V4-analyse til Skive

Udarbejdet af Henrik Dyhrberg .

Tipperstatistik: Spillet for 720 kr. Vundet 0 kr. TBP 0 %. Hitrate 0 af 3.



Printvenlig version



V4-forslag

4-8-9-1-2-10 (3-5)

5 Cassiopeia B F (8-2)

5-3-1-2 (4-9)

1-10-8 (2-5)

Pris 144 kr.



1. løb / V4-1

Et åbent løb indleder ”power hour”, hvor der er heste fra spids og tillæg, som kan vinde. Spændende er det også at se to heste i Disney H J og Daisy Cash, som starter i nyt regi.

A-chancer: 4-8-9-1-2-10 B-chancer: 3 C-chancer: 5-6-7

4 Diamond P kommer med startform, efter to gode præstationer i Billund. I sin forrige start åbnede hun fint i voltestart fra tillæg, og vandt let. Sidst havde Diamond P spids, men fik aldrig fred, og hun måtte til slut lade Eros Zola og Colorado Laser gå forbi. Hun er naturligt starthurtig, og kommer hun godt af sted fra spor 4, sidder hun med fremme undervejs til en topchance.

8 Daisy Cash var sidste år regnet for en af de bedste hopper i årgangen, men hun faldt ud af stilen efter et hårdt løb i en Kriteriums Hoppeprøve, og hun kom aldrig tilbage til sit niveau derefter. Nu er hun skiftet til Flemming Jensen, der som bekendt har en stor træfprocent ud i at lave vindere første gang de starter i hans regi. Seneste eksempler er Eros Zola og Billi Time. Daisy Cash skal givet bruge løbet som en optakt til derbyprøve, og hun skal med på alle bonner.

9 Daydream Beliver var tilbage efter pause senest som en vinder. Træneren var ikke specielt optimistisk inden løbet, men Daydream Beliver vandt ganske let efter et løb i 3U med angreb i tredje spor de sidste 500 meter. Hun er ikke hurtig fra start og kommer til at sidde som en af de sidste undervejs, men med overpace på løbet, slår hun mange til slut på sine gode afslutning, og man må også formode, at hun er bedre med løbet i kroppen.

1 Destiny´s Diamond er en ret så god hest, som er tilbage efter pause. Sidst hun havde spor 1 i volten åbnede hun meget langsomt, men det var også med amatørkusk i vognen. I dette løb blev hun siden kørt frem til spids, hvorfra hun kæmpede til stregen. Knud Mønster er en af de hurtigste starter i voltestart i landet, og rammer hun spids og har form, er hun en vinderchance.

2 Disney H J har alle dage været en meget hurtig hest med let til galop. Nu starter hun for første gang i træning hos Morten Juul, som tidligere har haft held af at forbedre og stabilisere heste, han får i træning. Jeg er sikker på, at Disney H J i fejlfri udgave løber med vinderchance, og man kan gøre sig selv den tjeneste at følge med i opvarmningen, hvor hun sikkert bliver testet af.

Blandt de øvrige ser jeg kun 3 Dixi som en lille trioluring. Hun sad i dødens senest i samme løb som Daydream Beliver vandt, og hun kæmpede til stregen og viste form.



2. løb / V4-2

Jeppe Rask har fart på staldens heste, og kører lige nu med kæmpestor selvtillid. I dette løb ser det spændende ud med tilbagevendte Cassiopeia B F, som ligner en topchance.

A-chancer: 5-8-2 B-chancer: 1-4 C-chancer: 3-6-7

5 Cassiopeia B F indledte sin karriere lovende, men som ”Ekstra Blads-hest” kom det aldrig rigtigt til at fungere i Jeppe Juels træning. Hun kom tilbage til sine gamle ejere, og har holdt lang pause, inden et rigtigt flot comebackløb sidste mandag, hvor hun efter et løb i 3I spurtede fremragende i opløbet til en flot andenplads foran Dynamic Dancer. Med løbet i kroppen og den gode oplevelse, skal Cassiopeia B F være en god vinderchance, og i en V4 omgang uden de helt store favoritter tager jeg chancen og blanker Cassiopeia B F.

