V4-analyse af Jesper Elbæk

Tipperstatistik: Spillet for 3.689 kr. Vundet 542 kr. TBP 15%. Hitrate 3/13.

Printvenlig version

V4-forslag

10-4-8-1-3-5-11-12-6-2

3-1-5

5 Come On Party

5-2-6-4

Pris: 240 kr. (120 rækker)

V4-1, 1. løb

Et helt åbent opgør indleder dagens største stregspil V4. Ti ud af tolv deltagere har en reel mulighed for at vinde løbet med lidt tur i den undervejs, men vindertippet går til et norsk 4-årstalent fra Aalborg-træner Jeppe Juels stald.

A-chancer: 10-4-8-1-3 B-chancer: 5-11-12-6-2 C-chancer: 9-7

10 Don Cash vandt 5/5 på Lunden efter at have startet med 20m tillæg. Rolig start, men sendte Don Cash til spids med godt en omgang til mål. Var lige ved at snuble med 175m til mål, men Jeppe Juel parerede fint, og Don Cash vandt meget let. Senest i Aalborg 19/5 var Don Cash godt med fra start, men kunne ikke svare Darwin Ice, som blev skudt af fra yderste startspor bag bilen. Slog på en galop efter 150m, men træneren selv kalder det et uheld, og nævner i øvrigt, at bagspor kun er en fordel for Don Cash. Jeg vil gerne se den spidshest i dette løb, der kan holde Don Cash fra livet, når Jeppe Juel sætter tommelskruerne på for alvor.

4 Tårnfalken A M gik godt i et DM-løb 21/4, hvor den afsluttede som død og kritte langt ude i banen for Steen Juul. Var tæt på at fange Ceba Nordal på stregen, og viste også fin form senest i Billund, hvor ejeren selv kørte hesten. Tog spids fra sit gode startspor, men fik straks Whitney T over sig, så åbningen blev ganske hård. Med 600m til mål kom Excuse Me N L drønende med Bøje Laursen, og denne gang kunne Tårnfalken A M ikke svare. Kom dog fint tilbage i opløbet, og tog meter ind på den førende. Spændende med René Kjær i sulkyen denne gang!

8 Desmond Toft vandt en flot sejr i Billund efter fin styring af Morten Friis. Ramte andet par udvendigt rundt første sving i ryg på stærke Master Of Disaster. Friis kunne vente med sit angreb til midt på opløbet, og på målstregen var Desmond Toft et halvt hoved foran Master Of Disaster. I samme løb var 12 Diablo Bork tredje efter en forrygende afslutning, men fælles for begge disse John Friis-trænede heste er, at startsporene er ganske elendige.

1 Chenaya er en fin The Liquidator-hoppe, som kommer tilbage efter lidt pause. Men Aarhus-træner Peter Frandsen tager næppe turen til Skive bare for hyggens skyld, og Chenaya besidder en vis klasse. Ved sejren i Aarhus 1/4 havde Chenaya tredje par indvendigt, og kusken Finn M. Lassen fandt perfekt plads bagom favoritten Dante Brogård, og speedede let forbi Design Hastrup på de sidste 100m. Husk der er open stretch i Skive…

3 Daniella har jeg tippet en del gange, og jeg står ikke af den endnu, og den kan virke en smule bortglemt i programtipsene. 26/4 i Odense trak Bent Svendsen sig fra start, mens gode Volleyball tog sig af spidsen. Men efter 500m kørsel, så kørte Svendsen frem i dødens på Volleyball, hvorfra Daniella stred godt. Ved starten 3/5 også i Odense blev det igen dødens til at starte med, men Svendsen fandt ned i tredje par indvendigt på første langside. Der blev aldrig for alvor plads til angreb, og Daniella gik over mål med kræfter sparet.

