V4-analyse til Billund af Jesper Elbæk

Tipperstatistik: Spillet for 2.929 kr. Vundet 542 kr. Tilbagebetalingsprocent 19%. Hitrate 3 af 10.



V4-forslag

12-8-5-4-2-10-7-11-9-3

8-4-1-2-10-5-9

7-9

1 Charming Kiss

Pris: 280 kr. (140 rækker)

V4-1, 1. løb

Et virkelig svært løb indleder V4-spillet i Billund. Godt en håndfuld heste har reel vinderchance, og faktisk vil jeg kun helt afskrive to heste på spilforslaget.

A-chancer: 12-8-5-4-2-10 B-chancer: 7-11-9-3 C-chancer: 1-6

12 Dellis kom tilbage efter otte måneders pause senest, men vandt direkte på en 1.16-tid. Det var løbet, hvor Bent Svendsen kørte derudaf med Dollars And Cents, og midt i opløbet stadig førte med mange længder, da den slyngede sig i galop. Dellis sad undervejs i tredje par indvendigt på afstand, men blev løftet ud i andet spor med 600m hjem, netop som Dollars And Cents galopperede langt foran. Svendsen fik sat den vanskelige hest i trav igen, men en ny galop med 200m hjem, sikrede sejren endeligt for Dellis, som gik uimodståeligt frem, og var alene på målfotoet. Er sikkert gået frem med dét løb i kroppen, og får nu en ny Kasper i sulkyen.

8 Calvin Ice vandt en flot sejr senest 29/3 i Billund for Bøje Laursen, og det var kun anden start for Bøje. Havde 20m tillæg, men sad i spids ind igennem første sving, og afviklede første kilometer i 1.18,5 og så blev der for alvor skruet op for tempoet den sidste kilometer. Ned gennem opløbet var Calvin Ice ved at slå lidt af på takten, og Birger Jørgensen kom tæt på ind mod mål med den franske Olaf Schröder-hest Errakis. Men den kom aldrig forbi, og selv om startsporet er svært her, så ligner det igen offensiv styring af Bøje Laursen, og Calvin Ice er naturligvis en topchance.

5 Carpark North var med i samme løb 29/3, som Calvin Ice vandt. Carpark North galopperede kort efter start, og tabte rigtig mange meter på de førende. Kom op i omdrejninger på løbets sidste 500m, og skød fint fart ned gennem Billunds lange opløb. Senest 18/4 løb Carpark North og chancerede i det, smågalopperede, og fandt faktisk aldrig rigtig ind i rytmen, før det var for sent. Glem den start. Bemærk første gang i autostart.

4 Dulaika Gilbak kommer i sæsondebut. Viste gode ting i sine første to karrierestarter, startsporet er godt, og kusken i sulkyen kan jo heller ikke være meget bedre. Men det er altså et halvt år siden Dulaika Gilbak har startet, og vi kender den ikke i autostart.

2 Chad The Flash køres af Aarhus-træner Michael Lønborg, og han er jo ”livsfarlig” uanset hvad han kører. Startede i debuten i Billund 8/3, hvor Michael Lønborg kørte offensivt, og tog spids direkte. 500m efter behagelige 1.19,8 og slap kort derefter til René Kjær med Express De Luxe. Kunne ikke true denne, men afviste B Funtinna ind mod mål på en god måde. I Aarhus 16/3 blev der kørt vældig hårdt om spidsen mellem Chad The Flash og Pontificia. Lønborg holdt spidsen, men det kostede en åbning i 1.14-fart de første 500m. Fik et tryk mere af Pontificia med 5-600m hjem, men smed først geværet med 150m hjem, hvor Olga’s Avenue og Drews Caviar speedede forbi.

10 Countdown galopperede i spidskampen senest i sæsondebuten i Aarhus for Jeppe Juel, og fik bare et træningsarbejde et stykke bagved feltet. Er en god hest, som jeg gerne vil have på V4-kuponen. Men Ens Snapshot-sønnen har ganske vist ikke vundet endnu.

