V4-analyse til Bornholm lørdag d. 5. oktober

Udarbejdet af Kim Hansen.

Statistik: Spillet 6.596 kr. Vundet 6.941 kr. TBP 105,2%. Hitrate 6/22.



Printvenlig version



V4-FORSLAG

V4-1: 1-4-3-9-10-11

V4-2: 4-5-6

V4-3: 5-1-12-6-9

V4-4: 3-7

Kr. 360



V4-1 / 1. løb

V4 indledes med et opgør hvor meget kan blive afgjort i startmomentet, idet både Reduc, Rose Simoni og Champ Olympic fra første række, alle er hurtige fra start, og vokser en klasse når spidsen indtages. Selvom startspor et ikke er optimalt, når starten går fra 2160 meter, tror jeg alligevel at Reduc er hurtigst ude, hvis det lykkes rutinerede Frank Mikkelsen at prikke starten. Bliver spidskampen for hård, kan Chilli T, der var forbedret senest, lukrere på dette.

A-chancer: 1-4-3-9-10-11 B-chancer: 2-5-6-7-8 C-chancer:

1 Reduc blev placeret i tredje par indvendigt fra spor fire den 30/7. Frem igennem andet spor på sidste langside, og fin anden efter Fledder Greenwood, men foran Woody Simoni og Ricco K. Ude i en hastig åbning og til spids fra spor to den 3/9. Måtte efter femhundrede meters kørsel slippe en hårdt pressende Global Tinghøj til spids. Fin anden efter Global Tinghøj. Hurtig fra start og kan føre dette løb fra start til mål.

4 Champ Olympic meget hurtig fra start fra spor 5 den 10/9, og direkte til spids. Førte hele vejen og vandt overlegent før Rocky H, Blæsa Hornline og Fledder Greenwood. Havnede i fjerde par udvendigt fra spor tolv den 28/9. Med i ryg på Chilli T i tredjespors angreb på sidste langside, og nåede på en godkendt afslutning femtepladsen bag Waterjet, Chilli T og Von Gladiator. Første gang hesten forsøges med Michala Hågensen, da John Gommans sidder op bag Bootz Simoni. Lykkes det Michala Hågensen at få Champ Olympic fejlfrit igennem første sving og til spids, så tror jeg ekvipagen vinder, men der er starthurtige heste indvendigt for i første række.

3 Rose Simoni sad sidst undervejs langt efter førende Global Tinghøj den 30/7. Gik en god sidste omgang, og nåede på en god afslutning fjerdepladsen bag Global Tinghøj, Sioux Sølvtop og Comet Elkær. Var ude i en hård åbningsduel med Try My Chief og Champ Olympic, inden hoppen efter femhunderede meters kørsel kunne trækkes ned i vinderhullet bag Try My Chief den 3/9. Perfekt ud i ryg på angribende Cleo Gammelsbæk på sidste langside. Fin anden bag Cleo Gammelsbæk men foran Try My Chief. Har kun seks starter i 2019, hvilket kan komme hoppen til gode her sidst på sæsonen. Hurtig fra start og lykkes det at tage en længde på Reduc og komme til spids, så kan Rose Simoni føre hele vejen.

9 Chilli T gik sit hidtil bedste løb på Bornholm senest (28/9), hvor det blev til en placering i tredje par udvendigt fra spor to. Angreb i tredje spor ned ad sidste langside og nåede på målstregen andenpladsen bag Waterjet men foran længe førende Von Gladiator. Kan Matin Sjøholm Jensen på ny ramme en position i tredje par udvendigt fra yderligt startspor i anden række, viste Chilli T senest, at der findes en god afslutning gemt i hoppen.

10 Bootz Simoni banedebutant der skal følges i afkantringen. Kommer fra noget hårdere konkurrence på Charlottenlund, men er hæmmet af startspor yderst i anden række. Førte seneste start på Charlottenlund den 7/9 til der manglede omkring 100 meter, hvor hun blev overspurtet af den med 40 meter belastede Finish Future og Speedy Globe.

11 Von Gladiator vendte tilbage efter to måneders løbspause den 28/9, hvor han fra spor fire viste stor starthurtighed, og indtog spidsen. Fik med det samme Waterjet frem i dødens. Von Gladiator lignede en vinder, da hestene gik ind i opløbet, men blev på de sidste meter overspurtet af Waterjet og Chili T. Klart godkendt efter pause, og en af dem der kan overraske i et åbent løb.



V4-2 / 2. løb

Corner Tiki undgår næppe favoritværdigheden i anden afdeling. Det ligner at Corner Tiki og Frank Mikkelsen tidligt slippes til spids, og herfra bliver ekvipagen svært slået. Spillerne skal dog være opmærksomme på at Corner Tiki har holdt 1½ måneds løbspause. Cerosso er første udfordrer, men kan komme til at sidde skidt til fra yderligt startspor, da hesten ikke er så hurtig fra start.