Bag denne håndfuld A-chancer er der en hær af B-chancer. 12 Diablo Toft er allerede nævnt. 5 Dario Sotto kom tilbage efter pause senest i Aarhus 10/5, og sad i fjerde par udvendigt undervejs. Slog på en galop i starten af opløbet med præmiechance. 11 Checkpoint S H er ikke for heldig med startsporene, men hesten er i god form, og kan sagtens nappe en trioplacering. 6 Crepe Suzette melder træner Kent Friborg på vej frem i form, så den er en luring, og 2 Budweiser Flamingo løber jo som regel med frem, når den har godt startspor.

V4-2, 2. løb

Et fantastisk fint felt er samlet i dette 3-årsløb. Flere af deltagerne bruger naturligvis dette løb som forberedelse til Grand Circle 3-års Championat, som køres netop i Skive 10. juni.

A-chancer: 3-1-5 B-chancer: 2-6-4-7 C-chancer: Ingen

3 Eastboundanddown får vindertippet. Har ligesom Peter Rudbecks øvrige startheste været behandlet, og det er vel pt. en lille smule svært at vide, om de er på toppen. Men nu gælder det snart Grand Circle 3-års Championatet på hjemmebane! Ved sejren i Aalborg 7/4 åbnede Eastboundandown i 1.14-fart de første 500m, hvorefter der blev pullet op til omkring 1.16. Enforalle P kom tidligt frem udvendigt på Eastboundanddown, som dog strakte på sig og vandt sikkert.

1 Ecco C N skiftede til Steen Juuls træningskvarter efter et salg til Baltic Stable ved Niels Thomsen. Det gjorde den ved månedskiftet januar/februar, og 15/5 gjorde Ecco C N så debut i sit nye regi. Det skete i et lille felt på Jägersro Travbane, hvor Ecco C N aldrig rigtig havde fat i løbet. Sad i tredje par indvendigt i en lidt lang ryg, men det gav lidt sig selv, når Upset Face med Lutfi Kolgjini afviklede 500m i 1.12-fart. Ecco C N tabte en del længder fra 500m-pælen og hjem i mål, men der blev også kørt rigtig stærkt! Jeg håndklokkede Ecco C N til 1.13,0 sidste kilometer, og Steen Juul var selv tilfreds med hesten, som så fin ud i stilen. Det kunne ligne ryg på Eastboundanddown undervejs, og så open stretch til slut?

5 Enforalle P bliver den sidste A-chance i løbet. Forrige start i Aalborg kørte Friborg tidligt frem udvendigt som første hest, og fulgte Eastboundanddown fint til dørs. Seneste start var på Musketerdagen her i Skive, hvor Enforalle P afsluttede som lyn og torden langt ude i banen, og vandt Pay Dirts Mindeløb foran gode Orkan von Haithabu. Er i topform og er en af de heste, der kommer til at løbe med frem i alle årgangsløbene i år og næste år.

2 Eddie Cook er en fin hest, som har gået flotte løb uden dog at få en vinderbuket med hjem endnu. Men det var tæt på senest i Aarhus, hvor Eddie Cook gik over mål med alle kræfter i behold bag Energy Mix. Eddie Cook kan flække vind fra start, men kan den tage en længde på Ecco C N? Eller bliver det et mere defensivt oplæg med ryg på Ecco C N og Eastboundanddown, altså i tredje par indvendigt? Kun Bent Svendsen kender svaret, men Eddie Cook er første chance lige bag de tre favoritter.

6 Euro Dream, 4 Express Bork og 7 Elton H er alle tre gode heste, som i anden sammenhæng uden tøven ville få vindertippet. Men nu må trioen nøjes med at være på jagt efter en trioplacering. Bemærk at træner Kaj Jensen selv er meget opad på 6 Euro Dream.

V4-3, 3. løb

Fuldt hus i et nyt amerikanerløb. Men alligevel har løbet en meget klar favorit i Flemming Jensen-trænede Come On Party, som senest gjorde det flot i hård konkurrence på Copenhagen Cup-dagen.