7 Diamant Tinghøj viste klar fremgang senest, hvor den store hest fulgte godt med Ilyushin ind i mål i Billund. 11 Euro Girl Gardenia var senest slået af gode heste i Aarhus (Excellent Torkdahl vandt), men nu er forudsætningerne jo noget anderledes. 9 Danina A P var storslået senest i Hamborg, men forrige gang i Berlin var det bedre. Tog spids, men slap med knap en omgang hjem til den senere vinder Ubetterwin Diamant. 3 Celina Ice har nu to løb i kroppen efter pause, og behøver ikke være helt væk her.



V4-2, 2. løb

Endnu et løb med en hel del vinderchancer, hvor der skal bruges en del garderinger for at være sikker på at komme videre.

A-chancer: 8-4-1-2-10-5-9 B-chancer: 11 C-chancer: 3-7-6

8 Master Of Disaster havde et lukket spor i volten senest i Aarhus 22/4, men alligevel sad Michael Lønborg i spids direkte, da Catchy Spring med Peter Frandsen galopperede. Master Of Disaster fik lov til at gå lidt derom af, og kun Daydream Believer kunne hænge på. Tempoet blev gradvist øget ud på sidste omgang, og det hed ”fang mig hvis I kan”. Det var der ingen, der kunne, og sejren blev meget sikker foran Limbo. Master Of Disaster er i topform, og er en vinderchance i dette løb.

4 Whiskey Flame har udelukkende startet i Aarhus siden Flemming Degn overtog hesten fra Michael Holmer, og de seneste gang har der virkelig været fremgang at spore. Især senest, hvor Whiskey Flame tog spids i en hård åbning med She’s A Dream. Første 500m efter 1.15,2 men så fik Degn lov til at dæmpe tempoet, og så var der tørt krudt at skyde med i opløbet. Formået at afvise Cash Sali og Bexi med mindst muligt, og Whiskey Flame var i øvrigt hårdt inde i løbet. Nu tager Flemming Degn på tur til Billund, hvor Ole Bender har fået en god køretur i dette løb. Er min spidsfavorit i løbet.

1 Bienvenue vandt en målfotosejr i Hamborg 22/4 foran Gipsy Greenwood med Ronald de Beer. Vindertiden 1.15,1 i Hamborg er ikke så ringe endda, og Aarhus-træner Lillian Uglebjergs heste er jo generelt i god form. Kent Friborg sidder i sulkyen denne gang, og Bienvenue kan være med til at præge dette løb.

2 Caroline Lund er ret ustabil i sine præstationer, men kan den få lov til at sidde med på hug, så har den en giftig speed. Hesten skal ikke køres i spids. Senest i Skive 15/4 blev Caroline Lund sat af fra start, men kom alligevel ned i en fin position i andet par udvendigt. Det blev så til dødens den sidste omgang, da Come On Party gled til spids. Så kæk ud udvendigt på denne med 300m hjem, men så var der heller ikke mere benzin på tanken. Kommer med lidt skjult form!

10 Black Magic er jo en hellækker model at skue, men det gør det jo ikke alene. Senest var der endelig fremgang at spore efter mange galopper og nuller i resultatrækken. Morten P. Kramer kørte et roligt løb i fjerde par udvendigt, og blev sendt i angreb med 600m hjem. Det gik vældig godt ude i sporene, og selv om Black Magic ikke kunne nå frem til Classico og Coco Line, så nappede Keep On Flying-sønnen en flot tredjeplads. Har Morten Pilegaard Kramer forbedret Black Magic yderligere frem til denne start, så er den en stor outsider. Alle karrierens tre sejre er i øvrigt taget i Billund… Se op!

5 Desmond Toft har været staldskriget nogle gange nu. Der er tale om en stor, flot, sort vallak som tidligere på sæsonen gjorde det glimrende, ofte efter uheldige løbsforløb. Senest i Aalborg 29/4 var det 20m tillæg og svært spor i volten, så det blev naturligvis et løb bagest i feltet undervejs. Sluttede som første hest uden for pengene, men har sikkert haft gavn af det løb i kroppen.

