdering

A-chancer: 1-3-8-10 B-chancer: 12-2-5-6-4 C-chancer: 7-9-11

1 Etienne Cross vandt forrige gang i Aarhus. Fra startspor 1 blev Etienne Cross dog overspeedet fra start af Bel Sac, men spidsen blev generobret allerede efter 300m. Sejren blev til slut ganske sikker før Danger Gardenia og Enjoy Lollipop. Senest galopperede Etienne Cross med 500m hjem, hvor den ellers så farlig ud.

3 Escape A P har været ude i hhv. Grand Prix-prøve og Grand Prix Consolation – uden at falde igennem – og går her lidt ned i konkurrence. Senest var det trods alt Extreme, der vandt. Til gengæld møder Escape A P så både ældre og mere rutinerede heste, men Morten Juul har fuld form på stalden, og vandt for nylig (9. august) fire sejre med fire startheste her i Aarhus.

8 Colorado Laser blev sat lidt af fra start senest i Billund 3. august. Johnny Jørgensen kunne derfor vælge, om han ville bakke ned som sidst eller køre fremad, og det blev fremad. Kom frem udvendigt på Calvin Ice med Bøje Laursen, som selvfølgelig ikke ville slippe. Men Colorado Laser holdt godt ved, og var kun slået af nævnte Calvin Ice, Eik Hindø, som havde fået det perfekte rygløb hele vejen samt en fejlfri Caspain Of Narnia. I god form er Colorado Laser, så se op!

10 Astronaut vandt sikkert i Aalborg 29. juli, men galopperede så direkte ud af volten senest i Billund, og så var dén dag spoleret. Den vinder jo hver anden gang, så statistikken siger, at den får et 1-tal her. Bemærk i øvrigt, at det er første gang i Aarhus for Jocose-sønnen.

Bag disse fire er der en mindre hær af B-heste. En hest som 5 Bel Sac er måske klar til sejr nu efter to starter i kroppen efter meget lang pause. 2 Dressedforsucces fik det perfekte løb senest, og kom ud til angreb med 500m hjem, da Etienne Cross galopperede. 12 Amazing Casmik har monopol på dårlige startspor, men denne gang vidste man det ville blive dårligt pga. amerikanerløbsudskrivning. Fin form på hesten ellers, som bombede i Skive 2. juli, hvor den for en gang skyld havde godt spor. 4 Disney H J kommer fra en stald i topform, men Team Juul har åbenbart ikke fundet nøglen til den hurtige The Liquidator-hoppe endnu.



V5-5 / 6. løb

Sidste afdeling af V5 og pengene skal fordeles. Og spænd bare sikkerhedsselen, for det kommer til at gå stærkt fra start!

Chancevurdering

A-chancer: 5 B-chancer: 8-11-3-4-7-9 C-chancer: 10-6-1-2-12

5 Dream Of Success er katapulthurtig fra start, men det er der også brug for, for der sidder en konkurrent indvendigt for, som også kan flytte benene, når startbilen kører væk. Dream Of Success har fået lidt pause siden seneste start, hvor den tyske hest imponerede ret så meget ved at være anden til en på dagen uslåelig Dontpaytheferryman. Bent Svendsen passer godt på denne hest, og jeg tror han kører sig til spids ind mod første sving, og så er løbet ovre, med mindre nogen kører frem i et dødemandstryk.

8 Bosse Game er en stærk krabat, som tit selv skal gøre grovjobbet. Nu er det anden række, og så kan Mads Hviid måske bedre slippe afsted med at køre et rygløb. Men det er klart, at hvis Svendsen får lov til at dæmpe tempoet allerede efter 4-500m, så er det måske lige så smart at køre frem til dødens, mens tempoet er lavt.

11 Mr Panamera er en vaskeægte JVB-specialist som vil have gavn af højt tempo undervejs. Så Birger Jørgensen håber nok på en vild spidskamp mellem 5 Dream Of Succes og så hesten vi kommer til nu.

3 Super Mento er nemlig også vanvittig hurtig fra start, og hvis ellers Nikoline R. Nikolajsen kan, så er der nok ingen tvivl om, at det optimale løb i dag er i ryg på Dream Of Success, og så forsøge at knalde denne på en kortspeed ind mod mål. Engang imellem kan det dog ligne, at hesten ”tager selv”, men uanset hvad, så er Super Mento i fin form, hvilket blev bekræftet ved sejr i montéløb 19. august.

4 Atletico trak sig direkte fra start fra sit yderspor og sad sidst undervejs. Blev kørt frem i dødens på førende Justina med en omgang til mål, og koblede også let greb på denne ved indgangen til opløbet. Inde fra ryggen på Justina havde Henrik Lønborg dog fundet et perfekt hul ud fra inderbanen til tredje spor med Benton Frisco, og den speedede forbi Atletico på lette fjed de sidste 150m.

7 Darius Boko er havnet lidt langt nede i min seedning, men den galopperer for meget efter min smag. Men Jeppe Juel har sikkert fundet fejlen, og så skal Darius Boko med på de V5- og V4-kuponer, der ikke står ugarderet på 5 Dream Of Success.

9 Universale møder hård konkurrence hver gang med de penge den har på nakken. Får nok ikke sin anden karrieresejr her, men en fremskudt placering med et godt rygløb kan ikke udelukkes.