A-chancer: 4-5-6 B-chance: 3-2-8-11 C-chancer: 1-7-9-10

4 Corner Tiki kunne ikke tage en længde på Woody Simoni fra spor fem den 16/7, og gik hele løbet i dødens. Koblede grebet på førende Woody Simoni kort før mål. Tredjepladsen til Cerosso. Blev efter en omgangs kørsel placeret i andet par udvendigt i ryg på Cerosso den 30/7. På sidste langside ser det ud til at Cerosso er ved at glide forbi førende Cleo Gammelsbæk, men løber i stedet ud i galop, hvorved Corner Tiki får et hvil i vinderhullet opløbssvinget rundt, for på opløbsstrækningen at gå forbi til kneben sejr før Cleo Gammelsbæk. Kommer tilbage efter pause, men kan sandsynligvis tidligt overtage føringen, og så skal der en god hest til at slå ekvipagen.

5 Cerosso har taget fem imponerende sejre i år, men har de seneste fire starter galopperet chancerne bort. Rolig indledning og en placering som nr. fire i inderbanen de første 1800 meter på stayerdistancen den 18/8. De sidste to omgange i dødens på Timberlake, og koblede grebet til sejr i opløbet efter en stærk præstation. Andenpladsen til Timberlake før Palermo Tårs. Sad i inderbanen som femte de første 1800 meter den 28/9, men galopperede og måtte ned at vende som sidste hest. Sås aldrig med chance, men hentede den sidste præmie på en god sidste omgang. Stærk type der tåler at gøre det grove arbejde, og vil i en fejlfri udgave være med til at gøre op om sejren i dette opgør.

6 Baltic Baunely har i lighed med Corner Tiki holdt 1½ måneds løbspause. Fik en rumler på kort efter start i Calles Cup den 16/7, og havnede som en af de sidste. På en god sidste omgang nåede Baltic Baunely femtepladsen på afstand af vindende Urd Unikum. Sad den 7/8 i fjerde par indvendigt, og fik først hullet ved indgangen til opløbet. Afsluttede fint til tredjepladsen på afstand af vindende Try My Chief og Billgate. Startspor seks kan blive en fælde, men får ekvipagen en god ryg undervejs, er der altid en god afslutning gemt i Baltic Baunely. Førsteudfordrer til de to forhåndsfavoritter.

3 Mara Woman har gjort en start på Bornholm den 7/8, hvor det blev til galop inden startvognen slap feltet. Satte mange meter til, men kom hurtigt op til feltet i det lave tempo anlagt af Try My Chief. Roligt inderbaneløb hele vejen, resulterede i en godkendt afslutning til en femteplads. Løbet blev vundet af Try My Chief foran Billgate og Baltic Baunely. Skal først og fremmest fejlfrit fra start, og selv med et fejlfrit løb, vil det være en mindre overraskelse, hvis ekvipagen går til tops i dette felt.

2 Wilbur går sine klart bedste løb, når han sidder med fremme i feltet. Er rimelig hurtig fra start, og er spidsbuddet i dette felt. Jeg tror Kenn Christoffersen slipper, når Frank Mikkelsen og Corner Tiki tidligt i løbet kommer frem og spørger til spidsen. Kan fra vinderhullet suges med til en trioplacering.



V4-3 / 3. løb

Tredje afdeling ligner et opgør mellem de to sejrsheste og halvbrødre Jetset Onion og Waterjet. Begge er havnet i første række og er hurtige fra start, men jeg tvivler på de kan tage spids fra Kils Titan og Nick Sisu. Umiddelbart ligner det Waterjet i vinderhullet og Jetset Onion i dødens, med mindre det lykkes Kenn Christoffersen at trykke Jetset Onion til spids.

A-chancer: 5-1-12-6-9 B-chancer: 4-3-8 C-chancer: 10-11-7-2

5 Jetset Onion blev perfekt placeret i andet par udvendigt fra spor otte i ryg på Shadow Tinghøj den 10/9. Kenn Christoffersen valgte at blive siddende da Aston Martin angreb i tredje spor med omgang til mål, men hullet kom som på bestilling, da Aston Martin galopperer på vej ind i opløbet. På en god afslutning bliver det dødt løb mellem Jetset Onion og Shadow Tinghøj. Jetset Onion gav prøver på sin starthurtighed den 28/9, hvor han fra spor et afviste Sky Line i en direkte spidsduel. Styrede sidenhen begivenhederne og vandt enkelt foran Igor Times og Speedy Globe. Er havnet yderst på vingen, men lykkes det Kenn Christoffersen at komme tidligt til spids, tror jeg ikke ekvipagen kan slås. Kan også vinde fra andet par udvendigt.

1 Waterjet havnede i andet par udvendigt i ryg på Toxido den 3/9. Angreb i tredje spor på sidste langside, men samtidig stak førende Igor Times med et par længder, og så måtte Waterjet nøjes med en godkendt andenplads før Toxido. Waterjet måtte trave i tredje spor gennem første sving inden han havnede i dødens på Von Gladiator den 28/9. Travede hele løbet i dødens, og var alligevel i stand til at stride sig forbi Von Gladiator i opløbet til en kneben sejr. Jeg tror ikke Waterjet kan svare Kils Titan og Nick Sisu op i starten, og det ligner et løb i vinderhullet. Løsner det sig, er Waterjet på ny sejrsaktuel, og han skal naturligvis krydses i V4.