A-chancer: 5 B-chancer: 12-1-3-2-4-9-6 C-chancer: 11-7-10-8

5 Come On Party bliver min blanke i V4-spillet. Og sikkert mange andres. For der er altså tale om en mægtig fin S J’s Photo-hoppe, som forrige gang 3/5 i Odense blev kørt frem udvendigt på den førende Design Of Porsche efter 5-600m kørsel. Kom tættere frem rundt sidste sving, trykkede færdigt, og forsvandt væk til let sejr. Senest på Lunden havde Come On Party startspor 12 mod rigtig gode heste. Hocus Pocus og French Quick afgjorde løbet imellem sig, men det var altså en giftig sidste 500m, som Come On Party leverede. Uden uheld, så vinder den bare her.

12 Deliciousstone kom senest tilbage til løbene efter et halvt års pause, og gjorde det godt. Fik et godt løb i andet par udvendigt det meste af løbet, som blev ført an af Sprintermester-deltageren Denimcowboy. Deliciousstone tabte nogle længder rundt sidste sving, men kom forrygende tilbage, og nappede andenpladsen i sidste skridt. Igen iskoldt startspor, men formen er god, så se op!

1 Catchmeifyoucan har en perfekt udgangsposition her, men det er ikke ligefrem topresultater Lindy Lane-sønnen kan fremvise i de to seneste starter. Senest på Lunden var Catchmeifyoucan ude i DM for Travtrænere for Kasper K. Andersen, hvor det blev til et løb et stykke nede i feltet undervejs. Havde ikke den store afslutning gemt, men har været ramt af halsproblemer, og træner fint igen nu, fortæller træner Steen Juul i træner/kuskekommentarerne.

3 Bella Princess vandt en længe ventet sejr senest i Skive i et løb, der først kom afsted i fjerde startforsøg. Kjell Nielsen gav Bella Princess et fint løb i andet par udvendigt, og speedede til slut forbi Tristan J B. Havde også kræfter til at svare Burburry med Claus Verbech, som kom i et giftigt angreb helt ude ved rækværket. Topform er der på Bella Princess, som nu igen får Kent Friborg i sulkyen.

2 Concorde Flamingo er også i topform, og andenpladsen senest var flot. Den kom nemlig til Come On Party – dette løbs storfavorit – efter en rigtig flot afslutning. Kan Concorde Flamingo levere noget lignende i dette løb, så er den langt fremme.

4 Chakita T Hall var ude i stenhård konkurrence på Copenhagen Cup-dagen i samme løb som Come On Party, French Quick og Hocus Pocus. Var overmatchet dér, men det er en fin Ens Snapshot-hoppe den her, og mon ikke Kenneth Andersen kører offensivt?

9 Campari D var senest ude i et sprinterløb fra et umuligt startspor otte. Det blev til fjerde par udvendigt i et løb, som Daisy H førte i toptempo. Kilometeren gik i 1.13-fart, og til slut måtte Daisy H lade Cabo Suroeste gå forbi indvendigt. Længst ude i banen kom Campari D flyvende til slut for Bent Svendsen, som har fået genvalg i sulkyen denne gang. Kan være en fidus, såfremt de får kørt for stærkt undervejs.

6 Katy Perry galopperer for meget. Senest kom galoppen i første sving i en lidt tight situation, men Katy Perry gik rigtig godt efterfølgende. Jeg lader tvivlen komme Muscles Yankee-datteren til gode én gang mere.

V4-4, 4. løb

Flere spændende heste stiller til start i V4-finalen, hvor godt en håndfuld heste har vinderchance i mine papirer. En lidt varm dame får vindertippet.

