V4-analyse af Henrik Dyhrberg

Printvenlig version


V4-FORSLAG

5 Jelmer Boshoeve

3-4-7

2-4-5-9

3-4-5-6-8-9-10-11

Pris 192 kr.

For første gang i år afvikler Skive Trav mandagsløb, og det betyder, at der er dømt ”Power Hour” i de fire indledende løb, hvor det populære V4 spil er i fokus med forventelig stor gevinstpulje at spille efter.

V4-1 / 1. LØB

Med tre forholdsvis svære afdelinger i vente, indleder vi med at stå blank i V4-1, hvor tyskfødte Jelmer Boshoeve er det naturlige valg efter sin overbevisende DK-debut.

A-chancer: 5 B-chancer: 3-2 C-chancer: 9-8-4-6-1-7


5 Jelmer Boshoeve ligner et nyt fund af Frank Kjelde. Something Fishy, Gigolo og Knight Rider vandt sidste år bunker af sejre, og Jelmer Boeshoeve kan vise sig at følge i deres hovspor. Den elegante traver fik sin DK-debut på Lunden, hvor Birger Jørgensen efter en rolig indledning i ryg på førende Enok rundede denne ud på sidste omgang, og efter 1.14,8 den sidste kilometer vandt Jelmer Boeshoeve tilsyneladende ukørt. Han er i Holland godkendt til løb i autostart, så han kender dagens startmetode, og der er vel kun galop imod, medmindre en af dagens modstandere finder noget ekstraordinært frem.

Leder man efter modbud, så er der to emner i 3 Express De Luxe og 2 Livi Oxford H M. Express De Luxe har vist fart der rækker langt i klassen, men er ikke stabil. 2 Livi Oxford H M vandt fra spids sidst i Aalborg, men havde lidt held på vejen, da Attached hoppede sejren væk.



V4-2 / 2. LØB

Så starter udfordringerne for alvor, hvor en flok mere eller mindre rutinerede heste skal ud over sprinterdistancen.

A-chancer: 3-7-4 B-chancer: 8-1-9-6-2 C-chancer: 5-10-11

3 B J´s Brogård tror Bent Svendsen han vinder med, og jeg følger trop. B J´s Brogård fik løb i kroppen sidst, hvor han faktisk gik okay, da hesten fra femte par udvendigt blev svaret ud, hver gang den forsøgt lidt fremad, og til sidst var løbet kørt for dens vedkommende. B J´s Brogård har tidligere vist vinderfart, og det kan forventes, at han bliver lettet i balancen til denne start.

7 Dolittlebigjoe har startet sig i form, og sejren sidst blev taget efter en fremragende afslutning fra 3I via open stretch. Hesten har som mange Trophy Catch-afkom en ørehætte på, og Jeppe Rask har kørt forsigtige løb med hesten, men hun virker moden til mere offensiv kørsel, hvilket der kan blive brug for fra spor 7 på sprint.

4 Diablo Toft kan være et rigtigt god bud på sejr. Han har været godt gående efter pause i tre starter. Sidst på Fyn sad han i 2U indtil sidste sving, hvor han angreb stærkt i tredje spor, men det blev til galop to meter før mål på en tæt andenplads bag Capra. Han er rimelig hurtig fra start og skal ses som en god chance.

8 Cult køres igen af Mads Hviid Nielsen, og sidst han sad bag Cult vandt den en imponerende sejr efter galop på sprint i overpacet løb, som blev kørt i 1.13-fart den første kilometer. Cult er en lidt stiv type, som er mere stærk end speedy, så det kræver igen overpace, hvis han skal nå helt frem. 1 Dusine Elholm viste fremgang senest, hvor hun åbnede til spids og slap til den senere vinder Dynamic Dancer. Hun fulgte pænt med, og hun har givetvis fordel af sprinterdistancen. 9 Classic Dream køres igen af René Kjær, der tidligere har vundet med hesten. Kan snige sig med til en god placering. 6 Ceba Nordal er en lille luring. Var forbedret sidst som tredje bag Daydream Beliver og Denimcowboy, som er en klasse over dagens modstandere. 2 Dagmar Bakkegård var favorit sidst, men havnede i dødens og tabte travet. Var fin inden og skal måske ikke glemmes nu.



V4-3 / 3. LØB

Så at sige alle heste kan motiveres som gode chancer; også dem uden de store resultater i rækken.

A-chancer: 9-2-4-5 B-chancer: 6-11-8-3-1-10 C-chancer: 7

9 Denimcowboy er en hest, som man har årgangsambitioner med. Han var sidste år til tider ret så voldsom på biddet i løbssammenhæng, men har i år virket meget mere moden og afslappet. Efter en sæsondebut, hvor han havnede i dødens og gik pænt, var han senest anden bag Daydream Beliver efter et løb i 2U efter en stærk afslutning. Denimcowboy køres nu af Michelle Mønster, men hun kender ham fra mange træningsarbejder, og løser det sig fra startsporet, er han en vinderchance.