12 Cleo Gammelsbæk sad og lunede sig i fjerde par udvendigt, alt imens den førende favorit Try My Chief fik tryk ad flere omgange den 3/9. I tredjespors angreb med ca. 800 meter til mål, og frem i dødens på sidste langside. Gik sikkert forbi i opløbet til let sejr foran Rose Simoni og Try My Chief. Stod med fyrre meters tillæg på stayerdistancen den 28/9. Sad og lunede sig bagerst i feltet de først 1800 meter, hvorefter hoppen blev sendt frem som femte i feltet, der jagede udbryderen Timberlake. Helt frem til førende Timberlake og Galya Fortuna i opløbssvinget, og mere end godkendt anden bag Timberlake men foran Galya Fortuna. Bliver bedre og bedre, og skal trods spor tolv ses med chance i dette felt.

6 Igor Times kom perfekt igennem til andet par udvendigt fra spor ti den 17/9. Ud i tredjespors angreb med omgang til mål, og frem i dødens på B G Anna Maria på sidste langside. Fik grebet på den førende i opløbet, og vandt sikkert før angribende Strong Shadow og Waterjet. Sad i vinderhullet bag Jetset Onion den 28/9. Ud til angreb i tredje spor i opløbet, og sikker anden bag Jetset Onion men før Speedy Globe og Strong Shadow. Kan på ny få et løb i vinderhullet, hvorfra Igor Times bliver farlig.

9 Fendi Draviet sad i vinderhullet bag Any Given Monday den 7/8, og kom fri til tredjespors angreb i opløbet. Afsluttede fint til tredjepladsen bag Solon og Any Given Monday. Med de rigtige positioner undervejs, så har Fendi Draviet en giftig speed, og det er en V4 luring i dette felt.



V4-4 / 4. løb

Disney kan være et blankbud i sidste afdeling. Kommer Disney og Mads Pedersen tidligt til spids, tror jeg ikke ekvipagen kan slås. Jeg har dog valgt at gardere med banedebuterende Winther, der er fornuftigt inde i løbet Spillerne skal dog være opmærksomme på at hestens seneste start ligger tilbage i november 2018.

A-chancer: 3-7 B-chancer: 1-6-8 C-chancer: 4-2

3 Disney åbnede godt fra spor ni den 10/9, hvor ekvipagen havnede i andet par udvendigt. Blev forceret til spids efter en omgangs kørsel, og vandt meget sikkert foran Eternity La Marc og Dream Winner. Hurtig fra start og til spids fra spor fire den 17/9. Kunne ikke svare da Timberlake kom farende efter knap en omgangs kørsel, og havde svært ved at holde ryggen på den førende, der anlagde et malende tempo i front. Sikker anden bag Timberlake men foran Daydream. Her ligner det at Mads Petersen tidligt kører til spids, og så tror jeg konkurrenterne kører om andenpladsen. Ekvipagen kan sandsynligvis gå en tid omkring 20,0 – 21,0 fra spids, og så skal det blive svært for tillægshestene,

7 Winther har ikke startet siden november 2018, men har befundet sig i Lars-Erik Kaas varetægt i knap et halvt år. Lars-Erik og Pia Kaas bringer ikke hesten til start, med mindre den er vel forberedt, og det forlyder fra stalden, at Winther i træningen har fundet fint rundt på den krævende bornholmske bane. Kan naturligvis mangle det berømte løb i kroppen efter knap et års løbspause. Spændende outsider.

1 Betel Nordal havde senest startspor et i voltestart den 18/8, hvor det blev til en start til mål sejr, efter hoppen havde ført an i et jævnt malende tempo. Andenpladsen til Cleo Gammelsbæk der stod med 60 meters tillæg. Betel Nordal indtager spidsen, men jeg tvivler på at ekvipagen kan holde Disney fra livet, når Mads Petersen tidligt i løbet kører frem. Ved favoritsvigt, kan Betel Nordal slå til.

6 Bellwood kom fint igennem til tredje par indvendigt fra spor otte den 28/9. Blev suget med indvendigt til en tredjeplads da vinderhullets Comet Elkær kom fri til angreb og sejrede foran spidskørte Sladdie. Bellwood løber stabilt, og kommer til at sidde med fremme i dette lille felt. God triochance.

8 Bear Les Cordons stod også med fyrre meters tillæg til Betel Nordal den 18/8, men havde da spor tolv. Kom hurtigt frem i fjerde par indvendigt og ud i andet spor ned ad langsiden sidste gang. Måtte helt ud i femte spor i opløbet, og afsluttede bedst af alle til tredjepladsen bag Betel Nordal og Cleo Gammelsbæk. Resultatrækken imponerer ikke, men i dette lille felt, kan en fejlfri Bear Les Cordons løbe med frem.