8 Dynamic Dancer fik løb i kroppen sidst efter lidt pause. Han var ude i en halvhård åbning, som fik ham på biddet, og Birger Jørgensen fik ham aldrig til at slappe ordentligt af, og det kostede til slut, hvor han var reelt træt op mod mål. Med løbet i kroppen er han sikkert en streg bedre, og fra spor 8 er sigtet indstillet på et rygløb, og han er en regulær chance på sin gode kapacitet.

2 Epsilon Pi er en hurtig hest, som sidst var ude at svømme i første sving, hvor det blev til galop. Han fik pause derefter, så der var sikkert noget som trykkede. I starterne inden var han godt gående for Bent Svendsen med sejr og andenplads efter målfoto. Han virker hurtig fra start og går godt fra spids eller ryg, så det ligner en fin chance for den Jan Friis-trænede hest, som har god form på staldens heste. Spændende i øvrigt at se, om Max Nielsen lever op til sit gamle motto: ”Den lille Max med den store virkning”.

1 Dressedforsucces har været ramt af diverse problemer, hvor hun frem for alt har haft svært ved at bære sin store krop. Men efter stor tålmodighed fra ejer og træner, hvor hoppen har fået tiden til at vokse sammen og blive stærkere, er hun ved at være klar til at vinde løb igen. Sidst lå hun i ryg på førende Ella Rush, som hun fulgte pænt til mål, og fra et perfekt spor ligner hun en god triochance. Bemærk i øvrigt, at Bent Svendsens heste holder ”hysterisk” form.

4 Maltese Falcon er ikke nem at blive klog på. Hun kan være som nat og dag i sine præstationer, og er i sine bedste stunder en hæderlig hest for sin klasse. Hun har holdt pause siden maj, hvor hun givetvis har været ramt af sygdom, som flere af trænerens heste, men er en typisk outsider, hvis hun er som bedst.

3 Caspian Of Narnian er håbløst ustabil, men skulle hun gå fejlfri har hun fart til at være med fremme. Stabilitet præger heller ikke billedet for 6 Corinna Tinghøj, som har vist vinderfart, men det er lang tid siden. 7 Beline Bit er hurtig fra start, men har ikke vist noget længe.



3. løb/ V4-3

Årets højeste førstepræmie på 75.000 kr. i et klasseløb på Skive Trav har lokket et superfelt til start, som klassemæssigt har det meste, man kan ønske sig. De to første heste kvalificerer sig til finalen i Super Cup.

A-chancer: 5-3-1-2 B-chancer: 4-9 C-chancer: 6-7-8-11-12-10

5 Stella Newmen starter som oftest i Sverige, hvor hun kommer fornuftigt ind i løbene, modsat i Danmark, hvor der kun er stenhårde løb mod hingste at starte i for hendes del. I dette løb tager hun kampen op mod hingstene, hvor hun står godt i løbet rent pengemæssigt, og formen er i top. Sidst på Jægersro vandt hun ganske let fra spids, og jeg tænker, at Flemming Jensen giver den gas fra start i håbet om spids og kontrol over løbet, men med flere stærke konkurrenter imod får hun intet foræret.

3 Thai Highway er en elitehest, som sidste år vandt Jarlsberg Grand Prix og besejrede heste som Vainqueur R P Gretzky B R. I sin sæsondebut på Åby kæmpede han storslået fra dødens på en femteplads, og senest på Jarlsberg var han godkendt tredje fra spor 10 mod gode heste. Med to løb i kroppen er Thai Highway givetvis klar til at kæmpe med om sejren.

1 Devs Daffodil har startet to gange for Conrad Lugauer og vist fine ting. I sin sæsondebut blev hun kørt pænt rundt og sluttede godt af bag Stella Newmen. Sidst blev hun budt et umuligt løb med tredje spor den sidste omgang i 1.13-fart, og hun kæmpede fremragende til mål og viste topform. Hun er ingen lynstarter, men skal søge sig ud i andet spor hurtigst muligt, og jeg ser hende som løbets store udråbstegn på baggrund af den seneste præstation.

2 Mr Shorty leverede en af årets bedste præstationer i Skive, da han vandt Liga 2-løbet på Musketerdagen efter en slutrunde i 1.11-fart i sporene. Siden da har han startet fire gange, og senest var i Tyskland, hvor han viste fortsat god form på en tredjeplads i et udtagelsesløb til Super Cup. Mr Shorty er en ilter type, især fra start, men kommer han fornuftigt afsted og får en god position midt i feltet, er han bestemt en god vinderchance.