9 Diablo Bork vandt en flot sejr i Aarhus 1/4, hvor den sad i andet par udvendigt undervejs i et løb, der blev ført an af favoritten Belis. Gik med i ryg på Dolce Gabbana, da Michael Lønborg kørte fremad fra sin position i dødens, og gik forbi på løbets sidste 50-75m. Senest i Aarhus 12/4 blev det til galop i første sving, og så var den dag ødelagt. Kommer til at sidde langt nede undervejs her, men Diablo Bork er en stærk krabat.

11 Santadi har ikke fået de letteste løb på det seneste. Senest var den ude i DM for Travtrænere, hvor den dog ikke medvirkede til at give den senere DM-vinder Bent Svendsen en tur i søen. Skal være bedre her for at vinde, men går også lidt ned i konkurrence.

3 Earl Of Magic skal man også se lidt op for. Der er langt mellem snapsene, men f.eks. 19/2 i Billund gik den flotte gråskimle hest med hvid man og hale godt for Jeppe Rask, hvor den afsluttede godt bag Belis efter sen angrebsplads. Senest helkiksede den starten i Berlin, og sås aldrig med chance.



V4-3, 3. løb

Det kunne på forhånd ligne en duel mellem Morten Juul-trænede Dickson Shadow, som vandt direkte i sæsondebuten, og Knud Mønsters tuffing Bjarne B P. Men måske gemmer der sig en luring i løbet.

A-chancer: 7-9-1-3 B-chancer: 6-8-10 C-chancer: 2-4-5

7 Dickson Shadow vandt som nævnt direkte i sæsondebuten. Fra startspor otte bag bilen kørte Morten Juul fremad med det samme, og kunne efter 400m overtage spidsen fra Bent Svendsen med Darwin Ice. 500m efter 1.11-fart, men så fik Juul lov til at bestemme et stykke vej i det lange løb. 1000m efter 1.16,6 men så fik Dickson Shadow et tryk af Count On Me K G midtvejs. Så lækker ud rundt sidste sving, gjorde Dickson Shadow, og sejren blev taget med mersmag. Morten Juul kan have et emne til årgangsløbene her.

9 Bjarne B P har anden række, men det gør ikke så meget. Den Knud Mønster-trænede hest er efter min mening bedst, når den kan gemmes i en udvendig position nede i feltet, og så blive ”skudt af” på bageste langside. Det er ikke sjovt, når Bjarne B P kommer buldrende, og det gjorde den også senest på Musketerdagen, hvor Mønster dog netop ikke nåede ned udvendigt for Belladore før sidste sving. Indtil andet er bevist, så er Bjarne B P i god form, og Ens Snapshot-sønnen er bestemt en vinderchance.

1 Bandit P L virker lidt bortglemt i tipsene i baneprogrammet. Der er tale om en katapultstarter, som ikke kan undgå at få et godt løb her. Lige ovenover resultatrækken er en sejr på en 1.13-tid i Skive. Senest startede Bandit P L på Musketerdagen i løbet, som Dortmund vandt overlegent. Henrik Lønborg fik et indvendigt løb et stykke nede, men fik to trætte konkurrenter i hovedet ved indgangen til opløbssvinget, og måtte så nøjes med en mindre placering. Kommer med skjult form og bestemmer løbsafviklingen her.

3 Corleone var ude i det føromtalte løb med Belladore og Bjarne B P på Musketerdagen. Blev kørt til spids efter 500m, som blev afviklet i 1.12,8. Slap så til Belladore kort derefter. Så vigtig ud i ryggen på denne ved indgangen til opløbet, men galopperede så netop som Morten Friis ville trække den ned på open stretch til angreb. Belladore vandt på 1.14,3a/2060m og Corleone ville ikke have været mange tiendedele efter i mål. Kommer således med skjult form!

6 El Chica er en spændende hest fra Tyskland. Forrige gang i Hamborg fik La Chica en katastrofal start, fordi Lesley Renner ramte en dårlig ryg fra start. Fandt efterhånden ud i tredje par udvendigt, og dykkede så smart indvendigt til slut, og var forrest i et hårdt kæmpende felt, som ikke kunne nå frem til Nordic Jaycee og Standbyme. Senest startede La Chica på den lille provinsbane Sonsbeck, som ligger tæt ved Duisburg, helt ovre ved den hollandske grænse. Det er en meget interimistisk bane, som er anlagt på en måde, der minder en del om væddeløbsbanen i Asaa i Nordjylland. Der findes ingen videoer fra løbene på Sonsbeck, og der bliver tilsyneladende heller ikke taget tid. Men La Chica vandt, og de løb jeg har set med unge Lesley Renner, da har hun faktisk ikke kørt så ringe endda.