A-chancer: 5-2-6-4 B-chancer: 8-10 C-chancer: 9-11-7-1-12-3

5 Bravur Torkdahl er navnet på ”den varme dame”. Forud for sejren 25/3 i Aalborg havde hun vippet staldpigen Karoline Henriksen af vognen i forbindelse med opvarmning, men gik derefter ud og vandt løbet ganske sikkert for Flemming Jensen. Gangen efter i Skive blev sejren også sikker. Bravur Torkdahl blev sendt til spids med en omgang til mål, og selv om der var en lille passage i sidste sving, hvor Bravur Torkdahl bremsede lidt til, og på tre skridt igen tog fat om biddet, så var der aldrig tvivl om sejren til den langttravende Andover Hall-datter, som egentlig var indkøbt af Stutteri Shadow som følhoppe, men de planer er sat lidt på standby på grund af de flotte resultater på travbanen. Senest blev Bravur Torkdahl slettet i et voltestartsløb i Aalborg 19/5. Flemming Jensen udtalte til Fast Tracks reporter Søren Aaen senere på dagen, at han simpelthen ikke turde starte Brvur Torkdahl af hensyn til sikkerheden for såvel hest som kusk. En klog disposition, og fremover starter Bravur Torkdahl udelukkende i autostartsløb.

2 Cotton Eye Joe har nu et godt startspor efter en del uheld med lodtrækningsmaskinen på meldekontoret i Aarhus. Vandt en flot sejr i Skive 31/3 efter spids hele vejen. Corleone angreb godt på open stretch, men Cotton Eye Joe strakte på sig og vandt sikkert. 7/4 i Aalborg var en ligafinale fra startspor 12, hvor Cotton Eye Joe afsluttede pænt på afstand af Catch Me A Winner. 3/5 i Odense var Cotton Eye Joe ude i et løb, hvor Double Up, som fik lov til at bestemme alt i spids, mens Cotton Eye Joe sad i tredje par udvendigt undervejs. Angreb med 500m hjem, og leverede en fin indsats, hvor den var slået med mindst muligt til tredjepladsen af Do It Mingus.

6 Chato Salløv kommer i debut i Team Friis regi, og der er tale om en virkelig fin hest, som Ekstra Bladets Travklub har lejet Erna & Anton Laursen. Morten Friis fortæller i trænerkommentarerne, at Chato Salløv træner stærkt, og kalder den sin bedste chance på dagen. Der er tale en rigtig fin Love You-søn, som dog ikke har startet længe, og derfor lige skal i gang igen.

4 Corleone var som nævnt anden til Cotton Eye Joe 31/3 i Skive efter angreb til slut via open stretch. I Skive 28/4 forrige gang galopperede Corleone en fremskudt placering væk på vej ind på opløbet i løbet, som Belladore vandt. Senest i Billund 9/5 var Corleone anden til Dickson Shadow, men det er bestemt ingen skam. Havde tredje par udvendigt, og angreb med 450m hjem. Der blev kørt 1.11-fart de sidste 500m, og Corleone nærmede sig Dickson Shadow i opløbet, uden dog at have reel vinderchance på noget tidspunkt. Topform og Kasper K. Andersen i sulkyen.

8 Chap A P vinder ikke løb på samlebånd længere, men klassen omkring de 100.000 kr. er også hård. Forrige gang 26/4 i Odense tog Chap A P spids fra indersporet, men fik et grimt tryk efter 3-400m, og måtte ned at åbne i 1.11,0 de første 500m. Kilometeren blev dæmpet til 1.14,8 men der var kørt mælkesyre i benene på Chap A P med den hårde åbning, og havde ikke noget svar over for Cool Winner og Orval, som kom drønende ude i banen. Senest i Aalborg 6/5 kom Chap A P skidt fra start, og sad sidst undervejs. Cutty Sark vandt løbet, og Chap A P afsluttede nogenlunde uden at imponere i en meget kraftig modvind. Igen iskoldt startspor.

10 Neo var ude i samme løb som Chap A P, Orval og Cool Winner senest. Fik andet par udvendigt bag Balder i dødens, og blev presset afsted i angreb med 6-700m hjem, da Cool Winner kom bagfra. Kommer i lukket hovedlag denne gang ifølge træner Bent Svendsen, og er en outsider.