V5-analyse af Christina Borreby

Tipperstatistik: Spillet for 2.086 kr. Vundet 0 kr. Hitrate 0/7.

Printvenlig version


V5-1: 3-7-1-5

V5-2: 2-4

V5-3: 6-7

V5-4: 1-4-7-6-9

V5-5: 3-6-5-1-4

Pris: 400 kr.



V5-1

V5-spillet indledes med et ret så åbent opgør mellem formstærke heste og svært vurderede sæsondebutanter. Der skal flere krydser til, for at komme sikkert videre. Jeg forsøger med fire. A-chancer: 3-7-5-1 B-chancer: 6-2-4

3 Sir Oliver var absolut godkendt i sin debut i Ålborg, hvor han sluttede godt af. Er nu sænket to kilo efter sin senestes start i Århus, hvor det ikke flaskede sig. Er dermed tre kilo bedre inde end 7 Miss Van Winkle og matematisk set, er det nok til at vende formen på denne, men de to er svære at skille.

7 Miss Van Winkle vandt første gang ude og var senere slået to længder i Århus. Fik ekstra kilo begge gange og skal her vise tre kilo mere end ved sejren i debuten. Ligner en hest i udvikling, som kan mere end sit tal, og har fin vinderchance i dette opgør.

5 Endofa Champion har vist flot form i årsdebuten, bekræftet af andenhestens senere sejr på Klampenborg. Ser ud til at trives bedst i en let bane, hvor han kan rides fra forreste del af feltet og stadig have kræfter i behold. Prøves nu uden skindruller, hvilket kan gå begge veje og derfor et outsiderbud.

1 Sir Christian har nu to løb i kroppen og får Sara Slot i sadlen, som red ham til sejr i fjor. Var 6,5 længde bag 7 Miss Van Winkle, da de mødtes i debuten i Ålborg. Ved den lejlighed gav Sir Christian to kilo til hende, men her er der byttet om det forhold, så nu får han to kilo. Distancen passer godt her og han må være en outsider.

2 Angels Calling har været skadet i længere tid og møder her heste med form, mens 6 Bright Cross heller ikke har startet i år. Begge kan melde sig i trioen. 4 Rex Kalejs gjorde kun tre starter i fjor og skal ses an i år.



V5-2

Der kan sættes flere krydser her i V5-2, men ønsker man en blank, kunne et emne være 2 Eftiraath, som viste gode takter i debuten. Jeg vælger at gardere med 4 Laudate Dominum.

A-chancer: 2-4-7 B-chancer: 5-6-3-1

2 Efitraath bliver et blankbud her. Vandt let med 68 kilo på ryggen i sin debut i Ålborg og får ikke problemer med vægten. Fik et dårligt løb senest i Århus, så se bort fra den start. En fin hest, der har begået sig blandt hård modstand som 3-åring i fjor og nu skal finde sit rette tal. Tackler flere distancer og har vundet på 1800m på Ålborg banen.

4 Laudate Dominum kom med en flot afslutning i debuten, og rundede det meste af feltet gennem opløbssvinget, efter at have ligget bagerst. Havde omkring fire længder op til vindende Hongkong Star og ikke kun næse, som det er anført i programmet. Med lignende afventende ridt bør de 1800m ikke være et problem.

7 Amor Invicto sluttede stærkt af i Århus senest og viste god form. Har gavn af tre kilos lettelse og det kan række langt her. Distancen bør passe godt og lykkes det at spare på kræfterne undervejs, er han en god vinderchance.

5 Lima lagde godt ud med en tredjeplads i lavere klasse, og sluttede stærkt af for Marcos Robaldo. Første gang på 1800m distancen, og det kan vise sig at passe perfekt. Gæster også Ålborg for første gang. Trio- og måske outsiderchance.

6 East Meets West gik et flot løb i Århus senest i lavere klasse, og distancen her er i den korte ende. Med rette løb kan han godt være med fremme. 3 Street Boss har kapacitet, men sæsondebuterer. 1 Trinity har nu to løb i kroppen efter halvandet års pause og plejer at trives i provinsen.



V5-3

Med to sæsondebutanter, der har ry for at gå godt første gang ude, og en dobbelt Fynsløbsvinder, der er langt nede i tal, er der både argumenter for en blank eller gardering.

A-chancer: 6-7 B-chancer: 2-4-1-5 C-chancer: 3

6 Gentleman Jack gik godt i sin årsdebut og vil have gavn af løbet i kroppen og den 200m længere distance. Den dobbelte Fynsløbsvinder er kommet ned i behageligt tal og har han lysten, kan han vinde let her. Har ikke været så stabil seneste sæson og den forsigtige spiller kan vælge at gardere ham.

7 Vera Volkova trives godt i god til let bane og kommer altid velforberedt til sin sæsondebut. Vandt denne i fjor med Marcos Robaldo i sadlen. Skal nu indlede fire kilo højere end sidste år, men efter et tal hun kan forsvare. Vil løbe med helt frem og er en vinderchance.

