Startlisten for galopløb

1. HESTENS TRÆNER

Hestens træner. Et (a) angiver at der er tale om en amatørtræner. Er der ingen angivelse bag navnet, indikerer dette at træneren er professionel. Dernæst følger hestens formtal, som er handicapperens vurdering af hestens generelle formåen. Tallet ligger normalt mellem 40 og 100. Derefter foregående sæsons resultater.

2. HESTENS NUMMER

Hestens start- og totalisatornummer. Hestens navn og vægten (rytterens vægt +/- evt. tillæg eller lettelser). Et B foran vægten betyder at hesten løber med såkaldte blinkers. Et S foran vægten betyder hesten løber med sideruller. Jockeyens navn. Er der anført et tal i parentes efter navnet er det den vægt hesten egentlig skulle løbe med, men som i givet fald er korrigeret for lettelse (lærlingerytter) eller evt. overvægt (fordi rytteren ikke er i stand til at ride den tiltænkte vægt).

3. EJER OG RESULTATER

Beskrivelse af ejerfarvene (som også vises grafisk til venstre). Derefter resultater opnået i indeværende sæson.

4. INFORMATION OM HESTEN

Hestens alder, lød, køn, mor, far, morfar og i parentes navnet på hestens opdrætter. Er hesten af udenlandsk opdræt angives dette i parentes efter navnet. Derefter karrierens samlede resultat (antal starter, sejre, andenpladser, tredjepladser og total indløbet præmiesum.

5. RESULTATER

Resultaterne fra hestens seneste fem starter. Først en angivelse af banen (Kl = Klampenborg, Bro Park= Bro, O = Odense, Ål = Aalborg, Å = Århus, Jä = Jägersro, Ö = Övrevoll, G = Göteborg, Bl = Blommerød, GB = England, T = Tyskland, F = Frankrig, I = Italien). Datoen og løbets nummer den pågældende dag. Derefter præmiesum til løbets vinder og angivelse af løbstype (f.eks. h3 = handicap klasse 3, a = amatørløb, md = maiden (ikke vundet løb), av = aldersvægtløb). Dernæst løbets distance og underlaget (gr = græs), dt = dirttrack). Så banens beskaffenhed den pågældende dag (nt = noget tung, gd = god, bl = blød, lt = let, tg = tung). Derefter den tid hesten var om at løbe distancen. Så følger navnet på hesten som vandt det pågældende løb og hvilken vægt den løb med og de tilsvarende oplysninger for hesten, der blev nummer to i løbet. Tallet derefter angiver det formtal hesten viste i løbet. Siden vises hestens placering i løbet og afstanden til vinderen ved målpassage. Endelig oplyses antallet af startende heste i løbet, hvilken vægt hesten bar, rytterens navn samt det eventuelle vinderodds på hesten, angivet for et indskud på 10 kroner.

6. CHANCEVURDERING

Eksperttipperens subjektive vurdering af den enkelte hests chance. Pilene er inddelt efter tre niveauer og afspejler henholdsvis en høj, moderat og lav chance. Vær opmærksom på, at pilene er vejledende og at alle heste reelt har chance i væddeløb.

A. LØBSNUMMER & LØBSFARVE

Her ses løbsnummeret og starttidspunkt. Når du gør dine indskud, skal du oplyse løbets nummer. Løbsnummeret i programmet har samme farve som hestenes nummerskilte i dette løb. Hvis du spotter en hest under opvarmning, kan du ud fra farven se, hvilket løb den deltager i. Ved hjælp af startnummeret på hestens skilt kan du finde frem til hesten i løbsprogrammet, så du kan spille på den i totalisatoren.

B. SPILFORMER

Til højre for løbsnummeret vises hvilke spil, der er aktuelle i det pågældende løb. Øverst ses ikoner, som indikerer løbets stregspil, som er en spilform, der rækker over flere løb. Ikonet viser både hvilket stregspil og hvilken afdeling, der er i gang i det pågældende løb. I teksten under ikonerne skrives hvilke spil, du kan spille i dette enkelte løb. I eksemplet kan du spille Vinder, Plads, Tvilling og Trio. Lær mere om spilformer på heste - Klik her for spilleguide (videosite og oversigt)

C. PROPOSITIONER

Propositionerne viser løbets præmiesum og distance.