4 Machiavelli har gået et par fine løb for Kent Friborg, hvor hesten har været knapt så hårdt manageret som i starterne inden. Sidst i Århus sad han sidst udvendigt i et lille felt i et taktisk afviklet løb, hvor han sluttede stærkt af bag vinderen Come On Hugo. Skal starte så hurtigt som muligt for at få position, og han ligner en fin triochance.

9 Baxo Epice er hærdet i skrap konkurrence, og er en hest som Jeppe Juel har haft med rundt i både Sverige og Norge. Sidst på Lunden tog Baxo Epice spids fra spor 1, men fik stenhårdt tryk af Bastian T, og siden af Teodor, men Baxo Epice kæmpede fornemt til stregen på en fjerdeplads og viste topform. Med overpace på løbet skal man ikke glemme Baxo Epice.

6 Teodor er en fighter, der sidst gik godt som anden efter et løb i 2U. Vinder ikke, men kan tage en god præmie. 7 Mon Etoile har gjort det godt i Hamborg, men nu er konkurrencen skærpet, og det ser svært ud. Michael Larsen er dog en dygtig træner, som kan lave vindere. 8 Balotelli har holdt formen vedlige i monteløb. Fra spor 8 satser ”Pop” butikken fra start, og skulle Balotelli mod forventning tage spids, kan han være den store ”skyder” i løbet.11 Winston Laser er i form, men tabte lodtrækningen, da han er bedst fra spids. 12 Akermann holder også god form, men er glad for en præmie fra spor 12. 10 Supreme Star er uens i sine præstationer. Selv på en af sine bedste dage får han det svært.



4. løb / V4-4

Her kan det sagtens blive et ”fang mig hvis I kan-løb”, hvis Caid De La Cote har en dag, hvor lemmerne vil trave hele vejen. Fra tillæg tager de stærke Bjarne B P og Dominique A P jagten op.

A-chancer: 1-10-8 B-chancer: 2-5-9-6 C-chancer: 3-4-7

1 Caid De La Cote har fået mange chancer af Flemming Jensen, da han gang på gang har hoppet i løb, og sådanne heste plejer ikke at have lang ”levetid” hos Ismanden. Caid De La Cote er noteret for galop i tre af sine sidste fem starter, så intet tyder på, at han er blevet mere stabil, men fra spor 1 og med de på papiret værste konkurrenter fra tillæg, må hesten tillægges en topchance, hvis han holder sig i trav. Sidste sejr blev taget i et voltestartsløb, hvor han var håbløst bagud undervejs, men suste forbi alle i opløbet. Blev da noteret for galop, som ikke var at se i reprisen.

10 Bjarne B P har fået en lille puster efter et par starter i godt besatte stayerløb i Norge og Sverige og senest i Odense, hvor det blev til galop. Bjarne B P er klassemæssigt måske den bedste hest i feltet, og runder mange den sidste omgang. Spor 5 betyder ikke det store, da han alligevel er langsom fra start, og han er en god vinderchance.

8 Dominique A P var sidst ude i Jydsk 4 års Hoppe Grand Prix, hvor hun fra bagfeltet fuldførte sit løb godkendt, da hun opløbet ned tog meter ind på sine konkurrenter. Løbet her skal bruges som forberedelse til derbyprøven, og hun kommer til start i absolut topform. Er en klar vinderchance.

2 Briola følger med i sine løb og har god form. Var dog lidt bleg senest, hvor hun ikke tog sig fremad på open stretch. Køres nu af René Kjær, som måske laver en røver og fyrer til spids i højt tempo og kører så længe lampen lyser. René Kjær har før fået typer som Briola til at tænde til.

5 Budweiser Flamingo er godt gående og rekordforbedrede til 1.14,6 senest i Billund. Vinder ikke så ofte, og det vil også være en overraskelse, hvis han vinder dette løb, men en triochance er han. 9 Cmynewlollipop er en god hest i god form. Er især skrap på lidt længere distancer, men skal ses som en triochance, hvis der kommer tempo på løbet. 6 Dorikan Lund har forsøgt sig i Århus, men hun har været alt for hidsig og gjort det svært for sig selv ved at pulle alt væk undervejs. Har kapacitet til at være en chance, og er en lille luring. Er nu tilbage hos sin ejer efter en tur i træning hos Knud Mønster, så formen er uden tvivl i top.