2 Rambo har nu to løb i kroppen og får blinkers på, hvilket gav godt resultat i fjor. Har været lidt uheldig i seneste starter, og kan mere end hvad resultaterne viser. Er nu sænket to kilo og med rette løb vil han være med fremme her og har outsiderchance.

4 Redford går gerne godt for Lea Olsen første gang ude, men der skal som regel et par løb til, før han er sejrsaktuel. Indleder nu sæsonen med lavere tal end tidligere, og det kan gøre opgaven nemmere. Et godt holdepunkt for triospillerne.

1 The Other Lady kommer med en veloverstået debut og vil være forbedret her, mens 5 Jackson Five skuffede en smule senest, men kan mere end det, og har nu også et par løb i kroppen. 3 Divine Madness står lidt for højt i tal og løber med mindre pladschance.



V5-4

Et meget åbent løb for klasse 4-hestene, hvor mange må krydses på de store kuponer. Jeg forsøger at komme i mål med fem af dem.

A-chancer: 7-4-1-9 B-chancer: 6-5-8-2-3

7 Desert Eagle vil være sat frem efter seneste start, hvor han gik et flot løb. Har her gavn af rytterens to kilos lettelse, hvilket ikke var tilfældet første gang ude, hvor han var slået med halvanden længde. Har fin vinderchance her.

4 Frankthetank er en stabil pladshest, som i dette opgør har fin vinderchance. Det blev et opskruet temp senest, hvor Carla Ponti stak af fra feltet, og Frankthetank tog front for de resterende. Går bedst i ryg og fik brugt unødige kræfter. I opløbet måtte han søge udenom for at finde plads til angreb og det kostede et par afgørende længder.

1 Legial har fået et kilo efter at have været anden og tredje i år, og det kan måske koste sejren her, selvom hun har vist stærk form og er klar til at vinde. Kommer lidt ned i distance her, men tackler det fint. Løber med vinderchance og et godt emne for triospillerne.

9 Naga Jolokia løber altid fine løb med Lea Olsen i sadlen, men komme rher ud med 70 kilo. Han har før båret vægt fint og med rette løb er sejr inden for rækkevidde. En god trio- og outsiderchance.

6 Alli Cat har været matchet mod de bedste i sin årgang efter at indlede sin løbskarriere med sejr som 2-åring. Kommer nu direkte fra Jyllandsløbet og bliver spændende at se i handicapløb. Der kan vente en sjov overraskelse her, og derfor tager jeg hende med i mit spilforslag.



V5-5

Sidste afdeling i V5-spillet ser umiddelbart ud til at skulle afgøres mellem to heste, 3 Rita’s Girl og 6 Amelia Jay, men ved nærmere eftersyn melder flere outsidere sig, og det kan blive nødvendigt med mange krydser.

A-chancer: 3-6-5-1 B-chancer: 4-7-2

3 Rita’s Girl kommer direkte fra sejr i debuten, hvor hun slog Frankthetank, der siden har bekræftet formen på løbet, ved at være slået kort med hoved i starten efter. 3 Rita’s Girl skal her vise sig tre kilo bedre end senest, men vil være sat yderligere frem af løbet og en ny sejr kan vente Harbour Watch-hoppen her.

6 Amelia Jay har gået godt i begge sine starter i år. Første gang fra front, hvor kræfterne slap op til sidst, og senest hvor et mere afventende ridt resulterede i en stærk afslutning til andenplads. Fik et kilo for den præstation. Har god form og er svær at skille fra 3 Rita’s Girl, som ser ud til at være værst imod. Vinderchance.

5 Carla Ponti lagde hårdt ud i debuten, hvor hun blev redet med offensiv taktik i et forsøg på at stjæle løbet. Blev træt og holdt ikke hjem. Udblæsningen vil have sat hende frem, hun har tre kilos lettelse og med en bedre disponering af kræfterne her, er hun et sikkert trioemne.

1 Show of Faith er her tilbage i den klasse, der ser ud til at passe hende bedst. Hun bærer vægten fint og sejrsstatistikken taler for sig selv, hos den nu ti-årige hoppe. Endnu en sejrskandidat.

4 Minute Diamond har frem til nu været matchet mod de bedste heste i sin årgang, og kommer her med en sjetteplads i Jydsk Derby, hvor hun tog front og lagde en god pace på løbet. Fik tre kilo for sin andenplads gangen forinden og er nu sænket to kilo. Rides med et kilos overvægt af sin træner Ian Archer. En spændende outsider, der vil trives godt på distancen.

Mindre chancer til 2 My Quest, som er en fin hest, men som ikke har vist nok senest til at være med i striden her, og så er der sæsondebuterende 7 Haseen, som formentlig vil søge til front som vanligt, og spørgsmålet er, om det holder hele vejen i debuten?