2 Dark Passion har endnu ikke vundet løb, men det er blot et spørgsmål om tid. Han er en stor hest, der nu som fireåring er ved at være vokset sammen. I sin sæsondebut i Aalborg fra spor 12 sad han i 5U undervejs og var ude i fjerde spor de sidste 500 meter og holdte farten godt til mål. Med det løb i kroppen kan Dark Passion være skarp nok til at vinde fra et nu godt spor.

4 Budweiser Flamingo er i topform. Sidst sad han i dødens, men gav aldrig helt op. I starten inden vandt han let fra spids i Århus, og det er min forventning, at han vil sidde med fremme undervejs og kæmpe med om sejren.

5 C M P On Track er min helt store luring i løbet. Han gjorde sin første start som vallak sidst i Skive, hvor han efter tidlig forcering fra tillæg forsøgte at komme til spids. Han blev afvist og sad siden med i 3I, og var ikke langt fra tredjepladsen. C M P On Track har uden tvivl haft gavn af løbet i kroppen, og Laurids Jensen starter aldrig sine heste utrænet, så bliv ikke overrasket, hvis C M P On Track fører fra start til mål.

6 Petruska (NO) kommer efter løbspause og tre starter i træk på Åby. Sidst hun startede efter pause, vandt hun, så det kan sagtens tænkes, at hun er en god chance. 11 Chris Højgård gik et rigtigt løb sidst. Åbnede til spids, men slap siden denne og fik til sidst 3I. Måtte bakkes bagom i sidste sving og fik en lille galop på ud af opløbssvinget, men fandt farten hurtigt og sluttede stærkt af. Plejer at være bedst, når han sidder med fremme undervejs, men er i sin nuværende form en chance trods sporet. 8 Frank Sisu er en ny hest hos Team Friis, som skal blive spændende at følge. Frank Sisu er en stor og noget tung hest at se på, som andre heste efter Even Better Odds. Har haft let til galop med fejltrin i seks ud af 13 starter, og har i sine fejlfrie starter i Sverige manglet styrke til slut. Har ifølge stalden trænet sand i to måneder, og starter på fire lette alu-sko. Ankom med tunge jernsko fra Sverige. Typisk outsider. 3 Cilas Smed starter efter lidt pause. Var fin i sin sidste start som anden til Coutinho efter et godt opløb. Godt spor og en luring. 1 Bellis hører også til luringerne i løbet med skjult form. Sidst i Billund tabte hun mindst 40 meter på en galop midt på sidste langside (ikke noteret), men kom flot tilbage og var i fin fart over mål. Hun er ikke så hurtig fra start, men kan hun få et løb i 3I og udnytte open stretch, er hun en chance. 10 Captain Cook slap spids sidst og kom siden til at sidde i 4I. Forsøgte sig på open stretch, men var uden chance og viste ikke det store. Kan være en lille chance, hvis det løser sig optimalt fra sporet.



V4-4 / 4. LØB

Sejrsheste og årgangsemner i en skøn blanding gør dette løb højst seværdigt. Igen skal der afkrydses frisk på V4 kuponen for at føle sig på sikker grund i dette 2550 meter lange løb.

A-chancer: 6-9 B-chancer 5-8-3-4-10-11 C-chancer: 1-2-7

6 Aida Boy var i seks starter som treåring i triorækken i alle starter og kronede det med tre sejre. Var i sin sidste start tredje i et godt besat løb, som blev vundet af den gode Cadillac Shadow. Kender ikke til galop, og virker som en meget fornuftig og fin hest. Eneste lille uromoment kan være et manglende løb i kroppen efter pause, men Jan Dahlgaards heste plejer at være klar første gang.

9 Count On Me K G var storfavorit sidst i Billund efter en toppræstation i Skive i starten inden, hvor han fra spids var anden bag stærke Bjarne B P men foran Harley Boko. I Billund hoppede han kort efter start, men gik et kanonløb derefter og bekræftede formen. Er altid en topchance i et fejlfrit løb.

5 Darwin Ice havde lidt af en mellemsæson sidste år, hvor det blot blev til seks starter uden den store succes, selvom det skal med, at han i sin sæsondebut i Billund var anden bag Dontpaytheferryman. Darwin Ice starter efter lang pause, men har gået et par arbejder på banen og været fin, ifølge Bent Svendsen. Skal til spids og slippe i sæsondebuten, er meldingen.

8 Dickson Shadow er en mægtig hest, som starter efter pause. Han var sidste år anden i Kriterie Consolation og GC Consolation bag Diamant Østervang og viste sin fine kapacitet. Morten Juul holder hesten højt, men melder, at hesten kun er tungt trænet og kan mangle løb i kroppen.

3 Fernando Web er i sine bedste stunder en rigtig skrap hest, men sygdom har i lange perioder holdt hesten væk fra banerne. Efter lang pause siden september, er han klar igen, og har ifølge Morten Friis gået to banearbejder. Er Fernando Web på toppen igen, kan han vinde.

4 Stella Quick holder topform, og form slår nogle gange klasse, og hun er luring. 10 Act Cool kan være en chance ved overpace. Har god styrke og en smart chauffør. 11 Allmagic ynder distancen, og viste lidt fremgang sidst fra dødens. Er et long-shot, da han indimellem slår til.