8 A Leth Life er en fin hest fra Lillian Uglebjergs træningskvarter, men denne gang handler det om et fejlfrit løb i første omgang, så man undgår at blive henvist til et prøveløb. Hestens grundkapacitet fejler absolut ikke noget. 10 Amazone Shadow er havnet i skammekrogen, men er faktisk lidt af en Billund-specialist. I de seneste seks starter i Billund har Martin Andreasens hest to sejre, to andenpladser og en tredjeplads.



V4-4, 4. løb

Dagens blanke i V4-spillet findes her i sidste afdeling, hvor lokale Mads Hjortsballe har en god kandidat til ”årets hest”, hvis ellers 1 Charming Kiss kan holdes frisk og i orden. Lynhurtig fra start, og kan føre hele løbet.

A-chancer: 1 B-chancer: 5-6-3-8-9 C-chancer: 11-4-2-7-10

1 Charming Kiss var sidste år med i Dansk Trav Derby, hvor den dog sluttede uplaceret. Ved sejren i Billund 8/3 var Charming Kiss nærmest løbsk, og løb sit helt eget løb 60-70m foran feltet. Sidenhen er Hjortsballes hest blevet langt mere styrbar, og selv om Charming Kiss mødte hård modstand senest, så var sejren meget sikker. Kan Mads Hjortsballe time det sådan, at han kan holde spids, så er meget vundet. Der advares for 3 Allie Be, som også kan åbne hårdt, men mon ikke Kent Friborg kører efter den perfekt ryg på Charming Kiss.

5 Amerian er blomstret op efter skiftet til Skive-træner Bent Svendsen. Sejren kom allerede i første start for Svendsen, hvor Amerian gled forbi Guy Pomponne til slut. I starten efter 17/2 i Billund kom Amerian flyvende ude i banen, og gangen efter i Odense 1/3 var Amerian egentlig på vej mod sejren, men så dykkede Gordon Dahl smart indvendigt med Tiger Hill Diamant. Senest er det så blevet til galop og gode ophentninger. Senest i Odense, hvor Amerian dummede sig før bilen kørte væk, og satte mange meter til. Kom fint tilbage i et løb, som Wham Bam Boo vandt.

6 Bad Boy kommer for første gang i nyt regi, hvor Michael Kukkonen står for den daglige træning i samarbejde med sin far, den tidligere Skive-træner Seppo Kukkonen. Stald Kukkkas (Kukk for Kukkonen og Kas for (Ellen) Kastrup) er dermed godt hjulpet, men man skal selvfølgelig høre nærmere på løbsdagen, hvor Fast Track-holdet sikkert sørger for at få en kommentar fra denne spændende starter. Vi kender godt kapaciteten hos Bad Boy fra tidligere sejre.

8 Little Danny har tidligere vundet i Billund på en 1.13-tid. Her var Little Danny hurtigt ude fra indersporet, men blev overspeedet af Armani S med Preben Kjærsgaard. Denne galopperede dog i opløbet en sikker sejr væk, og den tilfaldt så i stedet Little Danny. Senest i Billund var Little Danny ude mod Charming Kiss, og var chanceløs mod denne efter et løb i tredje par indvendigt undervejs. Gik frem med 600m hjem og udfordrede Hjortsballes hest, men faldt på eget greb, og måtte slippe P S Confess forbi indvendigt og Thisismylife udvendigt på de sidste 50m. Fin form, men det er en sekundær placering, der køres efter igen denne gang, især fra dårligt startspor.

9 VIP Hall er bedre end resultaterne, og kan være den sjove i løbet. Går ind imellem nogle fantomløb, men har fået lidt løbspause efter de seneste to galopper. Senest i Aarhus kom galoppen midt på opløbet, og det lignede en tredje/fjerdeplads bag Speedy Højlund og Giggs Boko, der røg ved galoppen.